Østrig: Grossglockner i bil og til fods

Grossglockner Hochalpenstrasse

Grossglockner Hochalpenstrasse

Den flotte alpevej er knap 50 kilometer lang og løber mellem Bruck nord for Hohe Tauern bjergmassivet og slutter på sydsiden af Hohe Tauern i Heiligenblut. Det er en glimrende vej for biler og busser, og selvom den går op i næsten 2500 meters højde, er det ikke nogen vanskelig vej, selv om den har to stigninger på cirka 14 procent, mens den gennemsnitlige stigning på hele vejen er 12 procent. Cirka 40 km efter Bruck går der en lille sidevej op mod Grossglockner, der med sine 3.797 meter ikke alene er Østrig højeste bjergvej, men et af de højeste bjerge i Alperne.  Denne vej, som kun er omkring 8 km lang, kaldes Franz Joseph Gletschervej og ender ved et udkigspunkt med en stor parkeringsplads og flere restauranter og hoteller. Stedet kaldes Franz Joseph Höhe, og de fleste besøgende kommer hertil i bil eller i bus. Franz Joseph Höhe ligger i cirka 2.400 meters højde, og herfra er der i klart vejr en fantastisk udsigt til Grossglockner, der med sin evige sne toner mod den blå himmel.
På vej op ad gletschervejen passerer vi de sidste træer i cirka 1.900 meters højde, hvorefter landskabet bliver mere og mere øde og barskt med spredte buske eller græs på de mere flade plateauer, men ellers stejle bjergsider med sten og grus, hvor der hist og her på nordsiderne ligger en klat sne, der aldrig er nået at smelte i sommersolen.
Franz Joseph Höhe er et af de mest kendte turistområder i Østalperne, og det er ikke uden grund. I klart vejr kan man foruden Grossglockner, se de mange gletschere, der løber ned fra dens tinder. Den ene er Pasterze gletscheren.
Fra udkigspladsen kan man på to minutter komme med en lille gletscherbane ned på gletscheren, hvis is er omkring 300 meter tyk og den kan blive op til 10 km lang og dækker et område på næsten 20 kvadratkilometer afhængig af vejrforholdene, nedbør og temperatur.

Udsigt til evig sne

Byggeriet kostede menneskeliv

Grossglockner Hochalpenstrasse blev indviet i 1935, og det tog næsten fem år at bygge vejen, som siden er blevet udvidet flere gange. Efter datidens forhold var det et omfattende og besværligt byggeri, som krævede sine ofre, idet 20 vejarbejdere omkom. Da vejen var færdig, var der flyttet 460.000 kubikmeter jord, 410.000 kubikmeter klipper var sprængt bort og der var brugt 115.750 kubikmeter beton til vægge og mure og bygget 67 broer, to tunneller, 24 nødtelefoner var sat op, og der var lavet 18 parkeringspladser langs den cirka 50 km lange alpevej.
Vejen er kun åben i sommerperioden fra slutningen af maj til begyndelsen af oktober, og der kan falde voldsomme mænger sne.
I foråret 1975 måtte sneplove således grave sig igennem 21 meter sne, og det koster årligt mellem 2 og 3 millioner EURO at rydde vejen for sne. De store udgifter til vejen dækkes blandt ind ved, at alle betaler en afgift for at benytte den.

Fra plateauet er der udsigt til kæmpemæssige gletschertunger

Vandresti omkring Grossglockner

På bjergskråningen mellem gletscheren og vejen holder murmeldyrene til og disse populære alpedyr kan i lang tid lægge beslag på både børns og voksnes opmærksomhed. Sommetider udstøder et af dyrene et højt advarselsskrig, hvorefter alle farer ned i deres gangsystem, som de også opholder sig i om natten. Om vinteren graver de sig 1 - 3 meter ned, så de er sikret mod frosten.

Foruden bus- og bilturister kommer der også om sommeren flere bjergvandrere, som starter deres tur til fods rundt om Grossglockner fra Franz Joseph Höhe. Der er anlagt en sti hele vejen rundt om massivet, som er godt 40 km lang, og det er en udfordring for selv de mest øvede bjergvandrere. Nogle steder på stien når man op i cirka 2.700 moh., og der er store niveauforskelle på stien, hvor det laveste punkt er cirka 1.500 moh..  Med passende afstand på stien findes overnatningshytter og enkelte mindre restauranter, hvor det er muligt dels at søge ly for pludselige regn eller snestorm, eller for at få lidt at spise eller drikke. Vil man bruge denne sti, skal man nok afse en lille uges tid til turen, selvom de øvede bjergvandrere kan gøre det hurtigere. Men skal man nyde den fantastiske natur, er en uge et godt bud på turen. Stien går flere steder over trægrænsen og passerer gletschere, søer, vandfald, frodige dale og smukke alpelandskaber. En del af ruten rundt om Grossglockner følger stien tæt op ad bilvejen.

Heiligenblut

Heiligenblut

Udgangspunktet for vandreturen omkring Grossglockner kan også være Bruck eller Heiligenblut. Startes der i Heiligenblut, som er en lille alpeby, der nærmest er klistret op af bjergsiden, bør man aflægge et besøg i byens kirke, hvis høje og sylespidse spir strækker sig mod himlen med Grossglockners evige sne i baggrunden. Heiligenblut, der har cirka 1.400 indbyggere og ligger i 1.500 meters højde, og har en spændende historie med dansk islæt.
Navnet Heiligenblut stammer fra en lille flaske med Jesus blod, som den danske munk Briccius skulle have bragt med sig på sin gåtur hjem fra Byzans (senere Konstantinopel og i dag Istanbul) i Tyrkiet mod Danmark. I året 916 blev hans lig fundet i snemasserne ved byen og på stedet voksede tre aks frem. Her byggede beboerne et kapel, fortæller legenden.
Senere blev der rejst en kirke på stedet. På en lille tavle i kirken kan man læse historien om den Hellige Briccius. Han kom som ung mand med sin fader til Byzans fra Kongeriget Danmark. (Der i parentes bemærket faktisk ikke eksisterede på det tidspunkt som enhedsrige).
Faderen tjente som andre nordboer den byzantinske kejser Leo, men døde efterladende sin søn, der skulle blive en ledende skikkelse i det østromerske imperium, kristendommens suverænt førende statsdannelse. Briccius havde tjent kejser Leo på flere høje poster, da han erfarede, at den tysker kejser Otto ville kristne danerne. En opgave, som Harald Blåtand skulle påtage sig langt senere. Briccius ønskede at deltage i dette missionsarbejde og anmodede kejser Leo om at blive fritaget for videre tjeneste i Byzans. Kejseren gav efter og meddelte danskeren, at han som et tegn på hans gunst kunne bede om en gave. Briccius bad om og fik en lille beholder med helligt blod. Iført pilgrimsdragt begav han sig derefter ud på den lange vandring mod Danmark, men da han skulle over bjergmassivet HoheTauern omkom han i en lavine.
I forbindelse med hans begravelse bemærkede man, at han i et sår i sit ben havde gemt en glasbeholder med en mørk væske. Ærkebiskoppen i Salzburg lod forespørge i Konstantinopel, hvad der var i flasken og fik det svar, at væsken var Jesus Kristus blod.

Flasken findes i dag inde i kirken i et smukt skrin fra 1469. Det er anbragt lige ved siden af den smukke altertavle, der er fra 1520. Det er nok så interessant at tænke på, at en dansk pilgrimsfarter i en byzantinsk kejsers tjeneste blev helgen. Oven i købet en helgen, som de færreste i Danmark har kendskab til, men som æres og tilbedes i store dele af Centraleuropa, og som nogen hævder - stik imod den historiske kendsgerning - at være dansk kongesøn.

Heiligenblut er i dag et yndet valfartssted for pilgrimme, der kommer for at ære Briccius, ligesom mange turister besøger byen på deres vej mod Grossglockner. I 1951 blev byen helt begravet i en snelavine, men gravet ud igen og genopbygget.