New Zealand: White Water Rafting

Klik for større billede

Jeg bed tænderne sammen, rettede ryggen og besluttede mig for at vise mit stærkeste ego. Her skulle jeg nok vise, at danskerne virkelig er vikinger! Svømmevesten blev lynet, hjelmen sat på hovedet og smilet fundet frem, når alt kom til alt, havde jeg jo lige betalt en hel uges lommepenge for at komme på white water rafting!

I bussen på vej op til floden satte den ene guide, en stor, bredskuldret fyr, sig ved siden af mig og spurgte, om jeg havde prøvet det før. Svaret var et kort, meget kort, men bestemt nej. Jamen, jeg skulle da slet ikke være bange, det gjaldt jo bare om at samarbejde i stedet for at modarbejde naturens kræfter. Ja, det lød alt sammen meget fornuftigt, han havde jo også prøvet det hundredvis af gange før. Det lykkedes ham dog at indgyde mig lidt selvtillid, og inden vi hoppede af bussen, glædede jeg mig næsten til at prøve kræfter med den vilde new zealandske natur.

Den første opgave for holdet, der foruden min sidemand og en anden guide, bestod af 4 andre førstegangsraftere, var at få gummibåden ned fra traileren. Pludselig var vi alle ivrige efter at komme i vandet, men nej, vi skulle lige undervises lidt, og mens gummibåden endnu lå på den stenede parkeringsplads, blev vi alle beordret op i den. Rafting var åbenbart ikke blot et spørgsmål om at komme gennem en masse vandfald i live, det var også et spørgsmål om at stole ikke mindst på guidens råb, men også på hinanden – og sig selv. Diverse ordrer blev afprøvet, og da guiderne var sikre på, at vi kendte forskel på højre, venstre og Hold Fast, fik vi lov til at kigge ned på floden. Der var dæleme langt ned! Gummibåden, eller raften som den rent faktisk hedder, blev smidt ud over kanten og langsomt firet ned. Vi andre måtte forsøge os med lidt bjergklatring, før vi endelig stod nede ved floden.

Klik for større billede

Nu var det for sent at give op, det ville være et værre mas at komme tilbage op ad bjergsiden, og i øvrigt var det også ved at være helt sjovt! Efter den første våde sko, kunne det også bare være lige meget, nu var vi jo midt i det, og kunne lige så godt få resten vådt. Så gik det ellers bare derudaf. Vi padlede løs, som vi fik besked på, samtidig med at fødderne krampagtigt forsøgte at blive i de dertil indrettede ’lommer’ i bunden af raften, men da vi alle havde overlevet de første 500 meter, og ingen var faldet over bord, begyndte vi rent faktisk at nyde den pragtfulde natur omkring os. Ja, de er nemme at snyde, sådan nogle nybegyndere. Det var jo ren Gudenåssejlads.

Da begyndte alvoren først. Efterhånden som vi kom ned af Wairoa River, ændrede de første små strømfald karakter, og de fik endda navne! Det første alvorlige strømfald hed Vaskemaskinen, og kommandoen Hold Fast blev brugt for første gang. Og hvor vi dog holdt fast! Ikke nok med at raften flød hurtigere, den begyndte også at dreje rundt, og da ingen af os havde lyst til at slippe grebet om rebene for i stedet at padle, endte det også med, at vi kom skævt omkring den sidste klippe, med det resultat at en halv flod væltede ind over os! I cirka ½ sekund var jeg overbevist om, at nu ville jeg drukne, men nej, der skulle mere end et par tons vand til at kæntre os, og raften flød videre, som om intet var hændt. Lidt flodvand blev hostet op, og vi var alle enige om, at det bare var alletiders.
Vi var alle gennemblødt fra yderst til inderst, men det havde vi jo ligesom regnet med, så vi glædede os allerede til de næste fald. Succesen gik os åbenbart til hovedet, for inden vi vidste af det, sad vi fast mellem to klippestykker i vandet. Vi hoppede op og ned, lænede os til den ene og den anden side, men intet hjalp, og til sidst måtte guiden hoppe i land med et tov og trække os fri, til stor glæde for de andre rafter, der passerede os. Vi kom endelig fri igen, og bevægede os med stor hast videre ned ad en hel række strømfald, som vi klarede med bravur. Hvor var det dog herligt. Den new zealandske bush væltede ud over bredderne, og eksotiske fugle fløj over hovederne på os. Hvor var det bare en helt perfekt dag!

Klik for større billede

Endnu engang blev jeg kaldt tilbage til virkeligheden af guidens skrig og skrål – han skulle jo overdøve vandmængdernes susen – og vi fik besked på at have det store smil parat, vi skulle nemlig fotograferes! Foran os lå det største af alle vandfaldene, med øgenavnet Mothers Nightmare, og der ville både være en fotograf og et videokamera til at optage os. Jeg nåede lige at føle suset i maven, inden vi væltede ud over kanten, knoerne blev hvide af at holde fast i rebet, og vi skreg alle så højt, vi overhovedet kunne. I et kort sekund så det ud til, at raften ville tippe over. Guiden kastede sig ud over kanten for at kompensere, og på trods af, at bagenden af raften blev presset ned over os i midten, lykkedes det os at modvirke det, alle frygtede: en vandtur! Inden vi kunne nå at tømme lungerne for vand, var vi atter i stille vand.
Vi kunne i ro og mag trække guiden ombord, vinke til fotografen og afvente den næste gruppe af tåbelige vandhunde og håbe, at de ville se endnu mere fjollede ud end os. Nu var det værste overstået, der var blot en kilometer tilbage til campen, og vi følte, at intet kunne slå os ud. Vi kom til Dronningens Strømfald, hvor vi fik besked på at rejse os for majestæten og gøre honnør. Utroligt, hvad guiden kunne få os til.
Som raftens benjamin blev jeg til sidst smidt i vandet, og først da opdagede jeg, hvor hård turen havde været for hvert eneste led i hver eneste krop ombord. Tre fuldvoksne mænd skulle der til, før vi med fælles hjælp fik mig indenbords igen. Endnu værre var det, da raften skulle bæres de knap 50 meter fra vandet op til den ventende trailer. Aldrig har syv mennesker snublet så meget over egne og andres ben, og aldrig før har det været så morsomt at glide ned ad en mudret landgang.
De stille, nervøse individer, der var taget af sted et par timer tidligere, var blevet forvandlet til en pjattet, selvsikker gruppe, der var parat til at tage en tur mere, hvis ellers benene kunne bære dem til bussen. Sandheden er, at aldrig har en kop te varmet så meget, som den vi fik, inden vi begyndte at krænge de mudrede gummisko og den gennemblødte våddragt af. Det skulle blive godt med et langt, varm bad – og nu kunne jeg da sige, at jeg havde afprøvet – og overlevet - én af New Zealands actionsportsgrene.  

Læs mere på forfatterens hjemmeside - nzmosaik.dk