Azamara Cruice

23.4.16

Af: Kim Nielsen Fotograf: Kim Nielsen
Bogmærk eller del
 

På rundrejse i Mexico med indianerkultur, jungle og strand

Er man til smukke strande, gamle maya-ruiner og krydret mad er Mexico landet at besøge.

Pyramide i Teotihuacan, som er den gamle aztekerby

Pyramide i Teotihuacan, som er den gamle aztekerby


Teotihuacan - den gamle aztekerby

Vi rejste med Jysk Rejsebureau og startede i Mexico City, hvor tiden gik med at slentre rundt og opleve den mexicanske kultur.

Byen ligger i ca. 2.200 meters højde, så det gælder om ikke at overanstrenge sig. Man er også en smule træt efter en rejsetid på i alt 18 timer.

Der blev dog også tid til en tur til Teotihuacan, som er den gamle aztekerby med de berømte ”solens og månens pyramide”, inden turen gik til Oaxaca.

Oaxaca er et must med sine små hyggelige brostensveje og smukke arkitektur. Det vrimler med fremragende restauranter, hvor de fleste har beliggenhed omkring Zocalo-pladsen, hvor der er hektisk aktivitet blandt sælgere af alle slags.

Markeder findes i næsten alle byer

Markeder findes i næsten alle byer


Bryggerier og markeder

Fra Oaxaca er der adskillige dagsture til bl.a. byen Monte Alban (maya), de mange Mezcal bryggerier, som er en slags tequila, men med forskellig smag. Nogle er ok, men de fleste smager frygteligt!

Desuden er der naturligvis et væld af markeder, hvor der sælges alt fra tørrede græshopper (med chilismag naturligvis) til barnedåbstøj.

Derfra gik turen til Mazunte. En lækker lille stillehavsstand hvor der ikke var meget andet at lave end at slappe af, surfe og kigge på havskildpadder og delfiner.

Men eftersom der ikke var meget vind, og varmen var dræbende, gik turen hurtigt videre til San Cristobal de Las Casas, som ligger i bjergene og er en del køligere.

De indfødte elsker krydret mad - her farverige chili

De indfødte elsker krydret mad - her farverige chili


Besøg hos indianerne

San Christobal er meget lig Oaxaca. Små hyggelige gader med et hav af gode restauranter - samt turister. En smuk by bare at slentre rundt i.

Man skal ikke snyde sig selv for en ridetur til San Juan Chamula, som er en lille indianerlandsby med en meget speciel kirke, hvor lokale sidder og beder, mens de drikker cola og en lokal slags spiritus.

Der må dog ikke tages billeder overhovedet, og dette skal naturligvis respekteres.

Flotte vandfald i Mexico

Flotte vandfald i Mexico


Junglevandfald og brøleaber

Vi tog derefter en arrangeret tur til Palenque. Det var for at se de to vandfald Agua Azul og Misol-Ha.

Agua Azul var ekstremt smukt og stort (et must see), mens Misol-Ha var mindre og knap så imponerende, men ok. Det ligger alligevel på vejen, så hvorfor ikke tage et hurtigt stop.

Vi skulle videre til Lacanjã, som ligger i junglen tæt ved Guatemala. Et helt fantastisk sted, hvor vi boede i en åben hytte direkte ved floden med en fremragende udsigt. Der skulle vi tilbringe to dage.

Vi startede med at besøge Yaxchilan (Maya-by), som ikke er nær så besøgt som f.eks. Palenque og Chichen Itza.

Med dens beliggenhed i junglen og den konstante lyd fra brøleaber - som også kunne ses - gjorde, at det var et af højdepunkterne på hele turen.

Men sejlede i øvrigt også på floden mellem Mexico og Guatemala, hvor man kunne se en enkelt krokodille eller to, hvis man var heldig.

På andendagen tog de lokale indianere os med ud til et vandfald, ca. 30 meter bredt og 8 meter højt, hvor der efter en times vandring gennem junglen var mulighed for at bade, slappe af, nyde naturen og studere de mange smukke sommerfugle, som i øvrigt er overalt i Mexico.

Det skal lige nævnes, at vi havde det for os selv - fantastisk!

Maya-ruiner ved Palenque

Maya-ruiner ved Palenque


Maya-ruiner i jungle og ved havet

Tilbage til Palenque, hvor vi naturligvis skulle se ruinerne. De går for at være de flotteste af alle Maya-ruinerne, hvilket passer fint. Stedet ligger flot omgivet af junglen, men er dog mere tilgængelige end f.eks. Yaxchilan. Her var der selvsagt også mange flere turister.

Derfra gik turen til det caribiske, nærmere betegnet Tulum. Dette fantastiske sted må man ikke gå glip af.

Lækkert turkisblåt vand og hvide sandstrande, masser af afslapning og lidt snorkelture.

Vi måtte dog tage en tur til Chichen Itza, da det er kåret som et af verdens nye syv vidundere. Fuldt ud ligeså storslået som Palenque og kan gøres på en dag, hvis man har base ved kysten.

Inden hjemrejsen fra Cancun gik turen kort forbi Playa del Carmen, da det ligger mellem Tulum og Cancun, og er man til fest, larm, mange mennesker og en ikke særlig god strand, er det stedet at tage hen!

Slut rundrejsen med en skøn badeferie ved Mexicos strande

Slut rundrejsen med en skøn badeferie ved Mexicos strande


Campingferie 650,-
Primo Tours
Tamarit Parc Resort
Outwell
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt