30.1.12

Af: Pernille Lykke Hansen
Bogmærk eller del
 

Ny App hjælper med informationer om medicin i udlandet

Får man medicin udleveret af en læge eller på et apotek i udlandet, er det nu slut med at være uvidende om, hvad det er, man indtager.

Ny App fra Lægemiddelstyrelsen, hjælper rejsende med at oversætte medicin fra udlandet til dansk

Ny App fra Lægemiddelstyrelsen, hjælper rejsende med at oversætte medicin fra udlandet til dansk


Står man fx i Sydeuropa med en æske ukendt medicin, kan man blot taste navnet på medicinens aktive indholdsstof og dosis ind i Medicintjek-app’en, og så kan man med stor sandsynlighed øjeblikkeligt på sin telefon læse en tilsvarende dansk indlægsseddel for medicinen. På denne kan man på dansk læse om, fx hvorledes pillerne skal indtages, bivirkninger etc.

Hører man til de mange danskere, der dagligt bruger medicin, giver Medicintjek-app’en også yderligere en mulighed, man kan have gavn af på rejser.  Med Medicintjek kan man nemlig slå op, om det er en god idé at kombinere sin daglige medicin med andre typer medicin, man måske får ordineret af en lokal læge i udlandet.
I nogle tilfælde kan det nemlig være risikabelt at indtage flere slags medicin på én gang, andre gange blot mindre heldigt.

Blandt de uheldige, men ikke direkte risikable medicinkombinationer, kan være brugen af ciprofloxacin, som hyppigt ordineres mod bakterieinfektioner, der giver længerevarende diarré. For hvis man tager det samtidigt med fx medicin mod sure opstød i form af Alminox® eller Balancid®, kan ciprofloxacin blive virkningsløs – og den dårlige mave fortsætter bare derudaf.  

En af de mere alvorlige kombinationer kan opstå, hvis man fx kender nogen, der tager Antabus®. De skal under normale forhold ikke på rejsen begynde at spise fx Flagyl® (medicin mod bl.a. bakterier i mave-tarmkanalen), da kombinationen kan gøre dem direkte forvirrede og i værste fald psykotiske.

Medicintjek kan downloades fra både App Store og Android Market. Den er gratis og udbydes af Lægemiddelstyrelsen.

  Glemt kodeord?
RejseAvisen.dk
Seneste nyt