29.7.10

Af: Kim Sejerup Middelhede Fotograf: Jesper Mortensen
Bogmærk eller del
 

Østrig: Area 47 - Europas nye actionpark

Der er 27 meter ned til fast grund under fødderne. Det lyder umiddelbart ikke særlig højt, men det er højt! I hvert fald når man først er kommet op i højden og gør fejl nummer et: At kigge ned på de meget små mennesker, der går rundt nede på jorden. Lad være med det!

Godt i gang med

Godt i gang med "Airtrail" med den brusende flod omkring 30 meter under


Airtrail

Jeg hænger under en vejbro i Østrig - i to karabinhager og en nylonsnor! Det kan godt være at min ellers så dygtige guide, Marc, siger, at krogene og snoren kan bære 2200 kg, men kan det nu også passe, når jeg at tænke, inden han på sit blandede ”østrigskengelsk” siger: - So, mein freund, lets get ready to rumble ...

Jeg er på besøg i Europas nye actionpark, Area 47, der ligger et stenkast fra Innsbruck-Bregenz motorvejen ikke langt fra det kendte skisportssted Sölden, i Tyrol. Stedet har fået navnet ”Area 47” fordi det er placeret på Jordens 47. breddegrad.

Jeg har booket mig på en event der hedder ”Airtrail”, som nærmest kan beskrives som en forhindringsbane. Der er så bare lige den ”detalje”, at denne forhindringsbane, eller rettere Airtrail, hænger under en vejbro over floden Ötztaler Ache.

De to karabinhager bliver hægtet fast i en krog, som hænger i et skinnesystem, der er fæstnet helt oppe under broen. Deri ligger sikkerheden. Får man kolde fødder undervejs, er der altså en hurtig vej tilbage. - Så er det bare at lade sig hænge og få en af de andre deltagere til at give et ordentligt skub, forklarer Marc.

Jeg får ikke kolde fødder og bider tænderne sammen og tager det hele som en oplevelse. Et øjeblik tænker jeg tilbage på tivoliture, legepladser og hvad jeg ellers har prøvet af lignende aktiviteter, men det er alligevel ikke helt det samme. Det her foregår jo højt oppe i luften.

Det er svært at beskrive selve banen, men der er 200 meter fyldt med diverse forhindringer lavet af træ eller tov. Midt i det hele er der et skateboard, man skal køre 10 meter på, mens man holder balancen i nylonsnoren.

Pludselig står man foran en bropille, der skal forceres. Her gælder det så om at holde balancen på en fem centimeter smal bjælke rundt om pillen, inden nye udfordringer venter rundt om hjørnet.

På vej til Flying Fox på smal gangbro

På vej til Flying Fox på smal gangbro


Flying Fox

Nej, det har intet med en flyvende ræv at gøre, men man er godt nok på en måde oppe at flyve. Eller rettere - man svæver.

Med 30 km/t er det bare at læne sig tilbage og så ellers nyde udsigten, der starter i 27 meters højde. Man bruger det samme udstyr som i Airtrailen - en sele om livet og så ellers bare hænge i to karabinhager i en nylonsnor.

De to hager hægtes fast i en specialfremstillet bremse, som igen sættes fast på en stålwire der går fra startplatformen under broen og hele vejen tværs over Area 47’s hovedområde med floden Ötztaler Ache, restaurant, vandland og en lækker 23 grader opvarmet kunstig sø, sluttende 300 meter længere fremme på en platform ved Area 47’s hytteby. Det er en hyggelig tur og den er ikke nær så adrenalinpumpende som Airtrail.

Det værste ved Flying Fox, hvis man kan tillade sig at bruge dette ord, er nok ”adgangsvejen” op til startplatformen, for her er man igen oppe under broen, hvor man hægter karabinhagerne fast i stålwire, mens man går på en 20 cm smal hængebro i 50 meters højde - uden rækværk! Det får lige hjertet til at slå lidt hurtigere end det plejer.  

Klar til endnu en tur i vandet. Våddragten gør, at du ikke bliver kold selv om du er våd og vandet er isende koldt.

Klar til endnu en tur i vandet. Våddragten gør, at du ikke bliver kold selv om du er våd og vandet er isende koldt.


Canyoning - man bliver våd på den fede måde

Man starter i badetøj og så får man ellers udleveret våddragt med strømper, sko og hjelm. Det tager lidt tid at få tøjet på. Sådan er det med våddragter, men når den er på, er det behageligt nok. En gåtur på fem minutter venter, inden man stiger på en bus og bliver kørt et kvarters tid hen til startstedet.

Et seletøj spændes om livet, og så starter selve canyoningen. Guiden giver en kort introduktion og inden man får set sig om, står man på den anden side af rækværket af en bro. Her får man at vide, at man skal læne sig tilbage, og så bliver man hejst 15 meter ned i en slugt. Pludselig rammer man det fem grader ”varme” vand, men da man har våddragt på, føles vandet slet ikke så koldt.

Strømmen følges til næste forhindring. Det kan være et vandfald der skal forceres, en naturskabt rutsjebane, eller et spring ned i en fordybning. Man aner ikke hvad næste step er - her er man bare nødt til at stole på guiden og dennes erfaring. Men sjovt er det, og er man ikke bange for vand og højder, kan langt de fleste få en hyggelig actiontur.

Area 47 har flere forskellige canyoningture med hver sin sværhedsgrad, så der er helt sikkert en tur der passer til nybegyndere, erfarne og de der bare ikke kan få action nok.

River Rafting på floden ved Area 47. Man bliver våd, men det er ikke koldt selv om vandet kun er fem grader.

River Rafting på floden ved Area 47. Man bliver våd, men det er ikke koldt selv om vandet kun er fem grader.


River Rafting - prøv kræfter med flodens strøm

- Forwards, råber guiden Max. Jeg er forreste mand i den ene side i en syvpersoners store gummibåd, så det er mig, der sammen med min makker Jesper i modsatte side, styrer slagets gang på floden - på ordre fra Max, som sidder bagerst i båden. Vi sidder på kanten, mens strømmen fører os frem, til siden, lidt tilbage, op, ned, og igen frem, mens vi padler fremad af lungers fulde kraft på ordren ”forwards”.

Det er ikke meget vi kan gøre mod strømmens ufatteligt store kræfter, men Max kender floden og dens lumske finurligheder som sin egen bukselomme, så man er ikke på noget tidspunkt utryg ved situationen.  Forwards, backwards og ins boat er de tre vigtigste kommandoer fra Max.

Husker man dem, skal man nok komme gennem turen. Forwards er frem, backwards betyder tilbage og ins Boat er kommandoen hvis strømmen bliver for hidsig, for så gælder det om at samles i midten af båden på et splitsekund. Ja, båden kan kæntre - og det prøvede vi også. Det var dog ”aftalt” spil mellem Max og Jesper. Padlerne blev bundet fast til båden. Alle syv blev samlet på den ene side, og vupti - så lå vi alle i vandet med båden på hovedet. En grænseoverskridende, men alligevel fed tur.

Ligesom ved canyoning har man våddragt og hjelm på, så flodens vand føles ikke koldt. De steder hvor strømmen er rolig, får man lov til at hoppe i floden fra båden. Det er fedt og et absolut must, hvis den står på River Rafting.

Efter et par timer er man fremme ved målet. Båden hives op på land. En bus kører os hjem til Area 47, hvor et varmt bad er en perfekt afslutning på en super fed raftingtur. Den tur vi valgte, var 18 km lang på floden Imster Schlucht/Inn og den kan varmt anbefales.

Det ultimative adrenalin-kick er netop overstået. Frit fald i det Area 47 kalder

Det ultimative adrenalin-kick er netop overstået. Frit fald i det Area 47 kalder "Mega Swing."


Mega swing - det ultimative kick

Et skridt ud over startplatformen og du er i frit fald syv, otte meter. Det lyder vildt - og det er vildt. Her er tale om den ultimative event - intet mindre.

Du får virkelig et adrenalinkick uden lige. Igen er udstyret det samme som ved Airtrail og Flying Fox: En sele om livet, nylonsnoren, en hjelm og de to karabinhager. Guiden Christoph instruerer dig, men det er ikke meget du hører efter, for din puls hamrer så højt, at du føler hjertet sidder helt oppe i halsen. Du tænker kun på at få det overstået.

For ligesom at komme i ”den rette stemning,” starter hele eventen på samme måde som Flying Fox: Op under broen og gå på den smalle gangbro hen til startplatformen. Så er man ligesom igang. Udstyret tjekkes en sidste gang - alt er ok. En dyb indånding tages.

- Have fun,” siger Christoph, og så kommer det: Skridtet ud i frit fald. Jeg brøler som en anden hanløve i parringstiden, skriger som en jaget gris, og jeg råber diverse eder og forbandelser ud under broen, mens jeg hænger der i frit fald. Det er så grænseoverskridende og fedt på en og samme tid, at man slet ikke kan andet end at grine, når rebet stille og roligt strammes, mens man hænger og dingler i snorene, som Pinocchio gør i Walt Disneys Juleshow.

Følelsen efter turen kan heller ikke fuldt ud beskrives, men et eller andet sted er det nu rart, at have fast grund under fødderne igen.  

Area 47's vandland - med flere rutsjebaner bl.a. Europas stejeleste

Area 47's vandland - med flere rutsjebaner bl.a. Europas stejeleste


Et skue ud over Area 47 med tipier, hytteby, vandrampe og vandland

Et skue ud over Area 47 med tipier, hytteby, vandrampe og vandland


Om Area 47

Er skabt af lokale kræfter. Det tog ni år at planlægge det hele, og syv måneder at bygge. Den østrigske energidrik Red Bull og sportstøjmærket Adidas har hver postet et ikke offentliggjort millionbeløb i projektet.

Målgruppen er de 14- til 49-årige, men Area 47 går ikke så meget op i alder. Alle kan i princippet være med.

Det gælder bare om at have det sjovt, dyrke noget sport og mærke adrenalinen i kroppen, fortæller marketingchef Christian Schnöller.

Foruden de events der er beskrevet og afprøvet her, tilbyder Area 47 også klatring, mountainbiking, adskillige vandre- og løbestier samt et kæmpe vandland med vandkanoner, Europas stejleste vandrutsjebane, vandkanoner og flere vipper.

Det er muligt at overnatte her. Stedet tilbyder tipier der er velegnet til grupper eller skoleklasser. Er man en familie er træhytterne at foretrække.

Her er en restaurant, bar og natklub tilknyttet så man i princippet kan holde ferie på stedet uden at skulle forlade området.

  Glemt kodeord?
RejseAvisen.dk
Seneste nyt