Isabella

26.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Tromsø set fra oven, Nordnorge

Det har været en rolig nat på Barentshavet efter at MS Fram fra Hurtigruten forlod Bjørnøya for at sejle mod Tromsø. Da vi denne morgen kommer på dækket kan vi skimte de sneklædte fjelde inde ved Nordnorges kyst. Vi sejler ind i fjordene bag øerne i den yderste skærgård og udsigten til fjeldene omkring os er betagende i det smukke vejr.

Ved indsejlingen til Tromsø

Ved indsejlingen til Tromsø


Tromsø - største by i Nordnorge

De første huse ses og langsomt ”vokser” Tromsø frem foran os. Vi passerer Tromsøbrua, hvor Ishavskatedralen står på en forhøjning i landskabet og snart ligger vi ved kaj i Tromsø.

Tromsø er den største by i Nordnorge med omkring 68.000 indbyggere, og stedet har været beboet meget længe. Arkæologiske fund viser, at her har boet mennesker i mere end 9.000 år.

Siden jernalderen har området været permanent beboet og har siden vikingetiden været et kirkeligt og handelsmæssigt centrum. I 1252 byggede Håkon Håkonson den første kirke på Tromsøya.

Byen har siden 1800-årene haft tilnavnet ”Nordens Paris”, hvilket skyldes de rigdomme som blev hentet på havet og som gjorde det muligt for kvinderne at købe den nyeste mode, som blev båret i Paris.

Udsigtsplatform ved Fjeldstationen

Udsigtsplatform ved Fjeldstationen


På tur til fjeldtoppen Fløya

Fra kajen i Tromsø er der kun kort afstand til indkøbsmulighederne og byen er let at finde rundt i på egen hånd.

Men MS Fram arrangerer også forskellige udflugter i Tromsø. Man kan komme på guidet byvandring eller på en guidet fjeldvandring til toppen af Tromsø – Fløya.

Vi har valgt at tage med på fjeldvandringen og i bus køres vi frem til Fjellheisen, der transporterer os 421 meter til Storsteinen på Fløya.

Oppe ligger fjeldstationen med cafeteria og en udsigtsplatform, hvorfra vi kan overskue det meste af Tromsø.

Blot hundrede meter herfra kan vi komme ud på en klippeafsats og også derfra få et imponerende vue.

På tur med Tromsdalstinden i baggrunden

På tur med Tromsdalstinden i baggrunden


En guidet tur

Vi har en lokalguide med os, som fører an. Hun fortæller at de 10 cm sne som ligger på fjeldet er kommet natten til i dag, så det er helt ny sne vi vandrer i.

Om det er pga. nysneen eller manglende erfaring, ved jeg ikke, men guiden har tilsyneladende svært ved at finde den rigtige vej op ad fjeldet. I stedet for at gå i sig-sak foretrækker hun at gå direkte op mod toppen – og i et alt for hurtigt tempo!

Enkelte falder fra og foretrækker i stedet at blive ved fjeldstationen og nyde udsigten ud over byen derfra.

Turen op er faktisk ikke svær, men for de fleste er det naturligvis en overraskelse at sneen allerede er kommet. Fra toppen 671moh. har vi udsigt ud over hele området med fjorden og den bagvedliggende Kvaløy. Mod land har vi fjeldet Tromsdaltinden, 1238 moh.

Ved Steinbøhytta

Ved Steinbøhytta


Steinbøhytta

Lidt nede ad fjeldet ligger en stenhytte - Steinbøhytta - som Troms Turlag (Vandrerforeningen) har restaureret. Vi kigger indenfor og konstaterer at dette kunne være et fint sted at drikke lidt.

Turen fortsætter nedover, men ingen har sagt noget om at holde afstand til den forangående i dette glatte føre, så jeg foretrækker at vandre ned for mig selv.

Fjeldrype

Fjeldrype


Fjeldryper skifter dragt

Det var faktisk en god ide, for lidt neden for Steinbøhytta, finder jeg en lille tilfrosset sø og her holder en gruppe fjeldryper til.

Nu jeg er alene, kan jeg langsomt og uden støj nærme mig fjeldryperne og betragte fuglene. De har endnu lidt af deres sommerfjer på sig, men er ved at skifte til den helt hvide vinterdragt.

Fjeldryperne er både nervøse og nysgerrige og jeg når at tage et par billeder, inden jeg trækker mig stille tilbage - uden at have forstyrret dem så meget, at de skal bruge energi på at flyve væk.

Kiosk og træhuse i Tromsø

Kiosk og træhuse i Tromsø


Gennem byen tilbage mod MS Fram

Vi aftaler med en fra ekspeditionsteamet, som har været med på vandreturen, at vi foretrækker selv at spadsere tilbage til MS Fram i stedet for at tage med bussen.

Vi spadserer hen forbi Ishavskatedralen, som vi har besøgt ved en tidligere lejlighed, og går over Tromsøbrua tilbage mod centrum.

Vi har ikke helt så megen tid, som vi kunne ønske, inden vi skal være ombord, men vi når at besøge Stortorget, se det nye rådhus og gøre lidt indkøb på hovedgaden.

MS Fram ved kajen i Tromsø

MS Fram ved kajen i Tromsø


Nye venner

Denne aften er der valgfrie siddepladser under middagsbuffeten og vi ser nye ansigter fra bl.a. USA og Israel.

Og mens vi hygger os med nye venner og nyder det store tag-selv-bord, sætter MS Fram kursen sydover mod Vesterålen og Lofoten, som vi rammer i morgen ...

I Tromsø fik MS Fram selskab af et andet skib fra Hurtigruten - MS Nordlys

I Tromsø fik MS Fram selskab af et andet skib fra Hurtigruten - MS Nordlys


Torre La Sal
Subaru
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt