Dayz Resorts

14.1.16

Af: Thomas Srensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Transsylvaniens perler (2/2), Rumænien

Dagens udflugt til Rumæniens hovedstad Bukarest blev en lang, men flot dag gennem Karpaterne, denne 1500 km lange hesteskoformede bjergkæde, der løber på tværs af Central- og Østeuropa og næsten omkranser Transsylvanien. Vi kørte gennem skov og over bjergpas og ind i regionen Valakiet.

Så går dansen

Så går dansen


Friluftsmuseet Satului i Bukarest

Vi brugte et par timer på frilandsmuseet Satului, hvor man på et stort rekreativt område siden 1930’erne har samlet den gamle rumænske bondekultur i form af originale bygninger og inventar fra de fleste egne af Rumænien og genopført dem. Her er husmandssteder, gårde, møller og sågar et par trækirker fra 1700-tallet.

Skulle gamle bygninger blive for kedelige at bruge tid på, var der sørget for forskellige folklore-arrangementer med både spillemænd, sangere og rumænske folkedansere - alle, både børn og voksne i forskellige folkedragter.

Parlamentet i Bukarest, Ceausescus prestigebyggeri er så stort, at hele fasaden ikke kan være med på dette billede

Parlamentet i Bukarest, Ceausescus prestigebyggeri er så stort, at hele fasaden ikke kan være med på dette billede


Parlamentspaladset i Bukarest

Diktator, folkeforfører, bedrager og morder er blot nogle af de betegnelser der kan hæftes på landets leder gennem mere end 30 år Nicolae Ceausescu. Hans stikkervirksomhed, hemmelige politi og militær holdt folket i et jerngreb og udsultede landet - delvist til egen fordel. Han havde bl.a. en ide om at bygge verdens største palads for folket inspireret af kinesisk byggeri - Folkets Palads. Ikke til eget brug, men for at kunne imponere andre statsmænd, når de kom på besøg i Rumænien.

Hele 40 procent af statens budget blev gennem årene 1984 til 1994 brugt på at bygge denne absurde bygning, hvilket bl.a. gik ud over socialvæsenet (hvem husker ikke de frygtelige billeder af misrøgtede invaliderede børn fra børneinstitutionerne?). Det gik ud over vedligeholdelse af bygninger, skoler og veje etc. etc.

Da planen om bygning af dette propagandaprojekt var udtænkt, blev hele bykvarterer i Bukarest tvangsforflyttet (op mod 40.000 mennesker) og fine huse, gamle kirker og andet ”der stod i vejen” blev ryddet. Det var ikke alene pladsen til selve Paladset, der var brug for, men også til andre ekstravagante regeringsbygninger og pralende boulevarder som f.eks. den 10 km lange og 120 meter brede ”Boulevarden til Socialismens Sejr”.

Det var på den baggrund at vi spændte skulle besøge verdens næststørste bygning (efter Pentagon i USA) det nuværende Parlament.

For at få adgang skulle vi kunne identificere os og aflevere pas, kørekort eller lignende, inden vi skulle gennem en security kontrol (som i en lufthavn) før vi kom på en guidet tur i Parlamentet.
Fotografering inde i bygningen var ikke tilladt.

Det er en enestående bygning på i alt 365.000 m2 med flere hundrede meter lange korridorer, store sale til partierne, regeringen og udvalg. 1000 værelser hvoraf det største er 2.200 m2 prydet med prismelysekroner på op til 5 tons! Og døre i udskåret egetræ. Marmorsøjler med kapitæler og fine tæpper mange steder.

Væggene er dekoreret med gigantiske malerier, og en indvendig kolossal trappe leder op gennem de 14 etager. Opvarmning og el-forbrug alene beløber sig til 25 mio. danske kroner - om året!

I alt var der tilknyttet 700 arkitekter og 20.000 håndværkere, og der blev arbejdet 24 timer i døgnet gennem 10 år - og byggeriet er i 2010 endnu ikke helt færdigt!

På vores ca. 2 timer lange guidede rundvisning så vi ca. 5 procent af Parlamentet.

Den menige rumæner bryder sig (heller) ikke om byggeriets udseende - også fordi mange blev berørt af det - og så er det slet ikke rumænernes attitude ”at vise sig frem”.

Jagtrestauranten Casa Padurarului

Jagtrestauranten Casa Padurarului


Fin vildtmiddag i Brasov

Tilbage i Brasov spiste vi denne aften middag på jagtrestauranten Casa Padurarului uden for bymuren oppe i skovkanten.

Stedet var hyggeligt med mange udstoppede dyr og maden fantastisk god: Fasansuppe fyldt med kød, friskskåret kål i lidt olivenolie, hjortemedaljon med skovens svampe, hvidløgsstegte kartofler samt ris, og pandekager med chokolade og syltetøj til dessert. Stedet kan anbefales.

Den befæstede kirke i Biertan

Den befæstede kirke i Biertan


Den befæstede kirke i Biertan

Busturen denne morgen indledtes igen med et par sange fra Riis Rejsers lille, blå sangbog, alt mens vi kørte gennem et bølgende kulturlandskab med køer og får, afgrøder som ris og majs, humle, korn samt hø sat til tørre på pæle. Mange af husene på landet har endnu egen brønd - for vandet fra undergrunden er nu en gang bedre end det kommunale vand tilsat diverse kemikalier!

I Biertan besøgte vi den befæstede Mariakirke bygget mellem 1490 og 1524 og som i 1993 blev medtaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Her er ikke mindre end 3 ringmure med tårne omkring kirken, der i begyndelsen naturligvis var katolsk, men som i midten af 1500-tallet blev luthersk og hovedsæde for de tyske evangelister frem til 1800-tallet.

I den højtliggende kirke kunne beboerne i landsbyen søge beskyttelse under uroligheder.

I et særligt lille hus bag kirken - der nærmest kan betragtes som et lille fængsel - blev de, der ønskede skilsmisse sat på prøve. Mand og kone blev lukket inde og måtte ikke sige nej! Med sig havde de 1 eksemplar af hver ting - 1 kniv, 1 tallerken, 1 stol, 1 bord, 1 seng osv.

Kunne de efter 14 dages ophold i denne ”celle” fortsat ikke forliges, kunne skilsmisse bevilges. Måske noget for vore tiders mange skilsmissekandidater?

Foran Vlad Draculas fødehjem - nu Restaurant Casa Vlad Dracul

Foran Vlad Draculas fødehjem - nu Restaurant Casa Vlad Dracul


Sighisoara, en befæstet middelalderby

- Vilkommen og godda’, Sighisoara byter jer vilkommen. Hav gut dag. Foto fri. Myket tack, lød fra en lille velkomstkomité, da vi trådte ind under byporten til denne uspolerede middelalderby og havde oplyst, hvilket land vi kom fra. Det var en skønjomfru, vægteren samt en soldat, der trissede rundt i byen og bød de enkelte grupper velkommen på mange forskellige sprog - sågar japansk!

Det enestående ved denne tidligere saksiske by Schässburg grundlagt i 1191 er, at befæstningen endnu er intakt og at her fortsat lever 6000 beboere i byen - med alt hvad der hører sig til en rigtig by. Neden for befæstningen ligger det nye Sighisoara.

Det var igen lidt slidsomt at forcere bakken for at komme op og ind bag fæstningsmurene og fortsætte på de toppede brosten, som ses overalt i middelalderbyen. Da vi ikke kunne finde en restaurant at spise frokosten samlet i, spredtes gruppen og vi fandt pladser på terrassen bag Draculas fødehjem, der nu er indrettet som restaurant Casa Vlad Cracul.

Prins Vlad Cracul boede her mellem 1431 og 1435 og var søn af Fyrst Dracul fra Valakiet, hvorfor han fik efternavnet Dracula (søn af..). Det andet efternavn ”Tepes”, der betyder noget i retningen af ”ham der spidder folk”, fik han pga. sin brutale og meget hårdhændede behandling af sine fjender. Der skulle så godt som ingen ting til, før han spiddede folk, hvilket er en særdeles langsom og pinefuld død. Tænk, at hænge folk op på en pind ført ind gennem anus!

Det var nok det, der inspirerede romanforfatteren Bram Stokers til sine bloddryppende fortællinger om vampyren Dracula.

Efter frokosten viste tjeneren os rundt i huset, hvor der i riddersalen - oppe under loftet - ses rester af fresker - det ene angiveligt det eneste kendte originale portræt af prinsen.

Udsigt over middelalderbyen fra Klokketårnet

Udsigt over middelalderbyen fra Klokketårnet


Kirken på bakken

Vi ville derefter op på højen hvor Biserica din Deal - Kirken på bakken - ligger og spadserede hele vejen derop på de toppede brosten, i håb om at få en fin udsigt over middelalderbyen.

Men træerne skyggede, så eneste udsigt var ned over landskabet og den nyere bydel på den anden side af befæstningesmuren. Kirken, der blev bygget mellem 1345 og 1525, var saksernes vigtigste lutheranske kirke. Vejen tilbage til byen gik ned gennem den overdækkede trappe Sacra Acoperita med de 172 trin.

Efter at have vandret hele byen rundt og set de skæve, men smukke pastelfarvede huse, der læner sig op ad hinanden, og ikke mindst klosterkirken fra 1298, mødtes vi alle igen og de, der havde lyst og kræfter til at bestige det meget smukke 64 meter høje klokketårn, kunne gøre det. Udsigten var rigtig fin ned over middelalderbyen med de mange røde tegltage.  

Middelalderbyen Sighisoara kom med på UNESCO’s kulturarvliste i 1999.

Hotel Apollo Club

Hotel Apollo Club


Hotel uden for Tagu Mures

Hen på eftermiddagen kørte vi direkte gennem byen Tagu Mures og et stykke uden for indlogeredes vi på det noble Hotel Apollo Clup. Hotellet er et spa og fitness hotel og for at følge denne linie er hotellet også alkoholfrit - men en alkoholfri øl kan også ledsage den udmærkede middag, som bestod af kyllingebryst med champignon i pandekage, salat med citron, oksebøf med bløde løj og pommefrites samt fersken med is og karamel.

Saltsø med både 90 meter nede

Saltsø med både 90 meter nede


Salina Turda, Saltminen i Turda

Her gik vi med en forestilling om, at vi denne dag skulle iføres gummistøvler og hjelm med pandelampe for derefter at gå duknakket rundt i smalle, lavloftede minegange. Men det blev en helt anderledes og noget spektakulær oplevelse, som man overhovedet ikke kunne forestiller sig.

Vi trådte ind i en gang under jordoverfladen, hvor der i hele bjergets længde og indtil 1200 meters dybde var/er saltforekomster som man siden 1200-tallet har udvundet. Her var altså salt nok til hele verdens forbrug - i 10 år!

Ikke færre end op til 400 personer arbejdede i saltminen på én gang i 1922 -men normalt var det omkring 100, indtil det ikke længere kunne betale sig at udvinde mere salt og minen lukkede i 1932.
Temperaturen i saltminen er 11 grader året rundt, så vi havde klogeligt medtaget en lun trøje.

Første lokale - ca. 20 meter under jordoverfladen - var et rum på størrelse med en normal gymnastiksal indrettet for astmatikere, der har rigtigt godt af at opholde sig her 4 timer om dagen i en uge i de sunde saltdampe som findes overalt.

Senere kom vi ind i ”Ekkorummet” - og stod på kanten af et stort mørkt rum med en ukendt dyb slugt. Vores guide bad os være stille og smed en sten ud i dybet. Vi ventede - og ventede. Efter usædvanlig lang tid hørte vi et plask. Den slugt er 120 meter dyb! Så klappede han i hænderne og ikke færre end 16 gange klingede ekkoet gennem dette enorme rum. En betagende, men på en måde også en lidt kuldegysende oplevelse. Hvordan har man dog skabt disse enorme rum? Gravet sig ned fra oven af?
”Hvad drikker møller?” skulle da også prøves!

Næste rum var mere beskedent. Det var Kapellet fra 1855, hvor træværket er fuldstændigt konserveret af saltdampene. Vi gik ned ad nogle trapper og kom frem til minens mest spektakulære rum - Rudolfminen.

Dimensionerne er 120 meter dyb, 80 meter lang og 50 meter bred. Her har altså ligget salt! 90 meter under os ses robåde på en 8 meter dyb saltsø, bowlingbaner, minigolf, og et pariserhjul i fuld størrelse samt en indhegnet boldbane! Kort sagt en forlystelsespark! Primært for folk med luftvejsproblemer.

Fra minens loft hang op til 6 meter lange saltstalaktitter og dannede et flot mønster. Når de bliver mere end 6 meter lange knækker de af loftet og falder ned. Der findes ingen stalakmitter på bunden, som i en almindelig drypstenshule.

En hurtiggående elevator tog os ned på bunden, hvor vi kunne gå rundt og iagttage sceneriet. At stå i en mine og se 120 meter op på et saltloft med naturens mønstre er helt surrealistisk.

Fresker og mosaik-billeder pynter overalt i den ortodokse katedral

Fresker og mosaik-billeder pynter overalt i den ortodokse katedral


Cluj-Napoca med folklora

Vi spiste frokost i byen Cluj-Napoca på Hotel Golden Tulip, vores sidste overnatningshotel i Rumænien. Igen havde Riis Rejser fundet et første klasses hotel til os. Og så var det ellers ind til byen. Nogle gik med på en guidet bytur, andre ville shoppe for sig selv.

Vi ville prøve at fange lidt af stemningen i byen, men også se de vigtigste seværdigheder, så efter at have ”studeret” gågaden, gik vejen forbi den romersk-katolske kirke Sankt Mihai fra 1300-tallet med tårn fra 1859. Det enorme kirkerum med dets gotiske hvælvinger og vidunderlige høje mosaik glasruder er et besøg værd.

I skyggesiden på Boulevard Eroilor kunne vi komme lidt i læ for den brændende sol og passerede Den græsk-katolske katedral, inden vi stod foran den meget smukke gule teater- og operabygning, som ligger på Sejrspladsen ”ansigt til ansigt” med Den ortodokse Katedral. Den bør man heller ikke snyde sig for.

Vidunderlige mosaikarbejder pryder væggene bag buer båret af dobbeltsøjler med fine kapitæler, ligesom der er mosaikbilleder både over alteret, bag de helgendekorerede døre, samt ved siden af alteret. Det hele er meget smukt.

Vi skulle da også en tur i indkøbscentret, hvilket gav os minder fra 60’ernes Daells Varehus i Københavns Nørregade.

Så er der sus i skørterne

Så er der sus i skørterne


Folkdanse-ensemblet Dan Transilvan

Hen under aften mødtes vi på Restaurant Casa Ardeleana - et typisk rumænsk indrettet sted, hvor der blev serveret en traditionel middag med salat, stærk krydret gullasch og med kage som dessert. Mellem retterne optrådte foldedansegruppen Dor Transilvan - et ungt, men allerede verdensberømt ensemble, der netop var hjemme efter en turné i USA.

Musikere spillede op, mænd dansede ud, og pigerne fulgte trop og sammen viste de os nogle flotte, rytmiske danse, der udover hos de optrædende også fik sveden frem på panden af os tilskuere.

Et festligt punktum for vores rundrejse i Rumænien, hvor vi næste dag vendte turen tilbage mod Danmark gennem Ungarn med overnatning på Hotel Raba i den hyggelige lille by Gyor, og dagen efter med et fint formiddagsbesøg i Slovakiets hovedstad Bratislava.

Subaru
Primo Tours
Tamarit Parc Resort
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt