Primo Tours

18.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Hardanger - Norges frugthave (3/3)

Det tager kun ca. 30 minutter at sejle med færgen fra Kinsarvik til Utne, en lille bygd som er bygget op omkring Utne Hotel med rødder helt tilbage til 1722. Det er et ganske lille sted vi er kommet til, men her er både hotel, bibliotek, lægecenter, alderdomshjem og ikke mindst ligger Hardanger Folkemuseum i Utne.

Museets ældste hardangerfiol er fra 1651 (længst til venstre).

Museets ældste hardangerfiol er fra 1651 (længst til venstre).


Hardanger Folkemuseum

I udkanten af bygden på toppen af en stejl bakke ligger Hardanger Folkemuseum. Her har man en overraskende stor samling af kulturhistoriske genstande med bl.a. tidlige instrumenter og Norges største og meget værdifulde udstilling af hardingerfela (hardangerfioler - violiner) med det ældste eksemplar fra 1651.

Også en stor samling nationaldragter fra Hardanger og ikke mindst museets skiftende kunstsamling gør indtryk.

Bygningen, der har museumsbutik og café, benyttes også til koncerter.

Arkivar Frank Henrik Rolland giver prøver på forskellige melodier.

Arkivar Frank Henrik Rolland giver prøver på forskellige melodier.


Frilandsmuseum

Oppe bag museumsbygningen har man samlet en snes bevaringsværdige, gamle huse fra middelalderen og op til begyndelsen af 1900-tallet fra forskellige steder i Hardanger. Det ældste hus er fra 1700-årene - og flere kommer til.

I et af disse gamle træhuse knitrer ilden under gryden og sender sort sod op under loftet, hvor det samler sig indtil der skabes gennemtræk og røgen forsvinder ud gennem hullet i taget.

Det var sådanne steder, at en hel familie boede med far, mor, børn og børnebørn samt bedsteforældre. Meget privatliv havde man ikke i et hus, der kun bestod af et enkelt rum med ildsted i midten.

Mens vi drikker et glas æblecider, får vi prøver på hardingerfiolens lyd gennem en springdans. Det specielle ved hardingerfiolen er de fire strenge, som ligger under de strenge, man spiller på og som klinger med, når der spilles.

Den store samhandel med bl.a. Skotland gennem hundreder af år, har givetvis inspireret til denne sækkepibeagtige lyd …

I andre huse kan man hen under sommeren opleve hvorledes der blev bagt, se et keramikværksted og opleve andre aktiviteter på frilandsmuseet.

Det historiske Utne Hotel med rødder tilbage til 1722.

Det historiske Utne Hotel med rødder tilbage til 1722.


Utne Hotel

Vi indlogeres på et af Norges ældste hoteller, som har været i uafbrudt drift siden 1722. Hotellet oser af nostalgi ikke mindst i restauranten, der er bygget til i 1930, og hvor et originalt skab fra 1630 pryder væggen. Skabet er dekoreret i den stil der kaldes norsk rosemaleri.

Værelserne befinder sig på 1. og 2. sal hvortil man kommer ad en smal, snoet trappe midt i hotellet. Elevator er her ikke, men alle værelser har eget bad og toilet. Nogle værelser vender ud mod fjorden andre mod fjeldet og frugttræerne.

Det traditionsrige køkken fremstiller lokale retter som serveres i restauranten.

Frugttræer i blomst langs Hardangerfjorden.

Frugttræer i blomst langs Hardangerfjorden.


Cykeltur langs Hardangerfjorden

Det siges, at det regner meget i Vestnorge, men nu har vi været her i flere dage, hvor solen bare har skinnet.

Også denne morgen, hvor vi har fundet cyklerne frem for at cykle en tur langs Hardangerfjorden.

Her kommer vi tæt på kulturhistoriske landskab med blomstrende frugttræer, græssende får og nysgerrige heste - hele tiden med udsigt til den dybblå fjord og de sneklædte fjeldtoppe på den anden side af Hardangerfjorden.

Når man ser ud over fjorden og øjner en lille færge mellem de stejle fjeldsider, ja, så ved man, hvor lille man er i denne storslåede natur.

Har man ikke cykler med hjemmefra kan disse lejes gennem hotellet.

Kunsthuset Kabuso i Øystese.

Kunsthuset Kabuso i Øystese.


Kunstudstilling på Kabuso i Øystese

Ad den nationale turistvej Hardanger er vi kørt til Jondal, hvorfra vi tager færgen over Hardangerfjorden til Tørvikbygd. Herfra fortsætter vi gennem Norheimsund til den lille by Øystese for at se kunstudstillingen i kunsthuset Kabuso.

Kunsthuset formidler kunst og musik på højt niveau og arrangerer årligt omkring seks hovedudstillinger, der spænder fra norsk nationalromantik til international samtidskunst. Bygningen stod færdig i 2006 og siden 2008 er stedet drevet af Hardanger og Voss Museum.

Kabuso samarbejder med de store norske kunstmuseer bl.a. Nationalmuseet for kunst, design og aktitektur, KODE museerne i Bergen og Astrup Fearnley Museet - og har tidligere også samarbejdet med Louisiana Kunstmuseum i Humlebæk.

Mens vi er her ser vi udstillingen ”Edvard Munch - Natur og følelser”, der varer til 30. august 2015. Det er en unik udstilling med 27 grafiske værker af Norges verdensberømte kunstmaler Edvard Munch (1863-1944). Værkerne er hovedsageligt træsnit, litografier og raderinger.

Kabusos kammermusiksal er en af de flotteste i landet med plads til 150 tilhørere og med omkring 35 årlige koncerter er der høj koncertaktivitet, der spænder fra klassisk til folkemusik, jazz, viser, populærmusik og ny musik.

Museet har omkring 11.000 besøgende p.a.

Ingebrikt Vik Museum ligger lige ved kunsthuset Kabuso

Ingebrikt Vik Museum ligger lige ved kunsthuset Kabuso


Ingebrikt Vik Museum

Lige over for kunsthuset Kabuso besøger vi skulptursamlingen efter billedhuggeren Ingebrikt Vik (1867-1927) i en helt speciel museumsbygning fra 1934.

Vik var en af datidens mest betydningsfulde skulptører og tilbragte en del tid i København i forbindelse med sit kunstnervirke og arbejdede samtidigt med den anden store norske billedhugger Gustav Vigeland (1889-1943) bl.a. kendt for Vigelandsparken i Oslo

Flere skulpturer er opstillet udendørs i byens skulpturpark tæt på byens kirke.

Steindalsfossen lidt uden for Norheimsund.

Steindalsfossen lidt uden for Norheimsund.


Steindalsfossen

Vi slutter vores rejse på den nationale turistvej Hardanger lidt uden for Nordheimsund, hvor vi mødes af den vældige Steindalsfossen, hvor kaskader af vand vælter ned fra fjeldet, ud over et klippefremspring og ned i dybet.

Her er det muligt at spadsere op og ind bag vandfaldet på en god sti og komme frem til en udsigtsplatform.

Det er således muligt - helt tørskoet - at se Steindalsfossen fra alle sider, og det skal man ikke snyde sig selv for, når man besøger Hardangerfjorden.

Campingferie 650,-
Outwell
Primo Tours
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt