Azamara Cruice

1.1.16

Af: Rasmus Schønning Fotograf: PR
Bogmærk eller del
 

Østrig - et rigtigt familieferieland

Vandrere med og uden stave indtager Østrig, der har slået sit ry fast som et rigtigt familieferieland.

Klik for større billede


Østrig er Europas familieferieland nummer 1.

Østrig er Europas familie-ferieland nummer 1. Det skyldes ikke kun den centrale beliggenhed, men især befolkningens lyst til at dele deres smukke omgivelser med andre mennesker. Bjergene, dalene, landsbyerne, befolkningen, livet, atmosfæren. Man skal ikke være ret længe noget sted i Østrig, før man føler sig velkommen. Man kan undre sig over maden, tøjet, musikken og meget andet, men gæstfriheden findes ikke større andre steder.
Der findes hundreder af tilbud om pasning af børn i Østrig - og aktiviteter som at køre rundt i en gammel brandbil sammen med andre 4-årige.
Den rigtigt gode ferie er, når hele familien gør noget sammen. I modsætning til hverdagen, hvor mor og far har hver deres arbejdsplads, og børnene deres skole eller daginstitution. Samværet er netop det, Østrig tilbyder.
Samvær i naturen - om aktiviteter og på indkvarteringssteder.

Noget at tale om

Vandreferie er blevet det helt store hit i Østrig. Også danskere strømmer til Alpelandet for at gå mange kilometer på flade ruter i dalene eller på kuperede høj-alpine stier - med eller uden stave.

Er man sammen med andre på vandretur, behøver man ikke at tale ret meget sammen for at have det rart. Lad naturen tale for sig selv. Naturligvis kan man rose vejret eller skælde det ud. Men det er bedst at strække ud og lade ben, hjerte og lunger arbejde - dog ikke mere voldsomt end at der er tid til at suge indtryk til sig. Der skal jo være noget at tale om i pauserne og bagefter.

Klik for større billede


Højdepunkter

Gasteiner-dalen har helt specielle arrangementer for vandrere. Blandt andet en krydderi-tur, hvor der både er naturskabte højdepunkter og gastronomiske højdepunkter, når de indsamlede brændenælder og blomster forarbejdes til velsmagende retter.

Korte ben bliver hurtigt trætte af at vandre i bjerge, men heldigvis er der alternativer til vandreturene alle steder i Østrig. De fleste skal se det, før de tror det, men Østrig er faktisk et badeland. Kun få andre lande i Europa har så mange badesøer som Østrig. Og derudover findes der aktivitetsparker med vand som hovedtema samt wellness-centre og kurbade.

I Gasteiner-dalen er de varme kurbade en stor forlystelse for både børn og voksne.

Aktivitet eller afslapning

I Montafon-dalen er naturen forholdsvis uspoleret. Dalen strækker sig 39 kilometer fra 650 meter over havets overflade ved indgangen til 1.400 m. o. h. ved foden af Piz Buin (3.312 m).
Dalen har 11 landsbyer, hvoraf nogle bærer præg af, at der er mange sports- og fritidsaktiviteter året rundt, andre af flækkerne er velegnede feriesteder for familier med små børn - og til rolig afslapning.

Vandreterrænet er alsidigt. I alt er der 500 km markerede vandreveje over saftige græsningsarealer, gennem skove, fra hytte til hytte, forbi alpe-bedrifter over toppe og bjergrygge til tinderne på Montafon-bjergene Verwall, Rättikon og Silvretta. Utallige kabine- og stolelifter forkorter og letter strækninger til de solrige toppe.

Klik for større billede


Vandrefestival

De farvestrålende blomster, det duftende hø og de vellugtende krydderurter på de solbeskinnede alpesætere fylder bjergluften i Kleinwalsertal med velgørende aroma.

I Kleinwalsertal holder familiebilen ferie. Gæsterne kan gratis benytte Walser-bussen mellem de fire byer. Mod en beskeden betaling kan man også tage bussen til tyske Oberstdorf. Og på nogle af hotellerne får man cykler og mountainbikes til rådighed, bare man afleverer sin bilnøgle i receptionen.

Vil man slappe af i naturen, kan man udforske 185 kilometer vandrestier i forskellige højdelag eller lære det originale Walserliv på en tur fra hytte til hytte.

Har man lyst til at klatre, vandre, køre mountainbike eller gå stavgang, så er der ruter til det hele.

Nydelse på højt plan

Regionen Wilder Kaiser - Kitzbüheler Horn i Tirol er på grund af sine lange og solrige dale et af Tirols smukkeste og mest indbydende områder til ferie-afslapning.
Indrammet af Kitzbüheler Horn med dets saftige grønne enge og sætere og de imponerende Wilder Kaiser-bjerge med de højtragende klippevægge er dette område perfekt til vandreture på 240 kilometer vandreruter.

Men hvis vandring er for anstrengende, lejer man bare en cykel og tramper af sted på 200 kilometer cykelstier tværs gennem hele ferieregionen.

Mange steder undervejs bliver man budt indenfor - på en pæn café eller gæstgiveri i de fire halvstore landsbyer St. Johann i Tirol, Oberndorf, Kirchdorf og Erpfendorf og i endnu mindre beboelser til friskbagt brød.
Nogle højdepunkter skal ikke besejres fysisk, men bare nydes. Det gælder de fire byers fest- og sportsarrangementer som for eksempel Bergfrühling, landsbyfester og Alm-festugen med verdens største Knödelbord.

Indsigt og udsigt

Stadigt flere opdager, at den alpine natur er en kilde til kraft, indre harmoni og sundhed. Vandrere elsker at gå på opdagelse og nyde naturen.

Det er rart med indsigt og udsigt. Det er netop temaet for panoramavejene i Vorarlberg, der præsenteres i en helt ny brochure fra Vorarlberg Tourismus. Heri præsenteres vandreture, der ikke bare starter og slutter med en tur i en kabine- eller stolelift. Man skal fortjene udsigten! Det handler om 16 4-5 timer lange bjergvandreture mellem Bodensee og Silvretta-bjerget. Ruterne er naturligvis markerede og godt skiltede.

Turbeskrivelserne indeholder alle informationer om start- og slutsted, rute, varighed, højdesforskelle og sværhedsgrad, busforbindelser, parkeringspladser og opholdsmuligheder.
En række nye vandrestier har forskellige temaer undervejs. Og hvad med et forfriskende bad efter turen - i bjergene eller i Bodensøen.

Klik for større billede


Overflod af aktiviteter

Saalbach er en ferieby - og intet forstyrrer ferieoplevelsen. Hele dalen er engageret i at give gæsterne en oplevelse, de aldrig glemmer.
Saalbach ligger højt (1.003 meter over havet) i det alpine terræn, og aktivitetsområdet går helt op til 2.100 meter. Hele det herlige landskab i Pinzgauer Grasberge er både sommer og vinter klar til aktiv og afslappende ferie.
Vandring står øverst på popularitetslisten over aktiviteter. Der hvor ski- og snowboardløbere færdes i den kolde tid, lokker om sommeren 450 km markerede vandreveje både fodgængere og højalpine bjergfreaks. Og 12 markerede ruter tegnet på et særligt kort til løb og stavgang har en samlet længde på 71,4 kilometer.
Dem, der gerne vil nyde synet af snedækkede tinder og saftige, grønne sætere uden sveddryppende anstrengelser, kan tage med en af de fem kabinelifter, der om sommeren også fragter mountainbikere op i de tynde luftlag.
Flere end 40 originale sæter-hytter med betjening serverer traditionelle retter og sørger for forfriskninger og afslapning for vandrere og bikere. Og i dalen lokker andre fitness-tilbud som tennis og squash, indendørs og udendørs svømmebassiner, minigolf og ridning.

Klik for større billede


Wagrain til fods

Wagrain er et traditionsrigt feriested i hjertet af Salzburgs bjergverden. Med sin atmosfære er byen det perfekte feriemål. Wagrain har bevaret sin landskabelige skønhed og landsbyagtige charme.
Wagrain skal opleves med alle sanser: luften, bjergene, landskabets skønhed. Brug tid på selv at gøre noget godt. Wagrain er det ideelle udgangspunkt for vandringer gennem blomsterne bjerg-enge og saftige sætere med klare bjergbække.

Pak rygsækken og snør vandreskoene! Trin for trin lover Wagrain uforglemmelige bjergoplevelser i en drømmeagtig kulisse. 140 kilometer vandrestier fører gennem en naturbevaret bjergverden med mange beværtede sæterhytter, hvor man kan lade sig forkæle med hjemmelavede delikatesser som ost, flæsk og hjemmebrændt snaps i rustik hytteatmosfære.

Vandhunde og wellness-begejstrede kan få helt særlige bade- og saunaoplevelser i helårs-badelandet Wasserwelt Amadé i Wagrain.
Ved indendørs-bassinet findes afslapningsbugt, massagebænk, spabade, børnebassin, mor-barn-område, en kanal med vildt strømmende vand, kæmpe vandrutschebane med lys-, lyd og videoeffekter og en helt sensationel turborutschebane med hastigheder op til 50 kilometer i timen, et stort saunalandskab indrettet i orientalsk stil - og en restaurant.

Hver sommer er der specielt ugeprogram for gæster i Wagrain. For de voksne er der guidede vandreture i og omkring byen, for børnene er der leg og sjov fra mandag til fredag med familie-landsby-holdet. Børnene maler T-shirts, spiller minigolf, holder børne-OL eller tager på badetur og griller pølser i det store badeland.

Oplevelsescentre

Den fortryllende Filzalmsee få minutters gang fra bjergstationen Hochbrixen, direkte ved foden af Hohen Salve i 1.300 meters højde ligger i et fantastisk sæterlandskab, hvor der siden 2003 har været en opstemmet sø. Med en overflade på 21.000 kvadratmeter er Filzalmsee en af Østrigs største opstemmede søer.

Allerede i planlægningsfasen blev der tænkt på, at søen i sommermånederne skulle være et paradis for vandrere, sportsfolk, naturelskere og familier. Og som det ofte går med kunstigt skabte søer, opstår der hurtigt en biotop med dyr og planter.

Her ved Filzalmsee kan man på tæt hold opleve livet i vandet og mange andre former for liv i naturen.
Både Brixen im Thale og Westendorf har oplevelsescentre - BergErlebniswelt - og mange andre anlæg, der gør ferien til et sandt højdepunkt for familien.

I Brixental er der masser af action for børn og barnlige både i den alpine oplevelsespark Alpinolino med maskotterne Schlauberger, ved Filzalmsee og ved skovlegepladsen med lejrbål og Wild West-lege.

Natureventyr med Schlauberger

Maskotten Schlauberger er altid tro mod Alpinolinos motto: Leg, undersøg og opdag, når han tager børnene med på den halvanden kilometer lange rundtur i parken. På de forskellige stationen kan man teste sine lugte- og smagssanser, gå på opdagelsesrejse med en langtrækkende kikkert, iagttage murmeldyr, springe længdespring eller løbe om kap.

Med biotop, hængebro, træhytte, eventyrlegeplads og meget andet er der oplevelsesmuligheder nok.
Forældrene foretrækker sikkert en drøm af en vandretur på Choralpe, der er et af de smukkeste udsigtsbjerge i Kitzbühler-alperne - enten til Brechhornhaus eller til Kreuzjöchlsee.

Klik for større billede


Koldt og vådt

Koldt, vådt og eventyrligt mellem træer og buske. I Kirchberg keder de yngste gæster på skovlegepladsen, i

cykelparken og på praktik-bondegården sig overhovedet ikke
De har det skide-skægt, når hestekuskene råber HYP, og krikkerne traver ud i skoven. Derude er der krig mellem indianerne og cowboyerne, der jagter hinanden mellem træer og buske.
Efter krigen mødes man om et lejrbål og ryger fredspibe. Nej! Rygning er jo usundt! Krigerne griller pølser og slutter fred.

Man kan altid lære noget nyt. For eksempel på traktorturen til bondegården, i skovskolen eller i koldt-vands-anlægget, hvor der også er børneaktiviteter.

Brixental har talrige arrangementer, der gør familiens ophold i Kitzbüheler-alperne til en succes.

Subaru
Tamarit Parc Resort
Primo Tours
Outwell
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt