| Om RejseAvisen | Net tv | Rejseblog | Nyhedsmail | Det Sker | Shop | Foto | Link |
Dette telt er testet på en to ugers telttur til Bretagne. Ca. hver anden dag har vi flyttet teltlejren til en ny destination, ligesom det er pakket op og ned flere gange på ud- og hjemrejsen.
Indretning
Outwell Ontario L er indrettet med to separate sovekabiner og en stor kabine, hvor man kan spise. Man kan lyne ned mellem de to kabiner, hvis man ønsker et stort rum i stedet for to.
Rimelig stor stue
Opholdsrummet eller stuen er forholdsvist stort. Fronten og siderne skråner lidt, hvilket tager noget af ståhøjden helt ude ved siderne. Midt i teltet er der god plads i alle retninger. Man vender sig hurtigt til pladsen og man kan med fordel pakke et par stole sammen, hvis man gerne vil have mere gulvplads.
To sovekabiner
De to sovekabiner er rummelige og der er rigeligt med plads til to voksne og to børn. Man kan sågar vælge at have et par tasker stående med tøj, hvis man vil have mere plads frit i opholdsrummet. Der er højt til loftet og det giver en masse luft over hovederne og et behageligt klima at sove i.
Utrolig let opsætning
Det kan være farligt at sige, at et telt er let at sætte op, da det afhænger af den erfaring man har og teltets størrelse. Outwell Ontario L ER let at sætte op. Når stængerne er sat i løbegangene med farvekoder, så skal det bare rejses og pløkkes. Det som i virkeligheden tager mest tid er at flytte alt teltudstyret ind i teltet.
|
Selvlysende pløkker - så falder man ikke i bardunerne når mørket falder på og man færdes uden for teltet |
Alt i farver
Der er gjort meget ud af simple farvekoder, der hjælper til at finde ud af opsætning, finde sine ting og se bardunerne, når det hele er sat op. Det er prisværdigt at der tænkes og produceres i noget så simplet som farver, og som kan gøre en stor forskel, hvis man f.eks. kommer hjem om aften og ikke har planer om at falde i bardunerne. De er ligesom pløkkerne selvlysende gule og kan ses hele døgnet.
Ekstra udstyr
Et telt er desværre ikke helt nok til at gennemføre en telttur. Man skal også bruge liggeunderlag/luftmadrass, soveposer, køkkengrej og campingmøbler som minimum. Et gulvtæppe kan anbefales at tage med, fordi det er utrolig blødt at gå på og virker lunt, selvom det kan være lidt køligt om aftenen. En grill er næsten også uundværlig, og de findes i alverdens størrelser.
Plads til alt
Det fylder alt sammen i bilen, så man må prøve sig frem og finde ud af, hvor meget der er plads til. Det er netop fordelen ved dette telt. Det er mindre og giver dermed mere plads til andet udstyr i bilen. Når bilen pakkes efter alle kunstens regler, så kan man få plads til alle de vigtige ting, selvom man er to voksne og to børn.
Konklusion
Outwell Ontario L er et praktisk telt til to voksne og to børn, der flytter sig ofte eller som gerne vil have plads til andet i bilen end et kæmpe telt. Det er let at sætte op. Ståhøjden er perfekt og den faste bund gør teltet tæt og komfortabelt. Der er gode udluftningsmuligheder, hvilket giver er et godt indeklima. Perfekt telt til familien på farten.
Fakta
Vandsøjletryk: 5000 mm
Oversejl: Outtex® 5000 (75D 100 % polyester taft) med tapede syninger
Indertelt: Åndbar 100 % polyester
Bund: Sealed Ground System
Rum: To sovekabiner, et opholdsrum
Stænger: Stålstænger 19/22 mm, alu-stang 9,5 mm, to opretstående stålstænger
Materiale på bund: 100% polyethylen, dobbelt coated 10.000 mm vandsøjletryk
Størrelse, telt: 77 x 36 x 38 cm
Vægt, telt kg: 18,3
Vægt, stænger kg: 13,4
| Se også... |
20-11-2012
|
|