28.10.13

Af: Kim Middelhede Fotograf: Kim Middelhede
Bogmærk eller del
 

Østrig: På efterårstur i Wagrain/Kleinarl

Det er ingen hemmelighed, at langt, langt de fleste danskere kender Østrig som en fantastisk skisportsdestination. Nogle kender også Østrig for et lækkert sted at holde sommerferie i. Det er straks værre med Østrig i efteråret. Der kender vi intet til landet og det vil jeg lave om på her.

Man skal ikke ret langt op i bjergene før sneen har taget magten

Man skal ikke ret langt op i bjergene før sneen har taget magten


Billige værelser i efteråret

Der er ingen over, der er ingen ved siden af – ingen destination slår Wagrain på vi danskeres ”popularitetsbarometer” over skisportssteder i Østrig.

Sådan har det været i mange år, og der er intet, der tyder på, at det vil ændre sig i nær fremtid. Det gør heller ingenting. Vi er jo – hvad enten vi vil det eller ej – sådan indrettet, at vi helst vil vide, hvad vi får for pengene.

Derfor valfarter vi i stor stil til Wagrain vinter efter vinter når vores alpine lyster skal stilles en uges tid. Men nu er det ikke skisport, denne artikel skal handle om.

Den skal handle om hvordan det er, at holde efterårsferie i Wagrainområdet, som nu profilerer sig under navnet Wagrain-Kleinarl, fordi naboflækken Kleinarl er kommet ind under Wagrains markedsføringsvinger. Vejret kan være ret godt og hotellernes værelsespriser er ekstra billige her i efteråret.

Jägersee kommer hurtigt til at ligne en vandpyt når man bevæger sig væk fra den. Det er Kleinarl i baggrunden

Jägersee kommer hurtigt til at ligne en vandpyt når man bevæger sig væk fra den. Det er Kleinarl i baggrunden


Vandretur mellem to søer

Nu er jeg ”kun” af sted i en forlænget weekend (den anden weekend i september 2012, red.), men jeg vil vove den påstand, at man sagtens kan få en uges tid til at gå i Wagrain-Kleinarl hvis det er dét, man har lyst til.

Jeg har haft nogle ret hektiske dage derhjemme i en længere periode, så jeg trænger til at få ”renset hjernen” og det gør jeg bedst ved at vandre en lang tur. På det lokale turistkontor er jeg blevet anbefalet en tur der kaldes ”turen mellem de to søer.”

Det er en dagstur der går mellem den lille idylliske Jägersee og den noget større, men meget smukke, Tappenkarsee. På hotellet låner jeg en cykel, og så er det ellers bare af sted mod Kleinarl og videre ud til Jägersee. En tur, der i et let moderat tempo, tager en god halv times tid.

Der kommer hurtigt masser af sne. Det er Jägersee vi ser under skyerne

Der kommer hurtigt masser af sne. Det er Jägersee vi ser under skyerne


Ti centimeter sne

På turistkontoret har jeg fået at vide, at der ligger en del nysne oppe i dalen.

Det er dog ikke fordi den flinke dame fraråder mig at tage turen. Hun siger bare, at jeg skal huske den rette fodbeklædning. Det være sig gode vandrestøvler. Alt for mange gange har hun nemlig hørt om turister der tror de kan det hele i kondisko. Det kan man ikke. Og da slet ikke når der ligger masser af sne på stierne.

Jeg har fodtøjet i orden, så jeg drager mod enden af dalen. Jeg parkerer cyklen ved Jägersee efter en lille halv time og begiver mig straks ud på vandreturen.

Det første lange stykke går det mildest talt blot lige ud, men efter en times tid begynder det at gå pænt opad. Det er også her sneen begynder at ligge tungt omkring mine fødder. Jeg vil tro, der ligger omkring ti centimeter.

Ti centimeter sne er nok ikke helt forkert

Ti centimeter sne er nok ikke helt forkert


Bruger flere kræfter

Jeg kan godt mærke, at jeg skal bruge lidt flere kræfter end jeg er vant til, så jeg sveder faktisk. Det er heller ikke koldt selv om her ligger sne. Jeg smider både jakke og trøje, så jeg vandrer faktisk kun i t-shirt. Sveden hagler af mig, men det er gode tegn, lader jeg mig fortælle, mens jeg bevæger mig op mod Tappenkarsee. Det er jo bare fordi jeg er i god form.

Man kan sagtens drikke det friske vand fra vandfaldet

Man kan sagtens drikke det friske vand fra vandfaldet


Er jeg mon faret vild?

Det går mere og mere opad, og jeg tænker et øjeblik om det vitterligt ér den rette sti, jeg vandrer på.

Jeg tænker på den flinke dame på turistkontoret som sagde, at der kun er én vej op og én vej ned – der er med andre ord ikke noget at tage fejl af.

Det skal siges, at jeg er en erfaren vandrer og godt kan finde ud af at læse et vandrekort samt tyde den fine skiltning, der altid er, på vandrestierne i Østrig, men lige i nuet kan selv jeg godt komme lidt i tvivl.

Jeg bliver enig med mig selv om, at infodamen helt sikkert ved hvad hun har med at gøre, så jeg fortsætter ufortrødent.


Jeg begynder at høre rislende vand som rundt om næste hjørne bliver markant højere og nu lyder som et brusende vandfald. Jeg er på rette vej. Damen sagde jo, at jeg midtvejs vil passere et stort vandfald.

Endelig fremme ved Tappenkarsee med det krystalklare stille vand

Endelig fremme ved Tappenkarsee med det krystalklare stille vand


Tappenkarsee – den smukkeste bjergsø

Jeg gør et kort stop ved vandfaldet, men ikke for længe for jeg ved jo, at bliver jeg stående i lang tid, bliver min krop kold og så er der risiko for forkølelse. Det gider jeg ærligt talt ikke, så jeg vandrer videre.

Snemængderne vokser, og jeg vandrer nu i noget der ligner 25 centimeter sne. Sådan er det vel en times tid, lige indtil jeg pludselig står med det smukkeste skue jeg længe har oplevet; et utroligt udsyn over en af de smukkeste bjergsøer, der findes.

Jeg stopper op et øjeblik og nyder udsigten med Tappenkarseehütte i sigte

Jeg stopper op et øjeblik og nyder udsigten med Tappenkarseehütte i sigte


Godt med en bjergøl

Vandet i Tappenkarsee er krystalklart, her er ingen vind, og solen er stille og roligt ved at finde vej gennem skyerne.

Jeg nyder en fadøl og en suppe på den nærliggende restauration, Tappenkarseehütte, inden det igen er samme vej tilbage til hotellets lånecykel.  

Her er jeg så sammen med min guide, Simon – den magre knægt

Her er jeg så sammen med min guide, Simon – den magre knægt


På mountainbike i Wagrain-Kleinarl

Jeg er tidligt oppe næste morgen, for jeg skal cykle mountainbike med en lokal guide fra morgenstunden.

Det kan godt betale sig at hyre en guide når man skal rundt i området på mountainbike. Det er ikke særligt dyrt, og man kommer helt sikkert ud på en tur, man ikke ville have kommet ud på, på egen hånd.

Ikke fordi turen bliver vildere, men det siger sig selv, at guiden kender området langt bedre end vi andre nogensinde kommer til. Det har sine naturlige fordele. Simon, som guiden hedder, spørger lidt ind til hvad jeg gerne vil se, men jeg siger, at han har frit spil og at jeg bare vil følge ham.

Fra Flying Mozart-liften i Wagrain tager vi cyklerne med i svævebanen op til en mellemstation.

Herfra cykler vi op ad et godt stykke tid, og jeg må indrømme, at det er noget terræn der får danske bakker til at minde om små vejbump på en landevej. Men det er samtidig ret fedt. Det er noget tid siden, jeg sidst har cyklet mountainbike i Østrig, så jeg havde vel nok fortrængt hvor hårdt, det egentlig er.

Det er ikke til at se det på billedet, men jeg har næsten lige ”jordet” Simon

Det er ikke til at se det på billedet, men jeg har næsten lige ”jordet” Simon


Jeg ”jorder” ham!

Simon er en af de her små knægte som nærmest ingenting vejer, så han har noget nemmere ved at cykle opad end jeg har med mine omkring 100 kg.

Han triller da også af sted i et højt tempo, så efter kort tid, er han ret langt foran mig. Han er dog aldrig længere væk, end han ved hvor jeg er, og det er ret betryggende. Ikke at jeg er bange for at fare vild, men når man hyrer en guide, må man formode, at guiden er med på mine præmisser.

Pludselig sænker Simon farten. Jeg nærmer mig og jeg kan se, at han kæmper voldsomt med kræfterne. Jeg kommer tættere og tættere på, og i det samme jeg er på siden af ham, siger han, at jeg bare skal fortætte op ad. Han skal nok komme derop. Jeg spørger om der er noget galt, men han ryster blot på hovedet og giver tegn til, at jeg skal fortsætte.

Jeg parerer ordre, og okser af sted i en halv times tid imens mine pulsslag er helt deroppe hvor man ikke er i tvivl om, at man er i live. I et slags ”stikryds” gør jeg holdt for jeg kan ikke se Simon, og jeg ved ikke hvilken vej han vil vælge.

Med sådan en udsigt gør det ikke noget, at pausen bliver lidt længere

Med sådan en udsigt gør det ikke noget, at pausen bliver lidt længere


Smuk udsigt og røverhistorier

Efter nogle minutter får jeg øje på Simon. Han nærmer sig og jeg klapper småhoverende af ham. Han griner og siger, at han da ikke havde regnet med, at sådan et stort brød som mig ville overhale ham.

Samtidig fortæller han mig, at han faktisk ikke er vant til at cykle opad på mountainbike. Han dyrker i stedet downhill-mtb som er mountaikbiking på en anden slags mountainbike, der er specialbygget til at cykle nedad i voldsom fart.

Jeg er stadig helt ”høj” af at have ”vundet” over en mand der ikke vejer et gram over 65 kg, så jeg hoverer stadig en smule. Det er i øvrigt helt okay at drille hinanden lidt på den slags ture. Det skal man kunne tåle.

Vi cykler videre i nogen tid, og er pludselig blevet sultne. Et kig på klokken fortæller os, at det for længst har været frokosttid, men vi har hygget os så meget, at vi helt har glemt tid og sted.

Vi gør holdt ved den næste bjergrestaurant. Vi sætter os i solen. Bestiller lidt mad og et par sodavand, og nyder så ellers udsigten mens vi fortæller røverhistorier i en times tid, inden det er retur til Wagrain by.

Sporthotel Wagrain – et superlækkert firestjernet hotel

Sporthotel Wagrain – et superlækkert firestjernet hotel


Sporthotel Wagrain – et lækkert hotel

Som jeg skriver i starten af artiklen her, så har mange hoteller ekstra billige værelsespriser i efteråret. Sådan er det også på det firestjernede Sporthotel Wagrain.

Det koster omkring 600 kroner pr. person i døgnet, helt frem til udgangen af november. Men her er alt – stort set – så inkluderet i prisen. En kæmpe morgenbuffet. Middagsmad, en lækker aftenmenu og diverse muligheder for aktiviteter, så som vandgymnastik, guidede vandreture, cykeludlån og en super lækker spa- og wellnessafdeling.


Lækker aftenudsigt fra hotelværelset på femte sal

Lækker aftenudsigt fra hotelværelset på femte sal


Spa for alle

Her er flere forskellige saunaer, dampbade og to lækre swimmingpools. En udendørs, som faktisk er åbent året rundt, og en større en af slagsen indendørs.

Derudover tilbyder Sporthotel Wagrain også et hav af massage- og kropspleje både for kvinder og mænd, hvilket dog ikke er inkluderet i prisen. Hotellet ligger lige modsat den store svævebane-station Grafenberg, så det er hurtigt at komme op i bjergene.