Isabella

2.2.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Familieferie ved Dalseter Høyfjellshotell, Espedalen (2/2), Norge

Atter følger vi løjpen op ad Peer Gynt Vegen, men holder denne gang til højre og får et langt glid ned gennem granskoven mod Espedalen Sportell, der ligger på en tange mellem Espedalsvatnet og Breidsjøen.

Ved Espedalen Sportell

Ved Espedalen Sportell


Et gensyn med Espedalen Sportell

Her boede vi i 1978, da stedet hed Espedalen Fjellstue - og her trådte vores egne børn deres første skispor i Norge.

Gennem årene har fjeldstuen skiftet ejere nogle gange og stået tomt i et par år, men i november 2015 er nye kræfter kommet til og stedet har fået sit nye navn Espedalen Sportell.

Vi nyder en kop chokolade og en friskbagt kanelbolle, mens det nye værtskab Laila Holm og Bengt Magnussen beretter om stedet.

På den anden side af Breidsjøen følger vi løjpen langs vandet. Første halvdel er det fortrinsvis opad, men så går det dejligt nedad igen, hvorefter vi krydser afløbet fra søen over en bro og kommer til foden af skibakken ved Dalseter. Og herfra er der er langt op!

Vi overvejer at tage tallerkenliften - der desværre ikke er gratis for langrendsløbere, hvilket ville være en flot service - og beslutter os i stedet for at gå de 140 højdemeter op gennem skoven.

Påregn ca. 30 minutter hårdt slid på sildeben!

Det tager kun et øjeblik at montere skifællerne - og så går det meget lettere opad.

Det tager kun et øjeblik at montere skifællerne - og så går det meget lettere opad.


På tur til Fredriksætra og Tonebu

Der er noget spøgelsesagtigt over landskabet denne morgen, hvor rimtågen ligger som et tykt tæppe over Espedalen. Men da solens første stråler ses på toppen af Fredriksæterfjellet, er vi ikke i tvivl - vi skal til Fredriksætra.

Det er en tur på godt 26 kilometer, så ”damerne” bliver på og ved hotellet, mens vi andre laver en rigtig ”herretur”.

Først i anstrengende plov ned gennem skoven parallelt med alpinbakken og herfra over broen ved Breidsjøen. Nu er vi nede i rimtågen, der har prydet træerne med rimfrost.

Vi følger den højre løjpe op gennem skoven og her kan det svare sig at montere skifæller (skipels) på skiene, så man slipper for et par kilometer sildeben. Med skifællerne kan vi gå direkte op - men der er naturligvis mere friktion på de fladere plateauer.

Rimfrost og blå himmel ved Fredriksæterfjellet - det kan næsten ikke være bedre

Rimfrost og blå himmel ved Fredriksæterfjellet - det kan næsten ikke være bedre


Idyllisk rimfrost

Efterhånden som vi kommer højere og højere op ad fjeldsiden og solen har brændt rimtågen væk, forvandles skoven til det mest idylliske, rimfrostbelagte landskab.

Mellem træerne ses masser af dyrespor, også spor efter skovens konge - elgen - så vi spejder naturligvis efter den …

Så åbner landskabet sig og vi har Fredriksæterfjellet foran os. Vi er kommet fri af gran- og fyrreskoven og når birkeskoven og efter endnu en lille kilometer er vi fremme ved Fredriksætra.

For de som ikke ved hvad en sæter er, kan det siges, at det er et sted hvor bonden i gamle dage tog sine husdyr med op om sommeren for at græsse.

Vi sætter os ved hytten, der ikke er åben, og mens vi spiser en appelsin nyder vi landskabet foran os. På den anden side af Espedalen rejser Ruten sig med sine 1.517 moh. og til venstre herfor ses Dalseter Høyfjellshotell i en lysning i landskabet (skibakken).

Rondane set fra Tonebu

Rondane set fra Tonebu


Ved Tonebu

Fra Fredriksætra følger vi løjpen langs foden af Fredriksæterfjellet hvor det går jævnt opad mod Tonebu - en ubetjent hytte, med mulighed for at fyre op, få varmet noget saft og i nødstilfælde overnatte.

Måske er udsigten udover dalen fra Tonebu endnu mere imponerende, for nu kan vi også skimte Rondane Nationalpark i det nordøstlige hjørne.

Jævnt glid ned over Venlimyrin

Jævnt glid ned over Venlimyrin


Nedad mod Breidsjøen

Nu går det jævnt ned over Venlimyren - et venligt moseområde med åbne vidder, der gør det muligt at se langt omkring.

En rigtig flot tur - indtil vi når granskoven, hvor det går noget stejlere ned mod Espedalen Sportell.

Herfra følger vi løjpen langs Breidsjøen tilbage mod Dalseter Høyfjellshotell - akkurat som vi gjorde i går.

Vi mærker naturens kræfter i dyb sne

Vi mærker naturens kræfter i dyb sne


Snestorm i Espedalen

At vejret kan skifte radikalt oplever vi denne morgen, hvor sneen vælter ned og dækker for ethvert udsyn.

Mange vil betragte et sådanne uvejr som indevejr, men vi synes at børnebørnene også skal prøve kræfter med sneen, når naturen raser.

Det bliver dog kun en kortere tur på fem-seks kilometer gennem skoven til Langtjønna, og det er sjovt at prøve.

Fra starten kæmper børnene om at få lov til at træde sporet i den uberørte sne, der allerede har lagt sig med 10-15 cm.

På vejen tilbage besøger vi Ruten Fjellstue, hvor gæsterne hygger sig inden døre med spil, bøger og film på computeren ...

Denne dag - den sidste på dette års vinterferie - er der endnu en gang god tid til at nyde Dalseter Høyfjellshotells overdådige frokostbuffet ...

Når skoven omdannes til idylliske iskrystaller

Når skoven omdannes til idylliske iskrystaller


Torre La Sal
Outwell
Subaru
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt