Marokko: Trekking i Høje Atlasbjerge (2/2)

Klik for større billede

I dag lever berberne overvejende på landet som bønder, og de lever især i bjergene og ørkenen, hvortil de trak sig tilbage i takt med arabernes invasioner. Den marokkanske befolkning er dog meget blandet, for de første arabere, der kom til landet for over 1.000 år siden, kom uden deres kvinder, så de tog nogle berbiske hustruer, og hvad deraf følger. Spaniens kontrol med dele af landet, og ikke mindst franskmændenes tilstedeværelse fra 1912 til 1956, har også sat deres tydelige fingertryk på den kvindelige befolkning, så der er også europæiske aftegninger.
Berberne er lidt lysere i huden end andre nordafrikanere, og nogle af dem har endda blå øjne, så måske er der også en enkel nordbo, der har haft mere end en finger med i spillet.
Det var blandt berberne og igennem deres spændende fjerntliggende bjerglandsbyer, at vi de næste 1½ uge skulle vandre, og vi glædede os til oplevelsen.

Klik for større billede

Vandringen begynder

Det var let skyet og stille, og der var en behagelig morgentemperatur på 21 grader. Den bagage vi ikke skulle have med på trekket, blev lagt i depot, og længe inden morgenmaden havde vi pakket om og var klar. Morgenmaden bestod af brød og cornflakes, men jeg tror ikke, at cornflakes er en normal morgenspise på de kanter, for de blev serveret med varm mælk og uden sukker. Det var for resten så det sidste bord, vi så i den næste uge, for nu var det slut med unødvendig luksus som borde og stole, madrasser på gulvet, pedaltoiletter og håndvaske.

Overnatningen i bjergene skulle foregå i 2 mandstelte, spisningen i et stort rundt hvidt telt, og kokken huserede i endnu et hvidt telt. Al madlavning var heldigvis ikke vores problem og heller ikke opvasken. Vi skulle bare spise maden og prøve at undgå at få fødderne i suppen, når vi sammenstuvet sad på madrasserne i spiseteltet. Al den tunge bagage blev fragtet af 6 muldyr med tilhørende muldyrdrivere, så vi skulle kun koncentrere os om at bære en dagturrygsæk med de personlige ting, der skulle bruges i løbet af dagen, og i hvert fald ca. to liter vand.

Klik for større billede

Så var vi klar til afgang fra Laschens Guesthouse og vi, Gitte og mig, havde lidt sommerfugle i maven ved spekulationer om, hvordan vi ville klare vandringen i forhold til det øvrige overvejende unge selskab, hvor der var et spænd på 30 år mellem den yngste og den ældste.
Et langstrakt okayyyy lød for første gang, og det var startsignalet fra Mohammed til, at vi skulle lette måsen og spænde rygsækken, for nu gik vi om 30 sekunder.

Det endelige mål for vores trekking var bestigningen af Jebel Toubkal, og fra Around kunne vi nå derop på 2 dage, hvis det var det, vi ville. Det ville vi dog ikke, for vi var her ikke for at få det hurtigt overstået, men ville op og nyde bjergene og samtidig trænes lidt op, så vi startede turen mod Toubkal ved at gå i den modsatte retning!
Landsbyen Around havde vi snuset lidt til dagen i forvejen, og vi kom nu igennem deres valnødplantager og langs deres små majsmarker, der ligger i terrasser et stykke op ad bjergsiderne. Vandingssystemerne i berberlandsbyerne er veludviklet, og små kanaler leder vandet hen, hvor det kan gøre mest gavn. Selv så sent på året var der tilsyneladende stadig det vand, der skulle bruges, og det kan godt undre, hvor alt det vand kommer fra, for bjergene så meget tørre ud.

Berbermødrene har stor tillid til deres børn, for vi så flere piger på 7-8 år, der havde lillebror på ryggen, men ellers var det ikke meget, vi så til befolkningen igennem Around og de få vi så var hverken venlige eller fjendtlige, de ignorerede os nærmest og hilste kun, hvis vi hilste. Vi var stadig nede, hvor der godt kunne være en enkelt turist, og senere vakte vi noget mere opmærksomhed, når vi traskede igennem deres landsbyer.

Klik for større billede

Ad muldyrstier mod passet Tizi ´n Tamatert

Til nogle af landsbyerne går der smalle grusveje, men de fleste er kun forbundet med muldyrstier, og det var disse stier, vi overvejende benyttede til vandringen, selvom vi nogle gange gik offroad for at skære hjørner af. En muldyrsti er som regel ikke mere end et spor i terrænet fyldt med løse sten, sand og klippeblokke. Meget imponerende kan et muldyr godt få fodfæste her til alle sine fire ben. Op ad de stejle skråninger skulle muldyrenes stærke bagben tage slæbet, og nedad gik forbenene som trommestikker, medens bagbenene ofte blev brugt som slæbebremser. Hvert muldyr havde et stort læs af vores pakkenelliker, men ifølge vores medbragte danske dyrlæge, var dyrene i god velnæret og sund stand.
Trekket foregik ellers således, at vi pakkede vores telte ned om morgenen og lagde vores muldyrbagage i en bunke, som vi så ikke spekulerede mere på den dag. Vandringen var i moduler af omkring en times tid med 10-15 minutters pause, og ved frokosttid var der et længere hvil på omkring en time. Selvom muldyrene startede senere end os, overhalede de i løbet af formiddagen for at gå i forvejen og gøre frokosten klar (altså kokken), og det gentog sig om eftermiddagen, hvis vi ikke var gået igennem til overnatningsstedet.

Klik for større billede

Den første vandredag var temperaturen omkring 24 grader, og heldigvis var der ikke så meget sol, for sveden den dryppede, medens vi bevægede os opad igennem de golde og tørre bjerge.  I begyndelsen kom vi igennem spredte fyrretræer, men senere var der kun enkelte græstuer og klynger af lave, stikkende småbuske med de nydeligste gule blomster.
  
Ved halvtolvtiden nåede vi passet Tizi ´n Tamatert, og da vi ikke var helt væk fra alfarvej, var der bygget et lille stenhus, hvor de solgte kølige drikkevarer til 10 dirham (godt 7 kroner), der er turistprisen i bjergene for næsten alting.
Medens vi sad i passet og nød udsigten og drak en velfortjent sodavand, passerede vores muldyr, og de fik lidt forspring, inden vi begyndte på en lang nedstigning til bunden af dalen, hvor der ved et vandløb var en lille berberlandsby. Ved vandløbet var nogle kvinder i gang med at vaske tøj, og om de brugte sæbe, ved jeg ikke, for de uskrevne regler for benyttelse af vandløb er, at man godt må stikke tæerne i vandet eller bade, men ikke benytte sæbe, da vandet også bliver anvendt til drikkevand.

Kokken og muldyrdriverne var i gang med forberedelserne til frokosten, og under skyggefulde valnødtræer kunne vi sætte os på spisemadrasserne og kikke os omkring, medens der blev serveret myntethe. Muldyrene havde fået læsset bagagen af, og de nød middagspausen lige så meget som os, medens de gik frit rundt og drak vand, nippede til lidt græs og viftede med halerne.

Marokkansk frokost, eller i hvert fald berbiske bjergfrokost, er meget vegetariske, og som vi senere ville kende alt til, var hovedingredienserne næsten altid hakket salat, ris, fisk på dåse, brød og myntethe både før og efter måltidet. Salaten var dog mange slags farverige ting, og altid lagt i pæne mønstre, som det næsten var synd at ødelægge.

Efter en god lang pause fortsatte vi ad muldyrstierne og kom igennem flere landsbyer ad stier, der næsten fulgte terrænet, og langs vandløb som levadaerne på Madeira. Børnene ville godt hilse og vinkede, når de så os, og vi fik besøg af en lille flok børn, medens vi beundrede landsbyen Amskere, der var klistret op ad den modsatte bjergside. De fleste berberbørn er meget maleriske og møgbeskidte, og mine nerver blev pirret, da en lille purk på 1½-2 år stavrede rundt på den stejle bjergsti, medens storesøster på 6-7 år, der skulle passe på ham, var mindst 10 meter væk.

Klik for større billede

Berbiske landsbyer har masser af vandingskanaler, og der er både dem, der går næsten vandret, og dem der går direkte oppefra og ned, men vandet løber ikke hele tiden, så da vi var på vej op af en kløft, hvor der var en ”sti”, blev der pludselig åbnet for vandet, så vi måtte stride os igennem et mindre vandfald og soppe fra sten til sten.
    
Gitte havde tidligt på dagen fået ondt i knæet, og det blev rigtig slemt under formiddagens lange nedstigning, så det var med nogen bekymring af både mig og hende, at hun humpede ind på lejrpladsen på en lille terrassemark i Amskere.

Klik for større billede

To mandstelte med 100 stænger

Vi havde vandret omkring 6 timer den første dag, og var på det tidspunkt blevet lidt trætte, så et ukendt telt med næsten 100 teltstænger var ikke lige lykken. Der stod desværre ikke noget i kontrakten om, at vi selv skulle stille teltene op, for jeg ville da gerne have sluppet 10 dirham for et opstillet telt. Efterhånden som dagene gik, lærte vi dog teltet at kende, og det var hurtigt at stille op og slå ned, og der var vist også kun 4 stænger.

Som en parodi på en moderne bekvemmelighed, var der medbragt et toilettelt, der dog var så smalt, at hovedet stak udenfor, og muldyrdriverne havde ikke rigtig sans for at vende åbningen væk fra lejren. Da marokkansk bjergjord ikke sådan er til at grave i, var der blot lagt en ring af sten midt i teltet, og det var så det. Alle hadede det toilettelt, og muldyrdriverne synes, det var noget slemt pjat, for vi kunne da bare gå hen bag en sten, ligesom andre ordentlige mennesker.

Floden lå i nærheden, men dog alligevel ikke, for der var nogle hundrede besværlige meter ned ad nogle stejle skråninger, igennem krat, majsmarker og vandløb, inden det var muligt at få et tiltrængt aftenbad. Inden jeg efter badet var kommet op til lejren igen, var jeg blevet gennemsvedt igen, og jeg begyndte at spekulere på, om vi alligevel var ved at blevet lidt for gamle til så primitivt et lejrliv.
For at gøre marokkansk bjergvand til drikkevand for sarte europæiske maver, var den faste aftenbeskæftigelse vandpumpning igennem medbragte keramiske filtre. Det var en opgave, der krævede 3-4 mand, men så gik det også på skinner, og vandflaskerne hobede sig op til næste dags vandring.
Liggende aftensmad kan man godt vænne sig til, og aspargessuppen blev vi meget fortrolige med de næste par uger, men for første og sidste gang kom jeg noget rødt chillidjævelskab i suppen, og det kan ødelægge, hvad det skal være. Hovedretten var nudler med kartofler og kogte grønsager og til dessert vandmelon, og så gik vi ellers i seng, spændt på hvad morgendagen ville bringe.

Klik for større billede

Stigning til Oukaimeden

Morgenvækning klokken 4, men det var sandsynligvis ikke os, det gjaldt, da imamens morgenbøn lød ud over landsbyen, så vi kunne slumre lidt videre, inden vi i lommelygtens skær begav os hen til dagens mareridt, materialiseret i et grønt toilettelt. Jeg gjorde op med mig selv, at hvis der havde stået en mand og peget på et skur med et hul og et bræt, havde jeg gladelig spenderet endda 5 x 10 dirham, men det var ønsketænkning, så jeg fandt i stedet en sten til den ene balle.

På en Topastur i Høje Atlasbjerge skal man ikke regne med at sove længe, og morgenmad klokken 6.30 vidste vi faktisk ikke på det tidspunkt var at sove længe, for der kom også morgener, hvor der var morgenmad 5.30. Hovedbestandelen af morgenmaden i bjergene bestod af havregrød, eller her den første morgen nærmest af havresuppe, men efterhånden lærte kokken at docere vandmængden, så det blev en god bestandig grød. Til grøden fik vi smalle skiver brød og the eller kaffe, og så var der afgang en time efter, når lejren var brudt ned, og rygsækkene var på, og Muhammed sagde okayyyy.

Dagen i forvejen havde mit største problem været, om jeg havde nok batterier med til mit digitalkamera, for der var ingen mulighed for opladning, men om morgenen skævede jeg til Gittes knæ. Halvt og halvt havde jeg forberedt mig på, at hun måtte humpe i en eller anden retning til en bilfast vej, og at vi der måtte få fat i et køretøj, og tilbringe den næste uge i Marrakechs lummervarme. Hun fik et stramt plaster rundt om benet under knæet, og den første strækning gik over al forventning, måske fordi det for en stor del af formiddagen gik opad mod passet Tizi n´Tiratene, og opad er bedre end nedad for dårlige knæ. Alligevel kan man da godt spørge sig selv, hvorfor vi egentlig så godt kan lide at vandre i bjergene, hivende efter vejret, med ømme fødder, svedige og evig tørstige. Ja, jeg ved det ikke bestemt, men måske er det udfordringen i at klare strabadserne, og bruge sig selv til det yderste, og så belønningen med de fantastiske udsigter, og en stille erkendelse af, at vi mennesker er så små, så små i moder natur.

Allerede lidt over 9 havde vi nået dagens første pas og kunne holde pause under nogle ældgamle knudrede enebær, som stod spredt over bjergsiderne. På vejen op havde der ellers kun været små klynger af stikkende buske med små gule blomster, samt nogle blågrønne perikon, der lyste op i den tørre golde jord. Afrikas røde jord gjorde sig også gældende og farvede støvlerne røde, inden jordbunden igen skiftede brat til grå jord og sten.

Klik for større billede

Enebærrene på den anden side af passet fik landskabet til at skifte karakter, og efter at have gået lidt nedad til et lille vandløb, kom det lange seje træk op til passet Tizi ´n Oukaimedene, hvor vi kunne skue ud over en stor højslette med hundredvis af får og geder samt lidt køer. Oukaimedene er sommergræsningssted for flere omkring liggende berberlandsbyer, og de boede sommeren over i en ekstra primitiv landsby, medens dyrene åd af det, der måske tidligere på året havde været saftigt grønt græs, men nu var lavt, tørt og gult, og i min uforstand var der ikke engang morgenmad nok til en halv ged.

Vi skulle kun vandre den halve dag, så køkkenteltet og spiseteltet var allerede slået op, og vi kunne gå direkte til frokosten, inden vi slog vores telte op. Det, der på afstand lignede tørt tæt græs, viste sig at være 5 cm lave minibuske med så sylespidse torne, at de nemt kunne gennemhulle en teltbund og gå videre op i et liggeunderlag. Så da der var nogle rester af et betongulv fra en tidligere bebyggelse, slog vi teltet op der, og da det kun var muligt at få to pløkke i jorden, brugte vi store sten til at holde bardunerne fast.

En asfalteret vej førte op til højsletten, og vi observerede da et par biler i løbet af eftermiddagen, men da Gitte ikke havde mærket noget videre til sit knæ, var bilerne uinteressante for os, og med fortrøstningsfuldhed var vi stadig med på holdet.

Klik for større billede

Over flere pas

Det var ikke alle, der stod klar på pletten ved det aftalte afgangstidspunkt, så Torsten kaldte på sin blide måde til orden for at få strammet gruppedisciplinen lidt op, så dem der stod klar med rygsækkene på, ikke faldt helt i søvn igen.

Første strækning over den flade slette gik igennem flokke af geder og får, og ad en støvet vej nåede vi lidt oppe i bjergene en ny sommerlandsby, hvor berberne fra to forskellige dale holdt sommersæter i deres lave stenhuse. Hovedformålet for de to landsbyer var vel nok græsningen, men som en ikke uvæsentlig sidegevinst blev der også indgået aftaler om giftermål, hvilket er et middel mod indavl i de afsidesliggende landsbyer. Vores pause i landsbyen foregik under stor opmærksomhed af beboerne, og især børnene kikkede, men holdt sig ellers i respektfuld afstand.

Muldyrstien zig-zakkede sig videre opad mod dagens første pas Tizi n´Ouhattar, og som vi nåede ved 10 tiden efter en tempofyldt rask vandring. I passet var det køligt og blæsende, så vindjakkerne kom på, medens vi nød udsigten til den næste landsby i dalbunden. Efter passet var der en stejl nedtur, og der var gjort meget ud af muldyrstien med opstablede stenmure, men senere fladede stien meget ud, og der var næsten for meget zig-zak i forhold til den afstand, vi tilbagelagde. Et raskt nedadgående tempo er ikke krævende for kroppen, men hårdt for benene, så jeg skævede noget til Gitte og krydsede fingre, men det gik tilsyneladende rimeligt godt. På vejen op var vi kommet igennem de flotteste blågrønne frodige mandstro, men på denne side af passet var de uvist af hvilken grund helt visne, så det var lige som om, vi på mystisk vis var kommet over i en anden årstid.

Dagens sidste opstigning gik over i en stejl sti med løse sten, og som jeg ikke umiddelbart ville have troet, at muldyr kunne forcere, men berbiske muldyr gemmer på mange skjulte talenter.
Tempoet opad var heldigvis behageligt, for jeg havde lagt mig i spidsen af topaserne og gik 4-5 meter efter Muhammed og med den afstand holdt han nogle bittesmå næsten usynlige pauser, så tempoet blev lidt mere manerligt.

Klik for større billede

I passet var der en lang pause, og muldyrene passerede, medens vi nød udsigten, og i det fjerne kunne vi stadig skimte skisportstedet i Oukaimedene. Efter passet var der igen de spredte ældgamle enebær med tykke krogede stammer, men mange af træerne var skamferede med afhuggede grene. Sandsynligvis var de brugt til brænde, og selvom det så sørgeligt ud, kan jeg ikke selv komme på nogen anden god løsning i en afsidesliggende berberlandsby uden strøm til madlavning og opvarmning.

Teltene blev slået op på to små terrassemarker ovenfor landsbyen Labasserne, og da øvelse gør mester, tog det efterhånden ikke mere end et kvarter at få slået teltet op og rullet luftmadrasserne ud og installeret os. Toiletteltet, samt en lille kilde og et par vaskebaljer bag en sten var de sanitære installationer, og efter etagevasken kunne vi resten af eftermiddagen kikke på udsigten over dalen til fjernere bjergtoppe, eller på nogle af aktiviteterne på landsbymarkerne. Det var stadig overskyet, og der kom en lille regnbyge da vi havde stillet teltet op, men behagelige 24 grader.

Aftensmad med ris med tilbehør af kartofler og grønsager, og underholdning fra køkkenteltet. Jeg tror egentlig, det var for deres egen skyld, at kokken og muldyrdriverne nogle aftener kom i stemning og gav nogle numre med høj sang og trommespil på gryder og potter. Vi sad i hvert sit telt, og de sang, og vi klappede. Ellers var aftenunderholdningen under og efter aftenspisningerne vores egne historier og tidligere rejser, men uvægerligt kom samtaleemnerne ind på middagsretter med saftige bøffer og andre kødretter. Toiletter var også et yndet samtaleemne, og nogle kunne berette om japanske toiletter med musik, efterskyl og lufttørring.

Klik for større billede

Cola til bjergpaspriser

Letskyet morgen og 20 grader, og afgang klokken 7, og det er vel at mærke efter nedpakning af lejren og morgenmaden. Vandringen gik op igennem dalen mod passet Tizi ´n Tacheddirt i 3.230 meter, ad en malerisk sti med stejle skråninger. Stien fulgte i starten terrænet, inden det gik jævnt opad, og plantevæksten forsvandt langsomt til fordel for kun klipper og sten.

En sneklat vidnede om, at vi var kommet op i højderne, og da vi klokken halv elleve nåede op i passet, var solen helt væk, og det var blæsende og hundekoldt i vores gennemsvedte tøj. En stor berbisk dreng havde lavet sig en lille forretning, idet han bar Coca Cola og Snikers op i passet og solgte varerne i passet i læ af en klippeblok. Colaerne var i glasflasker, og i anledning af den lange transport var der lagt 50 % på de normale bjergpriser, så udsalgsprisen var 15 dirham, men så var de også dejlig kolde.

Efter nedstigningen med indlagte pauser var der tidlig frokost i en halv klippehule ved et lille vandløb, og der var nogen af os, der benyttede lejligheden til at få skyllet sveden af kroppen ved et passende lille vandfald.

Sorte skyer trak op, og Muhammed må have en fremtid som dansk meteorolog, for da vi spurgte, om det blev regn var svaret: ” Maybe, mayby not”. Men det blev det, og tillige torden som vi dog red nogenlunde af i læ af klippehulen, medens vi nød frokostens tykke gråbrune linsesuppe med chilimarkel.  

Muldyrene, der som sædvanlig gik løse rundt i middagspausen, og nippede til, hvad de kunne finde, blev forskrækkede under et tordenskrald og var ved at stikke af, men en muldyrdriver satte rekord i 200 meter hurtigløb og fik vendt flokken.

Torsten havde proklameret, at vi skulle sove på en campingplads i nat, og mine tanker kredsede om moderne bekvemmeligheder. Jeg kunne selvfølgelig godt regne ud, at det nok ikke drejede sig om en campingplads af dansk standard med vandrutsjebane og minigolf, men det ville alligevel være en campingplads. Ved 3 tiden var vi fremme, og beliggenheden var der bestemt ikke noget i vejen med, for pladsen lå på et højt plateau med udsigt til berberlandsbyen Tacheddirt på den anden side af kløften og ellers udsigt til et smukt kegleformet dobbeltbjerg. Teltene blev slået op på et par små terrasser, men ellers var faciliteterne en lille stenhytte, hvor ”lejrchefen” boede, et åbent halvtag af 20 bambuspinde var ”baren”, og håndvasken var et vandløb, og vores toilettelt blafrede i vinden. Suk.  

På campingpladsen var der ikke andre end os, men der blev vist os den tillid, at hvis man i baren tog cola, hawaisodavand, chokolade eller kiks, satte man en streg på et stykke papir og betalte senere.  
Vi havde ladet os fortælle, at der inde i landsbyen var et fransk refugium, og ihukommet det udmærkede franske refugium i Oukaimeden startede Karin, Sanni, Gitte og jeg en ekspedition ind til byen med toiletsager og håndklæde i rygsækken. Landsbyen lå på den anden side af kløften, og det var ikke så ligetil at komme derover, så vi kom ned ad græsskåninger og igennem sumpede strækninger, men efter en halv time, fandt vi en rigtig sti der førte ind til Tacheddirts udkant.

Klik for større billede

Til myntethe hos en gammel berber

Tre kvinder gik krumbøjede og slog med segl på en græsmark, og da de så os, råbte de: ”Foto, dirham”, og så kunne vi godt regne ud, at hvis de fik en dirham, måtte vi godt fotografere dem. Jeg fiskede en 10 dirham frem og viste den, men en ældre kvinde med et æsel kom forbi i det samme, og hun snuppede sedlen, og så troede jeg, de ville dele i porten. Men den ældre gik videre, og havde ikke i sinde at lade sig fotografere, og da jeg prøvede at rette kameraet mod kvinderne på marken, smed de sig ned og hylede og skreg. Så havde vi fået nok af dem og skyndte os videre, og håbede så ellers ikke, at vi havde startet en landsbyfejde om delingen af en 10 dirham.

At komme ind i en berbisk bjerglandsby er som at komme tilbage til middelalderen, og vi vandrede igennem stenede krogede stræder, hvor beboelse og stalde i forening var klistret til klipperne. Vi vakte opsigt i byen og spejdede ellers efter det franske refugium, og da vi mødte en gammel mand, sagde vi refuge, og han gav hånd, og vinkede os med ad de snørklede stræder. Ved en frønnet dør blev vi vist ind, og der stod hverken noget med fransk eller refuge, men vi kom ind i et lille køligt rum. Den gamle mand bredte tæpper og puder ud på gulvet og arrangerede tæpper bag vores rygge, så vi kunne sidde behageligt, og så begyndte han ellers at lave myntethe.

Vi kunne ikke kommunikere med den gamle mand, men gjorde ham begribelig, at vi ikke skulle overnatte, men myntethe var da udmærket, og den lavede han efter alle kunstens regler. Jeg havde set en anden dør i gangen til huset, og spurgte efter et toilet, og han vinkede mig med og åbnede yderdøren og pegede på en mark, så jeg sprang over, og gik tilbage til teen. Et par små drenge kom på besøg og sad og kikkede på os med store øjne, men sagde ellers ikke en lyd. Den gamle var god til at nøde, men efter en time kunne vi ikke få mere myntete ned, og vi belavede os på at gå, så vi takkede mange gange og gav ham 2x 20 dirham for ulejligheden, og selvom han da gerne ville have haft mere, gav han da pænt hånd, da vi gik.
Det var heller ikke så ligetil at finde vejen tilbage over de grønne sumpede skråninger, men en lille dreng dukkede op af ingenting, og han gik med og viste vej til en sti. Egentlig ville han ikke have noget for ulejligheden, men jeg stak ham alligevel en femmer, måske til et stykke sæbe, for jeg har aldrig set et barn med så meget gravrust bag ørene.

Da vi havde misset det franske refugium, manglede vi så toilettet og badet, så det blev på bjergsiden med udsigt til landsbyen, og jeg håber ikke, der var nogen, der havde kikkert, for det var småt med store sten. Og på ægte marrokansk trekkingvis, blev badet til etagevask i den nærliggende bjergkilde, inden vi henslængte os på spiseteltets madrasser.

Klik for større billede

Over høje pas og afslapning i vandbassiner

Med morgenmad klokken 6 havde vi næsten nået smertegrænsen, for lejren skulle inden da pilles ned næsten i mørke, for dagens udfordring var, at vi skulle over en af turens højeste pas Tizi ´n Likemt i 3.555 meter.

Vejret var næsten skyfrit og dejlige 18 grader, men ret blæsende. Indtil første pause havde vi ikke rigtig fundet fodslaget, og havregrøden lå tungt i maven, så Gitte var ved at tabe pusten i det forcerede tempo. Vi lå bagest, og de psykiske tilstande med udsigten til at blive hægtet af meldte sig, men det var ikke rigtig stedet at give op her, så jeg tog noget af hendes bagage.

Efter andet stop gik det meget bedre, for Gitte gik frem i gruppen og lagde sig lige efter Muhammed, og så sænkede han umærkeligt tempoet, så også den svageste halvdel af gruppen kunne følge med, og der blev både tid til at nyde udsigten og få taget nogle billeder. Klokken 8.30 havde vi gået 900 højdemeter, og selvom solen tittede frem bag bjergene, var temperaturen på grund af højden faldet til 12 grader.

En stenet bjergskråning lå foran os, men stenene var så små, at der blev klaget over, at det var sløjt med dametoiletterne. Ved 10 tiden havde vi nået passet, hvor der var sol og varme, vel og mærke hvis man gik lidt ned i læsiden, for i vindsiden var det hundekoldt. Den lille coladreng fra gårsdagens pas fulgte stadig med, og han fik næsten udsolgt af sine 15 dirhamcolaer, inden han gik hjemad ned over bjergsiderne.

Som en overraskelse blev der åbnet nogle dåser makrel og filet nogle brødskiver af, så vi fik stillet lidt af sulten, medens vi nød udsigten over Imenanedalen, og for første gang så vi i det fjerne vores mål, Nordafrikas højeste bjerg Jebel Toubkal. Gitte havde for længe siden besluttet, at hun ikke ville med op på toppen, og hun var glad, hvis hun bare kunne gennemføre turen rundt.

Klik for større billede

Efter en støvet og hed nedstigning, nærmede vi os igen beboede egne med store gedeflokke på bjergskråningerne, og 4 små drenge løb med og sagde bonjour efter hvert sving og mindst 20 gange. Torsten lavede skæg med dem, og børnene morede sig kongeligt.
Efter 7 timers strabadser havde vi klaret dagens ”arbejde”, og vi kunne med god samvittighed indtage den kødløse frokost og havde ellers eftermiddagen ”fri” til egne sysler. Lejrpladsen lå smukt ved et vandløb nær landsbyen Likemt, og vi kunne observere, at der havde været hvide mennesker før os, for der lå en del affald ved de små teltpletter, hvor muldyrdriverne for en gangs skyld havde slået vores telte op. Vi var efterhånden ikke så sarte, men det hjalp da lidt på hygiejnen, da vi havde fået renset forteltet for muldyrpærer.
10 minutters gang ned ad floden, gik der en sidedal til venstre igennem kløften, og her strømmede det klareste vand igennem små naturlige bassiner, der var meget velegnet til ugenert dypning og badning. For at komme til bassinerne skulle der vades i selve vandløbet imellem klipper og sten, og hvilket bassin, der var det bedste, vides ikke, men vi var nu udmærket tilfredse med vores, selvom de efter sigende var bedre lidt længere fremme. Med en behagelig temperatur i solen og dypning i det ikke engang særlig kolde vand, fik vi en afslappet eftermiddag.

Efter den sædvanlige kødløse middag, og hyggeligt samvær i spiseteltet i petromaxens skær, var det blevet stjerneklart, og månen var ved at stå op, og lyste som den klareste dag på den modsatte bjergside.

Klik for større billede

En lang vandringsdag og rigtige plastikstole

Det var helt skyfrit, da vi efter morgenmaden begav os ud på turens længste vandringsdag. Vi kom op igennem kløften med gårsdagens badebassiner, men ad en sti længere oppe og kun med udsigt til det strømmende vand. Stien gik over blokmark, men var dog ryddet i muldyrsporet, og til en forandring havde stien kun en jævn stigning opad, så vi var ved godt mod til den lange vandring.

Næsten hele vejen op til passet Tizi ´n Ououraine i 3.120 meter fulgte vi vandløbet, der dog blev mindre og mindre og til sidst helt forsvandt. Den sidste del inden passet forlod vi muldyrstien, så det gik igen stejlt opad, og der blev pustet noget, inden vi nåede helt op. I passet var der igen udsigt til Jebel Toubkal, der nu var kommet betydelig tættere på, og vi kunne se de sidste rester af vinterens sneklatter.

I Tagounitedalen gik det først jævnt nedad, og vi skridtede godt derudad med udsigt til de grønne terrasser længere nede. Det var stadig helt skyfrit, så det blev en støvet nedtur i stegende sol, og vores skygge var næsten ikke større end vores egne fødder. Medens vi havde smidt det meste af tøjet og gik røde rundt i næsten kun solcreme, havde Muhammed nok klogere, svøbt sig ind i tørklæder mod den brændende sol.

I udkanten af Amsouzert, der er en af områdets største landsbyer, slog vi os ned i et vejsving under skyggefulde valnødtræer, og vi fik vores sædvanlige dekorative frokost. Længere inde i landsbyen besøgte vi en lille vandmølle, hvor melstøvet stod i en sky ud ad vinduet, og møllemadammen så stort på sin sjæls videre skæbne i evigheden, så hun lod sig gerne fotografere mod lidt dirham.
Plastikalderen var kommet til landsbyen, og i det, der nogle gange var en sti og nogle gange et vandløb, flød det med diverse plastikflasker, men de flød vel væk fra landsbybeboernes åsyn ved næste regnskyl, eller til foråret når sneen smeltede i bjergene.

Klik for større billede

I Amsouzert's svar på Jomfru Anes Gade, (der var mindst 4-5 cafeer) slog vi os ned på en ”fortovsrestaurant”, og for første gang i en uge sad vi på rigtige stole. Der kom virkelig gang i den lille bar, da dagens eller ugens turistboom væltede ind i form af 14 tørstige og trætte sjæle, så appelsinpresseren rødglødede, og sodavand og chokolade blev langet over disken. Alle varer var til de sædvanlige bjergpriser på 10 dirham, og gad vide om de opstablede wc-ruller på bardisken ikke også kostede en tier.

Omkring klokken 17 var vi fremme i Ait Igrane, og her endte vejen kort efter i den retning. Teltene var droppet for en nat, og vi blev indlogeret i Cafe Toubkal, der var et lille refugium, hvor der var gulvplads i to små mørke rum. Rummene overlod vi dog gladelig til muldyrdriverne, for vi ville hellere overnatte på en stor terrasse på 1.salen, for vi var nede i 1.740 meters højde, og temperaturen var behagelig til udendørs overnatning. Familien, der ejede refugiet, boede også næsten på terrassen, for der var en åben dør ind til deres stue, hvor de sad og så fjernsyn via en parabolantenne og nogle solceller.

Det havde været en meget støvet dag, og vi var møgbeskidte og svedige, men selvom vi havde gået langt og i mange timer, havde det været en god vandredag, for der havde ikke været så mange stejle op- og nedstigninger.
Refugiet havde et par pæne pedalwcer, en lille håndvask og en kold bruser, men mod betaling af selvfølgelig 10 dirham, var det muligt at gå ind hos naboen og få et varmt bad. Det var bestemt ikke velviljen, der manglede, men kun med meget besvær kom der gang i gasvandvarmeren, og Gitte fik kun et halvt varmt bad, der dog så var til reduceret pris. Vi havde selv en høflig ældre ”bademester”, men jeg hørte senere, at en ung mand overtog jobbet, og han havde været lige lovlig galant overfor damerne med uddeling af kindkys.
Stor overraskelse til aftensmaden, idet et par kyllinger havde måttet lade livet og var blandet i vores grønsager. I en lille bar kunne der købes sodavand, men selv om prisen på 3,50 dirham stod trykt på etiketten, kostede de selvfølgelig stadig 10 dirham, for os i hvert fald.
Sikke et liv sådan en aften, for medens månen stod op, legede børnene, muldyrdriverne sang og trommede i deres rum, køerne brølede og imamen bad, og heldigvis var ørepropperne opfundet.

Klik for større billede

Let vandring og badeferie ved Ifni søen

Sidst på natten, men stadig i mørke, listede jeg ud af soveposen, og famlede ned ad trappernes ulige høje trin, så jeg var ved at miste fodfæstet. En middelalderlig trælås låste indefra yderdøren, så der blev fumlet lidt for at få døren op og ud til pedaltoilettet, men der var en rigtig vandhane og en dåse til papiret, og en anden dåse til at vaske fingre i. Ren luksus.

Vi skulle op over en bjergkam og videre til Ifni søen, men vi startede op ad et stenet vejstykke. Efter bjergkammen dukkede der noget blåt op, og minsandten der lå Ifni søen i 2.280 meters højde.  Vi var allerede fremme ved halv ellevetiden, så der var god tid til at bade i det klare og kølige, men ikke særlig kolde vand. Nogen sandstrand var det dog ikke, for det var sten på sten, og Gitte gik i vandet støttet til en vandrestav for at holde balancen.
Solen bagte, og der var trængsel til frokosten i en lille skyggefuld stenhytte, der også senere kunne bruges til en middagslur for dem, der ikke ville i vandet igen. Hytten var så lille, at der kun var plads til nogle få liggende gæster, og da det næsten var for varmt i solen til bare at ligge, blev det til lidt lange timer, da vi først kom af sted igen klokken 3.

Under hele turen var vores bagage overladt til muldyrdriverne, og ved Ifni søen lå vores bagage også bare frit fremme i en bunke mellem stenene. Jeg spurgte Torsten, om de nogensinde havde været udsat for tyveri, når sådan en flok rige turister vandrede rundt blandt fattige berbere. Han havde hørt, at der tidligere var blevet en lille pose vasketøj væk, da vandregruppen efter et par uger i bjergene vendte tilbage til Marrakech. Ejeren af Laschens satte en stor eftersøgning i gang og han kaldte minibusserne tilbage for selv at undersøge dem, og alle muldyrdriverne, der ellers var vendt hjem til deres respektive dale, blev kaldt til forklarelse. Posen dukkede ikke op, og om den var blevet tabt eller hvad, vides ikke, men tyveri bliver taget meget alvorligt.

Allerede efter en halv times vandring var vi fremme ved lejrpladsen, hvor der var ryddet små bitte pladser til teltene imellem alle stenene. Lejren lå i en smal kløft med en imponerende udsigt til turens højeste pas, som vi skulle over næste dag. Vi havde udmærket vejr med enkelte skyer om eftermiddagen, og selvom vi havde skygge i kløften allerede kl. 16, var det bare behageligt.

Gitte havde fattet mod, og havde besluttet at prøve at nå op på toppen af Toubkal, så HURRA, og det ville alligevel også have været for ærgerligt, at være så tæt på, og ikke komme derop.

Klik for større billede

Turens højeste pas Tizi ´n Ouanoums, 3.660 m

Med morgenmad 5.30 slog vi alle tidligere ”stå op rekorder”, for lejren skulle pakkes ned inden, så vi stod op i det klareste måneskin. Da månen så gik ned bag kløften, blev det buldermørkt i en halv time, og lommelygterne skulle findes frem, inden det så småt begyndte af lysne.
Det var helt stille og næsten skyfrit, og indtil første pause havde vi et rigtig godt fodslag op igennem kløften, hvor solen lavede guld på toppen af klipperne.  
Efter første pause gik det for os (og for den svageste del af gruppen) ned ad bakke med det gode fodslag, idet en af de stærke lagde sig i baghjul på Mohammed, og selvom det blev påstået, at en dansk vandrer ikke kan pace en berbisk lokalguide, kunne vi sagtens mærke, at tempoet blev sat betydelig op, så vi halsede bagefter. Når Gitte og jeg går på egen hånd i bjergene, går vi i en anelse langsommere tempo, men holder meget korte pauser. Så når vi ikke at blive så kolde, som det nogen gange var tilfældet her, og så er det svært at komme i gang igen.
I den sidste pause inden passet, var vi kommet op i solen, og der var udsigt til den sidste stump af Ifnisøen, og under os i et lidt lavere niveau lå Anti-Atlas, der er Marokkos sydligste bjergkæde.

På normeret tid af 4 timer havde vi klaret de 1.400 højdemeter til passets top, hvor der var en mellemmad i form af ost og brød, og da der var koldt i vinden, hjalp det betydelig da vi fandt et sted med læ, og havde fået en regnjakke på.
Passets anden side var ikke nær så stejl, men muldyrstierne gik selvfølgelig stadig i slalom, og senere fulgte vi et vandløb i den næsten flade dalbund til Refuge Du Toubkal, der ligger i 3.207 meter og lige ved foden af Jebel Toubkal. Vi skulle dog ikke overnatte i de luksuiøse omgivelser på refugiet, men i Neltner Camp imellem stenene omkring 5 minutter derfra. Refugiets sanitære installationer kunne dog benyttes, og nogen var heldige at få et varmt bad til den sædvanlige bjergpris på 10 dirham, men på det snævre toilet, syntes jeg ikke, de behøvede at hænge bøtten med brugt papir lige i snudehøjde. Refugiet har plads til 30 overnattende gæster, og har næsten åben året rundt, da det om vinteren bliver benyttet af skiturister.

Der var kommet en del skyer i løbet af eftermiddagen, og bjergsiden til Toubkals top var for det meste af tiden dækket af skyerne, så vi var meget spændt på vejret i morgen, og i det hele taget på topbestigningen. Sidst på eftermiddagen var bunden af skyerne helt nede i vores højde, og det var blevet klamt og koldt, så vi fortrak til soveposernes lunhed.

Klik for større billede

Bestigning af Jebel Toubkal, 4.167 meter

Selv i slutningen af 1800 tallet var Toubkal-massivets samling af forrevne bjergtoppe og dybe dale et lukket område for alle vantro, og på disse kanter er en vantro det samme som en kristen. Det var derfor ikke de naturlige forhindringer, der stod i vejen for en udforskning og bestigning af bjerget, men det var berbernes fjendske mentalitet overfor fremmede, der gav uoverstigelige forhindringer. Det var derfor først i 1923 at Jebel Toubkal første gang blev officielt besteget, og heldigvis er berbernes fjendskab nu afløst af mere imødekommenhed overfor fremmede. Dengang var det et fransk selskab under ledelse af Marquis de Segonzac, der fik besteget bjerget, men nu var det et dansk selskab, der gned søvnen af øjnene og krøb ud af de lune soveposer til kun 4 graders varme.
Himlen var dækket af kæmpestjerner, men vi var jo også lidt tættere på, så det var måske derfor, de var så store. Kun måske.

Allerede klokken 6.15 var vi på vej iført jakker, og for de heldige, der havde været så forudseende, med handsker. Der går ingen muldyrstier op på Toubkal, for muldyr interesserer sig ikke for udsigter, og muldyrdrivere vil hellere have en slapper end kravle op på toppen af et bjerg. Manglen på muldyrstier gør, at ruten går stejlere op og er uden de serpentinsving, som vi var vant til, så selvom jeg frøs om fingrene, blev jeg hurtig våd på ryggen. Nogle steder skulle der kravles i lidt klipper, andre steder gik det over blokmark, og mange steder gik det over fast skrånende klipper garneret med lidt smågrus. Gruset var ikke det store problem på vej op, men senere på nedturen kunne man godt skride i det, og sætte sig lidt hårdt.

Klik for større billede

Det var hurtigt blevet lyst, og solen skinnede gyldent på bjergtoppene, medens vi selv i de første par timer gik i skygge. Efter den første pause, var Torsten nødt til at vende om på grund af et maveonde, men vi havde Mohammed til at lede os op, og derforuden var en af muldyrdriverne med til assistance.

Gitte kunne ikke få det luft, hun havde brug for, så vi udnyttede den tilbudte mulighed, at muldyrdriveren med glæde tog hendes rygsæk på vejen op, og med endnu større glæde sagde tak til den halvtredser, jeg gav ham senere. Jeg havde lagt mig efter Muhammed i starten for at holde tempoet lidt nede, så også de svageste kunne nyde turen, men senere skulle der uvist af hvilken grund, igen halses opad, så vi var oppe på 3 timer og 15 minutter, selvom normeret tid er 4 timer til opstigningen.

Klik for større billede

Så stod vi der, på toppen af Nordafrikas højeste bjerg, og kunne skue ud i hele den vide verden. I enhver ordentlig rejsebeskrivelse skal der være mindst en fantastisk udsigt, og selvom vi på vores rundtur havde set adskillige, slog denne udsigt de andre af banen. Så udsigten var ikke bare nydelig, den var pæn, som kejseren sagde om nattergalen, og jeg vil endda gå videre, og uden hykleri sige at den var fantastisk. Ingen, der ikke har prøvet at stå på et områdes højeste bjerg, kan fornemme den følelse af velvære, der strømmer igennem kroppen, efter at have klaret en strabadserende tur, og nu få belønningen af en fantastisk udsigt.

Vi havde været heldige med vejret, da det var skyfrit hos os med en fantastisk (der var den igen) udsigt mod det lavere Antiatlas, hvor bjergtoppene stak op i det uendelige. Mod nord kunne vi kikke langt ned i dalen mod Around, men længere ude var der et tykt skydække, og det var de sikkert glade for i Marrakech.

Det var vindstille, og solen skinnede, og selvom der faktisk kun var 10 grader på toppen, føltes det meget behageligt, så vi blev deroppe en times tid, medens vi nød en makrelmellemmad med udsigt.
På vejen ned var der fri gang til refugiet, og da vi jo kendte vejen, og mine ben var ”gode”, var jeg lige ved at udfordre de stærkeste i gruppen til en kapgang, hvis jeg bare fik 1 minut i handicap for hvert år, jeg var ældre end dem. Ved tidligere lejligheder ved jeg, at jeg er ret god til hastige nedstigninger, så jeg ville have en chance, men jeg besindede mig, for jeg ville alligevel hellere have Gitte og et par andre damer sikkert ned, så jeg lagde mig i stedet som bagstopper.
Selv i mormor og morfar tempo, var vi nede ved refugiet på 2 timer og 15 minutter, hvor 3 timer er normeret tid, så der blev tid til en kop kaffe ved refugiet, inden vi gik ned til lejren for at spise frokost. Stor overraskelse og vild jubel, for kokken havde hele formiddagen haft tid til at snitte et stort fad pomefrites til vores hakkede salat.

Klik for større billede

Drikkepengeceremoni

Efter programmet skulle vi egentlig blive i Neltner Camp om eftermiddagen og overnatte samme sted, men i forening havde vi besluttet at bryde lejren ned efter bestigningen af Toubkal, og fortsætte de 10 kilometer ned til civilisationen i form af Lachen Guesthouse i Around.
Først skulle vi dog have afviklet drikkepenge ceremonien, hvor vores lokale medarbejdere skulle have overrakt deres drikkepenge. Drikkepengene var på forhånd udregnet til, at chefguiden fik 550 dirham, kokken 450 og hver muldyrdriver 300, og beløbet var sponsoreret af os. Gert holdt en smuk tale på fransk, som vi ikke forstod, og heller ikke så mange andre, men da han holdt op, klappede vi alle sammen og de fik et dansk hurra. Derefter blev pengene uddelt, og der blev givet håndtryk hele raden rundt, og fra min side kan jeg også kun udtrykke stor tilfredshed med berbernes effektive arbejde, gode humør og ingen slinger i valsen, og når de også får lært at vende åbningen i toiletteltet væk fra lejren, bliver det helt i top.

Efter at vi havde pakket lejren sammen, var der et helt kvarters pause i solen, inden vi begav os ud på nedturen. På første etape var der blot en jævn nedadgående sti igennem dalen, og det var en fornøjelse blot at gå på en jævn sti uden dikkedarer, inden vi igen senere kom ned af de sædvanlige zig zak stier. Længere nede i dalen lå skyerne stadig tæt, men foreløbig havde vi sol hos os.

Klik for større billede

Vandring til den hvide sten

Vi holdt en kort pause på en bjergsti, hvor en gammel mand havde opslået en lille bod med souvenirs og kolde sodavand. Vi støttede foretagenet med køb af lidt sovenir, og da jeg havde forhandlet prisen ned på 100, og hvad jeg troede var dirham, sagde han pund, men den gik nu alligevel ikke gammelfar. Hans sodavand blev afkølet med en ”marrokansk havevander”, der bestod af en stor sodavandsflaske med huller, og tilsluttet en vandslange med koldt vand fra bjergene.

Det gik igen stejlt nedad, og i bunden af kløften kunne vi på lang afstand se en hvidmalet sten så stor som et hus og omgivet af en lille klynge huse. Det var det muslimske valfartsted Sidi Chamarouch, og stenen var hellig og havde helbredende evner, efter at den efter sigende var faldet ned og havde dræbt en hellig mand. Omkring stenen var bygget en malerisk samling bygninger og boder, der servicerer pilgrimmene og tilfældige vandrere med souvenirs, sodavand og deslige. Ikke-muslimer måtte vist ikke komme helt hen til stenen, ligesom de ikke vil have os vantro ind i de marokkanske moskeer.

Flere steder mellem Chamarouch og  Around var stiens grus malet til fint støv efter mange års færdsel af pilgrimmene til og fra den hellige sten. Flere af de pilgrimme, vi så, var fine tilhyllede damer, der sad på deres muldyr, og selvom det var gode fotomotiver, var det nok ikke faldet i god muslimsk jord, hvis vi havde taget billeder af dem.

Næsten ved mørkets frembrud, og 12 timer efter, at vi var startet om morgenen, var vi fremme ved vores gamle guesthouse i Around, og vi havde fået tilbagelagt næsten 1.000 højdemeter op og 2.300 højdemeter ned, så Torsten måtte indrømmede, at det nok var en dag, der godt kunne placeres som grad 4-5 i Topas’ gradsystem. Vi fik for øvrigt ros af ham, idet vi var den gruppe, der på trekket havde gået hurtigst, og klaget mindst over maden.

Vores guesthouset havde undergået en stor forandring i løbet af de sidste 10 dage, for hvad der før havde været meget simpelt, var nu et palads med vild luksus og det på trods af pletter på loftet og revnede badeværelsesfliser. Og så var der kylling i grønsagerne igen.

Klik for større billede

Farvel til bjergene og tilbage i storbyen Marrakech

Selvom vi var kommet ned til civilisationen, var vi stadig i bjergene, og der var kølig morgenluft med kun 13 grader, og selvom der var småbitte blå huller til himlen, lå skyerne kun 50 m over os. Da vi boede her sidst, undrede vi os over alle de mennesker, der gik over flodlejet, og forsvandt i bjergene, men nu vidste vi, at det var pilgrimme, der skulle op og helbredes for dårligdomme ved den hellige hvide sten.

Sen morgenmad og først kl. 9 vandrede vi det sidste lille stykke ned til landsbyen Imlil, hvor et par minibusser ventede os, og vi begyndte at køre ud af bjergene. Jeg havde luftet lidt for Torsten, at vi ikke var interesseret i at deltage i marokkanske hastighedsrekorder, men der var andre chauffører, og kørselen foregik pænt og roligt denne gang. Der er også al mulig grund til at køre pænt, for vejen er smal, og hjulene kommer let ud i gruskanten ved modkørende, og marokkanske autoværn er en by i Rusland. Der blev dog nogen steder advaret mod nedfaldne sten, men det var vist også påkrævet, for vejen var ofte skåret ind igennem jord og løse sten, og med 20-30 meter lodrette sider.

Klik for større billede

Langsomt blev Høje Atlasbjerge lavere og lavere, og til sidst var vi igen ude på den tørre flade slette, som Marrakech ligger på. Heldigvis var temperaturen i Marrakech faldet til noget mere behagelige 30 grader, end de ulidelige temperaturer på 40 grader, vi forlod.

En vesterlænding med et kamera fremme på maven er jaget vildt på markedspladsen, og jeg blev hurtigt spottet ud i mængden, for alle ville meget gerne fotograferes mod en dirham eller to. For at få lidt fotopenge, købte jeg et stort glas appelsinjuice for 2,5 dirham, og de resterende byttepenge forsvandt hurtigt til akrobater og slangetæmmere. Vandsælgerne er et af de mest yndede fotomotiver, for de går rundt i røde dragter med stråhat, sutsko og en vandsæk på ryggen med tilhørende blankpolerede messingskåle. Jeg så faktisk nogen, der købte vand, men ellers er det fotopenge, de lever af og da jeg fik øjenkontakt med en vandsælger, stod der lynhurtig fem på rad, og de skulle selvfølgelig have penge alle sammen.
Til et par pågående tiggere brugte jeg det gamle kneb med at gøre mig blind og døv, og jeg lod mig heller ikke friste af kæmpegryder med suppe og kogte havesnegle.
Hos en anden appelsinjuicesælger blev jeg fuppet, for han lavede det klassiske taskenspillernummer, hvor han påstod, at jeg havde betalt med en femmer, selvom han havde fået en tier. Det var faktisk den eneste uærlige marokkaner, vi havde stødt på i de 2 uger, men for ikke at lade ham tro, at jeg var den rene dummernikkel, lod jeg ham forstå, at jeg vidste, han havde snydt mig, og gik jeg ellers tilbage til hotellet med min 1001 nats lyst styret.

Klik for større billede

Tidlige tiders og moderne haramskvinder

Det var hjemrejsedag, men først i løbet af aftenen, så med blå himmel og manerlige 28 grader, tog vi en taxa ud til Jardin Ménara, der ligger fire km vest for centrum og er en af Marakech store seværdigheder. Fire turistbusser holdt udenfor indgangen, og der stod noget med 250 dirham i entrebillet, hvilket dog viste sig at være et lysshow om aftenen, og det var ganske gratis at gå ind om dagen. En lang pompøs indgangsallé, der er omgivet af olivenplantager, fører op til et 200 x 200 meter stort kunstigt bassin, der ad underjordiske kanaler får vand fra bjergene. For enden af bassinet ligger en rosafarvet pavillon, der spejler sig i vandet, og hvis det havde været vinter og klart i vejret, havde man kunne se de snedækkede bjerge i baggrunden, og fået sig et klassisk Marakech billed.

En fransk turiststrøm, iblandet os to danskere, bevægede sig rundt om bassinet, men da vi nåede rundt til pavillonen, og det kostede 10 dirham at komme ind, drejede franskmændene væk, og vi gik ind i den smukke bygning, der er omgivet af en lille have. Vi kom igennem dejlige kølige rum med flotte loftsdekorationer, og på 1. salen, der havde en stor terrasse ud mod bassinet, havde sultanen i tidlige tider haft sine udskejelser sammen med sine haremsdamer. Hvor mange og hvordan, melder historien ikke noget om, men hvis jeg selv skulle indrette et harem, kunne jeg da godt forestille mig det i disse fine omgivelser.

Vi gik tilbage mod centrum og kom først igennem tørre områder med udgåede træer, men Marrakech har også mange grønne områder, og der var mange store rosenhaver, der måske ikke var det mest velplejede, vi havde set, men grønt var det.

Længere inde ligger de store fine hoteller omgivet af deres haver, og vi stoppede op og glanede ind igennem gitterværket til hotel La Mamounia, der regnes for verdens 8. dyreste og fineste hotel.
Der er ikke adgang til hotellets område, hvis man ikke er gæst, så vi kunne kun glo ind igennem gitterværket til springvand og palmer, og da jeg ikke er sikker på, om morgenmaden er includeret i prisen på hotelværelset, men næsten sikker på, at det er uden starletter, så opgav jeg tanken om en enkelt overnatning, og vi traskede videre.

Klik for større billede

Stadig i den nye bydel spiste vi frokost i en Pizza Hut, og besøgte derefter håndværkerskolen, hvor der i snesevis af små værksteder blev demonstreret alt i marokkanske håndværk, og med alle produkter til salg til både rimelige og faste priser.

Det blev også lige en sidste gang ind i Soukens labyrinter, og da vi havde gået rundt på må og få, gik vi selvfølgelig vild, men solen stod på himlen, og ved at følge den i en direkte linie fandt vi ud igen, og tilbage til hotellets fredelige tagterrasse.

Sidst på eftermiddagen gik jeg ud for at proviantere lidt til den forestående hjemrejse, og gik ned i det nærliggende gademylder. En gammel kone, som sad på fortovet og tiggede, og som jeg tidligere havde stukket lidt mønter, fik nu til sin egen forbavselse en hel håndfuld, for dirham har ingen værdi uden for landet.

Nede på gågaden gik en sort mand i de usleste laser, der nærmest lignede kartoffelsække og kikkede i skrandespandene. På fødderne havde han støvler, der var bundet fast med snor, og han trak på det ene ben. Jeg har aldrig set et menneske, der så så sølle ud. Jeg var først gået forbi ham og så registrerede min hjerne ham, og jeg fik en uimodståelig trang til at give ham min sidste 100 dirham, så jeg vendte om, og gik hurtigt efter ham. Han var allerede henne ved den stærkt befærdede vej, og gik uden tøven ud blandt biler og knallerter og krydsede gaden, men da jeg nåede frem, havde jeg mit liv for kært, og turde ikke umiddelbart krydse gaden, så manden forsvandt. I forhold til os, er der mange fattige mennesker i Marokko, men i forhold til marokkanerne er der mennesker, der er endnu fattigere.

Og hvad har vi egentlig gjort, siden det er os, der skal have det så godt?

Klik for større billede

Vejviser

Sted: Marokko i Nordafrika

Årstid: August-september

Teknisk rejsearrangør: Topas Adventure Travel - www.topas.dk

Denne artikel er et uddrag af rejsefortællingen, som du finder i sin helhed på hjemmesiden www.rejsefortaelling.dk, hvor du også kan læse om muligheden for at få et spændende rejseforedrag.