| Om RejseAvisen | Facebook | Nyhedsmail | Forum | Det Sker | Shop | Opslagstavle | Rejseblog | Net tv | Foto | Link |
Havearkitekt arrangerer ferierejse til Azorerne for alle have- og naturinteresserede.
Danskernes interesse for haver har aldrig været større. Havevandringer trækker altid masser af besøgende, og de historiske haver i f.eks. England og Tyskland er rene publikumsmagneter. Nu er der mulighed for at få en haveferie af de mere eksotiske, nemlig på en af Azorerne i Atlanterhavet.
Oprindeligt var Azorerne dækket af stedsegrønne skove med laurbær, lyngtræer, træbregner, kristtorn osv. som stadig præger billedet af ”den grønne ø”, Ilha Verde, som Sao Miguel også kaldes. I begyndelsen af 1800-tallet blev øerne på grund af klimaet i stor udstrækning anvendt til afprøvning af planter fra hele verden, hvilket stadig ses i de botaniske haver.
Mød haveejerne
Specialrejsen arrangeres af havearkitekt Anne Marie Lind, der har mangeårig erfaring i Haveselskabet med at arrangere rejser for haveinteresserede. Den lindske tur finder sted 13.-20. august 2009 og går bl.a. til de vigtigste steder, som man almindeligvis ser, når man besøger Sao Miguel, (den største af øerne), men omfatter desuden besøg i en del private haver, som der ikke ellers er adgang til. Her møder deltagerne også havernes ejere, hvilket er en god ekstraoplevelse.
På programmet står tillige besøg i flere offentlige haver og parker, bl.a. Jardim José do Canto. Haven, der rummer planter fra hele verden, er fra midten af 1800-tallet. På det tidspunkt var Jardim José do Canto den største botaniske have i Europa med over 3000 forskellige planter. Naboparken er Jardim Jacome Correia med et meget stort eksemplar af det ejendommelige New Zealandsk juletræ, hvis luftrødder hænger 10-15 meter ned og sammen med grenene danner en kæmpehule.
Ananasgartneri og vulkankratere
Foruden havevisitterne og et besøg på et ananasgartneri omfatter programmet andre natur- og kulturelle seværdigheder som vulkanske kratere og varme kilder. Løbende fortælles om geografi, historie og samfund.
Man flyver direkte fra Billund eller Kastrup til Ponta Delgada på São Miguel.
Et af Danmarks største charterselskaber, Bravo Tours, er teknisk rejsearrangør.
| Se også... |
|
|