28.6.09

Af: Ulla Lund Fotograf: Peter Hauerbach
Bogmærk eller del
 

Mangroven - Den glemte naturskat

Vi har sejlet, kravlet og svømmet rundt blandt mangroverødder i Tanzania, Indonesien, Filippinerne, Thailand, Guadeloupe, Nicaragua, Florida, Bahamas og på Borneo. Fulgt kvinderne på Mafia Island dyrke deres tang-undervandsmarker, klatret i træer i Phan-Nhang bugten i Thailand, kajakket i Bahamas, fulgt Rama-indianerne i Nicaragua, set rokke-paring på Guadeloupe, cyklet blandt alligatorer i Everglades og ”jaget” næseaber på Borneo. Følg vores rejse gennem en af verdens oversete naturskatte...

Mangroveturisme, Bahamas

Mangroveturisme, Bahamas


I kajak gennem Bahamas mangrove

Mangroven i Lucayan National Park på Grand Bahama lukker sig tæt så om os, at pagajerne må skilles ad og vi må stage med de to halvdele. Enorme krabber haster i skjul, når vi bruger hænderne til at frigøre os fra de krogede fangarme af rødder.  
”Everything coool with You”… spørger guiden Chad undervejs på sit bahama-slang, da han ser vores kamp for at filtre os og kajakken ud af mangroven, hvor vi sidder fast på tværs.
”Yeaah, maaan”, svarer vi, som han forventer. For alt er bare coool her og tingene løser sig. Ikke hurtigt og effektivt, men caribisk coool-langsomt.
Fisk plopper op og ned. Stimer af små spidse nålefisk skyder gennem vandet, og i luftens dampende fugtige middagshede svirrer insekter. Tofarvede sorte og røde store caribiske mangrovekrabber kribler rundt på mangrovestammerne.
Efter det grønne vildnis her i Gold Rock Creek vidder kanalen sig ud, og vi driver mod azurblåt hav. Herfra går vi ad træbroer gennem et flot sump- og mangrovelandskab. Hvor  karpelignende fisk og små slanger bugter sig gennem vandet. En lille vaskebjørn stikker også snuden frem.

Undervejs fortæller Chad om de mangrovetræer, vi passerer. Her vokser fire forskellige slags mangrove: Nogle tiltrækker sedimenter, fastholder dem, mens  andre speeder processen med at få dannet ny jord fra sedimenterne. Efter frokost er kridthvidt sand og blåt vand en skøn dessert ved Golden Beach Rock.

Andre aktiviteter

Næste dag dykker vi med Xanadu Divers. Et dyk går til 20 meter, hvor vi fodrer store caribiske revhajer. Vi seks dykkere sidder tæt sammen med et beskyttende rev bag, og divemasteren er i jerndragt. Et par af de store hajer får han hypnotiseret ved at vende dem om på ryggen, så vi kan røre deres nubrede skind.

Mangroveplantning på Sumatra

Mangroveplantning på Sumatra


Mangroveplanterne ved Banda Aceh på Sumatra, Indonesien

Med en smøg i flaben dirigerer Cekhin sin ældre kollega Mardani. De små mangroveplanter sættes i de tomme områder blandt den naturlige mangrove ved Meunasah Keudee - 20 km. syd for Banda Aceh på Sumatra.
Aceh-provinsen blev hårdt ramt af tsunamien i 2004, fordi forlandets mangrove var ryddet. Knap en kvart million mennesker døde og store dele af landbrugslandet vasket i havet.

Alle steder vi stopper tilfældigt, møder vi desværre mennesker med en historie, som Zulkarnaini på 60 år, som vi køber vand af til køreturen: ”Min kone og ni børn døde. Jeg blev skyllet flere kilometer ind i landet…. Og nu lever jeg her med min lille forretning”, forklarer han roligt.

På vejen til Keudee kan man se, hvor rester af den naturlige mangrove prøver at få fat og nye områder som forskellige betaler for genplantning af. Specielt Japansk Røde Kors, har koncentreret sig om genplantning langs østkysten. Og Dansk Røde Kors nede ad vestkysten i ”ground zero” for jordskælvet ved Meulaboh.

Garnfisker, Indonesien

Garnfisker, Indonesien


De næste timers kørsel mod hovedkvareret i Teunom viser ufattelige ødelæggelser stadigvæk. Alle steder er flere kilometer bredt og fladt forland ganske tomt - landsbyer ryddet til sidste murværk, palmetræer - alt…. Vandet har også erobret baglandet og skabt nye oversvømmede sumpe. Inde ved Teunom pressede tsunamien så meget vand op, at der blev dannet en biflod, der ødelægger liv og afgrøder for 16 landsbyer. Men ikke længere.
”Vi har bygget et fremskudt dige af palmeplanker, der kan modstå jordskælv, og bagved et højt dige og plantet græsser med et stort rodnet. Det lukker gradvist af for bifloden. Når plankerne er rådne er diget vokset mere til og klarer selv opgaven”, forklarer Harun, som leder de danske Røde Kors projekter ved Teunom.

Rotur på Sumatra

Rotur på Sumatra


Andre aktiviteter

Sumatra byder på alskens trekking - i regnskov og til aktive vulkaner. Desuden øko-camp ved Leuser Nationallpark som danske midler støtter, med rehabilitering for orangutanger, elefanter og jungleoplevelser. Bedste udgangspunkt for Leuser er byen Medan.

Mangrovefisker i Thailand

Mangrovefisker i Thailand


I filmens ø og vand-verden i Thailand

En ferie ved Phuket i Thailand kalder på besøg på de mange berømte øer, strande og mangroveskove, som man har oplevet på film.
Hovedstranden på Phi Phi Don blev hårdt ramt af tsunamien, men genopbygningen er gået hurtigt og stranden er tæt besat.
En dag kører vi en time fra Patong til Kvasum Pier og hyrer en langbåd og sætter kurs ud i Phang Nga bugten. Her findes kæmpe mangroveområder. Ved nogle af de omvendte paraplylignende rødder, blottet ved lavvande, går vi i land og studerer livet.

Mens tsunamien ramte hårdt i den store åbne sandbugt ved Patong Beach, sørgede mangroven her for beskyttelse. Mangroven vidder sig ud og båden sejler gennem kalkstensgrotter til åbent hav og hopper af sted mod James Bond øen, der officielt hedder Koh Khao Ping Gun, hvor ”Manden med den gyldne pistol” blev optaget. En sti fører om til stranden på den anden side, hvor man kan klatre mellem forvitrede klippeformationer og nyde udsigten over hele bugten.

Økoturisme i mangroven, Thailand

Økoturisme i mangroven, Thailand


Andre aktiviteter

Ved øen Racha Yai halvanden times sejlads ud for Phuket nyder vi første dyk blandt korallivet. Jeg spidser ører, da divemaster Prateepnathalang fortæller om mindesmærker i dybet, som regeringen har sat til minde om ofrene fra tsunamien. Og næste dyk foregår i Siam Bay.
På 23 meter toner en fire meter høj stenportal frem. Den flankeres af to elefanter i naturlig størrelse: Thaisymboler, der beskytter huse, bedesteder og mennesker - og forhåbetlig også disse smukke kyster fremover.
I dagene efter tager vi favntag med en stor pytonslange, kører 4-hjuls ATV-køretøj i junglen og ridder højt på elefanter.

Martina skrælder grøntsager, Nicaragua

Martina skrælder grøntsager, Nicaragua


Blandt Ramaindianere i Nicaragua

Martina skræller sine grøntsager, mens vi snakker og tager os bagefter på en gåtur i mangroven lige rundt om hjørnet. Hun bor i vandkanten i selve mangroven. Martina viser, hvordan hun bruger afkog fra den røde og hvide mangrove mod sår og til indvortes infektioner. Ved hytten ligger dagens fiskefangst, frisk plukkede mangofrugter, nødder og grøntsager. Martina vil gerne høre om verden, selv om hendes kun går til Bluefields en time væk. En gang om måneden sejler hun med andre til byen for at sælge produkter og købe ind.
På selve Ramaøen bor cirka 1000 af de resterende 3000 rene ramaindianere. Enkelte andre små øer er også beboet. ”Der var blevet for meget larm på Rama-hovedøen”, fastslår Martina, som aldrig har været gift eller fået børn.
Ildsjælen på øen, Carlos Bravo arbejder med økologisk plantagedrift m.m. og har bygget et murstenshus til Martina oppe på øen - i sikkerhed for cykloner …. Men hun skal lige - i et par år - vænne sig til tanken, før hun rykker de 50 trin op ad trappen til huset.

Fiskere i Nicaragua

Fiskere i Nicaragua


Atlanterhavsområdet i Nicaragua udgør cirka halvdelen af landet, men kun 10 procent af indbyggerne lever her - især mange indfødte folk som Rama-indianere, creoaler, garifunaer m.fl. Ved hovedøen mødes vi af salmesang og folk i fint tøj til kirkebesøget, ungerne fisker med bue og pil fra land og vi inviteres indenfor i hytterne. Men alt er ikke lutter idyl. Der er strid om bl.a. jordrettighederne, og selv om Ramafolket efter års kamp har fået tilkendt dem, verserer retssager stadig - og en af deres forsvarsadvokater er blevet dræbt. Danske Danida har støttet Rama-indianerne og gjort dem i stand til at føre retssager, bidraget med kulturhus og kontor i Bluefields, så de lokalt valgte repræsentanter kan få indflydelse.  

At flytte skildpaddeæg om natten, Nicaragua

At flytte skildpaddeæg om natten, Nicaragua


Andre aktiviteter

Vi er stuvet mellem høns i en af de små åbne panga-”færger” der sejler fra Bluefields og tre timer op gennem smukke mangrovebeklædte kanaler til Pearl Lagoon.
Det næste døgn afpatruljerer vi smukke øer, for at flytte dårligt nedgravede æg fra truede hawkbill-skildpadder sammen med Wildlife Conservation Society.
Der bliver også tid til at snorkle på koralrevet, sejle ud på egne oplevelser i mangroven og trekke i det spændende sumpede bagland.  

Næseabe i profil, Borneo

Næseabe i profil, Borneo


Aben med gigantnæsen på Borneo

Før solopgang snører vi vandrestøvlerne og går ud ad gangbroen fra vores hytte i Bako Nationalpark på Borneo. Her kan man på grund af tidevandet, der pt. har tørlagt mangroven være heldig at opleve de lækkersultne næseaber søge ned fra regnskoven og fiske friske mangroveskud i den lerede mudderbund.
Uden for store sjappelyde følger vi en dem parallelt. Flokken af hunner, unger og alfa-hannen med den store… gynter og vom, bevæger sig mod sikkerheden i regnskoven bag. Vi må opgive og lister hjemad. Pludselig sidder en anden gruppe, helt tæt på i træerne ved anlægsbroen. Helt foto-tæt på og lader os iagttage dem længe - indtil de lister over mangroven og de mindste nysgerrigt kigger til os undervejs.
Næseaber har øl-vom og øl-næse. Indeni har de komave. De er fantastiske springere, svømmere og dykkere. Næseaberne kan bo i en skov fyldt med blade og søde frugter - og dø af sult.  Meget søde frugter dræber dem. Bakterierne i deres maver får sukkeret til at gære op, og gasserne ville kunne få deres maven til at eksplodere indvendig. De lever kun på Borneo tæt ved mangrove-områder. Næseaberne er officielt en truet art. Der er cirka 8.000 tilbage. De lever bl. a. af friske mangroveblade, og konkurrerer med få om føden - og generer ikke afgrøder. Derfor har de en fordel i forhold til deres regnskovsnaboer - orangutangerne - der bliver skudt i plantager, hvor tvinges ind i takt med at deres naturlige regnskove og føde ødelægges.

Gidtslange i Borneos regnskov

Gidtslange i Borneos regnskov


På gangstien i Bako hærger frække langhalede makaka-aber, men ved træet foran hytten tager den lille neongrøn Pit Wiper slange på et blad fredeligt imod. Den er giftig, men bevæger sig ikke i de tre døgn, vi bor her. I skoven høres snakkende fugle, insekter der lyder som et stort savskæreri, og trækroner gynger af sky sølvskinnende, skæggede aber.    

Mangrove barriere, Borneo

Mangrove barriere, Borneo


Andre aktiviteter

Vores bådfører inviterer os op i sin landsby ved bredden. Familien har en lille fiskefabrik, hvor råvaren er rejer fra mangroven. Bako ligger kun en time fra Kuching, som er en charmerende by - med gode antikbutikker. Og verdens eneste katte-museum.

Seks timers kørsel ind i landet bringer én til Batang Ai dæmningen. I floderne omkring ligger Iban-langhuse. Vælg et af de fjernere, der ikke overvældes af turistbesøg. Vi lærte at håndtere pusterør med giftpile, skubbe både i floden, fiske med net m.m. og var eneste gæster i to døgn.

Et liv i mangroven, Cambodia

Et liv i mangroven, Cambodia


Andre fine økoturist-mangrovesteder til oplevelser

Guadeloupe:
Vi har smidt anker ved et af de lavvandede små områder i bugten Grand Cul de sac Marin på Guadeloupe, hvor mangrove både fylder kysten og gror til havs i krystalklart lavt vand, så man kan gå på opdagelse midt ude i havet. Bugten byder også på kajak-udforskning eller som vores bådtur, hvor man også lægger til land ved øde bountyøer. Det vrimler af liv, også ved søgræsset ud for. Mens vi maver hen over bunden for ikke at skade den, støder vi bogstaveligt ind i to store rokker, der parrer sig - og ikke lader sig forstyrre.

Cambodia:
Mod nord i Tonle Sap søen sejler vi gennem oversvømmede skove i et fantastisk naturområde med flydende byer. Det ligger få timers sejlads fra Siam Reap, hvor berømte Angor Wat kan opleves. Vi går på grund og må undsættes af en fisker i en udhulet træstamme - spændende….
Mod syd trekker vi i Ream Nationalpark, med såvel regnskov som mangrove og deltager i fiskernes arbejde og oplever spændende natur - og nyder strandene ved byen Sihanoukville.

Mangrovehuggeri i Tanzania

Mangrovehuggeri i Tanzania


Tanzania:
Vi går i vand til knæene sammen med kvinderne, mens de røgter de undervandsmarker af tang ud for mangroven ved Mafia Island -  tæt på Zanzibar i Tanzania. Denne største marinepark i Det Indiske Ocean har danske midler været med til at støtte, og hjælpe til at landsbyer og naturen kan overleve - bl.a. ser vi fiskenet med lovlige masker, støtte til småindustri m.m. Vi bor både på hotel på Mafia og i trætop-hotel på Cloeisland. Nyder også et par dages flot dykning.

Indien/Bangladesh:
Verdens største mangroveområde - Sundarbans - er delt mellem Indien og Bangladesh…. Og er ikke nemt/billigt at opleve. Men her er chancen for at møde bengalske tigre - vi så dog kun spor - oddere, saltvandskrokodiller, rigt fugleliv, utrolig natur og spændende mennesker.

Everglades:
USA's store sumpområde bl.a. med masser af mangrove og andre vandtolerende træer er unikt og kan opleves på mange forskellige måder. Vi vælger at leje et par cykler og tage de 10 km ad Alligator Alley, der fører tværs gennem den centrale sump hen til et udkigstårn. Undervejs må vi holde tilbage for alligatorer, der krydser vejen, får nærkontakt med en alligatorskildpadde og nyder hejrer, ørne og falke.

Mangroveplantning på Filippinerne

Mangroveplantning på Filippinerne


Filippinerne:
Ugen går med krydstogt på danske H. C. Andersen sammen med ti andre. Vi lægger fra østkysten af Cebu og kommer ned i det sydlige øhav til dykning og grotter ved såvel Balisaque og Apo-øerne, der er beskyttede. Tilbage på Cebu besøger vi lokalsamfund, der gør noget ud af mangrove-genplantning og beskyttelse af revene ud for.

Mangrove-skov i Puerto Rico

Mangrove-skov i Puerto Rico


Generel om mangrove

Vidste du at cirka 100 meter sund mangrove kan tage pusten ud af selv den største tsunami, og er endda endnu mere effektiv overfor de cykloner, der hvert eneste år rammer de tropiske kyster. Desuden er de et godt beskyttet yngle og opvoksningssted for cirka tre fjerdedele af de tropefisk, der senere fanges længere ude i de store oceaner. Som bi-effekt renser og holder mangrover på alle de sedimenter, som ellers ville ødelægge de kystnære koralrev, som vi turister elsker at snorkle eller dykke på – og forhindrer at god landbrugsjord skylles ud. Mangrover sørger desuden for mad, brænde, urter, medicin, dyrefoder m.m. til de indfødte folk, som forsøger at overleve og bevare deres egen bæredygtige kultur på disse tropekyster.

Tropiske regnskove, der også er truede, har fået verdens opmærksomhed. De ferske vådområder herunder mangrove har ikke. Selv om de skrumper endnu hurtigere og er mindst ligeså vigtige økonomiske, som fødekilder, i biodiversitet og til at gemme CO2…og som barrierer, rensefiltre og beskyttelse mod jorderosion.

Mangrove-barriere i Nicaragua

Mangrove-barriere i Nicaragua


Mangrove udgør kun en eneste procent af jordens skoveareal. Tidligere dækkede disse høj-produktive skove tre fjerdedele af kysterne i tropiske lande. Halvdelen af de resterende lever ”et liv på kanten” truet af ødelæggelse - ligesom koralrevene, områder med søgræs m. m.
Mangrove ødelægges bl.a. af rejefarme, plantager, havneanlæg, byer, dårligt anlagte og forvaltede turist-resorts. Ferskvandsområder udgør i alt 6 % af jordens areal - halvdelen af i forrige århundrede. Mangrover er afgørende som buffere - bølgebrydere og filtre. Hver hektar mangrove omdanner 8 tons blade årligt.
Mangrove opsamler CO2 i stor stil og er med til at bremse klimaforandringerne. Økonomisk indbringer ferskvandsområder 100.000 kroner per hektar - syv gange mere end tropisk regnskov.
Mangrover er - i modsætning til koralrev - mindre følsomme overfor temperaturstigninger, men har til gengæld vanskeligere ved forandringer i vandstand og saltholdighed, alt efter hvilken af de cirka 55 arter det drejer sig om.

Det anslås, at der i dag er cirka 170.000 kvadratkilometer mangrove tilbage i verden. De 30 procent i Syd og Sydøstasien, Australien har 10 procent, Syd og Nordamerika 40 procent, Vestafrika 16 procent og Østafrika og Mellemøsten 3,5 procent. Der findes mangrove i 70 lande.

Mangrove er en del af dagsorden ved COP 15 - de internationale klimaforhandlinger, som foregår i København i december 2009. Hele 2009 står i klimaforandringernes tegn, også med stort internationalt forskermøde i København i marts 2009.

Turisme på Guadelope

Turisme på Guadelope


Yderligere oplysninger om mangrover

Bahamas
Bahamas er værd at opleve naturen i også. Også her er der mange arrangører. Vælg en der kombinerer turen herud både med kajak - den tur er så flot - og snorkling ved havet, efter gåtur af gangwalk i mangroven.

Borneo
Bako Nationalpark er nem at komme til med bus (nummer 6 til Kampung Bako) fra Kuching eller med taxi – en lille time. Derfra er der organiseret transport ud til nationalparken der har både hytter og sovesale, og en lille  billig restaurant. Der skal tilladelse til: Enten fra parkmyndighederne i Kuching eller lad en lokal turoperatør arrangere. Brug et par dage derude.

Guadelope
Bugten der samler de to store øer der udgør Guadeloupe er beskyttet i store områder, men nem nok som turist at komme ud i. Mange operatører har dagsture med besøg på øde øer, gåture i mangroven ude i havet og kajakture. Det bedste udgangspunkt er hyggelige Sainte Rose: Vælg ikke søndag.

Cambodia
De oversvømmede skove mod nordvest i søen Tonle Sap er beskyttet naturområde, med et meget rigt fugleliv og smuk natur. Bo i Seam Reap og brug en dag i Angkor Wat og snup en taxa en halv time ud til søens kystby. Lej en fladbundet pram til dagsudflugt.

Blækspruttefisker i Tanzania

Blækspruttefisker i Tanzania


Tanzania
Mafia Island Marine Park ud for Tanzanias kyst er der små fly ud til, og en fin stor lodge. Stedet er et fint udgangspunkt for dagsture ud til de andre øer i marineparken. Snak med rangerne og vælg en dagtur med en dhow - til dykning eller snorkling. Godt at kombinere med safari i Tanzania.

Indien/Bangladesh
Vi besøgte Sundarbans fra Indiens siden. Boede i Kolkatta  og kørte derfra til Sundarbans cirka 5 timer i bil. Turen er spændende og giver et godt indblik i livet. Et hav af operatører arrangerer ture, hvor man enten kan bo på lodges ude i Sundarbans, på luksusbåde eller som os en billig plimsoller og overnatning på en skole. Det nemmeste er at søge på nettet. Vælg mindst to dage i Sundarbans.

Florida:
Everglades byder også på spændende mangrover og sumpe. Vi lejede cykler ved Aligator Alley, (også kaldes Everglades Parkway, en del af Interstate 75. ) På et par timer ud er der god tid til i egen rytme at nyde landskabet. Vi fik nærkontakt med aligatorer, aligator-skildpadder og kravlede op i udkigstårnet hvor vejen slutter. Meget bedre end de busser der kører herud.

Filippinerne
Vi valgte det gode skib H.C.Andersen til en uges togt i Visayas ø-havet. Nemmeste og behagelige måde, så er alle de officielle tilladelser klaret, transporten ditto og der er udstyr ombord.  De sidste ti år har Fillippinerne endelig sørget for en beskyttelse af mange marine områder bl.a. Apo Island og Balicasaq. Og takket være turisterne er kommet økonomi i at beskytte.

Se også journalist Ulle Lunds og fotograf Peter Hauerbachs hjemmeside Global Presse.