Royal Caribbean

15.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreoplevelser i Hammerfest-regionen, Nordnorge

Udendørstermometeret bevæger sig omkring de 20 grader, hvilket er ca. 10 grader over normalen. Den lyseblå himmel er helt skyfri og solen står allerede højt, da vi glider ud af havnen i Hammerfest ombord på postbåden MS Rypøy på vej mod Sørøya - Norges fjerde største ø.

Fisketørre stativer i Akkarfjord

Fisketørre stativer i Akkarfjord


Vandretur på Sørøya

Den lille katamaran-færge, som kun medtager personer og mindre gods, kæmper sig vej over Sørøysundet forbi øen Håja og midt i sundet har vi udsigt til de omkringliggende fjelde, hvor specielt isbræen på øen Seiland - Seilandsjøkelen - lyser op i fjeldverdenen. En vandretur dertil må vente til en anden gang.

Fremme ved Sørøya ligger båden til ved små bygder (fiskevær), der oftest kun består af nogle få huse. Det går ind og ud af små fjorde og forbi næsten lodrette klippesider, der forsvinder ned i dybet under os. Ved anløbsstederne går folk, som skal på fisketur i et par dage eller til sommerhuset, fra borde, mens andre, der skal med tilbage til fastlandet står på, og efter en god times tid ankommer vi til Akkarfjord - den største bygd på den nordlige del af Sørøya.

Bygden består af en snes huse og en købmandshandel samt en skole med mulighed for overnatning. Foruden ses fiskehallen, men her er dog ganske fredeligt, for vi er uden for fiskerisæsonen. De mange stativer til at lufttørre fisk på vidner om travlhed på en anden årstid.

Fra Akkarfjord fører en grusvej tværs over den nordlige spids af øen til gården Gamvik, hvor en belgisk bonde lever af fårehold. Noget af en omvæltning for en familie, der kommer fra et af Europas tættest befolkede lande og hertil, hvor der kan gå dage uden at møde et eneste fremmed menneske.

Grusvejen mellem Akkarfjord og Gamvik

Grusvejen mellem Akkarfjord og Gamvik


På fjeldet

Med madpakke og vand i rygsækken begiver os ud ad grusvejen, mens engpiberen i sin bølgende flugt flygter og sætter sig igen nogle meter foran os. Det går op over fjeldet og snart ligger Akkarfjord smukt under os med sundet i baggrunden.

Vi runder fjeldtoppen og får det første fantastiske vue ud over øens arktiske landskab med lav fjeldbevoksning, der så småt er ved at få efterårets farver, dybblå søer og de imponerende klippeøer ude i Barentshavet.

Trollbukfjellet skal bestiges og vi forlader grusvejen for at gå direkte mod dagens udflugtsmål Kjøttvikvarden. Her er endnu ingen markeret rute derud, men med kort og kompas - og ikke mindst det fine vejr - er eneste udfordring ens egen kondition.

Vejret i Arktis kan skifte hurtigt. En tågebanke kan pludselig glide ind over land, så man ikke kan se meget længere end sin egen hånd og temperaturen kan falde dramatisk på ingen tid. Men ikke i dag. Alligevel har jeg ekstra tøj med i rygsækken.

Det går op gennem fjeldbevoksningen og det er utroligt, hvor mange frugter her er. Vi nærmest vader i et tæppe af multebær, men her er også revlingebær (sortebær) og mosebølle, der minder en hel del om blåbær og smager fortrinligt.  

Det er bare at bukke sig og spise løs. Foran os udsender rylen sit advarselsskrig, mens den piler afsted over stenene - men ikke længere væk end at den hele tiden kan se os.

Det første glimt af Kjøttvikvarden

Det første glimt af Kjøttvikvarden


Med udsigt til Barentshavet

Fra denne bakketop et par hundrede meter over havet kan vi se ned til Sandfjellet, hvor det kridthvide sand fejes ind fra havet og op ad fjeldet, så det næsten ligner en vandreklit.

Fra denne top får vi det første glimt af Kjøttvikvarden, der ligger højt på den anden side af en dal, som vi først skal ned gennem for at komme over på den anden side. Det skal vi samle kræfter til, så vi holder pause med udsigt til endnu en blændende sandstrand langt under os i Kjøttvika.

Havde det ikke været for den friske og lidt kølige vind, som blæser ind fra Barentshavet, kunne man foranlediges til at tro, at man var under sydlige himmelstrøg med badestrande mellem klippeskær. Men vi er i Nordnorge i arktisk natur.

Her gror ingen træer, men sommeren er intens med sol det meste af døgnet. Her er midnatssol fra midten af maj til midten af juli og selv i slutningen af august er her lyst gennem hele natten.

Om vinteren, hvor det ikke er unormalt at her falder mellem 4 - 5 meter sne, er her to mørkemåneder, hvor solen ikke kommer over horisonten og hvor de tusmørkeblå farver dominerer.

Mens vi slukker tørsten og får en Kvikk Lunsj (Norges nationalspise!) glider der pludselig en ung havørn forbi os båret af vindens opdrift. Den forsvinder bag klipperne og er væk, da vi går hen for at se efter den. Men så ser vi en anden havørn længere borte og ud af ingenting er her pludselig to, som kredser omkring hinanden. Disse imponerende fugle hækker på de yderste klipper på Sørøya.

På maven ved den stejle fjeldside ved Kjøttvikvarden

På maven ved den stejle fjeldside ved Kjøttvikvarden


På toppen af Vardfjellet

Vi går ned i dalen forbi nogle søer, hvor det er muligt at få tanket sin vandflaske op og skal så op over sidste fjeld mod Kjøttvikvarden, som ikke kan ses, mens vi passerer den sidste højmose.

Vi får arbejdet os op til toppen af Vardfjellet, 319 meter over havet, hvor den 12 meter høje Kjøttvikvarden står. Den blev rejst i 1853 som pejlemærke for de søfarende og er samlet af sten uden cement eller andet bindemiddel.

Klippesiden mod nord falder brat, så vil man have udsigten - og suget i maven ved at kikke ned - må man kravle på alle fire ud til kanten. Udsigten er imponerende. Mod syd har vi fjeldpartiet, som vi har vandret i, og mod nord Barentshavet og langt derude - lidt til venstre - ligger Grønland og lidt til højre Nordpolen!

Inden vi forlader Kjøttvikvarden, skriver vi i gæstebogen.

Vi går samme vej ned ad fjeldsiden, netop som en lille flok tamrener, der lever frit på øen, kommer forbi. Et sted i læ for vinden, nyder vi de medbragte madpakker i bar overkrop, mens de nysgerrige rener ser til.

Efter at have passeret endnu et fjeld langs kystlinien er vi fremme ved Gamvik, hvor den belgiske fåreholder allerede har høstet græs til vinterfoderet.

Nogle spadserer frem til stranden ved Sandfjellet for at bade i det 6-7 grader varme hav (det er dog kun vinterbaderne, der kommer i!), mens andre spadserer ad grusstien til Akkarfjord, hvor postbåden bringer os tilbage til Hammerfest.

Hammerfest - verdens nordligste by

Hammerfest - verdens nordligste by


Hammerfest, verdens nordligste by

I går kom vi til Hammerfest og blev indlogeret på Hotel Rica, blot et af byens flere gode hoteller. I hotellets restaurant ”Skansen” serveres der første klasses mad.

Hammerfest regnes for verdens nordligste by. Naturligvis ligger der bosætninger og bygder på nordligere breddegrader, men de har ikke mindst 5.000 indbyggere, hvilket her er definitionen på et bysamfund. Hammerfest ligger på højde med Midtgrønland, det nordlige Sibirien og Alaskas nordligste punkt, og er takket være Golfstrømmens varme vande isfrit hele året.

Men byen kunne såmænd også kaldes ”Isbjørnebyen”, for overalt støder man på isbjørne. Kommer man ad landevejen, står der en lige ved bygrænsen. Kommer man sejlende hertil med Hurtigruten, træder man ud på en isbjørn, som byder én velkommen, ligesom den byder på gensyn, når man forlader byen. Selv ved Hammerfest rådhus pryder et par isbjørne-statuer indgangen.

Jeg ved ikke, om der nogensinde har været en levende isbjørn i Hammerfest. Sandsynligheden for at en isbjørn skulle komme med drivisen ned fra Svalbard er næsten ikke til at tro. Den ville dø af sult, inden den nåede så langt, da den lever af sæler fanget på isen. Isen ville smelte og selv om isbjørnen er en god svømmer og kan tilbagelægge mange kilometer i havet, ville den ikke kunne gøre det. Afstandene er for store.

Isbjørneklubben- fortæller om livet i arktisk natur

Isbjørneklubben- fortæller om livet i arktisk natur


Isbjørneklubben

Vil man se en rigtig (udstoppet) isbjørn, skal man besøge Isbjørneklubben, hvor turistkontoret også holder til. På det lille museum kan man lære om den arktiske natur og om de dyr, fugle og planter som findes her.

Hammerfest var udgangspunktet for mange ishavsekspeditioner til både Grønland, Nordpolen og Svalbard – og det er herfra logoet med isbjørnen stammer. Isbjørnen er symbolet på den livskraft, som præger samfundet.

Man kan også følge byens udvikling med fiskeeventyrene gennem årene, hvor det ikke var usædvanligt, at der lå op mod 300 skibe i havnen. De gode fisketider er for længst forbi.

Isbjørneklubben har ca. 230.000 medlemmer fra hele verden og kontingentet, der betales ved tilmeldingen på stedet, er et engangsbeløb, hvor en del af beløbet støtter arbejdet i WWF (World Wildlife Foundation) for bevarelse af isbjørnen i Arktis.

Statoils olie- og gasanlæg på øen Melkøya

Statoils olie- og gasanlæg på øen Melkøya


Energihuset

Hammerfest kunne såmænd også kaldes ”Energi-byen”. Den var Norges første by, der i 1891 fik elektrisk gadebelysning skabt af vandenergi, som via rør blev hentet ned fra fjeldet og ind i en turbine. De 18 gadelamper holdt i to dage, så frøs vandet! Senere fik hvert hus 1 lampe og langsomt udviklede Hammerfest sig til at være foregangsby inden for energi. Vandenergi, vindenergi, solenergi, bølgeenergi og det nuværende eventyr med gas- og olieenergi.

Fra gasudvindingsanlægget næsten 150 km. ude i Barentshavet - Snøhvit-feltet - der er etableret under vandet, så det ikke kan ses over vandoverfladen, ledes gassen gennem nogle af verdens længste undervands-pipelines ind til Hammerfest, hvor Statoil på øen Melkøya har bygget en gasterminal for nedkøling og udskibning af gassen. Anlægget, der beskæftiger ca. 1000 mennesker, har kostet 65 mia. kroner at bygge og man har planer om at bygge et tilsvarende ved siden af. Den rå gas nedkøles til -162 grader, hvorved den bliver flydende (Liquefied Natural Gas - LNG), der så fylder mindre og derved gør det muligt at udskibe.

Det er ikke gas, når det siges, at der er penge i gas! Man har beregnet gasreserverne i Snøvitt-feltet til en værdi af ca. 4.000 mia. kr. Flere gange om ugen sendes specialbyggede, dobbeltskroget skibe med store røde gastanke fyldt med nedkølet gas ud i den store energihungrende verden, hvor specielt Japan og USA er de helt store aftagere. Hver skibssending har en værdi af ca. 200 mio. kroner.

Dette og meget mere om Hammerfest som energiby kan man se og høre om i Energihuset. Henvendelse på turistkontoret.

Gjenreisningsmuseet

Byens dramatiske historie kan man blive klogere på i Gjenrejsningsmuseet, hvor der fortælles om byens brand i 1890 og den senere brand under 2. Verdenskrig i 1944, hvor tyskerne satte ild til samtlige bygninger, da de blev tvunget tilbage af de allierede. Folk blev tvangsflyttet, men trodsede forbudet om at vende tilbage for at genrejse deres hjem.

Birkeskov på Gammelveien

Birkeskov på Gammelveien


Gammelveien - en natursti

Og så er Hammerfest kun få skridt fra naturen. Byen ligger inderst i en hesteskoformet bugt, hvor fjeldet Salen rejser sig umiddelbart bag byen. Noget utilgængeligt - indtil indbyggerne i perioden 1896-98 enedes om på frivillig basis at etablere en vandresti, den såkaldte Gammelveien. Indbyggere fra alle samfundslag deltog i det ulønnede arbejde med skovl og spade og fik flyttet de tunge sten på plads med hestetrukne vogne.

Gammelveien starter bag den smukke Hammerfest kirke og er en ca. 4 km. lang rute rundt om fjeldet. På fjeldets sydside kan byen ikke ses og man er ”langt ude i naturen” med en helt enestående arktisk flora. Her ses igen blomstrende lyng, spiselige revlingebær og mosebølle. Her er fjeldmelbærris, der ikke kan spises, men til gengæld er med til at farve hele fjeldet rødt på denne årstid.  Her er lidt læ og varmt nok til at en lille birkeskov med forkrøblede stammer kan vokse i alle retninger.

Og så kommer der pludselig en ren med et gevaldigt gevir travende forbi os. Jo, rener er her også så tæt på byen. Man skønner at der her på øen Kvaløya er omkring 2.000 rener, så man skal køre med forsigtighed, da renerne ofte går i vejkanten eller står i skyggen inde i tunnellerne, hvor man først opdager dem i sidste øjeblik.

Gammelveien slutter højt over byen, hvorfra man har et fint vue ud over husene og havnen nedenfor og bugten med gasanlægget ude på Melkøya, der fremstår som en abstrakt skulptur midt i havet. En zik-zak-sti fører ned til byens rådhusplads.

I regionen findes flere andre - og længere - vandreruter f.eks. fra Hammerfest til Tyven eller længere ind til Kvaløya Storfjellet og Mylingen eller som tidligere nævnt vandreturen ind til Seiland Nationalpark og isbræen. Turistkontoret har kort, rutebeskrivelser og anbefaler turguider m.m.

Solveig Aslak fortæller om samernes kultur i Mikkelgammen

Solveig Aslak fortæller om samernes kultur i Mikkelgammen


Samisk aften hos Mikkelgammen

På toppen af Salen-fjeldet driver sameparret Solveig og Mikkel Nils Aslak en restaurant indrettet i en traditionel samisk tørvehytte. Udefra ser hytten ikke ud af noget særligt, men tag ikke fejl. Indenfor er alt beklædt med velduftende træ. Fra ildstedet midt i lokalet, der er lidt højere end i en privat tørvehytte, knitrer ilden, og et par gryder står parate med en traditionelle samiske ret bestående af rensdyrragout.

Mens vi spiser, beretter Solveig om samerne og den samiske kultur.

Der lever ca. 30.000 samere i Norge, men det er kun 10 % som lever af rendrift. De fleste er integreret i det øvrige samfund. Sverige har ca. 15.000 samere og i Finland ca. 10.000. I Norge og Sverige er det kun samere, som må arbejde med rendrift i modsætning til Finland, hvor alle kan slå sig på dette erhverv.

Vi hører også om det samiske sprog, som man ved, har eksisteret i mere end 4000 år, og om de ti særlige dialekter de forskellige samiske grupper har og om landenes forskelligheder set med samiske øjne.

Samerne havde før de blev kristne i midten af 1800-tallet mange forskellige guder – en for vandet, en for solen, en for vinden, en for jagten etc. Det var gruppens åndemaner - shamanen – som havde kontakt til de hedenske guder.

Arrangementet afslutter med at Solveig giver prøver på den samiske folkesang joik’en. En joik kan handle om alt muligt og er ofte en sang, man har modtaget fra en anden.

Den pragtfulde nordnorske natur nydes undervejs på Verdens smukkeste sørejse

Den pragtfulde nordnorske natur nydes undervejs på Verdens smukkeste sørejse


Med Hurtigruten mod Nordkapp

Verdens smukkeste sørejse langs Norges vestkyst fra Bergen til Kirkenes og retur hedder Hurtigruten. To gange om dagen anløber et af Hurtigrutens skibe Hammerfest - et i nordlig gående retning om morgenen og et i sydlig gående retning midt på dagen. Skibene ligger i havnen i 1,5 time, så der er lejlighed til at få et lille glimt af byen og museerne.

Vi skal til Nordkapp i dag - men også vandre ud på det vi kalder fastlandsnorges nordligste pynt Knivskjellodden - selv om denne også ligger på øen Magerøya.

Det tager ca. 2,5 time at køre ad landevejen derop, men hvorfor ikke benytte Hurtigruten, der udover at være et krydstogtskib også er en færge, der fragter gods - herunder biler.

Også denne dag, hvor vi sejler med MS Trollfjord, viser vejrguderne sig fra deres bedste side og det varer ikke længe, før soldækket er besat med de rejsende, som nyder udsigten til de grønklædte fjelde og det dybblå hav i det gode vejr.
Midt i skibet er en elevator, der hurtigt løfter gæsterne mellem de ni dæk, f.eks. når man skal fra restauranten eller cafeteriet op på soldækket eller op til Panoramasalonen. På øverste dæk kan man bade i Arctic Pool Area, som består af to boblebade og anlægget bliver flittigt benyttet - året rundt!

Efter et kort ophold i bygden Havøysund, hvor vi møder søsterskibet MS Richard With, fortsætter MS Trollfjord gennem Magerøysundet til bygden Honningsvåg. Efter 5 timers sejlads kan vi køre bilen af skibet og fortsætte rejsen ind over Magerøya.

Vi vandrer blandt rener

Vi vandrer blandt rener


Blandt rensdyr ved Knivskjellodden

Vi er midt i den storslåede, rå arktiske natur. Græs, moser og sten så langt øjet rækker. Ikke et hus. Ikke et træ eller blot en lille busk.

Fra P-pladsen på landevejen lidt før selve Nordkapp-plateauet, fører en mærket vandresti ind over fjeldet mod Norges nordligste punkt Knivsjellodden. Store varder angiver retningen, men i klart vejr er det tydeligt at se, hvor den stenede sti er trådt. Her er mange sten og enkelte steder er det kridthvidt marmor, som stikker op af fjeldet. Vandreruten er jævnt stigende og jævnt faldende på lange stræk. Her er ikke stejle fjeldsider, som skal forceres. På plateauets højeste punkt, er der udsigt til øerne Stappan i Barentshavet ud for Tufjorden, der er kendte fuglefjelde, som aktivitetsfirmaet Bird Safari arrangerer fugleture til.

Så deler ruten sig og vi drejer til højre mod nord og snart har vi udsigt til Nordkapp-plateauet.

Det sidste stykke går ca. 100 meter ned til havet og derfra er der yderligere ca. 1 km. til oddens yderste punkt. Det når vi ikke i dag. Flere i vor vandregruppe er trætte, så vi stopper og får lidt forfriskninger. Måske er vi statret for sent på dagen? ”Det er ingen skam å snu” - som de norske fjeldregler siger. Vi når helt ud næste gang.

Mens vi sidder og nyder udsigten, holder en ren øje med os oppe fra kanten af fjeldet. Renen er nervøs, men også nysgerrig, så lidt efter kommer den nærmere på os. Den går rundt om os, græsser og ser hen på os. Rejser vi os, flytter den sig, men kommer lidt senere tilbage. Sjove dyr!

På stien herud har vi mødt mountainbikere og vandrere som vil overnatte i medbragt telt på Knivsjellodden.

Nordkapp med den berømte globus 307 meter over havet

Nordkapp med den berømte globus 307 meter over havet


Nordkapp - så har man været der

Lad det være sagt med det samme: Nordkap er ikke billig at besøge og byder ikke på flere storslåede naturoplevelser, end man kan få mange andre steder på Magerøya. Men stedet skal besøges - for så har man været der!

På plateauet ligger Nordkapphallen, der har restaurant, souvenirbutik, filmsal og en underjordisk gang med et par tredimensionale tableauer med historiske scener fra Nordkapp. I tunnelen findes også et lille kapel samt et thailandsk museum til minde om et tidligere thailandsk kongebesøg! Den lidt kedelige beton-tunnel fører ud til en grim og noget slidt udsigtsplatform i rå beton, hvor udsigten faktisk er dårligere end oppe på selve plateauet, hvor de omkringliggende fjeldsider, der faldet brat ned mod havet, giver hele udsynet en ekstra dimension.

Helt yderst på plateauet 307 meter over havet står den berømte globus, hvor man foreviges som bevis på, at man har været her.

Øst for hallen står monumentet ”Jordens Børn” skabt i 1989 af syv børn fra forskellige steder i Verden for at symboliserer samarbejde, venskab, håb og glæde på tværs af alle grænser. Skulpturen ”Mor og Barn” ser til….

Selv har jeg været på Nordkapp flere gange og har de bedste oplevelser ved at gå langs kyststrækningen både syd for Nordkapphallen med udsigt til Det nordligste punkt Knivsjellodden og nord for med udsigt til Vestfjorden.

Din rejseskribent på toppen af Vardfjellet ved Kjøttvikvarden

Din rejseskribent på toppen af Vardfjellet ved Kjøttvikvarden


Campingferie 650,-
Torre La Sal
Subaru
Tamarit Parc Resort
Outwell
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt