Siden 1893 har Hurtigruten vist de norske fjorde frem til norske og udenlandske passagerer. Norsk rejseliv ville have været langt fattigere uden en bæredygtig forvaltning af landets fantastiske natur generelt og fjordene i særdeleshed.
Magasinet National Geographic Traveler placerede endnu engang de norske fjorde øverst i deres destinationsmåling, som er en kåring af verdens bedste rejsemål, udarbejdet i samarbejde med National Geographic Center for Sustainable destinations. Det er sjette gang, den omfattende internationale kåring gennemføres, og tre gange har de norske fjorde ligget øverst på listen. I 2007 sikrede Lofoten endnu en fjer i hatten til Norge ved at blive kåret som den tredje bedste ø-destination i verden. De vestnorske fjorde står desuden på UNESCOs anerkendte Verdensarvliste.
- National Geographics store troværdighed og gennemslagskraft verden over gør det til en af de vigtigste kåringer i internationalt rejseliv. At de norske fjorde endnu engang ligger øverst på denne liste, giver os en bekræftelse af, hvilke enestående naturgivne fortrin Norge har. Vi glæder os over resultatet og benytter anledningen til at ønske Fjord Norge tillykke med succesen, siger Global Brand Manager for Hurtigruten ASA, Christian Bue.
For Hurtigruten vil kåringen bidrage til en yderligere styrkelse af Norges anerkendelse som en attraktiv rejsedestination.
I 2008 oplevede over 100.000 udenlandske passagerer fjordene og Norges kyst mellem Bergen og Kirkenes med Hurtigruten.