Azamara Cruice

15.1.16

Af: Mikkel S. Sørensen Fotograf: Mikkel S. Sørensen
Bogmærk eller del
 

Toptur til Suletiden på Filefjell, Norge

Endnu en solrig dag står vi op til. Tom er frisk og udhvilet. Vi har i de forgangne dage talt om, når det blev perfekt vejr, at forsøge os på Suletinden, 1.780moh., - det højeste fjeld i området.

Op mod lyset

Op mod lyset


Toptur til Suletiden

I dag er vejret perfekt. Vi har studeret kortet. Set hvor det er bedst at kravle op, men eftersom vi ikke har set fjeldet på nært hold, kan vi ikke sige om forholdene er til at komme derop. Vi har hørt, at der er lavinefare i området, men vi er begge erfarende i de norske fjelde, og stoler på at vi kan sige fra i tide. Ellen, Andreas, Jens og Klavs skal også med. Og ingen af os har madtjans idag!

Sådan en fin dag er jeg klar til at tage på fjeldet klokken 9. Men flertallet i vores lille gruppe er stemt for at tage minibussen ud til Thomaskyrkja, så sådan bliver det. Det betyder, at vi først spænder skiene på lidt over klokken 11!

Det er meget sent, særligt taget i betragtning af, at det er en heldagsdagstur vi skal på og dagene fortsat er korte. Men stemning er høj og muskulaturet velfungerende, da vi glider hen over myren.

Kulden har lagt sig tungt nede i dalen, men vi får hurtigt varmen, da vi begynder opstigningen gennem skoven mod Fillefjell.

Tom trampede noget af sporet i går, så det går let op gennem skoven. Det tager ikke lang tid før vi kommer op på fjeldet og kan se turens mål og fjeldet vi var oppe på igår. Den røde løjpe mod Sulebu, Den Norske Turistforenings selvbetjente hytte i området, er stukket da vi kommer ud af skoven og op på fjeldet.

Den følger vi 4-5 kilometer ind over Fillefjell. Efter 2 timer har vi spiste frokost og er nået frem til Nedre Sulevatnet, 1.256moh. for foden af Suletinden. Her sætter vi skifæller på, fylder væskedepoterne op, og vurderer hvordan vi skal lægge den videre færd. For det ser stejlt ud allerede hernede fra og turen rundt om Suletinden er ikke blevet kvistet. Jeg vurderer at det vil tage halvanden time at nå toppen og vi forlader løjpen og påbegynder opstigningen.

Skifællerne monteres

Skifællerne monteres


Det sidste stykke op

Vi går i forskelligt tempo. Det er klogt, da man ellers risikere at brænde alle sine kræfter op ved at forsøge sig i et for højt tempo. Men det betyder samtidig, at jeg kan konstatere at vi ikke alle komme helt op på toppen. Vi har jo stadig små 20 kilometer hjem.

Tom aftaler med Jens og Klavs, at de følger højdekurven i 1.560 moh. rundt om tinden, hvorfra de stadig har en flot udsigt over fjeldet. Imens fortsætter vi andre op, op og atter op. Snart er Jens og Klavs kun to små prikker i sneen langt under os. De har sat sig godt tilrette i sneen og tager sig en velfortjent slapper.

Det bliver stejlere og stejlere desto højere vi kommer. Vi prøver at finde den ”nemmeste” vej, men det bliver sværere med højden.

Vind, vejr og fjeldet har pakket sneen, så terrænet ligner et blomkålshoved. Det betyder, at her kun er få steder vi har plads til skiene. Men udsigten er fantastisk. I 1.700moh. bliver det for brat for Ellen, så hun må have en ekstra jakke på og sætter sig tilrette i sneen og venter til vi andre kommer ned igen. Men hun skal ikke vente længe.

Tom har tidligere fortalt, at han ikke er så glad for alt for stejle stråninger, og lige nu er synes han det bliver for meget. Jeg kigger ned på Andreas, som er en 5-10 meter længere nede ad fjeldsiden. Han har svært ved at lave lappevendinger, når hældning på fjeldet er over 45 grader. Jeg kan se han gerne vil med op, men også at han er temmelig træt. Vi bliver enig om, at de begge har gjort det godt. Det er bedre at restituere sig til hjemturen end at brænde den sidste energi af på de sidste 50-70 højdemeter.

Vi aftaler, at Tom og Andreas venter nede hos Ellen, så skal jeg nok skynde mig op.

Udsigt mod Hurrunganes skarpe tinder

Udsigt mod Hurrunganes skarpe tinder


Helt på toppen af Suletinden

Så fortsætter jeg alene. Jeg kommer dog ikke mange højdemeter, før at jeg må tage skiene af. Det er nu temmelig stejlt og ‘blomkålsformen’ levner ingen plads til skiene. Jeg sætter skiene i sneen med oversiden pegende op mod toppen. Undersiden af skiene er hvid, mens oversiden er farvet. På den måde vil jeg kunne se skiene på vej ned fra toppen i tilfælde af, at jeg skulle miste det fodspor jeg tramper på vej op.

Jeg tager skistavene med mig. De er gode at støtte sig til i den op til 60 centimeter dybe sne.

Det er meget tungere at gå i sneen end på skiene. Men visheden om, at jeg snart er på toppen får mig til nærmest at løbe gennem sneen. De sidste 20 højdemeter flader det ud.

Og så er jeg på toppen af Suletinden - i 1780 meters højde - i helt klart og vindstille vejr. 830 højdemeter er tilbagelagt.

Det er altid en speciel følelse at stå på en fjeldtop. Bare at stå der og kigge udover og ned på en hel fjeldverden.

Sulebu og vores spor ligger for mine fødder. Jotunheimen rejser sig mod nord-nordøst, Hurrunganes skarpe tinder mod nord-nordvest, Valdres mod syd, og de nærliggende fjelde vi har bevæget os rundt på de foregående dage. Se hvor langt øjet rækker. Måske 100 kilometer i hver retning.

Det er svært at løsrive sig fra en sådan spektakulær udsigt, men de andre venter på mig og der er lang vej hjem. Jeg kigger på uret. 14.30. Præcis halvanden time nedefra søen, hvor vi tog skifæller på.

-Godt gået, siger jeg til mig selv og begynder at følge mit spor tilbage, ned til skiene.

På vej mod Sulebo

På vej mod Sulebo


Over Sulebu og hjemad

På vej ned til de andre kan jeg se, at Klavs og Jens er begyndt at glide østover mod Suleskardet. Det er godt, for så kan vi andre skyde genvej ved at løbe ned langs med fjeldsiden og møde dem, inden de kører ned i slugten.

Andreas, Tom og Ellen har nydt udsigten fra deres rest. De er klar til at komme videre, da jeg når ned til dem.

Et rigtig behageligt glid langs fjeldet fører os ned til Klavs og Jens. Og det bliver endnu bedre ned gennem slugten, hvor sneen har lagt sig godt. Store bløde sving med gennem slugten. Perfekt.

Men klokken tikker, og solen er på vej ned bag tinden. Andreas har fået sin anden vind, og tramper i rask tempo et spor direkte mod en fjeldhytte ved Övre Sulevatnet. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad han har spist, mens jeg var oppe på toppen. For han er fuld af energi.

Vi kan se skyggen som Suletinden kaster henover søen nærme sig med utrolig hast. Det er skyggen Andreas løber om kap med. Vi når lige at få den sidste sol, mens vi drikke en kop te ved hytten. Og så blev der skygge.

På med skiene og videre af scooterspor mod Sulebu. Klavs har taget sin DNT-nøgle med, så vi kan komme ind og se hvordan hytten er indrettet. Fra Sulebu er der et godt opkørt spor langs den røde løjpe nedover Gamlestogfjellet til Skicentret. Vi har alle gået denne tur tidligere på ugen og ved at det er bare at nyde glidet nedad.

Et sandt farvespil udspiller sig på den frostklare himmel, da vi glider ned fra fjeldet. De sidste rødlige stræf af en solrig dag afløses snart af en oplysende fuldmåne. Stilheden er enorm. Kun lyden af skiene skære gennem sneen.

En fantastisk dag på Fillefjell er ved at oprinde.

Campingferie 650,-
Primo Tours
Outwell
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt