Dayz Resorts

21.7.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Budva - en ældgammel badeby i Montenegro

Med ca. 650.000 indbyggere fordelt på et areal på størrelse med ca. 1/3 af Danmark er Montenegro et af Europas mindste lande - og nyeste - der i 2006 stemte sig ud af forbundet med Serbien-Montenegro. Men Montenegro er i virkeligheden ældgammel, hvilket vi hører om, da vi ankommer til byen Budva helt ude ved Adriaterhavet.

Udendørs pool ved Hotel Mediteran i Becici

Udendørs pool ved Hotel Mediteran i Becici


Hotel Mediteran i Becici

I går fløj vi med Montenegro Airlines fra København til storbyen Podgorica, der er Montenegros fungerende hovedstad (Cetinje er den formelle hovedstad) og derfra en times tid med bus til Becici ved Budva, hvor vi efter indkvarteringen på Hotel Mediteran nød den store aftenbuffet med vin ad libitum.

Hotel Mediteran blev bygget i kommunisttiden, men er senere blevet gennemgribende renoveret, så det i dag fremstår som et godt, moderne hotel. Hotellet ligger ca. 100 meter fra egen strand i forstaden Becici, ca. 30 minutters gang langs strandpromenaden fra Budva.

Omkring 100 meter fra hotellet kører hvert kvarter en billig bus til Budva, så det er nemt at komme frem og tilbage.

Udover udendørs og indendørs swimmingpools - hvor der også tilbydes massage, sauna og badstue - har Hotel Mediteran egen, rengjort strand med gratis håndklædeservice og liggestole med parasoller, så muligheden for en afslappet strandferie er bestemt tilstede - ikke mindst når vandet helt hen i oktober er 24 grader varmt.

Men vi skal nu ikke dase ret meget ved stranden, der ved de offentligt steder ikke kan prale af at være rengjorte. Her flyder det med cigaretskod, papir og plastik samt tomme flasker etc. Benyt derfor de private og rengjorte strandområder.

En af Budvas smukkeste pladser inden for bymuren

En af Budvas smukkeste pladser inden for bymuren


Den gamle by Budva

Første dag efter ankomsten - og efter en flot morgenmadsbuffet - kører vi til Budvas gamle by (stari grad), som ligger på en halvø.

Den græske mytologi fortæller, at efter at Cadmus sammen med sin hustru gudinden Harmonia var blevet udstødt fra den græske oldtidsby Theben, byggede han byen Butua (Budova og senere Budva) og fik sønnen Illyricus omkring 2.000 år f.Kr. Gennem krige erobrede Cadmus hele Balkan, inden han blev slået nær Oraklet i Delfi (Grækenland).
Forbandet af de gaver de modtag ved deres bryllup samt de ulykker de senere oplevede, bad de guderne om at omdanne dem til slanger, der fortsat lever i de duftende buske ved Budvas kyster.

Grækerne udvidede deres territorier og byggede havnebyer langs Adrihavskysten med ca. 90 km. mellem dem - svarende til en dags sejlads med datidens skibe.

Romerne kom til Illyrien et par hunderede år f.Kr. og var her til romerriget gik i opløsning i midten af 400-årene e.Kr. I Budva ses flere eksempler på romernes tilstedeværelse i form af gravplads med fornem gravsten, offersten samt søjler og kapitæler fra en romersk villa.

Men det var i den venetianske periode, der strakte sig fra 1420 til 1797, at bystaten Venedig udbyggede sit rige og bl.a. opførte bymuren og forsvarsanlægget i Budva. Over indgangen til Budvas gamle by ses den venetianske løve i et relief på bymuren.

Store dele af byen blev ødelagt ved jordskælver i 1667, men blev naturligvis genopbygget. Det samme skete i 1979 og fra dette jordskælv kan vi endnu se revner i bymuren.

På turen rundt i de smalle stræder mellem stenhusene opleves en rigtig adriaterhavsstemning. Her er masser af spisesteder og souvenirbutikker. Vi støder på  flere kirker og små åbne pladser.

En af de smukkeste pladser er ved havet lige neden for citadellet, hvor vi ser kirken Santa Maria i Punta fra 840 og ved siden af Skt. Sava den Salvede kirke fra 1141.

Herfra kan vi også se den ortodokse kirke Treenighedskirken bygget i 1804, som bestemt er et besøg værd ikke mindst pga. den smukke ikonostas (billedvæg) malet i 1883.

Vi ser også Johannes Døberens Kirke med byens højeste klokketårn. Kirken stammer oprindeligt fra 600-årene, men er ændret flere gange i middelalderen og senest i 1900-årene. I Kirken ses en moderne mosaikvæg bag alteret.

Det lykkedes aldrig for tyrkerne i det Osmanniske Rige at indtage Budva.

Stranden ved Becici i Budva-bugten

Stranden ved Becici i Budva-bugten


Rivieraen i Budva

Efter byturen, der slutter ved Budvas store marina (som ikke længere er nogen fiskerihavn), er vi på egen hånd og finder ind på en af byens gode spisesteder Restaurant Porto og nyder stedets muslinger, inden vi fortsætter tilbage mod hotellet ad strandpromenaden.

Vi skal dog lige hilse på Budvas Ballerina - en pendant til Den Lille Havfrue i København - som vi finder langs den klippefyldte kyststrækning mod vest, blot få meter fra byens badestrand.

Langs strandpromenaden, der løber hele vejen langs Slovenska Plaza (stranden) i Budvabugten, ligger et utal af restauranter og caféer - og lige så mange boder med souvenir, frugt og iscreme.

Efter marinaen fører en ca. 200 meter lang tunnel under bjerget, hvor det spændende hotelkompleks Dukley Hotel & Resort ligger og vi er fremme i Becici.

Her åbner sig stedets største strand, som vi kan se i sin helhed fra pynten længst mod vest.

Ude i bugten ligger den to kilometer lange Skt. Nicholas ø, som det er muligt at besøge med taxabåd.

Vi fortsætter ad strandpromenaden og kommer forbi alle hotellerne og midt i bugten ses opgangen til den ortodokse Skt. Thomas Kirke.

Efter et besøg oppe ved kirken, med endnu en flot udsigt ud over bugt og strand, fortsætter vi forbi underlige klippeformationer - nogle tyrkisfarvede, andre røde og foldede - inden vi når fiskerlandsbyen Rafailovici.

Det er i Rafailovici, at fiskerne holder til med deres pittoreske fiskefartøjer, som ligger for svaj i bugten. Også her findes hoteller, restauranter og forretninger.

Fortsætter strandvandringen kommer man til endnu en tunnel, inden vejen fører op på bjerget og kørebanen og videre frem mod øen Sveti Stefan - et af Montenegros turist-ikoner.

Budva er en populær turistdestination, der hvert år besøges af flere turister end der er indbyggere i hele landet. De kommer for det meste for at slappe af på stranden og nyde solen og det endnu fornuftige prisniveau. (Montenegro benytter Euro - selv om landet ikke er medlem af EU.)

Vi skal imidlertid kun dase lidt på denne rejse, for vi har tilmeldt os det omfattende udflugtsprogram, med aktiviteter hver dag i ugens løb - og allerede i morgen skal vi på tur til nabolandet Albanien ...

Torre La Sal
Outwell
Primo Tours
Subaru
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt