Riis Rejser

1.1.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Med husbåd rundt på Alqueva-søen i Portugal (2/2)

Der er dømt afslapning og afstresning på Alqueva-søen. Ombord på husbåden er der ikke meget andet at lave end at navigere, nyde solen, drikke en kop kaffe eller … Stoppe båden, bade eller padle sig en tur i kajakken og bare nyde det omkringliggende kulturlandskab.

Restaurant med udsigt

Restaurant med udsigt


Kulinarisk oplevelse på Sem-Fim

En af de aftaler vi har indgået med Amieira Marina er at blive afhentet på bådebroen ved Monsaraz og kørt ind til restaurant Sem-Fim, der ligger for foden af middelalderbyen.

Restauranten, der er indrettet i en tidligere olivenmølle, er kendt for sit traditionelle portugisiske køkken.

I selve pressehallen er der dækket op til et større selskab, så vi finder ud på den overdækkede terrasse med udsigt til marker og bjerg.

Helt traditionelt serveres der først diverse tapas med ost, oliven, svampe med hvidløg, lufttørret skinke, asparges med stegt skinke - ganske fortræffeligt.

Vi får den lokale tomatsuppe med ost og æg anbefalet. Og den er fremragende.

Som hovedret vælger vi lidt forskelligt:
Stegt optøet tørfisk, cabilau - stegt på begge sider med sprød skorpe og serveret med kerner af granatæbler.
Pattegrisehoved, hvor svinekæberne er delikatessen.
Lam på portugisisk - mør som smør.

Stedet kan varmt anbefales, hvis man ønsker en gastronomisk oplevelse med det portugisiske køkken.

Udover at drive restaurant har stedet også en mindre udstilling af kunst og kunsthåndværk.

Monsaraz

Monsaraz


Monsaraz - på toppen af et bjerg

Efter frokosten køres vi op til den gamle fæstningsby Monsaraz, der regnes for en af Portugals smukkeste landsbyer.

Monsaraz er ikke et museum, men en levende by med butikker, caféer og lokal beboelse – samt mange turister. Og man forstår det. At slentre hen ad ad de smalle billøse stræder med toppede brosten, flankeret af kridthvide huse og nyde udsigten udover Alentejo-regionens lavtliggende, flade landskab, er en fryd for øjet.

På byens højeste sted ligger selve 1200-tals borgen, som udover borgmuren også har en oval arena, der benyttes til portugisisk tyrefægtning. Stenreposer udgør siddepladserne.

Byens centrale kirke Igreja Matriz ligger ud til hovedgaden og da vi kommer ud af kirken har en gruppe portugisiske turister samlet sig og istemmer en fado-sang. Folk stopper naturligvis op og lytter. Stemmerne er fortræffelige. Måske er det en sangklub, som er på udflugt?

Livsglade mennesker, der lidt længere nede ad gaden lader deres stemmer høre endnu en gang. Ja, de fortsætter faktisk med at synge til de når deres turistbus lidt neden for byen.

Her hentes vi af restaurant Sim Fem og køres tilbage til båden, hvor eftermiddagen benyttes til mere afslapning, mens dagen går på hæld.

Svinekød med muslinger

Svinekød med muslinger


Hotel Rural Horta de Moura

Vi har endnu en aftale og hen under aftenen hentes vi af Hotel Rural de Moura, vi nyder aftensmaden.

Igen har vi bestilt en traditionel portugisisk ret startende med aspargestærte efterfulgt af svinekød og muslinger naturligvis ledsaget af lokalproduceret kraftig rødvin. Dessert er en portugisisk varm creme brulee, der flyder ud på en skifferplade.

Sidst på aftenen er vi tilbage på båden.

I kajak mellem døde træer

I kajak mellem døde træer


Afslapning ved bådebroen i Alqueva

Dagene går forbavsende hurtigt og nu er det tid at vende skuden. Vi har ca. fem timers sejlads foran os for at komme tilbage til Alqueva.

Vi har ingen aftaler før aftenen, så der er tid til endnu en tur i kajakken. Iført den obligatoriske redningsvest kan man padle ind i en bugt og ind mellem udgåede træer, som rager op fra søbunden.

Her er hejre som flakser væk, når man nærmere sig. Her er fisk som springer i vandet. Og så er her fuldstændig ro – bortset fra sangfuglene, som giver lyd fra sig i det tætte buskads.

Find vej ved hjælp af kirkens klokketårn

Find vej ved hjælp af kirkens klokketårn


Alqueva - byen der gav søen navn

Eftermiddagen benyttes til en vandretur ind til Alqueva, der gav navn til Grande Lago Alqueva. Turen byder på ren landlig idyl med udsigt til søen, prægtige korkegetræer og enge med græssende heste.

Kommer man ad hovedvejen til byen, mødes man af en fontæne, der symbolisere Alqueva-dæmningen - vandet løber ned over byens navn.

Ved siden af ses en skulptur af en traditionel vildsvinejagt, hvor dyret nedlægges af jagthunde, mens jægeren stikker sin kniv i hjertet af svinet.

Spadserer man lidt længere ned ad landevejen har man det bedste vue ind over landsbyen.

Det er næsten som at spadsere i en labyrint, at nå frem til byens kirke. Gaderne og husene er ganske ens – men heldigvis rager kirkens klokketårn op og kan angive retningen.

På kirketorvet sidder nogle af byens mænd (kvinder ses ikke) og nyder en drik på den lokale café. Vi slår os ned blandt dem og får en kop kaffe, men ingen taler et sprog vi kan forstå.

En sød lille melodi lyder fra klokketårnet – og kan høres helt nede ved bådebroen.

Byens mænd til fodboldkamp

Byens mænd til fodboldkamp


Folkeliv på restaurant O Artur

Ejeren af restaurant O Artur henter os ved båden denne søndag aften og i restaurantens barstue er flere af landsbyens mænd forsamlet, hvor de meget engageret og under højrystet tale overvære en tv-transmitteret fodboldkamp med deres helte.

Vi får bord i restaurantens baglokale, mens husets søn, der som den eneste taler engelsk, tager mod vores bestillinger. I det åbne køkken arbejder hans mor - kort sagt et familieforetagende.

Fra barlokalet lyder der et højt råb og stemmerne blander sig med larmen fra tv'et. Heltene har scoret!

Efter maden, en traditionel tyndbanket snitzel af kalvekød, serveret med spejlæg og pommes frites, køres vi tilbage til båden og kan forberede os til den sidste sejlads næste dag, hvor husbåden afleveres hos Amieria Marina.

Kajak på slæb tilbage mod Amieira Marina

Kajak på slæb tilbage mod Amieira Marina


Yderligere oplysninger om denne ferie i Portugal

Sted: Alqueva-søen - Grande Lago Alqueva - i det østlige Portugal 180 km fra Lissabon.

Tidspunkt: Denne rejse blev gennemført i oktober måned. Amieira Marina er en helårsdestination, men det anbefales at besøge stedet efterår, vinter eller forår, da sommeren med 35 - 40 graders varme kan virke for voldsom for os danskere.

Kort: Map of Great Lake Alqueva - Albufeira de Alqueva, udleveres af Amieira Marina.

Guide: Turen går til Portugal samt Politikens Visuelle Guide Portugal, Politikens Forlag.

Rejsearrangør: Man kan bestille turen direkte hos Amieira Marina, men den kan også ordnes gennem det danske rejsebureau Seatravel.

Torre La Sal
Primo Tours
Subaru
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt