Primo Tours

1.1.16

Af: Lasse Løndahl Henriksen Fotograf: Østrigs Turistbureau
Bogmærk eller del
 

Få erfaring med funslope i Wagrain-Kleinarl

Det er flot at se, når vovehalsene udfordrer hinanden i fun-parken Absolut Park med lange hop, rotationer og sidelæns kørsel på de lange rails. Mange drømmer sikkert om at snuse til den spektakulære form for skiløb, også selv om evner og erfaring måske ikke helt rækker. Men fra sæson kan gæster i Wagrain-Kleinarl prøve kræfter med flere af disse facetter på en tryg og sikker måde, for på et af Wagrains mest kendte bjerge, Grafenberg, præsenterer man en helt ny funslope.

Man kan på denne skitse se hvordan funslope pisten er blevet anlagt. Der er noget for enhver smag.

Man kan på denne skitse se hvordan funslope pisten er blevet anlagt. Der er noget for enhver smag.
Fotograf: Bergbahnen AG Wagrain


Udfordringer for enhver

Nedfarten kaldes SOKO Funslope Wagrain, og der er tale om en blanding af en boardercross-bane og en snowpark. Man har taget de bedste elementer fra hvert af de to områder og kombineret dem i èn lang nedkørsel.

På den 600 meter lange tur har man i alt samlet 30 forskellige elementer, og man finder både bølger, stejle kurver, tunneller, hop og bokse. Og alt er udformet, så enhver - ung eller gammel, ekspert eller let øvet, lille eller stor - kan klare turen.

Der vil garanteret blive ”run” på SOKO Funslope, når skiområdet i Wagrain-Kleinarl åbner denne vinter, men konstruktørerne har tænkt sig godt om - for der, hvor pisten ender, stiger man direkte ind i Sonntagskogl-liften, og kort tid efter er man oppe og klar til en ny tur.

Danskernes foretrukne Alpedestination

Der er mange grunde til, at danske skigæster strømmer til Wagrain-Kleinarl. Først og fremmest finder man kilometervis af velpræparerede pister, og de findes i alle varianter i selve Wagrain-Kleinarl-området, og søger man endnu flere udfordringer, er man koblet op på et af verdens største skiområder, Ski Amadé, hvor det hele kan besøges på ét liftkort.

En anden god grund er områdets familievenlighed. Især omkring Wagrain finder man masser af velpræparerede og brede nedfarter, der har så beskedne faldprocenter, at børn og begyndere kan bevæge sig rundt i trygge omgivelser.

Dansk tale på skiskolen

Wagrain er også kendt for sin børnevenlige skiskole. Her tales dansk, og der undervises efter danske indlæringsprincipper, så man kan uden problemer aflevere de yngste, inden man selv tager på opdagelse i området.

Men tro ikke, at Wagrain-Kleinarl udelukkende består af lette blå nedfarter. Tager man på opdagelse i Ski Amadé, kan man glæde sig til gletsjerskiløb og et rigtig godt off piste-terræn.

Skal der virkelig fart på skiene, lokker Zauchensee de mere krævende skiløbere med en stejl World Cup-strækning, der udgår fra toppen af det 2.188 meter høje Gamskogel og ender cirka 1.000 højdemeter længere nede. Områdets funparker holder et højt niveau, og en af dem - Absolut Park i Flachauwinkl - rangerer blandt Europas bedste.

Det er en herlig fornøjelse at nyde de varme spa-bade, mens man befinder sig udendørs i sneen.

Det er en herlig fornøjelse at nyde de varme spa-bade, mens man befinder sig udendørs i sneen.


Afslapning for hele familien

Når skidagen og de mange aktivitetsmuligheder med kælkning, sneskovandring og kanekørsel skal skiftes ud med ren forkælelse, er Wasserwelt Wagrain stedet, hvor man virkelig får slappet af.

Tag en svømmetur i det 30 grader varme vand - både indendørs og udendørs - og fortsæt til saunaafdelingen med massage, dampbad og biosauna samt en oplevelsesverden for de mindste.

Den østrigsk-tyske tradition med fælles sauna, hvor man ikke har tøj på, har aldrig rigtig vundet indpas på vore breddegrader. Anderledes er det syd for grænsen, for her foregår et saunabesøg oftest i Adamskostume eller med højst et håndklæde svøbt om livet.

I Wasserwelt Wagrain er man dog klar over at der er forskel på kulturen blandt feriegæsterne, så man har indrettet en særlig ”Textil–Sauna” hvor man beholder badetøjet på og her kan man roligt medbringe børnene.

Outwell
Subaru
Primo Tours
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt