Isabella

1.5.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Rasmus Schønning
Bogmærk eller del
 

Hvordan vælger jeg mellem havkajak og turkajak

Skal det være den ene eller den anden type? Hvilke ture skal jeg bruge den til? Hvilke materialer skal jeg vælge? Skal den have ror eller finne?
Der er mange spørgsmål at stille, når valget står mellem disse typer af kajakker.

Klik for større billede


Havkajakken har opadbøjede ender som den grønlandske kajak og har normalt lastrum i begge ender. Det gør det muligt at pakke havkajakken til en tur over flere dage, hvor der medbringes telt, sovepose, kogegrej, etc. til overnatning.

Havkajakken har – i modsætning til turkajakken - liner og elastikker på dækket, hvilket gør det muligt at fastgøre kort og udstyr på dækket.

Bærehåndtagene i enderne gør det lettere at løfte havkajakken over land.

Turkajakken har et lige skrog og måske ét lastrum bagerst og kan derfor ikke laste mere, end du skal bruge til en dagstur.

Turkajakken glider hurtigt gennem vandet

Turkajakken glider hurtigt gennem vandet


Havkajakken er mere stabil i bølger – men langsommere end turkajakken.

Der er større sikkerhed ved en eventuel kæntring p.g.a. de vandtætte rum i begge ender. Det er også muligt, at foretage en grønlændervending i modsætning til turkajakken, der er vanskeligere at håndtere ved kæntring og som kan blive fyldt med vand.

Da der ikke findes lårstøtte i turkajakken, glider du ud ved kæntring.

Klik for større billede


Havkajakkens cockpit har en åbning på ca. 65 – 85cm x ca. 40cm, hvor turkajakkens åbning er ca. 90 – 100cm x ca. 40cm.
Den mindre åbning i havkajakken gør det lidt besværligere at stige ind og ud.

Havkajakken er mere afslappende at sidde i, fordi den har sæde med ryg- og hoftestøtte. Den bedre kontakt du har med kajakken, giver dig god føling og kontrol under vanskelige vejrforhold.

I turkajakken har du derimod større bevægelsesfrihed og kan dermed give mere kraft når du padler.

Roret er slået op ved landing på stranden

Roret er slået op ved landing på stranden


Valg af ror-system

Havkajakken har enten et rorsystem, en justerbar finne eller ingen af delene.
Hvis den har ror, er det normalt et såkaldt vipperor, der kan løftes ud af vandet på lavt vand ved hjælp af en trækline.

Har turkajakken et rorsystem, er det sikkert et underliggende ror, der kan være noget udsat for beskadigelse på lavt vand og ved landing på stranden.

FORDELENE VED ET ROR:
Et ror gør det muligt at dreje kajakken i en blød bue, ligesom det giver en bedre retningsstabilitet. Roret styres med to fodpedaler, hvilket gør det let at styre kajakken.

Det kan dog være en ulempe med de mekaniske dele, der slides og de mange synlige snoretræk og styrelinier, der er nødvendige for at kunne manøvrer roret, da de i visse situationer kan sidde i vejen.

FORDELENE VED JUSTERBAR FINNE:
Finnen kan ikke bruges til at dreje kajakken med, men er beregnet til at give kajakken retningsstabilitet. Du er således fri for at tænke på brugen af fødderne til at styre med.
Du drejer kajakken ved at bruge pagajen og forskyde din kropsvægt.
Det er kun et spørgsmål om øvelse, så kan du dreje kajakken lige så godt som havde den et ror.

Finnen er placeret bagerst på kajakken og når den ikke er i brug, kan den trækkes op - ind i bagerste lasterum - og er således beskyttet på lavt vand. Regn med lidt mindre plads til bagage.
I forhold til et ror, er den justerbare finne et mere driftsikkert system med få bevægelige dele.

Klik for større billede


Materialevalget

Havkajakken er normalt lavet i glasfiber eller plast og er tungere end turkajakken. Vægten uden bagage er 20-30 kg for havkajakken og 11-19 kg for turkajakken – alt afhængig af materiale og konstruktion.
Havkajakkens skrog er normalt stærkere end turkajakkens.

PLAST (POLYTHYLEN):
Plast gør kajakken robust og slidstærk, hvorfor den tåler en hårdere behandling. Reparationer er sjældne.

GLASFIBER:
Glasfiber-kajakker er lette og hurtige at padle med og materialet giver din kajak en lang levetid, med nemme reparationer.

KULFIBER/KEVLAR:
Dette materialevalg er det letteste af alle, så her får du en rigtig hurtig kajak med lang levetid og nemme reparationer.


Du bør altid søge en dybere vejledning i specialforretningen, hvor du handler kajak.

Outwell
Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt