Norge: Vildmarkstur med kano i Femund Engerdals dybe skove

Vandet er sat over til kaffe

Den gamle Ford transit bumlede ujævnt derudaf med vores lejede kano på taget. En smal støvet grusvej førte os langsomt længere væk fra civilisationen og ind i vildmarken. Hist og her stod en flok rensdyr på vejen og så undrende til, mens vi passerede. Så var vi fremme ved vores udgangspunkt - Glensjøn. En lille sø med forgreninger ud til en masse mindre søer og elve omgivet af spektakulær natur.
Dette var dagen vi havde set frem til så længe. Vi var ivrige efter at komme afsted og fik hurtigt sat kanoen i vandet.
Scenen var sat, og vildmarken var vores lod. Nu kunne eventyret begynde.

Vi padlede sydøst på Glensjøn og videre gennem en smal passage til Halvorsjøn. Her besluttede vi os for at slå lejr for natten. Dagen forinden havde vi tømt en dåse imprægneringsspray udover Michaels 15 år gamle telt i håbet om, at det kunne klare en sidste tur i vildmarken. Vejret så da også ud til at holde tørt - ind til videre. Kun lidt skyer og en frisk vind til at holde insekterne væk. Det kunne vi ikke klage over.
Efter en omgang frysetørret sigøjnergryde fyldte jeg min trangiakedel med søvand og satte den over bålet. Nu skulle det gøre godt med en kop kaffe og en whisky.

I vildmarkens uvejsomme fejldterræn

Et sært fund

Næste morgen var der ikke meget sollys at spore, men tværtimod lidt regn og blæst. Så vi bestemte os for at lade lejr og kano stå og i stedet bruge dagen på at udforske omgivelserne. Efter at have studeret kortet blev vi enige om at forsøge at gå til svenskegrænsen. Der var ingen veje eller stier at følge, så vi skulle gå ”off the beaten track” hele vejen.
På kortet lignede det noget nær 5-6 kilometer, så vi pakkede kompas, kogegrej, regntøj og lidt mad i en dagtursrygsæk og tog af sted.
Allerede efter den første kilometer måtte vi konstatere vildmarkens overlegenhed. Et hurtigt kig på kompasset afslørede, at vi allerede var begyndt at gå skævt. Buske, træer, mos, vandhuller og væltede stammer, alt lignede hinanden.
Langsomt begav vi os videre.

Et lille interimistisk nattely midt i naturen

Efter cirka tre kvarters tid fik jeg øje på noget mellem træerne..
Et lille interimistisk nattely, bygget af grangrene og en gammel sejldug. Kun lige akkurat stort nok til at én enkelt person kunne ligge der. I hjørnet var der stablet en lille bunke brænde hvorpå der var placeret et stykke rensdyrgevir.
Vi stod lidt og betragtede vores fund. Hvem havde mon lavet det? En samisk jæger måske? Det fik vi nok aldrig svar på. Men det var uden tvivl en person der var vant til at klare sig i de barske omgivelser og som ikke behøvede et telt, men kunne nøjes med det naturen havde at byde på.

Vi fortsatte vores vandring og efter et par timer nåede vi omsider svenskegrænsen. Det syn der mødte os var et cirka 170 cm højt trådhegn, som strakte sig så lang øjet rakte i begge retninger. Jeg ved egentlig ikke helt hvad vi havde forventet, men det forekom sært malplaceret at se grænsen så markant delt op her ude i ingenmandsland.

Et strømfald med mange sten

Skumsprøjt

Næste dag padlede vi tilbage til Glensjøn og fortsatte så langt vi kunne komme uden at skulle have kanoen op af vandet. Så slog vi lejr og brugte resten af dagen på afslapning. Om aftenen ved bålet sad vi igen og studerede kortet. En smal elv snoede sig hele vejen til svenskegrænsen. Vi blev hurtigt enige om, at det måtte afprøves, så næste morgen stod vi tidligt op og pakkede dagtursrygsækken atter en gang. Efter hvad vi kunne se på kortet, ville vi efter første overbæring næsten kunne padle hele vejen uden problemer. Aldrig havde vi taget så meget fejl.
Da vi efter en hurtig kop bålkaffe og lidt tørt brød satte kanoen i vandet, var det kun for at padle cirka 500 meter til det første overbæringssted. Det så ud som om der engang havde været vand, men tæt bevoksning af siv og et tykt lag mudder gjorde det nu umuligt at sejle igennem. Det kunne bedst betale sig at trække og skubbe kanoen hen over sivene frem for at bære. Vores vandrestøvler sank allerede godt ned i mudderet, så vægten fra en kano oven i, ville nok ikke være nogen god ide.

Efter strømfaldet

Omsider kom vi ud på den anden side og kunne nu padle videre ad Bursjøn. Selv om søen måske ikke var dobbelt størrelse af den vi kom fra, så var den i hvert fald dobbelt så lang. Men det gjorde ikke noget. Mange gange tog vi uden at nævne et ord til hinanden årene op af vandet og lod kanoen glide lydløst igennem vandet for at nyde scenariet. Krogede fyrretræer langs bredden og søen der lå som et spejl midt i alt det grønne, kun forstyrret af en enlig rovfugl, der svævede højt over os. Kunne man forlange mere?
Efterhånden som vi padlede begyndte søen at snævre ind og gled hurtigt over i en lidt bred elv. Pludselig begyndte en svag brusen at nå vores ører og ikke langt derfra kunne vi konstatere en ny forhindring. Et strømfald blokerede vejen. Umiddelbart så det ikke ud af noget særligt, så vi besluttede os for at prøve kræfter med naturen og styrede direkte imod det. Der tog vi fejl. Den stærke strøm rev og flåede i kanoen og pludselig sad vi fast. Kanoen var gået på grund midt i den rivende strøm. Der var ikke noget at gøre. En af os måtte ud af kanoen for at lette vægten. Jeg steg ud og prøvede på bedste vis at stavre ind til bredden, mens Michael navigerede kanoen fri og videre ned ad strømfaldet. Det gik. Michael padlede ind til bredden, så jeg kunne komme ombord igen og vi fortsatte vores videre færd. Men nu med fornyet respekt for de uskyldigt udseende strømfald.

Lidt for meget strøm i den smalle elv

Bæverland

Små flokke rensdyr havde vi set jævnligt siden turens start, så det var vi efterhånden helt vant til. Men kort efter strømfaldet stødte vi pludselig på et bæverbo. Vi skyndte os at snuppe et par billeder inden strømmen førte os videre. Det her var vildmark - i ordets bogstaveligste forstand. Med et landskab der nok ikke havde ændret sig særlig meget de sidste mange hundrede år. Dog skulle der ikke gå ret længe, før vi igen stødte på et strømfald. Denne gang valgte vi at bære kanoen over. Ifølge kortet skulle elven fortsætte et stykke endnu for derefter at munde ud i Skjeftsjøn. Herfra skulle der løbe en elv, som førte direkte til den svenske grænse. Og ganske rigtigt. Ikke ret langt derfra kunne vi igen høre en kraftig brusen. Denne gang var det ikke bare et strømfald, men et decideret vandfald. Så op med kanoen igen og denne gang måtte vi kæmpe os gennem alverdens vandhuller og sump, før vi igen kunne sætte fartøjet i vandet.

Og sådan fortsatte det. Små vandfald, strømfald, overgroede mudderfyldte passager og skarpe sten i et væk som blev til et utal af overbæringer.
Vi kæmpede os vej gennem noget af det mest spektakulære og uberørte vildmark jeg nogen sinde har set og oplevet. De sidste ca. 800 meter til den svenske grænse var et skumsprøjtende inferno af strøm og bølger og det ville være selvmord at forsøge at sejle der. Så vi hev kanoen på land og gik det sidste stykke. Målet var nået.

Atter på stille vand med fiskestangen klar

Da vi endelig nåede tilbage til lejren, var det sen aften. Vi fik hurtigt gang i et bål. Det var vores sidste aften i vildmarken. Endnu en rejse i Norges vilde og smukke natur var ved vejs ende. Alt i alt havde vi tilbagelagt godt 15 kilometer med omkring 14 overbæringer den dag. En hård, men smuk kanotur, som nok må siges at høre til den slags, som man ikke oplever hver dag.

Mikkel Hall Jørgensen i vildmarken

Vejviser

Sted: Femund Engerdal ligger midt mellem Oslo og Trondheim og det tager cirka fire timer at køre fra Oslo.

Kort: Det kort vi brugte hedder ”Drevsjø” og kan købes hos Nordisk Korthandel

Udstyr: Kanoen lejede vi hos Femund Canoe Camp

Flere informationer kan hentes på turistkontoret.