Royal Caribbean

10.1.11

Af: Anne-Vibeke Isaksen Fotograf: RejseAvisen.dk
Bogmærk eller del
 

Polen: Campingferie i Polen (1:11), Swinoujscie - Jelenia Góra

Ideen til at køre Polen rundt med campingvogn og Auticamper kom et år tidligere, da vi på en anden rejse, Østersøen rundt, kom gennem det nordlige Polen. Det var så interessant, at vi besluttede os for at komme tilbage med mere tid i bagagen og opleve landet endnu mere koncentreret. Lad os starte med at møde dem, der er med på turen.

Britta og Ole Koch er igen klar til at tage med Anne-Vibeke på tur

Britta og Ole Koch er igen klar til at tage med Anne-Vibeke på tur


Britta og Ole Koch har tidligere været med på vores campingferier og med stor succes. Britta og Ole kører i Bürstner autocamper. Jeg har hægtet en Tabbert campingvogn på vores bil og med mig er min mand Rasmus og vores to børn Mie (1/2 år) og Mathias (3 år). Vi skal også producere to Tv-programmer til serien Anne-Vibeke Rejser, så Rikke er med til at hjælpe os med børnene, når vi filmer. Vi er altså tre vokse og to børn i vores vogntog.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi alle føler os mere trygge ved at rejse flere sammen. Fordommene om Polen sidder i os, men som på tidligere rejser som f.eks. til Rusland, ved vi også, at med en god portion sund fornuft og opmærksomhed, kommer vi langt.

Skøn morgen i Swinoujscie foran Polferries. Nu starter rejsen

Skøn morgen i Swinoujscie foran Polferries. Nu starter rejsen


Starter i syd

Vi har givet vores rejse overskriften fra Syd- til Nordpolen. Der er selvfølgelig tale om nabolandet Polen - hvilket gør rejsen umådelig lettere at gennemføre!
Vi kører i april og maj måned. Vi ankommer med færgen fra København om morgenen og efter ankomst i Swinoujscie sætter vi næsen direkte mod syd. Det er en flot dag. Alle er veludhvilede til den lange køretur, der venter os. Vi vil forsøge at nå så langt mod syd som muligt.

Rastepladserne er der, men der er stor forskel på standarden

Rastepladserne er der, men der er stor forskel på standarden


Vejforhold og rastepladser

Der er forholdsvis langt mellem rastepladserne jo længere vi kommer mod syd. Der er til gengæld god plads på tankstationerne, så de bruges i stedet. De få rastepladser, vi finder, har ingen faciliteter, men vi har også det hele i campingvognen og autocamperen. Vejene, der er godt skiltet, skifter mellem at være ekstrem gode og ret dårlige. Det er tydeligt, at man er i fuld gang med at genopbygge hele vejnettet og det er endnu mere tydeligt, hvor langt man er nået. Der, hvor vejene er fine, kører vi ca. 80 km i timen og der hvor de er meget dårlige, er vi helt nede på 40-50 km i timen. Det betyder en del på en dagsrejse, så vi når ikke frem til den planlagte tid. I stedet gør vi noget helt andet.

Britta kreerer i køkkenet. Vi har alt med og er uafhængige

Britta kreerer i køkkenet. Vi har alt med og er uafhængige


Fyldte vogne hjemmefra

Vi har provianteret hjemmefra, så vi stopper for at spise aftensmad og natte børnene. På den måde kan vi i ro og mag køre det sidste stykke, selvom det bliver mørkt, før vi kommer frem. Det optimale er at nå frem mens det er lyst, fordi det er lettere at finde vej og stille op på campingpladsen.
Begge børn er dog sultne, så det giver mere mening at tage en pause, spise aftensmad, for derefter at køre til campingpladsen. Det er helt sikkert også det bedste for børnene. Britta får i en håndevending tilberedt et dejligt måltid mad til os alle, og vi kan lige præcis sidde i autocamperen, hvor begge stole i førerhuset kan drejes.

Mie er efter en god pause igen klar til at køre

Mie er efter en god pause igen klar til at køre


Børnene klarer det fint

Selvom vores børn er vant til at rejse, er denne dagsetape lang. Men de siger ingenting, da de igen sættes på bagsædet i deres autostole. Jeg tror hemmeligheden er, at vi altid holder de pauser de kræver og at vi aldrig kører dem ud over den grænse, hvor alting bliver meget uoverskueligt for dem. Vi stopper længe før. Undervejs bliver de underholdt med leg, læsning, sange osv. De får rigeligt at drikke (uden sukker) og en enkelt snack for hyggens skyld. Og så prøver vi så vidt muligt at køre, mens de alligevel skal sove. Nu har de fået aftensmad og nattøj på, så vi kan køre det sidste stykke og bare bære dem ind i seng, når vi kommer frem..

Vejene er meget forskellige, men indtil videre ok

Vejene er meget forskellige, men indtil videre ok


Ringer til lejrchefen

Jeg har ringet til lejrchefen for at høre, hvor sent vi kan komme. Med beskeden om, at vi bare triller ind på pladsen, når vi kommer, kan vi nu uden stress og jag køre det sidste stykke. I byen Jelenia Góra er der skilte hele vejen til campingpladsen, og vi finder den uden problemer, selv om det er mørkt. Det tager bare få minutter at stille op og få strøm på vognen.
Før vi ved af det, ligger vi i vores senge og nyder at være kommet frem.

I morgen skal vi ikke køre men ud og opleve det første stykke Polen. Det vi har set indtil videre, er kun gennem forruden…

Primo Tours
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Campingferie 650,-
Subaru
RejseAvisen.dk
Seneste nyt