Riis Rejser

2.5.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Portugals højdepunkter

Portugals højdepunkter er helt naturligt knyttet til landets historie gennem tider med konger og dronninger, krige og erobringer, familiefejder, mord og hævn og ikke mindst maurerne, der gennem 400 år prægede landet med højt udviklet kultur og arkitektur. Det vil selvsagt være uoverkommeligt at gennemgå alt dette i denne artikelserie, men et par historiske facts vil være relevant i relation til de attraktioner vi skal opleve på denne rundrejse.

Afonso Henriques - Portugals første konge - som han ses i Guimaraes

Afonso Henriques - Portugals første konge - som han ses i Guimaraes


Et historisk tilbageblik

Lad os begynde med Portugals første konge Afonso Henriques  (1109-1185), der udråbte sig selv som Afonso I efter at have besejret maurerne i 1139 syd for Duoro-floden ved Porto i den nordlige del af det nuværende Portugal med hjælp af korsfarerne.

Maurerne var et arabisk folk fra Nordafrika, som havde besat det meste af Den Iberiske Halvø (Spanien og Portugal) i 711, og først blev endeligt besejret ved Algarve i 1249.

Afonso I gjorde Guimaraes til landets første hovedstad i 1139, men landets regeringsby blev rykket længere mod syd efterhånden som maurerne blev fordrevet - først til Coimbra og senere i 1256 til Lissabon.

Vi hører også om den senere konge Afonso IV (1291-1357), hvis søn Dom Pedro I (1320-1367), der efter sin dronning Constanza's død giftede sig med sin elskerinde Ines de Castro, og som Afonso derefter lod myrde i 1355 i Coimbra. Både Dom Pedro I og Ines de Castro ligger begravet i Alcobaca.

Henrik Søfareren (1394-1460), der var søn af Joao I, lagde grunden til Portugals maritime ekspansion med opdagelsesrejser mod både øst og vest med import af eksotiske krydderier m.v. der gjorde Portugal til et af Europas rigeste lande.

Også den Spanske besættelse fra 1580 til 1640, og et af Europas voldsomste jordskælv der ramte Lissabon og omegn i 1755, og da Portugal blev republik i 1910, samt det efterfølgende regime under Salazars (1889 -1970) brutale og diktatoriske styre, ligesom demokratiets indførelse i 1974 efter Nellikerevolutionen er blandt de emner, vi hører om under rundrejsen i Portugal. Hertil supplerer de lokale guider, der støder til undervejs, med lokal viden.

Mosteiro de Santa Maria de Alcobaca

Mosteiro de Santa Maria de Alcobaca


Klosterkirken i Alcobaca

Efter at være fløjet med det portugisiske luftfartsselskab TAP direkte fra København til Lissabon fortsætter vi i bus mod vores første overnatningssted Your Hotel & Spa nær Alcobaca på vejen nordover mod Porto.

Portugals største kirke - Santa Maria kirken i Alcobaca - blev skænket af Portugals første konge Afonso Henriques som opfyldelse af et løfte han havde givet cisterciensermunkene, hvis han vandt over maurerne.

Munkene fik løftet opfyldt og i 1150 fik de tildelt et stort, frugtbart landområde. Kirken blev bygget mellem 1178 og 1223 hvor den stod færdig.

I 1985 kom klosteret og klosterkirken på UNESCO's verdensarvsliste.

Og det er en imponerende bygning med en flot barok indgangsfacade fra 1725, der leder ind til et kirkerum med himmelstræbende søjler mod det hvælvede loft.

Dom Pedro I's sarkofag i klosterkirken i Alcobaca

Dom Pedro I's sarkofag i klosterkirken i Alcobaca


Legenden om Kong Pedro og Dronning Ines

Netop i denne imponerende klosterkirke ligger Dom Pedro I og Ines de Castro begravet i sarkofager med gotisk billedskærearbejde som er enestående i Portugal.

Legenden om dette par fortæller, at Kong Afonso IV af politiske hensyn fik sin søn Pedro gift med den spanske prinsesse Constanza i 1340.

Men da Pedro mødte en af hendes hofdamer - Ines de Castro - blev de vildt forelsket i hinanden og Pedro tog hende som sin elskerinde.

Da Constanza i 1349 døde en uge efter at hun havde født, giftede Pedro sig med Ines og de bosatte sig i Coimbra.

Kong Afonso IV var af den opfattelse, at Ines' spanske brødre havde for stor indflydelse på Pedro, hvilket han så som en fare for landets sikkerhed. Han bestilte derfor nogle lejemordere til at myrde Ines, og mordet fandt sted i 1355, mens hun opholdt sig i Santa Clara klosteret i Coimbra.

Da Dom Pedro I efter sin fars død selv blev konge i 1357, tog han en grusom hævn over lejemorderne, som blev pint på det grueligste inden de fik revet hjertet ud.

Kong Pedro I fik gravet sin elskede Ines lig op, placeret i tronstolen ved siden af sig selv og kronet. Som en sidste gestus blev hoffet tvunget til at knæle for den døde dronning og kysse hendes rådne hånd.

Deres flotte stensarkofager med fine udskæringer står i hver side af kirken med ansigtet i samme retning . så de selv i døden kunne følges ad.

Mod Porto - portvinens hovedstad

Samme eftermiddag når vi frem til portvinens hovedstad Porto hvor der både er portvinsmagning og guidet rundvisning ...

Primo Tours
Subaru
Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
Outwell
RejseAvisen.dk
Seneste nyt