Azamara Cruice

26.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Familieferie på Hindsæter Fjellhotell, Norge

Vi har taget bilen længere ind i dalen og parkerer ved Øvre Sjodalsvatnet. Her er søen et fint sted at påbegynde indlæringen af vinterglæderne for familiens yngste. Mathias har lejet små ski og støvler og nu skal vi prøve langrend. Pulken er beregnet til Mie, som endnu er for lille til ski.

Familietur på Øvre Sjodalsvatnet

Familietur på Øvre Sjodalsvatnet


Familietur på Øvre Sjodalsvatnet

Mathias har, som den lille berejste gut han allerede er, tidligere prøvet lidt af det alpine og det går fint, da det er ned ad bakke. Det går ligesom helt af sig selv!

Langrend er noget andet. Her skal sporet trædes og der skal arbejdes lidt mere for at komme frem.

Efter at vi har fået en snak om smøring og prøvet at mærke på det underlige klistrede noget, som farfar har gnedet på skiene, tager farmor Mathias med lidt ud på søen og op ad en lille bakke - og det går fint.

Så kommer mor med Mie i pulken og far - og så er det ligesom det ikke er spor sjov længere. Mathias vil ikke mere og han siger, at han fryser ...

Mie i fjeldpulk

Mie i fjeldpulk


Trætheden forsvinder med chokolade

Det tager dog kun et øjeblik at få ham overbevist om, at det er nødvendigt at han går forrest og viser os vejen - helt over til den anden side af søen til Trollbotthøjen, med de store sten og hvor vi kan få chokolade.

Er det mon her at trolden bor? Så fejler humøret intet og vi får en dejlig tur over søen.

Da vi er tilbage, finder vi en varm plet i solen i læ af et lille bådhus og spiser vor frokost, medens Mathias graver fornøjet i sneen og trætheden er glemt.

Mie ser derimod ud til at kede sig bravt ved kun at sidde i pulken ...

André med gæstebogen fra 1898

André med gæstebogen fra 1898


Første gæster var danske

Kobjælden ringer og André står parat i spisestuen til at berette lidt mere fra Hindsæters historie.

Faktisk har her været sæterdrift helt tilbage i 1600-tallet, men egentlig hoteldrift blev startet i 1898.

André viser os den gamle gæstebog, som kan berette om at de første gæster var Marie Jensen, Helsingør (nr.1) og Elsebeth Stage, Silkeborg (nr.2). Et morsomt klenodie som indeholder flere spændende historier.

Elgen er sky

Elgen er sky


Elgsafari

André har kørt bilen frem og vi er en bilfuld gæster, der før morgenmaden kører en tur ned gennem dalen, for at se om vi kan møde elgen. Jo, den er her. I hvert fald vrimler det med fodspor i sneen.

Og ganske rigtigt. På den anden side af dalen ligger nogle stykker og spejder over mod os, med deres store ører rejst.

Vi kører længere frem og pludselig er der en af gæsterne, der får øje på en elg, der står ved en sten ca. 30 meter fra vejen.

Den går et skridt frem og kikker på os. Så lunter den roligt videre ind i skoven og kommer ud af vor synsvinkel.

Det er ikke usædvanligt at møde elge her. André har en morgen set ikke mindre end 19 elge på vej ned gennem dalen.

Veolie

Veolie


På tur til Veolie

Efter morgenmaden kører Anne-Vibeke og Rasmus samt børnene hjemad, da de skal nå færgen i Oslo, hvor de skal sejle med DFDS-seaways mod København.

Allis og jeg løber gennem skoven nordpå mod Veolie. Fra vest ligger et skydække bag - og over os, medens solen skinner klart længere østude.

Det er en jævn stigning gennem skoven der ikke byder på megen udsigt.

Ved krydset mod Sjodalen Hyttetun (Villmarksliv), går vi over vejen og følger løjpen lidt opad gennem skoven og så pludselig i et sving åbner skoven sig og vi har det første vue over mod Rondane, der ligger klart belyst i formiddagssolen.

Vi passerer broen over slugten ved elven Veo og følger den lille vej stejlt op mod Veolie.

Fantastisk udsigt mod Rondane

Fantastisk udsigt mod Rondane


Atter udsigt mod Rondane

Lidt efter er vi over trægrænsen og ude på det åbne fjeld og har sæteren liggende foran os.

Herfra går den kvistede løjpe videre over fjeldet mod Glitterheim.

Vi går op på en nærliggende høj og har den bedste udsigt mod Rondane, som vi nogensinde har haft.

Fra opstigningen mod Sjugrudsjøen

Fra opstigningen mod Sjugrudsjøen


Mod Sjugurd Sjøen

Vejen følges tilbage og ved krydset glider vi ned forbi Sjoadalen Hyttetun og går over Sjoa til Eldbue, hvor vi spiser frokosten inden opstigningen mod Sjugrudsjøen.

Løjpen er enkelte steder lidt iset og vi må for en hver pris undgå at få vand på skiene. Det er prøvet før og er et helvede at få skrabet af igen. Vandet fryser og isklumperne klamper sneen til sig under skiene, så det er umuligt at komme frem.

Vi går derfor lidt uden for løjpen for at gå i sneen. Andre steder er der huller i løjpen, men ellers er det en let og mægtig fin tur. Det går jævnt opad til en lille sæter - Holbø Sallie - og videre gennem tæt birkeskov, som når næsten helt op til søen.

Ude af skoven åbner Hindflyin sig på den anden side af dalen og udsigten mod fjeldene er meget flot. Herfra kan man tydeligt se de mange slugter, der skærer sig ned over fjeldet.

Ved den store sten

Ved den store sten


Fint glid nedad

Oppe ved Sjugurd Sjøen ligger en lille hytte samt et bådhus og efter et lille hvil går vi hen til den store sten som ligger lidt fra hytten. Og stor er den - måske 4-5 meter høj.

Vi glider samme vej tilbage - dvs. zig-zagger på tværs af løjpen for ikke at få for megen fart på. Men ellers er løjpen meget fin at glide nedad.

En elg krydser sporet

En elg krydser sporet
Fotograf: Rolf Müller


Store muligheder for at møde elge

Nede ved Sjoa følger vi løjpen (Elgløjpen?) mod syd. Her har andre gæster - vore venner fra Holland - to gange set elg stående direkte i sporet og gloet på dem - inden den er fortsat ned mod elven.

Vi går over elven mod Steinholhytta og kommer tilbage til Hindsæter, hvor endnu en gastronomisk oplevelse venter ved aftensmåltidet.

Primo Tours
Subaru
Outwell
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt