Primo Tours

30.8.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Cabo da Roca og Sintra i Portugal

Fra hotelværelset i Cascais kan vi se bjergkæden Sierra, som også kaldes Sintra-bjerget. Det er ofte indhyllet i tåge, da den fremherskende nordenvind og skyerne bremses ved Sintra-bjerget, der virker som en barriere og derfor er medvirkende til, at vejret som regel er solrigt i Cascais og Estoril.

Monumentet ved det vindomsuste Cabo da Roca

Monumentet ved det vindomsuste Cabo da Roca


Cabo da Roca - Europas vestligste punkt

Sintra-bjerget rejser sig på sit højeste punkt 630 meter over havet, så det er ikke fordi bjergkæden er særlig høj, men busturen denne formiddag, hvor vi er på vej mod Cabo da Roca, får alligevel suget frem i maven, da vi kører op ad serpentinersving med bratte skrænter på siderne og en flot udsigt ud over det lavere liggende landskab.

Også denne dag er her overskyet og en kølig vind blæser ind fra Atlanterhavet, da vi står af bussen ved Sintra-bjergets yderste klipper og spadserer forbi fyret og ud til en stenobelisk, der markerer Europas vestligste punkt - 140 meter over havet.

Kongepaladset i Sintra

Kongepaladset i Sintra


Kongepaladset i Sintra

Det var det friske og kølige klima på Sintra-bjerget, der også i sin tid tiltrak de kongelige, så de kunne slippe væk fra den hede sommer i f.eks. Lissabon.

Derfor lod kongerne deres sommerresidens opføre her mellem 1200- og 1500-tallet og det er netop kongepaladset - Palacio Nacional de Sintra - som vi besøger i den gamle bydel Sintra Vila.

Udefra er kongepaladset kendetegnet ved to markante, kegleformede skorstene, der rager 30 meter op i luften.

Vi kommer ind i den majestætiske, hvide bygning gennem arkader og ind gennem overdådigt rigt dekorerede sale - f.eks. Svanesalen, hvor træloftet udelukkende består af malerier med svaner - og oplever hvorledes middelalderens og renæssancens adelige havde indrettet sig.

Sala dos Brasoes - paladsets smukkeste sal med azulejos fra gulv til loft

Sala dos Brasoes - paladsets smukkeste sal med azulejos fra gulv til loft


Imponerende sale

Vi guides gennem gårde opført i maurisk stil og ind i andre værelser og sale med klassiske møbler og vægge prydet med gobeliner og med forskellige farvelagte kakler.

Det fortælles, at det netop var her, at azulejos-kakkelkunsten blev introduceret i Portugal.

Den mest imponerende sal er Sala dos Brasoes, hvor væggene er prydet med azulejos, der fortæller om hoflivets dagligdag med jagtscener, dansescener, tidens mode  etc.

Her er loftets kupler dekoreret med 72 af adelsfamiliernes våbenskjolde. Ikke mindre end imponerende.

Besøget i kongepaladset afsluttes i køkkenet, hvorfra de to skorstene rejser sig.

Palacio Nacional de Sintra har været optaget på UNESCO's verdensarvsliste siden 1995.

Vi slutter besøget i Sintra Vila med en kort spadseretur gennem den gamle by, inden vi kører tilbage mod Cascais for næste dag at vende tilbage mod Danmark efter en historierig kulturrejse i det klassiske Portugal.

Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
Primo Tours
Torre La Sal
RejseAvisen.dk
Seneste nyt