Azamara Cruice

3.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Troldhaugen, Edvard Griegs hjem i Bergen, Vestnorge

Jeg har været i Bergen flere gange, men aldrig haft tid til at besøge den store norske komponist Edvard Griegs hjem, Troldhaugen. Nu skulle det være.

Udsigt til søen Nordåsvannet fra Troldhaugen

Udsigt til søen Nordåsvannet fra Troldhaugen


Hen til Troldhaugen

Troldhaugen ligger kun 8 km syd for Bergen og det tager mindre end et kvarter at køre derud fra centrum.

Der går offentlige busser til området hvorfra der er kort spadseregang til dette levende museum.

Du kan også vælge at stå på en guidet by-rundtur, hvor Troldhaugen ofte er med.

På turistkontoret har jeg anskaffet mig ”Bergenskortet”, der giver rabat på diverse entréer og på transport. ”Bergenskortet” er personligt, gælder i 24 - eller 48 timer og kan købes flere steder.

Geniet Grieg i profil

Geniet Grieg i profil


Edvard Grieg Museum

Troldhaugen er en af Norges allerstørste attraktioner og ligger i naturskønne omgivelser ned til søen Nordåsvannet. Da jeg ankommer, spadserer jeg til museumsbygningen, Edvard Grieg Museum, hvor jeg kommer ind for halv pris med mit ”Bergenskortet” og får udleveret en lille mærkat til at klister på tøjet, så alle kan se, at jeg frit kan bevæge mig på området.

Edvard Grieg Museet, åbnet i 1995, har naturligvis en permanent udstilling om alt vedrørende Edvard Griegs liv (1843 – 1907) og hans danskfødte hustru sangerinden Nina Hagerup.

Her findes et utal af skitser og malerier fra tiden, ligesom mange af de originale skitser til Griegs kompositioner kan ses her.

I museets reception findes et større udvalg CD’er med forskellige indspilninger af de mest populære værker som f.eks. Peer Gynt Suiterne (mere norsk kan det næsten ikke blive), a-mol klaverkoncerten (komponeret i Danmark) samt diverse sange og lyriske klaverstykker etc.

I villaen står alt som på Griegs tid

I villaen står alt som på Griegs tid


Villaen

På toppen af Troldhaugen, højt over Nordåsvannet, ligger Villaen med en formidabel udsigt ud over søen.

Villaen blev tegnet af arkitekt Schak Bull og bygget i 1884-85 i en let schweizer-stil. Her boede Grieg-familien hver sommer fra 1885 og frem til Grieg døde i 1907. Næsten hver sommer var Grieg og Nina på turné i hele Europa, for at give koncerter - både som pianist og dirigent var Grieg efterspurgt.

Villaen er udsædvanlig velbevaret såvel ude som inde, hvor inventaret er det originale og som står ”urørt” som det var, da Grieg gik bort.

I stuen findes bl.a. Griegs Steinway-flygel, en gave til sølvbrudeparret i 1882. Instrumentet er stemt og benyttes ved specielle lejligheder som f.eks. ved intimkoncerterne under Festspillene i Bergen eller ved private arrangementer. Det hænder også at museumsdirektøren sætter sig ved flyglet til glæde for de besøgende.

Troldsalen med plads til 200 tilhørere

Troldsalen med plads til 200 tilhørere


Koncertsalen ”Troldsalen”

I 1985 byggede man en kammermusiksal med plads til 200 tilhørere. Der ligger smukt nedsænket i en slugt i terrænet og med græs på taget, der gør, at denne betonbygning alligevel falder godt ind i landskabet. Koncertsalen er omdrejningspunktet for en omfattende koncertvirksomhed, med mere end 20.000 tilhører på årsbasis. Det er primært koncerter med Griegs musik, der spilles, men andre komponister spilles naturligvis også.

Troldsalen er smuk med væggen bag solisten i et stort glas-panorama, der giver tilhørerne mulighed for at se ned til komponisthytten. I Troldsalen holdes der faste sommer- og efterårskoncerter samt en række andre koncerter og arrangementer året igennem.

Komponisthytten

Komponisthytten


Komponisthytten

En lille sti fører ned langs Troldsalen mod Komponisthytten. På vejen står en lille statue af denne store mand. Men statuen viser Grieg i fuld figur – 151cm. høj. Lille mand - stort geni.

Denne lille hytte helt nede ved vandet var Griegs arbejdssted. Her kunne han få den fornødne ro og bruge sin skaberkraft. Hytten står urørt som Grieg forlod den. Det opretstående klaver ved den ene væg, en sofa ved den anden og et simpelt arbejdsbord foran vinduet ned mod søen.

Grieg fik tidligt øre for den traditionelle norske folkemusik og fik om nogen vist omverdenen den norske musikalske rigdom gennem sin musik.

Griegs gravsted i klippen på Trolhaugn

Griegs gravsted i klippen på Trolhaugn


Gravstedet

Jeg går tilbage over bakken og ned omkring næsset for at finde Griegs gravsted. Men jeg finder ingen traditionel grav i jorden med kors og blomster. Grieg har derimod valgt at blive begravet i en grotte oppe i den lodrette klippe - med udsigt ud over den naturskønne sø.

Campingferie 650,-
Primo Tours
Tamarit Parc Resort
Subaru
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt