Riis Rejser

4.10.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Dyrene ved Game Haven Lodge, Bvumbwe, Malawi

Rangeren er en lille, sort mand med et stort afrikansk smil, der straks efter vores ankomst til Haven Game Lodge tager os med på bushwalk i Chimwenya Game Park for at vise os nogle af parkens vilde dyr.

Madidi Lodge i Lilongwe

Madidi Lodge i Lilongwe


Madidi Lodge - en oase i Lilongwe

Vi er dagen i forvejen ankommet til Malawis hovedstad Lilongwe og efter at have fået ordnet visa-papirerne i lufthavnen - hvilket let kan tage et par timer i forskellige køer - overnatter vi på Madidi Lodge, der er en lille oase i den støvede by med træer og buske omkranset af høje bygninger, hvilket får lodgen til at fremstå som en hyggelig, lukket gård med bl.a. swimmingpool.

Værelserne er lidt slidte og i meget forskellige i størrelser - og både strøm- og vandforsyningen er ustabil.

Velkommen til Afrika ...

Eftermiddagens game walk i den lavtstående sol

Eftermiddagens game walk i den lavtstående sol


Gamewalk blandt dyrene ved Game Haven Lodge

I dag er vi kørt sydpå i Malawi og forbi byen Blantyre - en af de ældste byer i Malawi - og ankommer over middag til Game Haven Lodge, hvor de vilde dyr går frit omkring. Lodgen ligger inde i Chimwenya Game Park i Thyolo-regionen.

Efter en sen frokost er vi klar til at spadsere en tur i det store, privatejede reservat. Med os har vi en ranger og hans medhjælper uden skydevåben, men ”bevæbnet” med kæppe, for her er ingen store rovdyr som løver og leoparder, men masser af impalaer og andre antiloper, nogle zebraer, gnuer, sabelantiloper og giraffer.

På vej mod Lake Bvumbwe fortæller rangeren om de dyr vi møder.

En elan antilope går forbi os

En elan antilope går forbi os


Tæt på dyrene

På den åbne, græsklædte savanne ser vi de første dyr under et akacie træ - impalaer og zebraer - hvorefter vi kommer ned til søen Bvumbwe, hvor vi både ser den flotte kudu og senere den største antilope af dem alle - elan-antilopen.

Men her er også vandbukke, nyalaer og sabelantiloper m.m.

Længere fremme støder vi på parkens giraffer, der venter en unge om få uger.

Da de nuværende ejere overtog lodgen i 2007 havde man 45 dyr og i dag er her flere end 150. I dag er Game haven Lodge med i et udvekslingsprogram, således at man med tiden kan bytte sig til flere og nye dyrearter.

Picnic ved Likhubula Falls

Picnic ved Likhubula Falls


Vandretur til Likhubula Falls i Mulanje-bjergene

Dagens udflugt går gennem det sydlige Malawis naturskønne område, hvor den ene grønne the-plantage afløser den næste langs ruten mod Mulanje-bjergene, der rejser sig næsten 3.000 moh.

Ved Likhubula støder en lokal vandreguide til og leder os på vandreturen op i de skovklædte bakker.
Skovbunden er dækket af knastørre blade, da vi er i slutningen af tørtiden, men alligevel er her mange træer med blade og enkelte i blomst. Regntiden i Malawi starter normalt i november og varer til marts.

Flere steder på ruten har vi udsigt til bjergenes dramatiske klippesider, der falder lodret ned i dalen.

Efter ca. 1,5 times vandring er vi fremme ved Likhubula-vandfaldet, der vælter ned i en foranliggende sø og danner et  lille bassin. Efter at have kravlet over nogle store sten, finder vi et sted på klipperne ved vandfaldet, hvor vi spiser den medbragte picnic, mens vi nyder vandets brusen.

Vi fortsætter ad en stenet sti langs vandløbet ned til Likhubula Pools og er tilbage ved udgangspunktet, hvor vores bus henter os og kører tilbage til Game Haven Lodge.

Mandala House i Blantyre

Mandala House i Blantyre


Blantyre – den ældste bosætning i Malawi

Samme eftermiddag kører vi til Balantyre, hvor vi besøger landets ældste hus fra kolonitiden - Mandala House fra 1882.
Bygningen blev benyttet af lederne af Mandala Trading Compagni og senere af militæret.

I dag er her bl.a. en fin souvenirbutik samt en café, hvor vi nyder kaffe og kage, mens den knaldrøde sol går ned mellem parkens træer og skumringen indtræder.

St. Michael & All Angles Church med fritstående klokketårn

St. Michael & All Angles Church med fritstående klokketårn


Landets ældste kirke og et støvet nationalmuseum

Men Blantyre har mere at byde på, så dagen efter besøger vi landets ældste kirke St. Michael & All Angles Church bygget i røde mursten mellem 1888 og 1891. Kirken har en vældig kuppel og indvendigt er kirken enkelt dekoreret med buer og flotte mosaikruder.
Kirken er imidlertid blevet for lille, så lige ved siden af er bygget en moderne kirke.

Der var et ønske fra en af rejsedeltagerne om også at besøge Malawis National Museum, der stod færdigt i 1966. Men det ser ud som om der intet er sket siden åbningen! Det er en noget støvet udstilling, der forsøger at give et indblik i landets vilde dyreliv og menneskets udvikling som også inkluderer historien om slavehandlen.

I den tilhørende park ses nogle store maskiner fra begyndelsen af forrige århundrede.

Fra et sted bagerst i museumsparken lyder trommerytmer og vi tiltrækkes af en dansetrup, der for fuld udblæsning giver prøver på deres kunden.

Efter museumsbesøget kører vi videre sydpå mod Zomba Plateauet ...

På vejen mod Zomba ses flere bjergformationer

På vejen mod Zomba ses flere bjergformationer


Primo Tours
Tamarit Parc Resort
Subaru
Outwell
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt