Subaru

31.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Flodkrydstogt Moskva - Skt. Petersborg (2/2), Rusland

Efter aftensmaden på MS Anton Checkov har vi meldt os til en af de ekstra udflugter som tilbydes - Moskva by Night.

På en metrostation

På en metrostation


Moskvas Metro

I busser køres vi til en af de centrale metrostationer og tager de rullende trapper 70 meter ned i dybet.

Allerede i 1930 blev den første hemmelige metro bygget fra Kreml til lufthavnen, således at den kommunistiske elite kunne flygte om nødvendigt.

I 1935 havde Stalins straffefanger færdiggjort den første offentlige metro.

Metrostationerne er alle forskellige og meget flot udsmykket med kommunistisk propaganda udført med skulpturer, malerier og mosaikker. Vi tager toget rundt til forskellige metrostationer.

Togene, der kommer med ca. to minutters mellemrum og kører med op til 100 km i timen, betjener hver dag 10 mio. rejsende.

Fontæner på Sejrspladsen

Fontæner på Sejrspladsen


Sejrsparken

Vi står af toget ved den store Sejrspark, der blev anlagt til minde om sejren over Nazityskland.

En allé med tusindvis af meterhøje springvand belyst i rødt skal lede tanken hen på blodet fra de 20 mio. russiske soldater som blev dræbt under 2. verdenskrig.

For enden af alléen står en 142 meter høj obelisk med den græske sejrsgudinden Nike på toppen. Bag denne ses en halvmåneformet bygning, der bl.a. har flere museer.

Her henter bussen os og kører os til Den Røde Plads.

Aften på Den Røde Plads

Aften på Den Røde Plads


Aften på Den Røde Plads

Det siges, at man ikke rigtigt har oplevet Den Røde Plads, hvis ikke man har set den i natbelysningen.

Og vi må give dem ret.

Det er en meget flot oplevelse af se Vasilij-katedralen badet i lys og indgangen til Kreml - Treenighedsporten - samt indkøbscentret GUM.

I den lune sommernat kører bussen os tilbage til MS Anton Checkov, hvor vi lidt over midnat kan gå til køjs.

Kø ved indgangen til Kreml

Kø ved indgangen til Kreml


Kreml - den russiske højborg

Denne formiddag besøger vi Kreml, der, siden Moskva blev grundlagt i 1147 på det sted, har været byens højborg.

Moskva har dog ikke altid været Ruslands hovedstad. I 880 blev Kiev landets første hovedstad, men i 1552 gør Ivan den Grusomme Moskva til hovedstad. Dette ændres dog da Peter den Store i 1712 flytter hovedstaden til Skt. Petersborg. Først efter oktoberrevolutionen gør Lenin atter Moskva til Ruslands hovedstad i 1918.

Kreml er residens for den russiske præsident og det er herfra at Rusland er blevet styret både politiks og religiøst.

Kongrespaladset og Treenighedstårnet

Kongrespaladset og Treenighedstårnet


Ind gennem Treenighedstårnet

Fra hovedindgangen under det 76 meter høje Treenighedstårn, der udgør en integreret del af den godt to km. lange fæstningsmur omkring Kreml, er det første vi ser en moderne betonbygning - helt ude af trit med den øvrige arkitektur.

Det er Kongrespaladset, hvor kommunistpartiet afholdt sine partikongresser hvert femte år.

Kongrespaladset, der har 6.000 siddepladser, benyttes i dag til koncerter og balletforestillinger m.m..

Mariæ Himmelfarts-katedralen på Katedralpladsen

Mariæ Himmelfarts-katedralen på Katedralpladsen


Katedralpladsen

Vi kommer ind på Katedralpladsen omgivet af de smukkeste kirkebygninger med nogle af Ruslands vigtigste og smukkeste ikoner. Det er ikke tilladt at fotografere inde i kirkerne.

Vi besøger Mariæ Himmelfarts-katedralen, hvor tsarene blev kronet og begravet indtil Peter den Store flyttede traditionen til Skt. Petersborg.

Her ses mange smukke vægmalerier og ikoner samt selveste Ivan den Grusommes tronstol.

Også Ærkeengel-katedralen med mange tsargrave og Forkyndelses-katedralen er værd at besøge.

Verdens største klokke

Verdens største klokke


Ivan den Stores klokketårn

Mellem katedralerne står et meget smukt klokketårn. Det mangler dog sin største klokke.

Det er verdens tungeste kirkeklokke på mere end 200 tons, som står neden for tårnet, med et stort stykke sprængt af efter en brand i 1737, hvor man pøsede koldt vand på den skoldhede klokke så den brast.

Stor kanon

Stor kanon


Tsar-kanonen

På den anden side af klokketårnet står Tsar-kanonen fra 1586. Med en vægt på 40 tons og et kanonrør på mere end fem meter er den en af verdens største kanoner, men den har aldrig affyret et skyd.

Vi afslutter besøget på Kreml ved at nyde udsigten ud over byen fra Kremlmuren, inden vi kører tilbage til skibet til frokost og afsejling mod Uglich, hvor et barnemord fandt sted ...

Subaru
Outwell
Campingferie 650,-
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt