Subaru

28.1.16

Af: Anne-Vibeke Isaksen Fotograf: Rasmus Schønning
Bogmærk eller del
 

Campingferie i Mazurien, Polen

I Det Mazuriske Søområde i det nordøstlige hjørne af Polen finder man både historie, smuk natur og uberørt kultur. Intet er overrendt af turister. Med campingvogn på krogen er det let at komme fra sted til sted.

Mægtige sprængte betonklodser ved Ulveskansen

Mægtige sprængte betonklodser ved Ulveskansen


Ulveskansen - Hitlers østligste kvarter

Det er svært at besøge Polen uden at møde historier fra 2. Verdenskrig. I Gierloz ved byen Ketrzyn ligger Hitlers østligste hovedkvarter og gemmer på utrolige historier. Oprindeligt bestod skansen af 80 bunkere med otte meter tykke betonmure og -lofter. Hitler boede i nr. 13, men der er ikke meget tilbage af den i dag.

Görings bunker i nr. 16 er bedre bevaret. Hitler boede på stedet fra juni 1941 til november 1944. Den 20. juli 1944 forsøgte en gruppe tyske officerer at myrde Hitler, men uden held.

Tyskerne sprængte selv stedet i stumper og stykker i 1945 før russerne kom.

Tank

Tank


Vælter i ruiner

Man går rundt i de gamle ruiner og får en god fornemmelse for stedets vigtige rolle. Flere af bunkerne er afspærrede, fordi de simpelthen er for farlige at gå ind i.

Man går rundt på egen hånd og udforsker stedet. Det er på sin vis lidt mærkeligt, fordi den grimme beton og al den ødelæggelse symboliserer noget grimt og uhyggelig, men samtidigt synger fuglene og løvtræerne pryder den blå himmel.

Et par timer på stedet er ganske fint til at se det meste.

Frokost på en plads i Mazurien

Frokost på en plads i Mazurien


Frokost i det fri

Selvom det altid anbefales at stille sin campingvogn på en campingplads og dernæst kører på opdagelse, kan det sagtes lade sig gøre at køre fra sted til sted og parkere hele vogntoget. Det skaber frihed.

Selv om der ikke er så mange rastepladser, er det alligevel muligt at finde holdepladser, hvor man kan spise frokost i det fri. F.eks. ved en bondegård.

Polakkerne er enormt gæstfrie.

Vil man se storke, så er Polen et godt sted

Vil man se storke, så er Polen et godt sted


En fantastisk lille landsby

Landsbyen Zywkowo ligger 13 km nord for Gorowo Ilawekie (vej 511) og få hundrede meter fra grænsen til Kaliningrad.

Parkering koster en enkelt euro, som opkræves af den lokale bondekone. Zywkowo er utrolig speciel. Byen har flere storke end indbyggere. Der er kun otte gårde, men mere end 40 storkereder og op til 150 storke.

Man går rundt mellem gårdene, og de lokale beboere har det helt fint med, at man går omkring og kikker.

Storkeæg

Storkeæg


Storke overalt

Flere steder er der bygget udkigstårne, som man kan komme op i, så man virkelig kommer tæt på storkene. De virker heller ikke berørte af, at man står få meter fra dem. I en af laderne er der en udstilling, hvor man kan få mere at vide og også lægge et par mønter, hvis man vil støtte egnen og storkene.

Dette område af Polen har den største koncentration af storke. Og det er bare herligt at se de mange langbenede fugle. Man kommer helt til at savne de gode gamle storketider i Danmark!

På campingpladsen ved De Mazuriske Søer

På campingpladsen ved De Mazuriske Søer


Masser af campingpladser

Endnu en dag finder vi os godt tilrette på en campingplads. Den ligger godt, og faciliteterne er ganske udmærket, men ikke noget at skrive hjem om. Vi har jo også alt i vognene, så vi er ikke så afhængige.

Det har været en oplevelsesrig dag, så vi spiser aftensmad og kryber til køjs.

Her er flere storke end mennesker.....

Her er flere storke end mennesker.....


Praktisk information

Fra København sejler Polferries til Swinoujscie.

Overnat aldrig i det fri, og kør fra sted til sted i dagtimerne. Vejene er rigtig gode eller virkelig dårlige, så kør efter forholdene, og pas ekstra godt på, hvis du kører med campingvogn, fordi den er mere sårbar end f.eks. en autocamper.

Der er godt 200 campingpladser i Polen. Regn ikke med, at alle campingpladser på dit bilkortet findes, når man kommer frem. Få evt. en opdateret brochure på Polska Statens Turistbyrå i Stockholm.

Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
Subaru
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt