Azamara Cruice

4.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

På ridetrek over Balkanbjergene (4/4), Bulgarien

I dag skal vi på langtur - ca. 34 km - så Rene har lavet specielt morgenbord til os med brød fyldt kød og smeltet ost - en såkaldt banica.

Gennem Aleksandrovd

Gennem Aleksandrovd


Svezhen - Rusalka

I dag skal vi på langtur - ca. 34 km - så Rene har lavet specielt morgenbord til os med brød fyldt kød og smeltet ost - en såkaldt banica.

Vi rider ned i Rosernes Dal, hvor der i rosernes blomstringstid maj/juni er stor aktivitet tidligt om morgenen med at samle rosenblade i de opdyrkede rosenplantager. Rosenbladene bruges til fremstilling af den ekstrem dyre rosenolie, der benyttes i parfumefremstillingen.

Vi kommer gennem byen Aleksandrovd, der mest af alt minder om en spøgelsesby. Ikke en levende sjæl ser vi. En enkelt bil eller to står parkeret i en sidegade. Det ene trøstesløse hus efter det andet, delvist skjult bag tykke mure.

I bunden af dalen er terrænet jævnt og der bliver mulighed for en galop. Jeg ligger som vanligt bagerst i feltet og da de andre er sprunget afsted, får jeg endelig vækket Djamal. De forreste ryttere svinger i fuld fart til venstre ad en markvej og min hest ser sit snit til at skrå ind over marken for at indhente flokken. Desværre er der et levende hegn mellem os og jeg får ved at lægge pres med tøjlen på hestens hals dirigeret den uden om hegnet tilbage på stien - i fuld firspring. Godt at jeg har hornet på min westernsadel at klamre mig til!

Frokoststed i Tazha

Frokoststed i Tazha


Frokost hos privat

Så går det roligere, da vi skridter gennem rosenplantagerne og kommer til næste lille landsby, Tazha. Her er næsten lige så mennesketomt. Kun et par unge mænd sidder foran byens café. På husvægge ses peberfrugter hængt til tørre og på gadens pergolaer vokser et hav af blå vindruer.

Midt på en støvet gade stopper vi! Hestene bindes til et jerngitter. - Det er her vi skal have frokost, siger Alex. Jeg ser mig om efter restauranten, men kan ingen se.

Alex går forrest og åbner lågen til en privat have. Indenfor er der på husets terrasse dækket fint op. Overalt er der blomster, frugt og søde drueklaser hænger næsten ned i hovedet på os. I køkkenhaven bag huset vokser peberfrugt, frugttræer og det kan ses, at konen i huset er selvforsynende med grøntsager.

Her bliver der serveret en frisk og velsmagende, kold yoghurt-suppe med agurk og dild efterfulgt af en kødret. Igen alt for meget mad!

Ankomst til Hizha Rusalka, 1.108 moh.

Ankomst til Hizha Rusalka, 1.108 moh.


Spartansk hytte

Dagens sidste etape fortsætter op mod Balkanbjernene ad en knapt så stejl rute, som den vi gik ned ad forleden.

Der er en bred lidt kedelig sti det meste af vejen og ud på eftermiddagen er vi fremme ved refugiet Hizha Ruskala, 1.108moh.

Hytten bestyres af en familie - der hverken smiler eller hilser goddag - måske er det nærmest en belastning for dem at vi kommer? Et forsøg på at sige ”goddag” overhøres - de har travlt med at spise. Og det er netop hvad de gør - spiser hele dagen - hvilket også kan ses på deres figurer. Nå, vi har heldigvis Rene og Veronica med - og de sørger godt for os.

Hytten er meget spartansk og den ringeste af de hytter vi har været i. Her er dobbeltværelser og 5-sengs rum med fælles bad og toilet på hver etage. Kun et sidde-toilet - og tre ”pedaltoiletter” (For dig som ikke ved hvad et pedaltoilet er, kan jeg oplyse, at det intet har med at cykle, men at man står op eller sidder på hug, når man forretter sin nødtørft.)

Beliggenheden kan ingen klage over. Igen med en flot udsigt. Der skal så lidt til (efter danske forhold) for at gøre stedet attraktivt. Men her hersker vist fortsat betonkommunismen ...

Vandfald i kløften

Vandfald i kløften


Rusalka - Apriltsi

Også i dag fortsætter turen videre op over Balkanbjergene. Vi følger en bred grusvej og bevæger os længere og længere ind mod passet i bunden af en kløft. Natursceneriet er enestående med dramatiske klipper og udsigt ned i dalen.

Vi kommer atter ind i Central Balkan National Park og passerer efter et par timers ridt et flot 72 meter højt vandfald, som falder i to strømme, der mødes længere nede ad klippesiden.

For enden af kløften breder landskabet sig ud og vi er atter oppe i området ved Smesite og passerer stedet vi sov den første nat i bjergene.

Ved en blomstrende skråning

Ved en blomstrende skråning


Og så kom regnen

Lidt derfra rider vi stejlt op ad en bjergskråning til et refugium, hvor man venter med frokost til os. Suppe og karbonader.

Både vi og hestene har godt af at slappe af, for det har været en hård tur op - og en lige så hård tur venter ned på den anden side af bjergkæden, hvor landskabet flader ud i den frugtbare Donau-slette. Der er tid til at slappe af og/eller gå en lille tur til et udsigtspunkt oppe bag hytten.

Vi følger nu samme spor ned mod Apriltsi, som vi red ud af og efter nogle timer er vi næsten fremme. Vi gør klar til turens sidste galop hen over den nyhøstede mark - men så lyder der et tordenskral og pludselig åbnes der for slusen. Regnen vælter ned.

Vi søger ly under skovens træer og afventer bygens drift. Så giver Tochco tegn. Regnen er drevet forbi og vi kan fortsætte. Det bliver dog kun til en mindre galop.

Men tænk, at vejret har været så fint hele ugen og regnen først kom på det allersidste stræk - endda uden at vi blev våde!

Christo smører sårsalve

Christo smører sårsalve


Riding Base Balkan

Efter ca. 31 km ridt er vi tilbage i Apriltsi, hvor vi møder Christo og hans kone Dorte, der er medejere af Riding Base Balkan. Nu er der tid til at se nærmere på stutteriet og høre mere om stedet. Milo, der også er guide, er stedets staldmester og han tager sig af hestene: Nu får de fri og skal ikke lave noget den næste uge - blot slappe af.

Christo viser stolt nogle af årets nye føl og fortæller at der hvert år kommer 5-6 nye føl til og at de efter to år får en sæson sammen med de løst gående heste oppe på bjerget, så de kan lære terrænet godt at kende. Først når de er 3-4 år får de lov til at komme med på tur.

- Jeg kan se, at du er glad for dyrene, siger jeg, da han går i gang med at smøre sårsalve på en hest. - Ja, vores politik er først og fremmest sikkerheden for vore gæster, svarer han, og dernæst er det meget vigtigt, at vores dyr har det godt. Har dyrene det ikke godt, har vores gæster det heller ikke - og så skal vi ikke drive denne virksomhed. Derfor tager vi os godt af vores dyr.

Dorte fortæller, at Riding Base Balkan er de første i Bulgarien, der har importeret amerikanske Quarter heste, verdens hurtigste - og viser os et herligt føl, der går med sin mor adskilt fra de øvrige heste.

- Får vi nyt blod og plejer vi vores heste godt, har vi en god fremtid med ridning her i Bulgarien, slutter hun.

Tidsel

Tidsel


En tidsel i haven

Vi har oplevet et paradis for eventyrlystne ryttere, hvor sikkerheden for rytterne har været i top. Vi har haft fine og velplejede heste til vores rådighed og oplevet noget af Bulgariens fantastiske natur over bjerge, ned i dale og langs floder, og mødt en flig af bulgarsk kultur på vores ca. 150 km ridetrail over 2 bjerge.

Men selv i den flotteste have kan der være en tidsel.
Vi havde en unødig lang og besværlig rejse til Apriltsi, hvor vi fløj med en chartret maskine fra Bulgarian Air Charter fra København til Bourgas ved Sortehavskysten. Herfra blev vi - og andre gæster - i nattens mulm og mørke kørt i en minibus i ca. 4 timer til Plovdiv.

I Plovdiv skiftede vi, der skulle på ridetur, over i en mindre bil og kørt i ca. 3,5. I alt ca. 7-8 timer transport, med ankomst til gæstehuset kl. 6 om morgenen. Det var en ubehagelig tur, som ingen gæster var forberedte på!

Så bed din turoperatør om at blive fløjet til Plovdiv eller hovedstaden Sofia, hvor værterne fra Riding Base Balkan afhenter dig og kører dig på små tre timer direkte til Apriltsi.

Torre La Sal
Primo Tours
Subaru
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt