Østrig: St. Anton am Arlberg - Europas måske bedste pister

Jens Borgnæs mens han skuer ud over sin ”baghave”

Jens Borgnæs kan fejre 30 års jubilæum som udenlandsdansker. Hvis ikke han er Danmarks bedste skiløber, så er han i hvert fald en af dem. Jens og jeg kender hinanden gennem flere år, men sjovt nok, har vi aldrig været på ski sammen, og det skal der laves om på. Det er onsdag formiddag i uge 2, 2012 – og i dagene forinden har delstaten Tirol fået den største mængde snefald på få dage, i adskillige år. Faktisk har der været så heftigt et snevejr, at flere bjergpas og veje har været ufremkommelige på grund af sne.
- Ja, det er næsten for meget af det gode, siger Jens, der i den tid han har boet i St. Anton, ikke kan mindes så meget sne, på så kort tid. I de næste tre dage lover vejrguderne dog strålende solskin, ingen vind og temperaturer lige under frysepunktet – det er således perfekt vejr til skiløb – eller ”Kaiserwetter” som man siger på disse kanter.

Vi tager gondolen op til Galzig, og derfra kan vi så komme ned og se St. Christoph. Vi bevæger os hen mod svævebanen, der fører os et godt stykke op mod toppen af bjerget, Galzig. Solen skinner fra en skyfri dybblå himmel, og hvis ikke det var for temperaturen og det lækre hvide knasende underlag, kunne man godt fristes til at tro, at vi stod under solens stråler på en tropeø. Mens vi sidder i svævebanen spørger Jens for første gang til mit niveau som skiløber. Jeg svarer, at jeg nok er typisk dansker – en af dem der har lidt for høje ambitioner på egne veje. Jens smågriner lidt for sig selv, og uden at vide hvad han tænker, tror jeg måske nok, at han er med på hvad jeg mener. Af en eller anden grund, så mener rigtig mange danskere, at vi er sande verdensmestre på pisterne, men hvis en ekspert ser på vores individuelle stil, har langt, langt de fleste af os masser at lære. Jeg selv er ingen undtagelse, og det siger jeg også til Jens. Han mener dog, at han godt kan lære mig nogle teknikker og ”give mig lidt at arbejde med” som han udtrykker det. For at komme helt op på toppen af Galzig, skal vi først et stykke ned og fange en stolelift længere nede i dalen. Jens siger, at jeg blot skal holde mig bag ham i min normale kørestil, og så skal han nok lure mig, og rette mine fejl når vi kommer ned til liften.

Vi fortsætter ned mod St. Christoph, og Jens råber til mig, at jeg skal huske at vende brystkassen mod dalen – hele tiden. Husker jeg det, har jeg endnu mere kontrol over skiene.
– Ræk dine arme frem, Kim. De vejer måske otte, ti kg. stykket. Løfter du dem fremad, har du pludselig 15, 20 kg mere vægt på forskiene, og det gør, at du lettere kan styre skiene, og køre hurtigere, siger Jens til mig under en pause, mens vi på afstand står og beundrer landsbyen St. Christoph.
Jeg gør som Jens siger, og på vej mod Lech og Zürs på den anden side af Arlbergpassets højeste bjerg, Valluga, går det straks meget bedre. Lech og Zürs er på lige fod med St. Christoph, byer hvor den lidt finere folkemængde kommer. Det ses tydeligt på pisterne. Her kører den lækre og nyeste skimode side om side, og på bjergrestauranterne, er de nyrige østeuropæere ikke blege for at vise, at de har masser af Eurosedler med i lommerne. På vej tilbage mod St. Anton skal vi op over Valluga, som ligger i mere end 2800 meters højde. Her oppe er sneen stadig super god. Ikke for blød - ikke for iset, ganske enkelt, helt perfekt. Vi skal ned ad et par kulsorte pister inden vi kommer til St. Anton, og jeg må indrømme, at jeg bliver en anelse klam om fødderne.
- Bare rolig, Kim, siger Jens og tilføjer sit motto: Der er altid en let vej ned!
Og på en eller anden måde, får han guidet mig sikkert ned af de stejle sorte pister, helt uden styrt.  

Fire skilærere viser lidt af alt det de kan til skishowet

The Snow Must Go On – Schneetreiben

Hver onsdag aften i skisæsonen er der skishow ”Schneeteriben” på pisterne ved VM-stadion i St. Anton. Et super godt show opført af lokale skilærere, flere ”gråhårede” der viser hvordan man stod på ski ”dengang” samt teenagere der viser halsbrækkende stunts på deres ski eller snowboards. Det er gratis at opleve showet helt tæt på udendørs i aftenkulden, men ellers kan man købe entré til VM-stadions loge for 25 Euro, hvor der også er en lækker buffet og drikkevarer med i prisen. Er man i St. Anton am Arlberg onsdag aften, så brug lige de tre kvarter showet varer på at overvære det. Det er virkelig flot opført, og det hele kulminerer i et inferno af lys og lyd når et par ”Pisten Bullyer” (maskinerne som gør pisterne klar til skiløberne, red.) fyrer krudt og kugler af som en lightudgave af nytårsaften.

Bøj lidt i benene, armene på knæene og stil så skiene som en pizzaslice. Ja, der er nok at holde styr på for den lille ny skiløber

Privatundervisning til sønnike

Med på turen har jeg min snart fireårige søn, Hjalte, og min far med. Vi er på en slags ”tre generationers tur” hvor missionen er soleklar: Vi skal hygge os på vores helt egen måde. Torsdag er jeg alene på ski, og imens får Hjalte intensiv skilære af Jens. Det foregår i Kinderwelt i Nasserein som ligger et sneboldkast fra St. Anton by. Hjaltes skikarriere begrænser sig til tre dages erfaring, så det er med andre ord en ret ”grøn” skiløber, Jens har med at gøre. Det afskrækker dog ikke den dygtige skilærer, for som han siger til min far under frokosten på en nærliggende restaurant: - Det er nu rart med en lille nybegynder, for så kan jeg nå at rette fejlene inden de sætter sig fast på vedkommendes rygrad.



Og det kan han jo have ret i. På få timer får Hjalte lært en masse, ja faktisk så meget, at han af helt egen kraft kan suse af sted på de børnevenlige pister i Kinderwelt, med Jens på behørig afstand foran. Ret imponerende faktisk.  

Det ser ud som det kolde gys, men blot man holder skuldrene under vandoverfladen, er vandet ikke koldt

Badelandet ”Arlberg Well com”

Men nu er det jo ikke ski det hele. Midt i St. Anton by ligger badelandet ”Arlberg Well com” som fungerer som byens kommunikationscenter og svømmebad. Her er ingen vipper, rutsjebaner og andet ”børnemust,” men det gør ikke så meget. Hjalte får badevingerne på, og så hopper vi ellers i baljen. Vandet har en lækker temperatur som jeg vurderer til omkring 32 grader. Pludselig får knægten øje på en slags dør i bassinet.

– Kom far, vi skal udenfor, siger han til mig. Jeg studser lidt ved tanken, og fuld af overbevisning om at junior med det samme han får snuden ud under åben himmel vil vende rundt og svømme indenfor, siger jeg okay, og så er vi ellers svømmet af sted. Men jeg bliver klogere, for ude i det fri føles vandet endnu varmere, og det er på ingen måde koldt. Det kan godt være, at termometeret henne på væggen viser minus tre grader, men det betyder intet når bare vi holder skuldrene under vandoverfladen.



Se videoen fra Arlberg Well com:

Hotel Valluga – et fancy hotel i St. Anton by

Vi bor på det nyrestaurerede og ret tjekkede Hotel Valluga. Nænsomt restaureret på en sådan måde, at der er tale om en blanding af ny og gammel stil. Det siger sig selv, at hotellet har navn efter områdets højeste bjerg, Valluga. Hotellet er – meget atypisk – ejet af en svensker som har ansat et større mix af personale på hotellet. Mindst syv forskellige nationaliteter arbejder her. Og egentlig gør det ikke noget, at tyskkundskaberne begrænser sig til et minimum hos de fleste ansatte. Til gengæld taler de alle et flot engelsk.

”Herreværelset” på Hotel Valluga. Indrettet i en blanding af gammel og ny stil – nøjagtig som den resterende del af hotellet

Om aftenen banker det på døren, og en smilende servicemedarbejder kommer med iskold vand og lækker chokolade. Hun trækker gardinerne for, tænder for Tv’et og gør sengen klar til at sove i. Et nytænkt serviceinitiativ i den absolutte plusklasse. Ikke at man ikke selv kan trække gardinerne for, tænde for fjernsynet og ordne sengen, men lidt forkælelse på luksusklassen skader ingen. Vil man hellere fælleshygge, er der også tænkt på det. Ejeren har nemlig opført et hyggerum i bedste herreværelsesstil fra gamle dage. I rummets centrum står der et poolbord til fri afbenyttelse, ligesom man også er velkommen til blot at nyde lyden fra den knitrende pejs.

Hotel Valluga har et køkken i et kapitel for sig. Den spanske chefkok tryller med ingredienserne i en sådan grad, at lukker man øjnene og lader sanserne bedømme, kunne man godt fristes til at tro, at man var i Spanien for at indtage sit måltid, så hvis du mere er til Wienerschnitzel og andre lækre østrigske specialiteter, skal du vælge et andet spisested. Kokkens menu bærer præg af det sydeuropæiske køkken, og det er bestemt positivt ment. I kælderen under hotellet er der en veludstyret wellnessafdeling. Tre saunaer, et dampbad, flere forskellige brusere, og vandsenge i et decideret ”ro-rum” finder man her, ligesom der også er et fint fitnessrum med diverse crosstræningsmaskiner. Endelig er der mulighed for at booke diverse behandlinger hos Hotel Vallugas dygtige team af massører.

Læs mere

Læs mere om St. Anton her
Læs mere om Skiskolen Arlberg
Læs mere om Hotel Valluga her
Læs mere om Arlberg Well com her
Læs mere om Tirol her

Læs RejseAvisen.dks artikler fra rejser til Østrig her
Læs RejseAvisen.dks artikler om skiferie her

Find din næste skiferie til Østrig her