New Zealand: En tur på vulkaner er smukt, men ikke ufarligt

Gennem New Zealands smukke landskab

Det er en smuk varm solskinsdag i Taupo, næsten midt på New Zealands nordø, hvor vi efter et besøg i turistkontoret har besluttet at begive os ud på en bjergvandring den næste dag, dog med det forbehold at vejret holder med sol og skyfri himmel. Det tyder vejrmeldingen på og den spår på 24 grader ved en store vulkansø, der er opstået i en udslukt vulkan for godt 2000 år siden.

Næst dag oprinder, vejret ser ud til at holde, og vi starter den ca. 60 km lange biltur sydpå langs søen og ind i Nationalparken Tongariro, hvor vi skal op til besøgscenteret, der ligger på vulkankompleksets vestside i 1.140 meters højde. Det er en utrolig smuk tur, hvor vejen langs søen går op og ned og mange steder i hårnålesving, og hvor vi hele tiden har de tre vulkaner forude på den anden side af søen.
Efter 45 minutter kørsel begynder opstigningen ad hovedvejen, der går højre om de tre vulkaner. Vi kører igennem et meget afvekslende skovområde, hvor skoven dækker bjergsiderne op til 1.200 meters højde, hvorefter de sort-gule vulkantoppe strækker sig mod den blå himmel.

I besøgscentret får vi brochurer, kort og kompas samt en masse at vide om de tre vulkaner gennem et omfattende udstillingsmateriale, som i lyd og billeder fortæller historien om dette enestående vulkanske område. Vi sætter os grundigt ind i informationerne inden vi begiver os ud på dagsturen tværs igennem det vulkanske plateau. Turen er 17 km lang og stien er sine steder stejl, får vi at vide. Man skal være i god form for at kunne gennemføre den. Vi får nøje instruktioner om, hvad vi skal medbringe - gode bjergstøvler på fødderne, en rygsæk med førstehjælpsudstyr, regnfrakke, hovedbeklædning og vanter, solcreme, solbriller, og ikke mindst skal vi have en god varm dynejakke med samt en madpakke og et par liter drikkevand. Selv om det er varmt i besøgscentret er det køligt oppe i bjergene - måske kun 10-14 grader.

Vi får oplyst, at turen gennemføres på eget ansvar og at det kan være farligt at bevæge sig rundt i det aktive vulkanske område, hvor man aldrig ved, hvornår vulkanen begynder at røre på sig. Vi får også at vide, at vi skal holdes os til de afmærkede stier af hensyn til vores egen sikkerhed.
Således godt udrustet verbalt og med det nødvendige udstyr i vore rygsække begiver min datter og jeg os afsted i dejligt solskinsvejr, mens vi krydser fingre for at skyerne vil holde sig væk.
Vandringen over vulkanernes top bliver betegnet som den mest spændende en dags tur i hele New Zealand og vi glæder os meget til de næste 8-9 timer.

Tongario crossing

På kanten af et krater

Efter at have gået en halv time når vi op over trægrænsen, og ser nu ned over bjergets side ud over et skovrigt og grønt landskab med dale og bakker og længst i horisonten de bølgende grønne landbrugsarealer med græssende husdyr. Dette vulkanske landskab er meget fremmedartet i forhold til, hvad vi hidtil har set på vores rundtur i New Zealand.

Halvanden time senere når vi Soda Springs, hvor vi gør ophold for at få fyldt vores flasker op med frisk drikkevand. Næste mulighed for drikkevand er først om ca. 10 km ved Ketetahi hytten. Lige før vi når til South Crater, fører en lille sti op til kanten af vulkanen Mt. Ngauruhoe. Det er en barsk klatretur, men med en fantastik udsigt. Her er det dejligt, at vi har rygsæk med, da vi nogle steder skal bruge begge hænder for at komme op ad stien. Det tager 1 time at klatre op til vulkanens kant.

Da vi pustende er kommet derop møder der os, dels en fantastiks udsigt ud over hele det vulkanske plateau med de tre vulkaner, dels stanken fra krateret, som vel nærmest kan karakteriseres som lugten af rådne æg. Det er imponerende og storslået, men vi har alligevel en lille frygt inde i os - nu begynder vulkanen vel ikke at rører på sig, mens vi er her på kanten af den!

Udsigt til kratersøer

Risiko for ”vandlavine”

Krateret er efter udbruddene i 1995 ved at blive fyldt op med vand og kratersøen er nu fyldt ca. 80 procent inde den løber over. Myndighederne ved ikke hvad der vil ske, hvis den flyder over eller hvis der sker en udsivning i siden af krateret med en ”vandlavine” til følge. Man forbereder den værst tænkelige situation, hvis søens 1.5 mio. kubikmeter vand pludselig vælter ned over vulkanens østside. Den vil rive klipper, træer, veje og broer med sig og ødelægge store områder ned mod hovedvejen, der løber langs med vulkanens fod. Det overvejes allerede nu at sprænge hul i siden af bjerget, for at tage trykket af kratersøen og få vandet ned i mindre mængder uden at det forvolder væsentlig skade.
Vi befinder os i en højde af 2.287 moh., og efter at have nydt den storslåede natur, begiver vi os ned til hovedstien igen. Turen går meget hurtigere end opturen, vi bruger kun godt et kvarter om at nå ned til hovedstien igen.
Vi fortsætter nu forbi South Crater, der ligger lidt længer fremme og derefter er det næste betagende syn Red Crater, der ligger 1 886 moh. Herfra har vi en fantastisk udsigt over de blålige Emerald søer, der er omgivet af vanddamp, som hele tiden kommer op fra den varme undergrund. Turen går videre mod Ketetahi hytten. Til venstre for os passerer vi den blå sø, der ligger som en blå diamant i det gul-sorte landskab.

Tilbage langs smeltevandsflod

Fremme ved Ketetahi hytten får vi frisk drikkevand på vores flasker og vi kan ikke modstå fristelsen til at sætte vore ømme fødder ned i det mudrede varme vand fra de varme kilder. Vandet er meget mineralrigt fra passagen op gennem jordskorpen, hvor det under opstigningen afkøles og mineralerne udfældes i farverige aflejringer på stenene langs strømmene.

Fra kilderne vandrer vi videre nordpå og efter et stykke tid kommer vi igen ned blandt træerne og snart er vi fremme ved parkeringspladsen, der ligger for enden af Ketetahi Road. Her har vi på forhånd bestilt plads i en minibus til at kørte os tilbage til vort udgangspunkt i Whakapapa Village.

Denne vandretur er en oplevelse for livet og vi er heldige med vejret - sol hele dagen - og det skal det også være for ellers er det næsten umuligt at gennemføre turen og man ser jo kun skyer, hvis det er overskyet.

Nationalparken med tre vulkaner

Hele Tongariro National Park dækker et område på 845 km2, der inkluderer de tre aktive vulkaner Mt. Ruapehu (2.751 m.), Mt. Ngauruhoe (2.287 m.) og Mt. Tongariro (1.967 m.). Området er New Zealands første nationalpark og blev i 1877 skænket af maori-høvdingen Te Heuheu Tukino IV til staten. Parken er senere blevet udvidet til sit nuværende areal.
Nationalparkens turistinformation ligger på Bruce Road lige ved siden det ejendommelige hotel Chateau Tongariro - et "slot" i fransk stil.

Mt. Ruapehu's brede top dominerer området. Den er umiddelbart den mest tilgængelige af de tre vulkaner, da man kan køre i bil langt op ad dens sider til skiområderne Whakapapa og Turoa.
Så sent som i 1995 spyede Mt. Ruapehu store mængder aske op fra krateret. Asken fordelte sig over store dele af New Zealand. Det værste udbrud i nyere tid fandt sted juleaften i 1953. Aktiviteten under kratersøen bevirkede, at store mængder vand derfra blev ledt ud i en nærliggende flod. Disse store mængder vand fik en jernbanebro til at bryde sammen få minutter før et tog fyldt med julerejsende skulle passere. Der var derfor ingen advarsler og 153 mennesker kørte direkte i døden - den største togkatastrofe i New Zealands historie.

Mt. Ngauruhoe er den yngste af de tre vulkaner, og er med sin kegleformede facon indbegrebet af hvad vi forstår ved en vulkan. Den er jævnligt aktiv. Mt. Tongariro er den mindst markante af de tre, men den betragtes stadig som værende aktiv, selv om dens sidste udbrud var i 1926.

Selv om vi kun brugte en dag, hvor vi vandrede på vulkaner, kan man nemt bruge en hel uge i dette fantastiske område, og på besøgscentret findes der mange turforslag, som fører turisterne rundt i den store park med dens elve, søer, vandfald og varme kilder, og med en masse vilde dyr og sjældne planter.