Isabella

23.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Sæler og albatrosser på Otago Peninsula - Dunedins baghave, New Zealand

Vi skal ikke langt uden for byen Dunedin før landskabet fuldstændigt skifter karakter. Otago-halvøen løber parallelt med fastlandet og skaber derved en lang fjord Otago Harbour med Dunedin liggende smukt i bunden af fjorden.
Landskabet er kuperet og vindomsust og her er langt mellem bebyggelserne.

Transport i små jeeps

Transport i små jeeps


Afsted i terrængående jeeps

Ved Natures Wonders, en af Dunedins mange turarrangører, får vi udleveret overtræksjakker, til at beskytte os mod vind og vejr - og ikke mindst fugleklatter.

I små ottehjulede, terrængående jeeps køres vi ud i et meget kuperet terræn ad smalle, våde og ujævne jordveje mod Taiaroa Head yderst på Otago-halvøen.

Det fortælles, at de første maorier kom hertil fra Stillehavets ø-riger i 1100-tallet for at fiske langs kysten og jage den nu uddøde fugl moa’en, der ikke kunne flyve. De kaldte stedet for Pukekura.

Pelssæler

Pelssæler


Koloni af pelssæler

Fra et højdedrag ved Pilot Beach kan vi se ned til en koloni af pelssæler, hvilket altid er spændende.

Især da vores ranger fortæller, at han så sent som forleden oplevede, at en flok spækhuggere kom ganske tæt på stranden for at jage sæler og søløver, som her også findes.

Kongealbatros

Kongealbatros


Kongealbatrosser på Taiaroa Head

Vi spadserer det sidste stykke frem til et fugleskjul, hvorfra vi kan iagttage de store konge-albatrosser med et vingefang på op til tre meter. Lydløst kommer de glidende båret oppe af vindenes opdrift.

Nogle få meter fra fugleskjulet ligger en albatros på rede og da den rejser sig kan vi se, at der under den ligger en unge.

Hannen, der ruger ungen, kalder på hunnen

Hannen, der ruger ungen, kalder på hunnen


Om albatrossen

Mens vi iagttager den store fugl fortæller rangeren om albatrossen:

Albatrossen yngler normalt på fjerne, stormombruste øer og har ikke meget at frygte. Men når disse store, iøjnefaldende fugle slår sig ned tæt ved en by, er de i en helt anden vanskelig situation pga. trusler fra både mennesker og rovdyr som katte, hunde, mår og ilder.

Nu er hele området beskyttet med hegn og fælder og er under overvågning.

De første albatrosser kom til Taiaroa Head i 1914 og i 1920 blev de første æg fundet. I 1937 blev albatroskolonien beskyttet og allerede året efter kunne den første udrugede albatros lette herfra.

Ynglefuglene kommer i september og bygger rede i begyndelsen af november. Reden består af jord og græs som albatrossen skraber ind under sig med næbet. Inden udgangen af november har albatrossen lagt et enkelt æg på ca. 500 gram.

Begge fugle står for rugningen på skift af to til otte dage i en periode på ca. 11 uger, hvilket er den længste rugeperiode for nogen fugl. Fugleungen kommer ud af ægget ved månedsskiftet januar/februar og det tager den tre dage at gøre sig fri af æggeskallen.

De første 20 dage fodres den med alt hvad den kan spise, hvorefter fodringen reduceres til tre - fire gange om ugen. Efter ca. 100 dage er ungen blevet så stor, at den kan spise op til ca. 2 kg opgylp fra de voksne fugle pr. gang.

I august bliver måltiderne lettere, for på det tidspunkt vejer ungen 30 procent mere end de voksne fugle, der vejer ca. 6-7 kg. I september - altså næsten et år efter at ægget blev lagt - er ungen fuldt udvokset og begynder at afprøve vingerne for til sidst at flyve væk.

De første to år kommer albatrossen ikke på land, men forbliver ude på det åbne hav. Det går mellem tre og seks år før den vender tilbage til Taiaroa Head for at finde sig en mage og året efter starter en ny generation.

Albatrosser mødes og hilser på hinanden

Albatrosser mødes og hilser på hinanden


Når albatrosser mødes

Vi er meget heldige, for netop som vi står og betragter albatrossen, kommer dens mage flyvende og lander – lidt klodset - et stykke derfra. Hannen (det er en han der er ved reden, får vi oplyst) kalder på hende, men det er som om hun ikke rigtigt ved, hvor hun skal gå hen.

Så finder den et spor og vralter hen til hannen, hvor de hilser på hinanden ved at støde næbene sammen.

Vi får fortalt, at det er fire dage siden at hun var her sidst. Så nu er det skiftetid.

Han rejser sig og hun lægger sig straks over ungen for at holde den varm. Efter et par minutter er der taget afsked og hannen tager et lille tilløb ned ad skrænten, breder vingerne ud og glider elegant ud i vinden og forsvinder.

Pingviner ser vi ikke, måske fordi en søløve var på jagt efter dem

Pingviner ser vi ikke, måske fordi en søløve var på jagt efter dem


Guløjede pingviner

Vi køres til en anden bugt ved Penguin Place, hvor man kan være heldig at se verdens sjældneste pingvin - den guløjede pingvin - der har fået navn efter den gule iris og de karakteristiske gule hovedfjer.

Der findes kun omkring 6.000 af disse totalt fredede pingviner, som kun lever ved New Zealands kyster og de sydligere øer. De tager på havet for at æde om morgenen og kommer først på land igen hen under aftenen, så vi ser ingen på stranden i dag. Måske også fordi en enkelt søløve jagter dem i strandkanten.

Men rangeren viser os en enkelt pingvin, som ligger på æg i en lille mørk hule bag ved huset.

Man skal vist være utrolig heldig for at se disse pingviner.

De uforklarlige sten ved Moeraki Boulders

De uforklarlige sten ved Moeraki Boulders


Moeraki Boulders

Vi forlader Dunedin for at køre nordpå langs kysten mod Ashburton lidt uden for Christchurch, hvor vi har den sidste overnatning i New Zealand. På vejen stopper vi ved Moeraki og spadserer ned på stranden.

- Det ligner en flok skildpadder, som er på vej ud i havet, men de rører sig ikke!

Og det forstår man, når man kommer tættere på.  Tonstunge, runde sten med en omkreds på op til fire meter, skylles ud af klinten. Man ved ikke rigtigt hvorledes dette fænomen er opstået, men mener at disse slamsten gennem 60 millioner år har samlet kalkstenssalte om sig og efterfølgende har erosion formet de runde sten.

Det er betagende at komme tæt på de store sten hvor enkelte er brudt op.

Typisk bygning i hvide kalksten i byen Oamaru

Typisk bygning i hvide kalksten i byen Oamaru


På tuskemarked i Oamaru

Vi strækker benene i byen Oamaru, der er kendt for sine victorianske bygninger opført i hvide kalksten. Men det er tuskemarkedet, som vi spadserer hen til.

Kan vi mon finde en original souvenir at tage med hjem?

Bassin i haven ved Hotel Ashburton

Bassin i haven ved Hotel Ashburton


Hotel Ashburton med dejlig have

Det bedste vi kan sige om dette dejlige hotel er den vidunderlige have med blomstrende buske, et vandbassin med guldfisk og åkander. Her bor vi den sidste nat, inden vi i morgen kører til Christchurh’s Airport.

Vi har 30 timers hjemtransport foran os - 10 timer til Singapore, 7 timers ventetid og 13 timer tilbage til Danmark - efter en forrygende rundrejse i kiwiernes smukke hjemland - New Zealand.

Se også...

Anne-Vibeke Rejser - Sydøen, New Zealand - Dunedin og Otago halvøen

New Zealands ældste by og verdens stejleste gade Baldwin Street er bare noget af det der venter. En tur til Otago halvøen, hvor der er guløjede pingviner og store kolonier af albatrosser er også oplagt. Læs artikler og se flere tv-klip om New Zealand

01-05-2016

Torre La Sal
Outwell
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt