Østrig: På klatrekursus i Maria Alm

Super lækker hovedret i hotellets restaurant

Jeg har flere gange været i Maria Alm om vinteren, og jeg har altid haft et ønske om at se og opleve Maria Alm om sommeren, og den var konen med på, så noget af sommerferien 2010 skulle tilbringes i Maria Alm. Da vi har to børn, skulle det jo være en familieferie hvor ingen måtte føle sig forbigået – og samtidig en ferie hvor vi ville få rørt os. Det kan vi nemlig godt lide. Uden at lyde som ”nysmart” og alt for meget med på sundhedstrippet vil jeg sige, at vi er en aktiv familie. Både konen og jeg dyrker jævnligt motion, ungerne går til sport og de er altid med på at gå lange ture. Det var vigtigt, at vi kunne bibeholde ”formen” i sommerferien. Vi fandt et hyggeligt hotel i Hinterthal, ikke langt fra Maria Alm. Marco Polo Alpina Familien- & Sporthotel hedder det, og det er et af de eneste hoteller i området der har åbent året rundt. Uden at fornærme nogen, vil jeg sige, at værelserne trænger til en modernisering, og det samme gør hotellets wellness og svømmeafdeling.

Fodmassage efter en dags strabadser i bjergene

Derimod er der intet i vejen med det kulinariske i hotellets køkken. I guder hvor kan kokken og det resterende køkkenpersonale trylle med maden. Det er ekstrem god mad lige fra børnebuffeten over den klassiske wienerschnitzel til gourmetmaden af endog meget høj klasse. Er det smagsløgene der skal have en oplevelse, kan Marco Polo Alpina Familien- & Sporthotel i Hinterthal så absolut anbefales. Hotellet har desuden en ganske udmærket afdeling for massage og skønhedsbehandlinger. Også her glimrer personalet med sin kunnen.  

Freja af sted i højderne

Freja vil på klatretur

Nej, det tør hun da ikke!! Sådan sagde min kone spontant til mig, da vores femårige datter, Freja, og jeg glædesstrålende kom tilbage på hotellet og fortalte, at vi nu havde meldt os til et klatrekursus den kommende eftermiddag. Det kom ikke bag på hende, at jeg var på, men at hendes lille datter var med på den, kom vist bag på hende. - Jo, selvfølgelig tør jeg det, mor. Der er jo ligesom en snor der holder fast i mig hvis jeg skvatter, forklarede Freja. Konen kiggede på mig og sendte det der blik, som kun en mor kan sende til en far, hvis hun mener han er fuldstændig ude af trit med virkeligheden, men sagde dog samtidig, at det da bare var helt ok. Hvad hun så ikke lige vidste, var, at vi var ”kommet til” at melde hende på også – selv om jeg godt var klar over, at hun lider af højdeskræk og får gelében bare hun skal hejse flaget på min fødselsdag. Timerne gik, og da  Hjalte på to år havde sovet til middag, var vi nu klar til at bevæge os mod svævebanen Dorfj@t i centrum af Maria Alm.

Det er sværere end det ser ud til, men ikke for en fem-årig pige

Klatrekursus for børn

- Jeg vil også ha’ hjelm på når I skal, sagde Hjalte da vi havde fået tildelt vores grej; en bæresele med karabinhager og en wireruller til hver af os og så den obligatoriske Byggemand Bob-hjelm. Den flinke instruktør Markus – som i øvrigt taler et meget smukt engelsk til de gæster der ikke er så glade for at tale tysk – forstod knægtens ord, og gav ham en fin hjelm så han også kunne blive ”klatrer.” Af sted mod øvelsesbanen for børn det gik i rask trav, og inden vi havde fået set os om, var Markus allerede ved at fortælle Freja og hendes mor hvordan man klatrer i træerne. Moderen oversatte for Freja, og tøsen gik til makronerne med krum hals – uden frygt, men med respekt – præcist som det skal være. Den første bane, øvelsesbanen, foregår i to til tre meter over jorden. Det lyder ikke af det helt store, men har man aldrig før prøvet denne fantastiske familiesport, er det faktisk ganske højt. Freja fangede med det samme teknikken, godt hjulpet på vej af moderens oversættelser, men altid med det rigtige ben forrest, om man så må sige.

- Det er bare sådan her du skal gøre, mor!

Forhindringerne er lidt svære at beskrive – det kan være løsthængende træstammer man skal forcere, kæder der hænger ned fra andre træer, et decideret klatrenet sat sammen af reb, eller balancegang på en stram stålwire eller over en hængebro med løsthængende træstykker. Det er på en og samme gang både sjovt og spændende, og man får bestemt hjertet til at slå hurtigere end normalt mange gange.

Efter første runde på børnebanen var Freja nu klar til at fortsætte på en højere bane – denne gang med moderen lige bag. Hjalte og far fandt en tumlebane til helt små børn, og lad mig bare sige det med det samme; det var godt sønnike havde hjelm på. Her foregår forhindringerne i omkring en meters højde så forældrene hele tiden kan have en hånd tæt på den lille klatrer.

Når man nu ikke lige er gammel nok til at klatre, er det altid sjovt at pjaske i vandpytter

Den svære klatrebane

Regel nummer ét når man klatrer er, altid kun at løsne den ene karabinhage og sætte den fast et nyt sted på wiren inden karabinhage nummer to løsnes. På den måde vil man altid blive reddet hvis man skulle miste balancen. Nogenlunde sådan forklarede Markus min kone de grundlæggende principper for klatring i træer, eller Hochseilgarten som det hedder på tysk. Normalt får familier blot stukket udstyret i hånden og skal så ellers selv finde rundt i terrænet og så læse sig frem til hvordan man gebærder sig ved forhindringerne, men sådan er det ikke i Maria Alm. Her går Markus eller en af hans dygtige guider med familien rundt og hele tiden guider gæsterne rigtigt på banerne. Et klart plus for at få den helt rigtige vejledning fra starten. Ikke fordi det er særligt svært at forcere forhindringerne, men det er nu engang det rareste, at se det udført i praksis i stedet for blot at læse sig til hvordan man gør.

Mor og ungerne i hotellets swimmingpool efter en dags klatring

Du må gerne skrige, mor

Som nævnt er konen min ikke så glad for højder, så jeg var spændt på hvordan hun tog det, men hvis vi ser bort fra de mange hvin og skrig, tog hun faktisk turen rundt ret godt. – Det er okay, du skriger mor, men vent lige til jeg er helt ovre, sagde Freja, mens hun kiggede over på sin mor ti meter derfra. Moren skulle nu ud at gå på line kun hængende i et par karabinhager og et nylonseletøj. Freja havde netop gennemført turen, så hun mente det var en smal sag for hendes mor. Det var den første meter også, men i det samme hørte vi et højt skrig, og så hang moderen ellers der og dinglede som pynt på et udendørs juletræ i decemberstormen. Markus forklarede roligt hvordan hun kom tilbage på sporet, og få sekunder efter, var fruen atter på ret kurs. Efter en times tid var rundturen slut, og mor og datter havde haft en skøn tur. Nu var det så farmands tur til at prøve kræfter med Hochseilgarten i Maria Alm – og det var i noget højere højder end det hér beskrevne, men det er dog ikke noget jeg vil beskrive yderligere her. Vil blot fortælle, at det var højt, men fedt – og ret så livsbekræftende.

Læs mere på www.mariaalm.at, www.waldseilgarten-natrun.at, www.alpina-hinterthal.at