Primo Tours

30.6.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandretur i Trollheimen, Norge

Det er nu et par dage siden vi kørte til Gjevillvasshytta, hvor vi har bilen stående, medens vi er på vores årlige vandretur i Norge - denne gang i Trollheimen.

Jøldalshytta

Jøldalshytta


Jøldalshytta

Vi gik i tåge og regnvejr til Jøldalshytta, så der var ikke meget at se den dag.

Dog var der en masse blomster i fjeldskoven på Tyrikvamfjeldet og senere så vi flere rensdyr. Vi var spændte på at skulle vade over elven Minilla, men der var etableret en bro.

Hen på eftermiddagen var vi fremme ved hytten og fik bl.a. at vide, at der havde ligget 10 cm sne i området for en uge siden!

Trollheimshytta

Trollheimshytta


Trollhetta kræver klart vejr

På turen videre mod Trollheimshytta, vælger vi at gå over Gejthetta, da det fortsat er gråt og regnfuldt.

Vi har hørt, at turen gennem dalen er fugtig og efter den megen regn vi fik i går og i nat, må den vel nærmest være drivvåd! Ruten over Trollhetta kræver klart vejr.

På toppen af Gejthetta går vi i en sky, så der er ikke megen udsigt. Vi følger løjpen ned gennem den lille elv, der løber ned ad fjeldsiden.

Nede i skoven klarer det op, da vi kommer under skyerne, og vi kan se udover Gråsjøen.

Pludselig ligger den der. Som et trylleri kan vi mellem træerne se hytten. Vi får et rum, som vi deler med to andre.

Dagen i forvejen havde vi talt med et par, der kom her fra Trollheimshytta, og de fortalte, hvordan der var blevet kredset om dem med stegt ørred og andre lækkerier. Så vores forventninger til aftensmåltidet var store.

Men nu var det blevet lørdag og tilstrømmen af fjeldvandrere fra alle retninger var enorm. Den stakkels køkkenmutter ved nok, hvad hun så kan servere. Til så mange mennesker bliver det ikke den store varme ret.

I spisesalen (vi kunne lige være der alle sammen) meddeler hun, at hun i dag har fornøjelsen af at servere rømmegrød og spegemad. Og alle nordmændene klappede og var meget glade!

Jeg fandt så ud af hvad spegemad er: Kold tørret kød, røget kød, to slags spegepølse og brød til! Men rømmegrøden var som altid god!

Det gode råd: Undgå de store hytter på en lørdag!

En rod på fjeldet

En rod på fjeldet


Hendes første tur i fjeldet

I dag går vi ud mod Snota, i håb om at det klarer lidt op. Vi har kun en let oppakning og lidt mad med. Vi passerer en del våde områder og her er mange multebær, blåbær og forskellige blomster.

Vi fortsætter mod Snota, selv om toppen fortsat er dækket af en sky. Det kan jo klare op, inden vi når frem.

Men nej. Et par timer efter er vi kravlet lidt op ad fjeldet, men kan ikke se toppen. Så hvorfor gå videre op? Vi spiser vor frokost med udsigt ud over terrænet, vi har vandret i.

Der kommer to piger, som har besluttet sig for at bestige ”bjerget”. Den ene fortæller, at det er hendes første tur i fjeldet. Det kan jeg næsten gætte, da hun går i kondisko!

Jeg fortæller dem, at det nok er for sent at gå op og at de næppe vil kunne se ret meget. Men de har mod på at fortsætte og snart forsvinder de i skyen over os.

Da vi senere spiser aftensmaden og det er ved at være mørkt, er den ene piges mor ved at være nervøs over, hvor pigerne bliver af. Om ikke der kan gøres noget? Heldigvis varer det ikke længe før de dukker op.

Jo, de havde haft en dejlig tur - om end det blev lidt sent! Synd at moderen skulle nå at blive nervøs.

Nauståfossen

Nauståfossen


Via Nauståfossen til Kårvatn

Nu er vejret perfekt. Høj klar himmel - som kun september kan give det - og ingen vind.

Vi forlader Trollheimshytta og begiver os over fjeldet mod Kårvatn. Vi passerer en del våde moser, men det gør ikke så meget for udsynet mod Trollhetta er imponerende, så klart det står mod den blå himmel.

Vi går op i fjeldet og ved Salen ser vi fem ørne kredse over os. Vi passerer dybe kløfter med brusende vandfald under os og går fra vandskellet ned i Naustadalen.

Vi møder ingen mennesker i dag og finder et sted, hvor vi kan telte. Men vejret er godt og vi synes at være i rimelig god form til at vandre lidt endnu.

Vi foretager en afstikker til Nauståfossen og ser det højeste vandfald i Trollheimen. Flot som det falder i flere etager ned i slugten.

Det sidste stykke frem til Kårvatn bliver lang og tung. Vi går på en vej af blød mosejord og synker i for hvert skridt. Men vi ved, at hytten er der ca. en km. fremme.

Vi vil gerne telte, men kan ikke finde ”en tør plet” i området, så vi beslutter at få et rum på hytten.

På vej mod Innerdalen i Trollheimen

På vej mod Innerdalen i Trollheimen


Videre mod Innerdalen

Igen meget fint vejr (to dage i træk!) så vi vandrer videre mod Innerdalen.

Vi kommer op i 1.168 moh. med en vidunderlig udsigt over fjeldet og går op på Bjøråskarvet, hvorfra vi kan se ned til alle sider.

Foran os ligger Innerdalen, med Innerdalstårnet.

Innerdalstårnet rejser sig ved turisthytten

Innerdalstårnet rejser sig ved turisthytten


Ned mod Innerdalens turisthytte

Så går det stejlt nedad. Ned mod Innerdalens turisthytte.

Efterhånden som vi kommer ned i dalen, vokser Innerdalstårnet op foran os.

Da vi når frem til hytten, beder værten os forsyne os med kaffe og varme vafler, der er stillet frem.

Vi er noget forundret over dette. Men vi var ventet. Jo, fra Kårvatn havde de ringet og sagt at vi kom!

Sikken en flot service.

Den 400 årige gamle turisthytte, der ikke længere benyttes

Den 400 årige gamle turisthytte, der ikke længere benyttes


Mere end 400 år gammel turisthytte

Den gamle turisthytte, der er mere end 400 år gammel, ligger skråt over for og benyttes ikke længere.

Men den står der - i forfalden tilstand. Jeg går ind i den gamle hytte, men kan se, at det måske kan være farligt at bevæge sig på de skrøbelige trapper, så jeg lader være.

Den nye hytte er meget lækker og er et af udgangspunkterne for bestigning af Innerdalstårnet og anden bjergbestigning i området.

Gennem Innerdalen

Gennem Innerdalen


Mod Bårdsgarden

Turen gennem Innerdalen mod Brådsgarden går på den første del gennem tæt skov på smalle stier.

Visse steder går vi over åbne moser og bliver godt beskidte af pløret. Vi går op gennem Innerdalsporten, det smalleste sted i dalen og spiser frokosten oppe i solen.

Frokostpause i vandskel

Frokostpause i vandskel


Vi er godt svedige

Vi er godt svedige og hænger vores skjorter over en sten og støvlerne stilles til tørring i solen, medens fødderne får lidt luft.

Hvor er udsigten ned gennem dalen dog flot, så vi har svært ved at løsrive os, men vi skal videre.

Vi har nået turens ”vendepunkt” og nu går det kun nedad. Vi kan oppe fra fjeldet se Ångardsvatnet på hele turen ned.

Bårdsgarden Turisthytte

Bårdsgarden Turisthytte


Herlig eftermiddag i solen

Det sidste stykke frem til Bårdsgarden Turisthytte tilbagelægges på en lille grusvej. Men fremme venter der os ren luksus!

Vi får et (tiltrængt) bad og sidder i solen foran hytten og sludrer med nogle af de øvrige gæster.

Solen bager ned i hovederne på os.

Et glas kold øl. Herligt.

Moseområde ved søen

Moseområde ved søen


Mod Gjevilvasshytta

Det fine vejr fortsætter - noget usædvanligt med så mange fantastisk flotte dage - så vi går mod Gjevilvasshytta.

Ruten går igen gennem flere moseområder. Som sædvanligt går jeg forrest og har netop passeret en lille mose, da jeg hører Allis råbe: ”Jeg sidder fast”.

Jeg går tilbage og ganske rigtigt, der står hun i mudder til knæene. Fuldstændig ubevægelig - tynget af sin rygsæk - med begge støvler dybt begravet i mudderet.

Nå, så slap jeg af med ...!!

Har været i mudder til knæene

Har været i mudder til knæene


Endelig er hun oppe

Der er jo ikke andet at gøre, end at smide rygsækken, få Allis frigjort fra sin rygsæk og så hive hende op.

Med det er ikke lige til. Når vægten lægges over på den ene fod, synker den længere i.

Jeg finder nogle grene i skoven og lægger dem ved siden af Allis' knæ. Så kan hun komme op på dem. Men bukserne bliver så også mudrede. Pyt, vi skifter senere.

Endelig er hun oppe.

Frokost

Frokost


Veltilfredse i det norske højfjeld

Vi runder søen og kommer forbi Vassendsetra. Videre langs søen, hvor vi passerer nogle elve og er sidst på eftermiddagen tilbage på Gjevilvasshytta.

Trætte og beskidte - men veltilfredse efter flere gode dage i det norske højfjeld.

Subaru
Primo Tours
Campingferie 650,-
Outwell
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt