19.5.06

Af: Kim Greiner
Bogmærk eller del
 

Pyrenæerne: 12 dage på Haute Route

Bjergkæden Pyrenæerne danner grænse mellem Spanien og Frankrig og har ord for at være et af de sidste vilde områder i Europa.

Klik for større billede


Foruden et antal cirkulære ruter, går der 3 klassiske vandreruter igennem Pyrenæerne fra kyst til kyst: Le Sentier de Piedmont, la Grande Randonnée 10 og la Haute Route Pyrénnéenne.

Den højest beliggende rute Haute Route Pyrénéenne er uafmærket og holder sig hovedsageligt til toppe og bjergkamme i 1.500 til 2.000 meters højde, men med enkelte strækninger på over 3.000 m. Den går frem og tilbage over grænsen mellem Spanien og Frankrig, og selvom der ikke er egentlig klatring på ruten, står der adskillige steder på kortet ”passage delicat”.

Klik for større billede


Refugier i de mest underskønne landskaber

Efter et par dages vandring op og ned ad de stejle bjergskråninger i Ossaudalen for foden af bjerget med de to toppe Pic du Midi ´d Ossau, granskede vi vores rygsække, for det var blevet store containerdag og der var endelig blevet mulighed for at droppe affald og unødvendig bagage.
Min kone Gitte og jeg, der er midt i halvtredserne, var i vægtbekneb, men det var ikke kun os, for næsten alle i vores vandregruppe havde fundet ting og sager frem, der kunne undværes. T-shirt, trøjer, undertøj, myggebalsam, vådservietter, camferine og et spil kort fra Lapland (suk) blev droppet som i en hullet luftballon over hajfyldt farvand. Selv en tyk bog om Pyrenæerne måtte lide containerdøden, for det var gjort op, at man hellere ville købe en ny end slæbe den videre.
Hvorfor denne glæde over en affaldscontainer? Jo, for på denne tur med Topas Adventure Travel i Pyrenæerne skulle vi selv bære al bagagen. Som en formildende omstændighed skulle vi dog ikke bære på sovepose og underlag, for vi overnattede i refugier, der er en form for meget primitive vandrehjem. Én vandpost, ét toilet og et fælles soverum er noget, man hurtigt lærer at leve med, men hvad gør det at forholdene er primitive, når refugierne ligger langt fra alfarvej og i de mest underskønne landskaber blandt bjerge og krystalblanke bjergsøer?

Klik for større billede


Sceneri som i den mest disneyske Disneyfilm

Efter endnu et par dages vandring og en topbestigning til Grande Fache på 3.005 meter ankom vi til Refuge Wallon, der ligger i den øverste del af Vallee du Marcadau. Refugiet har den smukkest tænkelige beliggenhed omgivet af høje bjerge, og endda med udsigt til Grande Fache. Og hold da op, var vi virkelig deroppe for kun nogle få timer siden.
Spredt i landskabet står ældgamle maleriske knudrede fyrretræer, og en krystalklar rislende bjergstrøm løber tæt forbi hytten, så hele sceneriet er så smukt som i den mest disneyske Disneyfilm.
Der var overliggerdag på Refuge Wallon, og man kunne pleje sine vabler eller ligge i solen og hvile på laurbærrene, men de fleste i gruppen var efterhånden blevet så godt gående, at det var meget mere fristende med en 6 timers rundtur om en række bjergsøer, og med dagturrygsæk var det den rene svir.  
I dagens sidste pas var det ved at være frokosttid, men det var så hundekoldt, at vi påbegyndte nedstigningen mod de næste søer i rækken, og vi fandt da også et himmelsk sted med solvarme klipper og udsigt over dalen Vallée du Marcadau, hvis bund tilsyneladende var dækket af en stor sø. Søen viste sig ved nærmere øjesyn ikke at være en sø, men en massiv hvid tyk tåge, som lå klasket ud over dalbunden, og heldigvis adskillige hundrede højdemeter under os.

Klik for større billede


Frisk badning i gletschervand

Lige så lunt der kan være i dalene, lige så koldt kan der være i passene, så næste dag kunne der godt bruges både hue og vanter i passene Col D´Arratille og Col des Mulets, og det selv om Frankrigs led under den værste hedebølge i mands minde.
I 2.151 meters højde fandt vi Refuge des Oulettes midt i et smeltevandsdelta for foden af det berømte Vignemale massiv, og der var udsigt til et af massivets gletschere, hvorfra det hvidgrumsede vand strømmede ned forbi hytten.  
Det var blevet regnvejr, men en af vores medvandrere Eva, der er vinterbader, prøvede at lokke mig med i gletscherstrømmen. Men regnvejr, 14 grader i luften og 4 grader varmt gletschervand, lyder ikke ligefrem tillokkende: ” Ja, ja, hvis det holder op med at regne, så måske”. Så holdt det desværre op med at regne, og så måtte jeg klaprende finde badetøjet frem, hvorefter Eva førte an og kastede sig i strømmen, og jeg og et par andre fulgte hurtigt med for at få det overstået og komme op igen og blive tørret ”Det var så første gang, for man skal altid i vandet mindst 3 gange” proklamerede Eva og hoppede i igen, og for ikke at være alt for meget tøsedrenge brækkede vi istappene af tæerne og fulgte med, men så var det også slut med de festligheder.

Klik for større billede


Hyggelig spansk bjergby inden nationakparken

Efter endnu en herlig men lidt våd vandredag, nåede vi den hyggelige spanske bjergby Torla, hvor der igen var overliggerdag.
Hvis refugier havde stjerner måtte Refugio L. Briet i Torla mindst have 4 stjerner, for der var egne bløde senge med springmadrasser, baderum med duscher og rigtigt wc, og det hele var smagfuldt indrettet i et gammelt nyrestaureret kampestenshus.
Torla er den sidste by inden Ordesa nationalpark, og byen ligger ualmindeligt kønt med baggrundskulisser af Ordesa dalens klipper, der er stablet lag på lag i 1.000 meters højde. Indbyggerne, som der dog kun er 350 af, lever højt på turisterne, og der er en del souvenirbutikker og restauranter, og for os var det helt underligt, efter en uge i ødemarken, at gå rundt og være almindelige turister iført sandaler og med is i hånden, og postkort under armen.

Klik for større billede


Delikat passage med fuld oppakning

Gletschere og floder har i årtusinder udmejslet bjergsiderne til dybe canyons, og nogle af de blødeste vandrette kalkstenslag er eroderet væk, så forskellige planter har fået fodfæste på de stejle bjergsider, så det ser ud som hængende haver.
Noget af det mest imponerende parken kan byde på, er vandreture på de snævre ”faja”, der er klippehylder, der løber hundrede af meter over dalbunden, og da vi stoppede på P-pladsen ved nationalparkcenteret, pegede vores guide Jesper op og proklamerede: ”I eftermiddag vil vi vandre på en hylde oppe på den bjergside”, og så måtte vi vel tro på ham, selvom det så helt umuligt ud.

Klik for større billede


Vi havde alle et godt tråd den dag, og efter 1 ¼ time ankom vi i samlet trop til et vandløst vandfald for at holde den første pause, og 450 højdemeter på godt en time er ikke så ringe endda.
Videre op ad bjergsiden, og ved Clavijas de Salarons gik bjergsiden næsten lodret op, men betænksomme mennesker havde boret en række ”clavijas” jernspir ind i klippen, så man havde noget at gribe fat i, og sætte fødderne på under opstigningen. Med fuld oppakning var opstigningen op af jernspigerne ret grænseoverskridende for de fleste af os, men med Guds hjælp og lidt håndkraft, og ikke mindst med hjælpsomhed imellem gruppemedlemmerne, kom vi alle helskindet op.

Klik for større billede


Hyldevandring for guder

I overjordiske naturomgivelser kunne vi holde frokostpause og hvile lidt på laurbærrene, inden etapens vandring for guder, hyldevandringen af Faja de las Flores, 600 meter over dalbunden og 300 meter til toppen af klippen.
Der var nogen, der fik sommerfugle i maven inden vandringen, for den så ret så delikat ud, men den var dog ikke så slem, som ved første synsindtryk.
På afstand så stien ikke ud til at være meget bredere end en halv meter, men ved nærmere bekendtskab var der alligevel 2 til 5 meter bred hylde at boltre sig på inden afgrunden. Efter omkring 1½ times hyldevandring kunne vi ånde lettet op, troede vi, for godt nok forsvandt klippen ovenover os, men stien gik helt ude ved kanten, og ved et enkelt forkert skridt, skulle den flotte udsigt nydes meget, meget hurtigt inden der blev mørkt.
Vandringen fortsatte off road over højsletten for foden af Pico del Desoargador, med partier af klipper i alle tænkelige variationer. Der var lavaslagger forankret i lyse klipper, senere klipper med sprækker i bløde former, så knivskarpe noprede klipper, og klipper, der lignede små bølger på en sø, og klipper med millionvis af, hvad der lignede forstenede muslinger.
Gribbe, som er Pyrenæernes mest almindelige rovfugle, kredsede over os, murmeldyrene fløjtede deres advarselsskrig, og vi passerede tæt forbi en flok store uidentificerede hjortelignende dyr, så der var naturoplevelser for alle pengene.
Sidst på eftermiddagen nåede vi helt møre Refuge de Góriz o Delgado Ubeda i 2.160 m, med en pragtfuld udsigt over den store canyon.

Klik for større billede


Breche de Roland – Pyrenæernes mest imponerende syn

Kroppen havde dårlig nok hvilet ud efter gårsdagens strabadser, inden der var morgenmad kl. 7. Det kunne godt tyde på endnu en lang dag, for da vejret var næsten skyfrit, kunne det ikke være en truende vejrsituation, der gav den tidlige afgang.
Opstigningen fortsatte op igennem området Las Tres Sorores med endnu en del spændende klatrepassager, men vi var efterhånden blevet vant til mosten, og det var nok helt velovervejet, at Topas havde lagt denne del af ruten i sidste del af vores tur. Farverne på klipperne skiftede hele tiden i hvide, brune, grå og gule nuancer, og landskabet var i det hele taget så storslået og betagende, at det ikke kan beskrives, og ikke engang et digitalfoto i fuld skærmstørrelse yder naturen retfærdighed.

Klik for større billede


Ruten fortsætter langs den franske grænse med fotokik ned over Pyrenæernes største og mest berømte cirkusdal Cirque De Gavarnie, der knejser sig 1.300 meter over dalen med bjergbyen Gavarnie som arenaen. Stadig på den spanske side kom vi over flere snefelter, inden vi efter endnu en delikat passage, nærmede os Breche de Roland, der i 2.807 m, er et af de mest imponerende syn i Pyrenæerne. Brechen er en 90 meter høj og 40 meter bred kæmpekløft, der minder om et sværhug midt i cirkusdalens væg.
Mundtlige overleveringer fortæller, at det var den ædle ridder Roland, der i år 776 splintrede klippen med sit sværd, da han ville komme den frankiske kejser Carlamagne til hjælp. Så hvis man tror på gamle myter, er den historie ganske sand, men det kan også være, at det er moder natur, der har haft en finger med i spillet.

Bréche de Roland danner grænse mellem Spanien og Frankrig, og efter en nedstigning igennem grus, sten, is og sneskråninger nåede vi ned til Refuge des Sarradets Bréche de Roland i 2.587 meter.

En dejlig solterrasse vendte op mod Bréchen, og medens vi drak 2 cola og 2 store skåle cafe olé, for at rette lidt op på væskebalancen, kunne vi forundres over bjergmasserne der bugtede sig i hundrede meter høje slangelignende aftegninger.

Klik for større billede


Murmeldyr der fløjter når de trykkes på maven

Næste dags nedstigning startede i strålende sol, men længere nede kom vi ind i den tætte daltåge og fandt kun med besvær dalens berømte vandfald La Grande Cascade og lidt senere nåede vi civilisationens udpost i form af cafe Hotellerie du Cirque.
Cafeen, der ligger i 1.590 meter, er målet for en sand folkevandring af franskmænd, der vandrer eller rider på lejet hesteryg de 3 kilometer ad en grusvej fra turistbyen Gavarnie. Området omkring cafeen med det brusende vandløb, maleriske klipper og fyrretræer er utroligt kønt, og i tågen kunne man næsten ikke få øje på den store souvenirforretning med postkort, murmeldyr, der fløjtede, når man trykkede dem på maven, og vandrestave, til dem, der ville vove sig helt ud til vandfaldets fod.

Klik for større billede


Efter en kop kaffe og benyttelse af civilisationens goder (wc) forlod vi heldigvis hurtigt turisteriet og startede opstigningen ad dalens anden bjergside. Efter nogle få hundrede meter tyndede det ud i franskmændene, og vi var igen alene med naturen og oppe i solskinnet. Fremme ved refuge Espuguettes rullede tordenen i bjergene, og skyerne/tågen trak op fra dalen til os, og forsvandt igen efter få minutters omskift, men tidlig på aftenen vandt solen over tågerne, og panoramaudsigten kunne nydes tværs over dalen til Breche de Roland, der herfra ikke var større end et komma i bjergsiden.

Det er altid lidt vemodigt med den sidste aften i bjergene, så jeg sad udenfor hytten og nød skuet med skyerne, der trak op og ned imellem bjergene, inden solen gik ned og lyste rødt bag de fjerneste bjergkamme.

Efter en sidste topbestigning til Pig Pimene på 2.801 meter med spændende kamvandringer, gik det ned og ned til turistbyen Gavernie og civilisationens goder i form af en pizza på restaurant Edelweiss.

Topas havde tilrettelagt en tur i de smukkest tænkelige naturscenerier, og med vandregruppens gode kammeratskab, humør og hjælpsomhed igennem strabadserne, havde Den høje Rute i Pyrenæerne været alle tiders vandretur.

Men der kunne nu godt have været nogle flere containere.....

Klik for større billede


Yderligere oplysninger om denne vandreferie i Pyrenæerne

Sted: Pyrenæerne på grænsen mellem Frankrig og Spanien

Årstid: Denne rejse blev gennemført i august måned

Kort: I området hvor vi vandrede fra Ossau-dalen ved Pic du Midi d´ Ossau over Torla til Gavernie brugte vi kortene
1547 OT Ossau  1:25.000
1647 OT Vignemale 1:25.000
1748 OT Gavernie 1:25.000
der i meget god tid skal bestilles i Nordisk Korthandel i Studiestræde i København. Kortene er franske og har den ulempe, at detaljegraden på den franske side er udmærket, men på den spanske side er de ret dårlige.

I Torla købte vi et godt spansk kort over Ordesa nationalpark 1:40.000 ”Ordesa and Monte Perdido” endda med en tilhørende engelsk guide over nationalparken.

Mange gode oplysninger fås i ”Vandretur i Pyrenæerne” - en skarv-guide af Kevin B. Ginn.

Teknisk rejsearrangør: Topas Adventure Travel

Denne artikel er et uddrag af rejsefortællingen, som du finder i sin helhed på hjemmesiden rejsefortaelling.dk, hvor du også kan læse om muligheden for at få et spændende rejseforedrag.