New Zealand: Bjergene og skyernes land

Klik for større billede

På trods af, at Desert Road er Nordøens hovedvej fra syd til nord, var trafikken ikke så slem. Vejen førte os op i højlandet, og i lang tid kørte vi i 1.000 meters højde. Vi kunne mærke kulden fra bjergene, og det blæste om ørerne på os. Den første af de tre bjergtoppe i nationalparken var dog ikke meget for at blive set. Skyerne hang lavt, men da først vi var forbi Mt. Tongariro, løftede de sig, og pludselig kunne vi udpege den karakteristiske Mt. Ngauruhoe, og den nylig aktive vulkan Mt. Ruapehue, som vi havde glædet os specielt til.
Vi nåede ned i lavlandet igen, før vejen drejede op af selve bjerget, og bragte os gennem først regnskov, siden nåleskov og til sidst stenørken. Det lykkedes lige med nød og næppe at presse vores lille Mazda hele vejen op til skiområdet. Da det var midt om sommeren, var der kun et par enkelte andre biler. Skyerne begyndte at lukke sig om os, vi kunne blot se ud over det flade landbrugsområde mod vest, men heldigvis fortsatte skyerne nedad. Til sidst stod toppen klart aftegnet mod den blå himmel, og vi kunne tydeligt se askelagene, der vidnede om den vulkanske aktivitet, der havde forårsaget så meget røre blot få måneder tidligere. Jeg måtte dog skuffet indse, at vulkanen var holdt op med at ryge! Fascinerede gik vi en tur i det sorte grus, og mindedes tidligere års skiture. Tongariro National Park er et pragtfuldt område, med de tre bjerge som oplagte vandresteder. Der er en mængde vandreture både på og mellem bjergene, og den mest populære, Tongariro Crossing, er ofte omtalt som ’The finest one-day walk in New Zealand’.

Klik for større billede

Vores næste mægtige bjerg på denne tur var Mt. Taranaki på vestkysten, der indtil for få år siden hed Mt. Egmont, og har givet navn til Egmont National Park. Dette område var nyt for os. Af en eller anden grund var vi aldrig nået derud, og forventningerne var store. Vi kom langs kysten sydfra, men mødte blot endnu en mur af skyer. Vi kunne lige akkurat skimte foden af bjerget, men kunne godt glemme alt om toppen. Vi fulgte vejen langs kysten, og mens jeg kørte, havde min veninde øjnene på bjerget. Pludselig blev der råbt “Stop - skyerne er væk”, og dér stod Mt. Taranaki. Det var en stakket frist, da skyerne blot var på tur rundt om bjerget, men der blev taget en masse billeder, og det vár et meget smukt syn.
Mt. Taranaki er en næsten perfekt keglevulkan, der minder om det japanske Mt. Fuji, og personligt synes jeg, at det er det smukkeste bjerg på denne jord. Når man snakker med lokale om bjerget, er beskeden: “Hvis du ikke kan se bjerget, regner det deroppe nu. Kan du se bjerget, regner det om fem minutter”, og generelt er der enighed om, at man er heldig, hvis man når at se toppen. Vi følte os skam også meget heldige, da vi trillede videre nordpå.
Når man ser Mt. Taranaki på postkort, er det som regel med en sø i forgrunden, og Lonely Planet havde ofret seks linier til beskrivelse af, hvor denne sø lå, så vi kørte igen sydpå, og fandt da også snart et lille skilt, der ledte os ind af en grusvej. Vi havde ingen ide om, hvor den ledte os hen, og om det i det hele taget var den rigtige vej, men så dukkede der lidt vand op langs vejen, og lidt efter kunne vi se hele søen, der var omringet af skove og skrænter, hvor pohutukawa-træerne, de såkaldte Christmastrees, lænede sig ud over vandet. Her var da meget pænt, nåede vi vist at tænke, inden vi så os tilbage - and there it was!

Vi var dumpet lige ned i Paradisets have, og der var ingen andre mennesker til at forstyrre os. Foran os lå først søen, Lake Mangamahoe, derefter skov, og i baggrunden, knejsende over det hele, var Mt. Taranaki, med lidt sne på toppen, og en fantastisk blå himmel. Vi var ganske enkelt målløse over den skønhed, og for at sætte prikken over i’et stod der en bænk, hvorfra man kunne nyde hele sceneriet. Vi skiftevis styrtede rundt og tog billeder af det perfekte postkort-lignende landskab, og sad mundlamme af beundring og forsøgte at nyde hvert sekund af det. Vi sad en hel time på bænken, og kunne ikke rive os selv væk fra dette eventyrlige sted, men efter 10 billeder og 10 minutters video havde vi i hvert fald minderne sikret.
Dagen efter var hele bjerget indhyllet i tåge, og ethvert forsøg på at bestige bjerget måtte droppes på grund af den lave sigtbarhed. Vi skulle dog nok lade være med at klage. Vi havde set Mt. Taranaki på en af de smukkeste dage, og billederne af det flotte bjerg stod stadig klart på nethinden. Vi satte kursen mod nord, og vidste, at det ikke var sidste gang, vi besøgte dette vidunderlige område.