Azamara Cruice

25.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandreferie på Azorerne (2/4), Portugal

Minibussen har hentet os og kørt os til sydkysten. Vejret ude ved kysten er fortræffeligt og vi kan se langt hen ad kyststrækningen.

Ved det lille kapel før Ribeira Quente

Ved det lille kapel før Ribeira Quente


Fra Lombo do Cavaleiro til Ribeira Quente og lidt til

Vi følger en gammel sti, der benyttes af landarbejderne, når de skal til og fra deres små jordlodder på bjergsiden.

Snart kommer vi ind i en skov, der nærmest minder om en regnskov med tæt bevoksning. Overalt vokser hedychium-planten, der nærmest må betragtes som ukrudt på linie med vores bjørneklo. Den er meget vanskelig at udrydde og kvæler al anden vegetation.

Flere steder har vi flot udsigt til kysten og havet langt under os.

Ved et lille kapel yderst på en vindomsust pynt lidt før Ribeira Quente holder vi hvil og spiser vor frokost.

Udsigt mod øens højeste punkt Pico da Vara, 1103 moh

Udsigt mod øens højeste punkt Pico da Vara, 1103 moh


Op ad bakke

Vi har god tid inden bussen kommer for at hente os, så vi vandrer gennem byen langs kysten ud på den sorte strand vest for byen. Her skulle det være muligt at bade i vand fra varme kilder der springer ud under sandet på stranden.

Turen har ikke været så lang i dag og mit forslag om at vandre videre til Furnas, er der flere som godt vil med på. Så de der har fået nok vandring for i dag, køres hjem, medens vi andre tager turen de 400 højdemeter op over kraterkanten.

Og det er en barsk stigning. I en time går det kun opad og ind i mellem over væltede træstammer, der blokerer stien. Men det går og snart er vi ude af skoven og oppe hvor vi i det fjerne kan se øens højeste punkt Pico da Vara, 1103 moh.

Landskabet ændres og små farvestrålende buske afløser skoven. Stien bliver bred og let at vandre på og den gode mærkning fører os op over Pico da Areia, 495 moh, hvorfra vi lige kan skimte Lagoa das Furnas under os.

Men det hjælper på udsigten, da jeg kravler op på den meterhøje sokkel, der er rejst på toppen. Herfra er der udsigt! Det er der også nogle få meter længere fremme ad vandreruten.

Så går det ned til Furnas - den sidste del på en ret så kedelig landevej.

Med udsigt til Atlanterhavet

Med udsigt til Atlanterhavet


Mågerne ved Lagoa do Fogo

Flere betragter denne sø som den smukkeste af de tre store kratersøer på øen. Ildsøen bliver den kaldt, fordi tåge siver ind og ud af krateret.

Fra den lille by Praia går vi denne formiddag op ad en lille landevej, hvor vi møder flere bønder på vej ned til mejeriet med deres frisktappede mælk. Her kommer traktorer med anhænger, hestetrukne kærre samt enkelte heste med rytter og fastspændte mælkejunger på sadlen.

Og det er frugtbare landbrugsarealer vi vandre op i. Mange steder går græssende køer og små nysgerrige kalve ses flere steder. Vi passerer vinmarker, hvor rankerne nærmest svæver lavt hen over jorden og vi møder bønder i gang med at pløje marken.

I skoven lidt oppe på kraterkanten kommer regnen. Jeg har opserveret en lille hule i skrænten og vi er tre, der lige akkurat kan være der og søge læ for den næste tordenbyge.

Kratersøen Lagoa do Fogo

Kratersøen Lagoa do Fogo


Når måger angriber

Så hører regnen igen op og vi kommer helt ud på kanten af krateret og får det første vue ud over den 350 meter dybe sø - Lagoa do Fogo.

Udsigten kan tage pusten fra enhver. Her er et berettiget ”Whaw” på sin plads. Under os ligger søen i mange forskellige farver, der konstant skifter i takt med lyset og skyernes bevægelser over os.

Omkring os svæver måger, der skriger som om vi ville berøve dem denne enestående udsigt. Vi ser os en stund mætte på dette skue (hvis man overhovedet kan) og følger stien ned mod søen.

Ude i terrænet ligger flere måger på deres reder og på klipperne foran os ses en hel mågekoloni. At mågerne ikke ønsker at blive forstyrret, får de forreste i vor lille vandregruppe at føle. Mågerne sætter et rasende angreb ind på vor veninde, der går forreste.

I præcise dyk styrter de ned mod ”ofret” og sender kaskader af skidt, som var det bomber fra en F16 jager, ned mod vor intetanende og forsvarsløse veninde. Igen og igen bombarderes gruppen af mågerne, indtil den er på ”sikker” afstand af rederne.

Heldigvis har hun endnu regntøjet på og straks er der flere henne med papirservietter for at hjælpe hende af med skidtet.

Picnic ved Lagoa do Fogo

Picnic ved Lagoa do Fogo


Pas dog på, mand!

Vi finder ”et fredeligt sted” og slår os på madpakkerne. På den anden side af søen kan vi højt oppe se det udsigtspunkt, hvortil de fleste kørende kommer for at betragte denne smukke sø.

Men det er ikke muligt at vandre derop eller hele turen omkring søen, dertil er klipperne for stejle. Det kunne ellers blive en flot tur!

Vi fortsætter nedad. Nu går jeg forrest og da jeg igen passerer en mågerede, letter fuglen og jeg kan se, at den ligger på tre æg. Og så angriber den. Det er millimeter fra at gå galt og heldigvis lander klatterne lige foran mig - til stor morskab for de efterfølgende. Pas dog på, mand!

Gennem et knudret lavalandskab

Gennem et knudret lavalandskab


Specielt landskab

Fra søen kommer vi ind i et fortryllende grønt, men også barsk landskab med klipper og tåge hængende ned fra kraterkanten. Et Harry Potter–landskab?

Vand pibler ned fra bjergsiderne og længere fremme er vandløbene reguleret i små levadaer. Efterhånden samles disse i større levadaer, som vi følger tilbage på den anden side af dalen mod Praia.

Ved kysten kommer vi til Bravo Tours Hotel Bahia Palace

Ved kysten kommer vi til Bravo Tours Hotel Bahia Palace


Sluk efter

Da vi når landevejen nede ved kysten, vandrer vi hen til ”det lyserøde hotel” Hotel Bahia Palace, der ligger helt ude ved havet.

Det er også et af de dejlige hoteller Bravo Tours har på programmet, og her ligger ferierende henslængt omkring svømmepølen og nyder solen, der nede ved kysten ”næsten altid” er fremme.

Vi finder baren på øverste terrasse og kan nyde en forfriskning, inden bussen kører os tilbage til Furnas.

Din rejseskribent på vej op mod Pico da Areia

Din rejseskribent på vej op mod Pico da Areia


Outwell
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Primo Tours
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt