Dayz Resorts

28.3.16

Af: Lasse Løndahl Henriksen Fotograf: Rasmus Schønning
Bogmærk eller del
 

Toscana i Brunnello og Chiantivinens tegn (2/2)

Vi taget med Riis Rejser på busrejse til Italien, nærmere betegnet regionen Toscana. På denne rejse er Brunellovinen og Chiantivinen i centrum. I første del af artiklen så vi nærmere på Brunello området, og byerne Montepulciano og Montalcino. I denne anden del af artiklen skal vi se nærmere på Chiantivinene – og en helt særlig vinbonde i Montecatini Alto.

Der er altid et herligt liv på Il Campo i Siena.

Der er altid et herligt liv på Il Campo i Siena.


Skønne Siena

Fra vores base i Chianciano Terme, er det nu blevet tid til at rykke lidt mere nord på til Montecatini Terme, der skal være base for resten af turen. Under vejs tager vi et par stop i to berømte toscanske byer.

Det første stop på ruten er Siena, der går for at være en af Europas bedst bevarede middelalderbyer. Byen havde sin storhedstid mellem 1260 og 1348, men man fornemmer stadig storheden i byens gader, og specielt på den store rådhusplads Il Campo, der også lægger rammerne om det årlige hestevæddeløb.

Katedralen Ill Doumo er en af de største i Italien, og den skiller sig stilmæssigt meget ud fra alt andet man ser i Toscana. De par timer vi har i byen er langt fra nok til at udforske byen, men det giver en god smagsprøve på hvad byen har at byde på.

Der er altid travlt i isbutikken Gelateria Dondoli - og det er ikke uden grund.

Der er altid travlt i isbutikken Gelateria Dondoli - og det er ikke uden grund.


Verdens bedste is i San Gimignano

De 14 middelaldertårne, der troner over San Gimignano gør at man helt sikkert kan genkende byen på lang afstand. Byen ligger på en bakketop med en udsigt der skriger Toscana, og de smalle gader, med de gamle middelalderbygninger oser af stemning.

Her er masser af små hyggelige butikker, der byder på alt fra lokal kunst til vildsvinepølser, men en butik skiller sig ud fra dem alle.

På det store torv, midt i byen, overfor den gamle brønd, trækker Gelateria Dondoli køer 20-30 meter ud på torvet. Og det er ikke uden grund.

Det er nemlig her man sælger vel nok verdens bedste is, hvilket butikken også er blevet belønnet for, med flere verdensmesterskaber. Og der er mere end 40 forskellige slags is i udvalget, så det tager nok lidt mere end de par timer vi har i byen, hvis man skal smage sig igennem dem alle.

Inden for vin er byen også kendt for hvidvinen Vernaccia di San Gimignano, der har været produceret i byen siden 1200 tallet, på Vernaccia druen, og er kendt som en af Italiens bedste hvidvine.

Fulvio byder indenfor - og fortæller gerne om hele hans vinproduktion. En herlig oplevelse.

Fulvio byder indenfor - og fortæller gerne om hele hans vinproduktion. En herlig oplevelse.


Vinbonden Fulvio

Vores anden base på denne rejse ligger i Montecatini Terme, en by der er delt op i to dele. Den nye og moderne bydel, hvor vi bor, og den gamle øvre bydel Alto, der ligger på toppen af en klippe, med en smuk udsigt over den nye bydel.

Da bussen ikke kan komme op ad de smalle bjergveje, tager vi med en tovbane, den såkaldte funicular, op til Montecatini Alto. I det tidligere teater på byens torv, møder vi Fulvio, der har ombygget teatret til restaurant.

Efter en hjertelig velkomst går turen til fods ud til Fulvios hjem, der ligger et stykke uden for byen. Et hjem der også fungerer som Fulvios vingård, med egen vinmark i baghaven. Her laver han al den vin der serveres i restauranten.

Det er en oplevelse at køre op til Montecatini Alto i Funicularen.

Det er en oplevelse at køre op til Montecatini Alto i Funicularen.


Den lille producent - med kvalitet for øje

Fulvio fortæller indlevende om hvordan hans far omlagde vinmarken i 1970'erne – og hvordan han selv sidenhen har omlagt produktionen til rødvin, af Cabernet Sauvignong druer, for ca. 20 år siden.

Han fortæller også om fordelene og ulemperne ved at være en lille producent, og det må man sige han er. Hans have er ikke meget større end et frimærke, så det er i det hele taget ret imponerende at man overhovedet kan producere vin her, men det er gennem årene lykkedes for Fulvio, også fordi hans tilgang til vinproduktionen er kvalitet frem for kvantitet.

Tilbage på restauranten inviteres vi til at smage på Fulvios vine, og gruppen får allernådigst lov til at købe et lille udvalg af hans produktion. Det er noget helt særligt – for han sælger normalt ikke ud af huset.

Vi smager selvfølgelig på Fulvios vine.

Vi smager selvfølgelig på Fulvios vine.


Festligt lag i Monte Carlo

Efter besøget hos Fulvio, der sørger for at indkøbene bliver kørt ned til bussen, tager vi videre til vingården Fattorio Il Poggio i Monte Carlo.

Her er også smagning af de lokale vine – samt den yderst udemærkede olivenolie der laves på gården. Stedet står i kontrast til Fulvios lille gård, men stemningen er høj og vi slutter dagen af i festligt lag.

Hvem havde regnet med at skulle til vinsmagning hos en slagter?

Hvem havde regnet med at skulle til vinsmagning hos en slagter?


Greve in Chianti

I dag skal vi opleve endnu en spændende vinby, nemlig byen Greve in Chianti. Som byens navn også antyder, er Greve in Chianti en del af Chianti distriktet, og her afholdes årligt festival for Chianti Classico vinene.

På byens hovedtorv besøger vi den lokale slagter Falorni, der byder på en lækker frokostanretning, efter rundvisning i den ret store slagterbutik. Selvfølgelig med et spændende udvalg af lokale vine.

Man kan snildt forestille sig Leonardo Da Vinci og Mona Lisa gå rundt i de smukke haver ved Vignamaggio.

Man kan snildt forestille sig Leonardo Da Vinci og Mona Lisa gå rundt i de smukke haver ved Vignamaggio.


Chiantivine, Mona Lisa og Leonardo

Lidt uden for Greve in Chianti, kommer vi til den gamle og meget smukke vingård Vignamaggio. Vingården har bl.a. været brugt som location filmen over Shakespeares værk Stort ståhej for ingenting, og det forstår man godt for her er gudesmukt.

Vingården blev anlagt i det 14. årh. og var i mange år i Gherardini familiens eje.

Iflg. legenderne hedder det sig at Monna Lisa Gherardini, har haft sin gang på gården, i tiden hvor Leonardo Da Vinci malede det verdensberømte portræt af hende. Det portræt der i dag er bedre kendt som Mona Lisa.

Uanset om historien er sand eller ej er det i hvert fald en god historie, og man kan sagtens forestille sig Mona Lisa gå rundt i de smukke haver. Rundvisningen på gården slutter selvfølgelig af med en smagning af de lokale Chiantivine.

Der er mange fordele ved at tage turen i bus. Vigtigst af alt fordi der kan være masser af vin i bussens bagagerum!

Der er mange fordele ved at tage turen i bus. Vigtigst af alt fordi der kan være masser af vin i bussens bagagerum!


Masser af vin med hjem

En busrejse som denne har mange fordele, heriblandt den danske guide, der kan fortælle om alle de historiske steder, samt de lokale vine, og ikke mindst at vi har chauffør på, så vi ikke behøver at holde os tilbage til vinsmagningerne.

Men en helt anden fordel er også at der er masser af plads i bussens bagagerum, så vi kan få alle de indkøbte vine med hjem. Det er der flere af gæsterne der glæder sig over, for der er blevet købt godt ind undervejs.

Nu går turen hjem til Danmark, men vi er alle en herlig vinoplevelse rigere, og det i et rigtig godt og festligt rejseselskab.

Campingferie 650,-
Subaru
Outwell
Torre La Sal
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt