Norge: Hjortejagt under isbræen

Mundal - her trives hjorten

Jeg har rigtigt nok set flere dyr, men ikke fået chancen til at løsne et sikkert skud mod vildt som står stille. Sådan er reglerne vi norske jægere lever efter i Norge. Dagen bliver brugt i højfjeldet efter ryper, mens aftenen er afsat til hjortejagt. Klokken nærmer sig 18.00 da jeg sniger mig ind på en nedlagt landbrugsejendom i Jostedalen, hvor den vilde bevoksning igen har fået lov til at vokse frit på marken de sidste mange år. Jeg har været her oppe tidligere og set spor som tyder på, at hjorten benytter sig flittigt af det saftige græs, som den delvis tilgroede jord kan tilbyde. En buk har også gået forbi mig på en tidligere post i samme område, men den var dækket af kviste og krat og jeg valgte derfor ikke at løsne skud.

På en god jagtplads finder jeg en behagelig siddestilling og begynder at gennemgå de situationer, som dukke op i mit hoved. Hvor langt er der til det træ der henne? Hvordan er sigtet, hvis hjorten kommer frem i åbningen på den siden? Vil hjorten kunne lugte mig med denne vindretning? Alle spørgsmål som kan besvares før jagtsituationen opstår, er med til at øge følelse af sikkerhed, når dyret pludseligt dukker op. Efter en lang times venten uden at der sker noget, kommer en ræv luskende gennem terrænet. Som ivrig fuglejæger mærker jeg iveren efter at fælle ræven. Det trækker og river i mig - men ikke i dag!

Den største hjort jeg nogensinde har set

En hjort kom forbi

I dag er det hjorten som er i fokus. Ræven lusker ind i krattet længst væk, ca. 150 meter fra hvor jeg sidder, og stilheden sænker sig igen. Tankerne får igen tiden til at gå, mens jeg sidder i total stilhed og venter.

Så kommer hjorten. Det er den største hjort jeg har set i hele mit liv, men alligevel bevæger den sig uden en lyd, som om den går på luft. Afstanden er ca. 80 meter og jeg sidder ca. 15 meter lavere i terrænet end der hvor den står.  Hjorten bevæger sig rolig, mens den fouragerer med bredsiden mod mig. Det er ingen grund til at tilbageholde skuddet denne gang. Det smælder og jeg har en god følelse af korrekt træf, selv om jeg ikke kan se, hvor skuddet sidder. At dyret er truffet, er der ingen tvivl om. Hjorten springer op og løber i maksimal hastighed ca. 30 meter - før den falder.

Jeg bliver roligt siddende i fem minutter for ikke at skræmme dyret unødvendig, før jeg går frem til stedet, hvor den ligger. Hjorten ligger forendt, hvor den faldt. Som de fleste hjorte er han søgt frem fra skoven netop som tusmørket sætter ind for at få mere dagslys, så der er ingen tid at spilde før mørket tager over. Jeg klarer med nød og næppe at vælte den tunge hjort over på siden og gør det, som er nødvendigt for at bevare en høj kødkvalitet. Kuglen har ramt dyret godt, lidt lavt bag skulderbladet, men ikke længere nede end at lungerne er godt ramt og resten af indmaden er uskadt.

12-takker foran Tørvis Hotell i Marifjøra

Hjælp fra vennerne

Nu er det tid til at ringe til gode venner for at få hjælp. At bære rundt på omtrent 200 kg hjort er ikke noget man bør gøre alene. Med besked om at en kæmpehjort ligger på jorden, tager det ikke lang tid før gutterne dukker op.
Vi får slæbt dyret op bag på bilen og kører ned til Tørvis Hotell i Marifjøra. Herfra er det rutinen som tager over. Fødevarekontrollen (madtilsynet) skal kontaktes for at godkende kødet til servering, billeder skal tages og kroppen skal hænges til modning i bakteriefrit og køligt rom.

Og så kommer jægerens præmie - nystegt hjortehjerte med salt og pepper til aftensmad.

Det norske vestland er et godt sted at være....