Isabella

20.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Tur til Galdhøpiggen i Jotunheimen, Norge

- I skal gå i mit spor og ikke træde ud til siden, siger vores autoriserede bræfører, da vi træder ud på Styggebreens kridhvide overflade. Og vi har ikke gået mange meter, før hun gør os opmærksomme på, at skræve over en ca. 20 cm. bred gletscherspalte, der vel er et par meter dyb. Måske langt mere.

Op fra Bøverdalen til højfjeldsterræn

Op fra Bøverdalen til højfjeldsterræn


Lom - et godt udgangspunkt til nationalparken

Vi er taget til nationalparkbyen Lom, der ligger nord for Jotunheimen og har på turistkontoret meldt os på en guidet tur til Norges højeste fjeldtop, Galdhøpiggen, der med sine 2.469 moh, er en af de mange 2000-meter toppe i Jotunheimen.

Der er stadig en lille diskussion om nu ikke Glittertind er den højeste. Men sneen på toppen af Glittertind varierer flere meter fra år til år, så det tæller ikke med.

Det tæller heller ikke med, at der er bygget en varde på toppen af Glittertind for at gøre den højere.

Galdhøpiggen er den højeste og så er den tilmed let at bestige.

Fra Lom kører vi ud gennem Bøverdalen og drejer ind på bomvejen ved Galdesanden mod Juvasshytta. Vejen er stejl og langsomt kommer vi fra mark og skov op i højfjeldsområdet, hvor bevoksningen er langt mindre og mere spredt.

Vi passerer Rudbergstulen og er snart efter oppe på det næsten golde højfjeld, der er domineret af sten og is. Her er vi på Norges højest beliggende offentlige vej 1.840 moh.

Ved Juvasshyttens p-plads samles de grupper, der skal føres i tov over Styggebreen.

Veslijuvbreen vælter ud i Juvvatnet

Veslijuvbreen vælter ud i Juvvatnet


Start ved Juvasshytta

Juvasshytta ligger lidt ensomt og forblæst midt i dette golde, men storslåede landskab et stenkast fra Juvvatnet, hvor gletscheren Veslijuvbreen, vælter sine enorme ismasser ned i den iskolde tyrkisblå smeltevandssø, så der glider små isbjerge rundt i vandet.

Men Veslijuvbreen benyttes til langt fredeligere formål. I passende afstand fra søen ligger Galdhøpiggens Sommerskisenter, hvor et træk løfter skiløbere langt op på bræen, så her er mulighed for både alpint, telemark og snowboard på den 1.500 lange piste.

Juvasshytta er det naturlige udgangspunkt for vandringen mod Galdhøpiggen. Herfra går der også mærkede vandreruter ind i Jotunheimen mod bl.a. Glitterheim og mod Spiterstulen, som ligger i dalen neden for fjeldmassivet.

Fra Spiterstulen er det muligt at bestige Galdhøpiggen uden guide, da man på denne rute ikke skal passere nogen bræ. Men det er en noget mere strabadserende tur med langt flere højdemeter end de ca. 600 vi udsættes for i dag.

De første grupper er snart ved foden af Galdhøpiggen

De første grupper er snart ved foden af Galdhøpiggen


Ud over Styggebreen

I små flokke vandrer vi over det stenfyldte terræn på siden af Veslijuvbreen og passerer små bunker af sidste års sne, der endnu ikke er bortsmeltet -g næppe når det i år. Så går det let op over Juvflye - en stor åben stenslette - inden vi bag en lille morænevold af større sten samles for foden af Styggebreen.

Lokalguiden fra aktivitetsselskabet Naturopplevningar i Lom, peger ind over breen: – Til venstre ser I vores mål for dagens vandring, Galdhøpiggen og til højre toppen af Veslpiggen.

Mens de øvrige grupper, der er vel omkring 20 personer i hver gruppe, gør sig klar, finder vi vores seler frem og ifører os udstyret, der skal binde os sammen. Marte har et langt tov med og sikrer sig, at vi alle har udstyret korrekt monteret, mens hun binder os sammen. Vi skal gå med tovet hængende løst mellem os, med ca. fire meters afstand.

De øvrige grupper er for længst kommer godt afsted ud på bræen, da vi træder forsigtigt ud på isen. Selv om det har sneet lidt i nat, er det tydeligt at se, hvor vi skal gå.

Ruten går i en bue lidt til højre for den direkte vej og den skal vi følge for at undgå gletscherspalterne, der kan være op til 30 meter dybe her på bræen. Det er en let tur uden nogen stigning og vi kan gå turen uden brug af steigeisen (spidse pigge, man kan spænde på vandrestøvlerne).

Undervejs kan vi se flere små gletschersprækker, som vi skræver over, men lidt længere derfra åbner isen sig faretruende. Vi går derfor i en stor bue uden om dette sted.

Udsigt mod nogle af Jotunheimens toppe

Udsigt mod nogle af Jotunheimens toppe


Udsigt til fjeldtoppene

Midt på Styggebreen stopper vi op og nyder udsigten ned over bræen og ind over Jotunheimens toppe med Glittertind som den dominerende i forgrunden og længere mod sydøst den karakteristiske fjeldtop Kyrkja, 2.032 moh. - Norges svar på Matterhorn!

Jeg mindes, da jeg for nogle år siden netop passerede Kyrkja på en af mine vandringer i Jotunheimen på ruten mellem Spiterstulen og Leirvassbu. Dengang var vejret knapt så godt som i dag, hvor solen med mellemrum dækkes af drivende skyer, der hele tiden fejrer hen over Galdhøpiggen og delvist dækker toppen.

Så begynder det at sne let, da vi fortsætter frem mod den isfrie fod, hvor selve opstigningen kan begynde. Det sner dog ikke meget eller længe, men nok til at sporene fra de tidligere vandrere udviskes og vi må tage en kompaskurs i tilfælde at det tykner til.

Op i kanten af Piggbreen

Op i kanten af Piggbreen


Bestigning af Galdhøpiggen

I stedet for at kravle over de store nu delvist snedækkede sten ved foden, går vi stejlt op gennem sneen i udkanten af Piggbreen.

Skyerne er endnu engang forsvundet og udsigten bliver mere og mere betagende, nu vi kan se ned på Styggebreen, som vi har vandret hen over. Herfra kan vi virkelig se, hvor vigtigt der er, at vi har en guide med, der kender til de lokale forhold.

Langt ude på bræen kan vi se tre skikkelser bevæge sig op mod Veslpiggen. De er ikke i tov og har ingen bræfører med. Hvad tænker de på?

Ved varden over Styggebreen

Ved varden over Styggebreen


Et dilemma

Vi er kommet op i 2.271 moh. og træder ind på stenene ved en stor varde på ryggen af fjeldfoden.

En af deltagerne kan ikke mere. Det har været for anstrengende og vedkommende synes ikke, det er sjovt længere. Lokalguiden kommer i et dilemma. Hun kan ikke lade vedkommende vente her alene i kulden, med risiko for nedkøling. Hun overvejer om hele gruppen i givet fald skal vende om. Det er også mod hendes princip, at man kan gå tilbage med en anden gruppe, for så ved man pludselig ikke, hvor man har sine klienter.

Det ender med, at en af de øvrige deltager bliver tilbage sammen med den udmattede og de sætter sig med varmt tøj på i solen lidt nede i læ for vinden og vi andre kan fortsætte opover.

Hele episoden giver stof til eftertanke. Man skal naturligvis ikke melde sig til en sådan tur uden at vide, hvad man går ind til, ligesom man bør være i almindelig fysisk form.

Turen er en af de lettere topture i Norge, som børn ned til syv år kan klare sammen med deres forældre.

Et svimlende syn ned ad fjeldsiden

Et svimlende syn ned ad fjeldsiden


På toppen af Galdhøpiggen

Vi har lagt tovet og selen og kan i eget tempo forcere de næste klipper. Vi må gå forsigtigt, for stenene er glatte og mellem dem ligger sne. Oppe fra det stejleste stykke på foden, flader terrænet ud og turen fortsætter jævnt opover dels i sneen, dels på stenene.

Og pludselig dukker Café Galdhøpiggen op foran os. Her er lidt trængsel og folk fra de første grupper er allerede på vej ned igen.

Ca. 10 meter højere oppe bag hytten ligger selve toppen, hvorpå der står en vejviser, som oplyser lidt om hvilke toppe man kan se i de forskellige retninger.

Her er naturligvis 360 graders udsyn - hvis vi ellers kan se noget, for skyerne driver fortsat ind over toppen. Tænk hvilken udsigt vi kunne have haft, hvis vejret denne dag havde været helt klart?

Da der endelig kommer et lille ophold i skydækket er det et svimlende og dramatisk landskab, der ses nedenfor. Porten mellem Veslepiggen og Galdhøpiggen og ikke mindst den helt lodrette fjeldvæg ved Storjuvtinden, 2.344moh.

Nedstigning over bræ, sne og sten

Nedstigning over bræ, sne og sten


Tilbage på den halve tid

I caféen kan vi købe lidt at drikke, chokolade og vi spiser lidt af frokosten, men tænker på vores venner, som sidder længere nede og måske fryser. Vi må tilbage.

Turen ned er nem, dog skal vi fortsat passe på ikke at glide. Men med lidt forsigtighed går det fint og snart er vi tilbage, hvor vi efterlod vore venner.

Jo, de havde fået kulden og glæder sig til at komme i bevægelse igen ned over Styggebreen, så der kan komme gang i blodomløbet.

Næste gang jeg bestiger Galdhøpiggen vil det være i solskin, så jeg kan se de mange fantastiske toppe i Jotunheimen - sådan lidt oppefra ...

Outwell
Subaru
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt