Riis Rejser

28.6.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Kirchberg - en landsby i Kitzbüheleralperne, Østrig

Tyrol i det vestlige Østrig har det hele - skovklædte bjerge, der rejser sig i vidunderlige sneklædte bjergtinder - prægtige floder og skønne søer med frisk vand - duftende, blomsterenge med græssende køer - og så den østrigske "gemütlichkeit". Superlativerne vil næsten ingen ende tage ...

Den højtliggende sognekirke i Kirchberg

Den højtliggende sognekirke i Kirchberg


Hotel Rösslwirt i Kirchberg

Efter en enkelt overnatning i Midttyskland på et godt H+Hotel er vi på denne busrejse nået frem til den lille landsby Kirchberg i Brixental, der ligger 837 moh. midt i Kitzbüheler Alperne.

Kirchberg, der gennemstrømmes af floden Aschauer Ache, er en typisk østrigsk landsby med blomsterprydede huse, hoteller og butikker omkring den centralt beliggende sognekirke, der er placeret på et højdedrag midt i byen.

Oppe bag kirken finder vi badesøen. Langs Aschauer Ache er anlagt en skøn spadseresti, hvorpå man kan vandre ca. otte km. gennem Spertental helt til Aschau inde i dalen.

Vi indlogeres med halvpension på det familiedrevne Hotel Rösslwirt, der ligger centralt ved byens hovedgade med gennemgående trafik, hvorfor støj kan forekomme. Alle værelser har blomsterprydede altaner, hvorfra man kan nyde udsigten til de grønklædte bjergskråninger. Fra hotellet er der blot få meter til det nærmeste supermarked, tøj- og skobutikker samt en hel vifte af caféer og restauranter.

Hotel Rösslwirt er vores faste base for de næste dages udflugter til bl.a. højalpevejen ved Grossglockner (Østrigs højeste bjerg), Tyrols hovedstad Innsbruck og Swarovskis Krystalverden samt til den verdensberømte sportsby Kitzbühel.

Bjergmassivet Kaisergebirge

Bjergmassivet Kaisergebirge


Rundt om Kaisergebirge

En af ugens busudflugter går omkring bjergmassivet Kaisergebirge, som består af porøse kalksten, der giver bjergene et råt og takket udseende.

Ruten denne dag går gennem Brixental som har en del træindustri, inden vi rammer Wörgl og kører nordpå over Kufstein, hvor vi fra bussen kan se den smukt beliggende, gamle fæstning fra begyndelsen af 1200-tallet.

Turen fortsætter østover på nordsiden af Kaisergebirge forbi Walchsee, der ligger smukt for foden af bjergmassivet.

På vejen mod St. Johan har vi et enkelt fotostop, inden turen går videre forbi Kitzbühel og gennem Kirchberg til Aschau, hvor vi nyder en fælles picnic. Mens maden anrettes er der mulighed for at få fødderne masseret i de anlagte vandbade i Spertentaler Kneippwasser, hvor man går rundt på sten.

Udsigt mod Kirchberg fra Gaisberg Alm

Udsigt mod Kirchberg fra Gaisberg Alm


Vandring til Gaisberg Stüberi

Efter frokosten i det fri er vi tilbage i Kirchberg, hvorfra vi spadserer mod Gaisbergliften - blot 10 minutters gang fra hotellet.

I stedet for at tage sloteliften op mod Gaisberg Alm vandrer vi på ca. 1,5 time op gennem skoven. Stien viser sig dog at være både stejl og med løse rullesten, og allerede her beslutter vi at tage liften ned igen. Risikoen for at skride på stenene er for stor.

Det kan derfor anbefales at tage stoleliften både op og ned - og bruge tiden oppe på bjerget til at vandre på en af de markerede ruter - f.eks. til Gaisberg 1.770 moh.

Fra restauranten Gaisberg Stüberi, 1.264 moh. har vi en imponerende panoramaudsigt mod Kirchberg og det bagved liggende karakteristiske Kitzbüheler Horn med kommunikationstårn på toppen. Mod nord ses det takkede bjergmassiv Kaisergebirge.

På Fragenstätts terrasse underholdes vi med harmonikaspil

På Fragenstätts terrasse underholdes vi med harmonikaspil


Bondegården Fragenstätt

Lidt nord for det centrale Kirchberg - oppe på bjergskråningen - besøger vi en af dagene bondegården Fragenstätt. De som ikke ønsker at spadsere op til gården, der ligger 960 moh, tager en taxa.

Det er alpebonden Johan, som tager imod på gården, hvor man de sidste 500 år har drevet landbrug. Vi hører hvorledes det er at være delvist selvforsynende i dette økologiske landbrug, hvor man skal kunne lidt af hvert – bl.a. selv fremstille forskellige redskaber.

Vi besøger stalden med heste, køer og får og ser udhusene med antikke træskåle og fade m.v. Gården har sit eget lille kapel med siddepladser til flere personer …

Det er muligt at leje sig ind på gården, der råder over et par gæsteværelser.

Et interessant besøg som giver indsigt i hvordan man klarer sig gennem året på en næsten isoleret bondegård.

Besøget sluttes med smagsprøver på hjemmelavet obstler (snaps), hyldeblomstsaft og hjemmebagt brød med hjemmekærnet smør - alt mens et af Johans børnebørn underholder os med harmonikaen.

Fra terrassen ved hovedhuset er udsigten ud over dalen - ja, bjergtagende ...

- og pigerne får sig en svingom ...

- og pigerne får sig en svingom ...


Tyroleraften i Kirchberg

Man kan næsten ikke være i Tyrol uden at opleve en ægte tyroleraften. Og denne aften spadserer vi til festsalen ca. 700 meter fra hotellet og oplever flere tyrolerdanse udført at unge mennesker, der holder traditionerne ved lige.

Kvinderne er iklædt lokale folkedragter og mændene ligeså i korte læderbukser og knæstrømper og danser rundt og rundt i takt til harmonikaens toner.

Vi ser stjernedans, hører musik udsat for kobjælder, rytmiske øksehug i træstamme, så spånerne springer om ørerne på os og vi ser danse fra hverdagslivet på markerne og i minerne.

Men her er naturligvis også andre musiker, der giver musikprøver på slagermusik i bedste Hansi Hinterseer-stil, så vi publikummer uundgåeligt gynger med ...

Men vi skal også på heldagstur til højalpevejen Grossglockner ...

Floden Aschauer Ache løber gennem Kirchberg

Floden Aschauer Ache løber gennem Kirchberg


Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
Subaru
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt