| Om RejseAvisen | Facebook | Nyhedsmail | Forum | Det Sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | Net tv | Foto | Link |
I østrigske Hinterglemm, der ligger i delstaten Salzburger Land, ligger hotellet Alpine Palace. Det er et familiedrevet femstjernet luksushotel, med den blot 32-årige Florian Wolf i spidsen. Det er dog ikke et femstjernet hotel i traditionel forstand. Vi kalder det et hotel med fem hjerter.
Velkommen til Alpine Palace. Nyd velkomstdrinken i baren mens bilen bliver parkeret og bagagen fragtet på værelset |
Det er sjældent, at det oser af hjertevarme og lækker atmosfære på et femstjernet hotel. Som oftest er de eksklusive hoteller præget af lidt for meget snobberi og ”her-kommer-jeg-attitude,” men sådan er det ikke på Alpine Palace, Hinterglemm. Her møder man ægte hjertevarme med det samme man parkerer bilen ved ankomst. En piccolo giver hånd og beder om bilnøglen, og siger samtidig, at man i ro og mag kan gå ind og tjekke ind, så vil han sørge for at parkere bilen i parkeringskælderen, og derefter fragte bagagen op til værelset.
I receptionen byder personalet på et glas champagne, vin, en øl eller vand inden den obligatoriske indtjekning foretages.
Lækker udsigt fra værelset
De fleste værelser har en flot panoramaudsigt over dalen, Glemmtal. Her i vintersæsonen, hvor vi bor på hotellet, er der fra vores værelse udsigt til en del af skiområdet, hvor skiløbere og snowboardere hygger sig side om side, på de velpræparerede pister. Hver aften er området oplyst, så man kan benytte pisten helt til klokken 21:30. Går man ud på altanen kan man se ud over den hyggelige Hinterglemm by. Det er ikke en særlig stor by, så på ganske kort tid, finder man ud af hvor de forskellige steder man bør vide, ligger. Der er også udsigt til hotellets lækre udendørs opvarmede saltvandspool. Den vender jeg tilbage til.
Historien om Alpine Palace
Hotellet er, i dets nuværende form, tre år gammelt. I slutningen af 2008 kunne familien Wolf slå dørene op til en større tilbygning i form af et lækkert hjertevarmt hotel, hvor der er tænkt på alle detaljer. Altid med det for øje, at gæsten skal føle sig ”hjemme” fra første færd.
– Det kan ikke nytte noget, at når vi beder om folks penge, at de så ikke kan lide at være her. Vi gør ekstremt meget ud af at være der for og med gæsten, og ikke blot være gæstens opholdssted, siger Florian Wolf, under en uformel samtale i hotellets bar. Og sådan har det altid været for familien Wolf.
Det hele startede tilbage i 1951 hvor Florians bedstefar åbnede den første skiskole i Hinterglemm. Det er den skiskole som i dag er områdets mest populære, Ski & Fun. Også her var filosofien, at man skal være der for og med gæsten, og ikke blot være en pengemaskine. Sådan er det også den dag i dag med den familieejede skiskole. Sideløbende med skiskolen drev hr. og fru Wolf også Haus Wolf som med årene blev udbygget til det som i dag er områdets flotteste, mest moderne og luksuriøse hotel, Alpine Palace.
Spa og fitness helt i top
Spa og wellnessafdelingen på Alpine Palace er helt unik. Ni forskellige saunaer er der i afdelingen, alt i alt. Dertil kommer en lækker indendørs pool og flere forskellige brusere. Når kroppen bliver for varm og trænger til afkøling, kan man overdynge sig selv med iskrystaller fra et iskar, som hele tiden står og producerer is. Ude i det fri er der et opvarmet spabad og den føromtalte saltvandspool. Det giver en helt speciel følelse i kroppen at svømme rundt under åben himmel i minusgrader, mens sneen daler ned. Det er slet ikke koldt, når blot man husker at holde skuldrene under vandoverfladen. Bliver det, mod forventning, alligevel for koldt, er der ved siden af poolen en lækker sauna, man kan få varmen i.
Alpine Palace har eget fitnesscenter. Og her er ikke blot tale om et enkelt løbebånd, en multimaskine og en motionscykel. Der ér virkelig tale om et decideret fitnesscenter med adskillige kredsløbsmaskiner og maskiner til vægttræning. Her er desuden mulighed for diverse former for holdtræning. Hotellet har egen frisørsalon, og i beautyafdelingen er der mulighed for at tilkøbe sig diverse behandlinger for krop og sjæl.
Syv restauranter, vinsmagning og casino
Alpine Palace huser ikke blot en, men syv(!) restauranter. Alle med forskellige temaer. Blandt andet er det muligt, at indtage sit måltid i Familien Wolf’s tidligere dagligstue. Man kan også spise sin mad i den overdækkede vinterhave mens man nyder panoramaudsigten over Glemmtal. Her er også en a la carte-restaurant men ikke i den traditionelle forstand. Her sidder man nemlig i hotellets vinkælder og spiser. En aften i ugen arrangeres der vinsmagning for hotellets gæster. Er der en spillefugl gemt i dig, så aflæg hotellets casino et besøg. Her er åbent hver aften fra kl. 20, og der bliver ikke lukket ned før sidste mand har forladt de grønne borde. Alpine Palace har 142 værelser. Blandt andet 14 suiter med forskellige temaer.
| Se også... |
|
|