Suncharter

1.1.16

Af: Rasmus Schønning Fotograf: PR
Bogmærk eller del
 

Med svævebane op til vandreturene i østrigske Kitzbühel

Sommeren er den bedste årstid i bjergene for dem, der elsker naturens farvepragt. Enge og skråningerne står i fuldt flor. Alpeblomsternes pragt er tilgængelig for alle med Tyrols mange svævebaner.

Klik for større billede


I Østrig byder naturen velkommen.

Hvide edelweiss, røde alperoser og blå ensian blander sig med frynsede, nikkende, violette alpeklokker med kraftige, runde, læderagtige blade. I Østrig byder naturen een velkommen.

Ofte må man investere i en vandretur for at nå ud og op i blomsterhavet. Mange blomsterarter foretrækker at vokse på næsten utilgængelige steder. Men ikke alle blomsterelskere er så lette til bens, at de til fods kan komme i nærheden af krysantemum eller den næsten én meter høje, rødviolette kranslilje i deres naturlige omgivelser.

Men der er ingen grund til at fortvivle, for i Tyrols bjerge findes blomsterhaver, der nemt kan nås med svævebane. En sådan blomstrende juvel med 600 arter findes på Hahnenkamm ved Reutte. Den halvanden hektar store have ligger få skridt fra bjergstationen i 1.700 meters højde.

På Innsbrucks eget bjerg, Patscherkofl, findes Østrigs højest beliggende botaniske have i næsten 2.000 meters højde lige ved bjergstationen.

Klik for større billede


Kitzbühelerhorn

Også Kitzbühels Hornbahn fører til et cirka 20.000 m² stort areal med et fremragende udvalg af naturlig vegetation. Kitzbühel er uden tvivl et af alpernes mest berømte og smukkeste feriesteder.

Sommeren i Kitzbühel og dens omgivelser har sin egen charme. Hvad enten man vælger lange vandreture i det frodige, grønne landskab, golf i de professionelles fodspor, tennis på baner i verdensklasse eller bare en spadseretur gennem den pittoreske gamle bydel, så er Kitzbühels stemning fortryllende om sommeren.

Kitzbühel lever op til sit ry som en kosmopolitisk by med masser af aktiviteter og turister fra hele verden. De fleste kommer på grund af de alpine omgivelser, der kan gøre enhver åndeløs.

Om sommeren er hele regionen et paradis for vandrere, stav-gængere og mountainbikere. Et netværk af mere end 300 km stier af varierende længde og sværhedsgrad er til rådighed gennem dybe, grønne skove og op over bjergsiderne. Den store udfordring for de formstærke er det berømte Kitzbühlerhorn.

Forfriskende naturligt i Tux

Søger man noget friskt og naturligt i sommer, er Tux et godt tip. Tux er et velfungerende naturprodukt, der kan bringe krop og sjæl mod nye højder. 1.300–3.250 meter over havet bliver dagene som en sommer-peeling af hele kroppen. Gamle værdier forsvinder, og nye kommer til.

I den højt beliggende dal inderst i Zillertal kan man slappe af, så det kan mærkes længe efter. Dalens landsbyer, Vorderlanersbach, Lanersbach, Juns, Madseit og Hintertux ligger ved en overvældende gletscherverden. Kombinationen af alpeluft, varme kilder og turkis-farvede gletschere er enestående, og aktivitetsmulighederne er utallige.

Tux oplever disse år et kraftigt opsving i vandreturismen og under kyndig vejledning kan man deltage i ture, der ikke udmatter, men tværtimod giver ny energi.

De 250 km vandrestier fører blandt andet til bjerghytter med Tux-hygge og servering af lokale madretter.
Svævebanen op til 3.250 m.o.h., Tux-dalens vandretaxi og den gratis sportsbus understreger lykkefølelsen i højderne.

Fra hytte til hytte i Tyrol

I Tyrol er der talrige muligheder for flerdages vandreture fra hytte til hytte i kuperet terræn. Et stigende antal familier vælger denne form for aktiv ferie, der samtidig er meget afslappende.

Tyrols turistorganisation har udgivet bøger med ruteforslag for familien. Børn fra 6-års-alderen kan klare turene. Men en vandreferie i bjergene kræver god kondition af alle deltagere, og forældre bør have en vis erfaring med bjerge, inden de tager børnene med i højalpint terræn.

Det anbefales, at bestille overnatning i god tid, enten ved at henvende sig til de lokale turistkontorer i Østrig eller til Østrigs Turistkontor i København.

Klik for større billede


Sport og vitalitet

Mellem Rofanzacken i øst og Karwendelmasssivet i vest ligger 481 millioner kubikmeter rent bjergvand, der giver ubegrænsede muligheder for sommerferieaktiviteter. Achensee-regionen er det ideelle rejsemål for gæster i alle aldre, der søger aktiviteter til lands, til vands og i luften.

Tyrols Sport- og Vitalpark er delstatens største vådområde og ligger med sine 6,8 kvadratkilometer mellem klippevæggene og landsbyerne Maurach, Pertisau und Achenkirch, der er forbundet af vandveje. Siden 1887 har dampskibene St. Benedikt, St. Josef og m/s Tirol fragtet passager mellem de tre byer i fantastiske omgivelser. Fredag aften er der aftensejlads med levende musik under stjernehimlen.

Achensee er 133 meter dyb, men holder alligevel en sommertemperatur på 20 grader. Vindsurfere, kitesurfere og sejlere har forlængst opdaget, at nordenvinden fejer over søen hver dag sidst på eftermiddagen, og de farvestrålende sejl og spilere spredes over søen.

Tyrols Sport- og Vitalpark har hundreder af kilometer vandre- og cykelstier af forskellig sværhedsgrad, men alle med fantastisk udsigt over flade, grønne dale og bjergtinder med sne på toppen. Fra maj til oktober kan bjergvandrere nyde godt af uddannede bjergføreres erfaringer i Karwendel-området.

Tyrols høje tinder

I Tyrol er det muligt på én gang at kombinere bjergidyl med kulinariske oplevelser hos familien Wallner i Brixner Thalhof. I fire dage sørger familien for, at man får masser af oplevelser i naturen - blandt andet en vandretur til Gampenkogel som højdepunktet og et bad i en bjergsø som forfriskende start på dagen efter overnatning i en bjerghytte.

Lokkende tinder, idylliske dale, krystalklare bjergsøer, enestående flora og fauna og bjerge, så langt man kan se.

Tyrol er om sommeren et paradis for vandrere og bjergbestigere. Med utallige bjergtoppe, hvoraf flere end 600 er over 3.000 meter høje, er der uudtømmelige muligheder for store oplevelser.

Når man vandrer i Tyrol, kan man smide sorger og bekymringer fra sig og opbygge ny energi i ro og harmoni.

Cirka 15.000 km markerede bjergveje og stier snor sig gennem landskaberne, og i terrænet findes 150 overnatningshytter og 500 bjergrestauranter. 33 hoteller har specialiseret sig i ophold for vandrere.

Der er udfordringer både for rutinerede klatrere og for familier, der vandrer på børnenes betingelser.

På grund af den stigende interesse for at vandre i bjergene har turistorganisationerne i Tyrol udgivet en gratis og omfangsrig brochure med forslag og gode råd til alle typer vandrere. Den illustrerede brochure indeholder masser af henvisninger til internet, rutekort og informationer på blandt andet tysk og engelsk.

Klik for større billede


Fest på bjerget i Vorarlberg

Vandreture hører traditionelt efteråret til i Østrig, men også de andre årstider er velegnede til ture i bjergene. I Østrigs vestligste delstat Vorarlberg er der velholdte stier til vandreture hele året, og turistkontorerne har indbydende turforslag, der giver lyst til at opleve alpelandskaberne til fods.

Lille, harmoniske Vorarlberg ligger mellem Bodensee og Arlberg. Fra bunden af Rhein-dalen til toppen af Silvretta (3.244 m) ser man ikke andet end smuk natur og lokkende, udfordrende muligheder for aktivitet.

Vorarlberg har lagt sig på pionerkurs med en enestående skiltning på 5.500 km vandreruter. Sikkerhed og komfort er vigtigt for vandrerne, der til gengæld beskytter naturen, når de har nemt ved at finde vej.

Flere end 30 kabine- og stolelifter i Vorarlberg bringer bjergbegejstrede gæster op i højderne. Lifterne letter og forkorter op- og nedstigningen til og fra de højalpine stier, så alle uanset fysisk formåen uden at anstrenge sig kann få et indtryk af bjergverdenens skønhed. Transporten med svævebanerne er inkluderet i regionens inclusive-card.

Særligt populære er turene „Feste am Berg“, hvor bjergbaneselskaberne inviterer til information bag de tekniske kulisser, inden der er musikalsk underholdning, børneprogram og show.

Swarowski
Outwell
Suncharter