Primo Tours

9.10.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: THomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Safari i Liwonde National Park, Malawi

Liwonde National Park er den vigtigste og mest besøgte nationalpark i Malawi. Den domineres af landets længste flod Shire River, som Dr. Livingstone udforskede og kortlagde. Floden har sit udspring ved Malawi-søen og løber gennem nabolandet Mozambique før den rammer Stillehavet. Vi er kørt ad den vestlige rute uden om nationalparken og rammer Shire-floden lidt før frokosttid. Her kommer vi og vores bagage i både, som sejler os over floden til lodgen Mvuu Camp, der administreres af Wilderness Safaris.

Badende elefanter i Shire-floden

Badende elefanter i Shire-floden


Over Shire floden til Mvuu Camp

Allerede ved bådbroen får vi øje på de første krokodiller, der ligger bomstille på flodbrinken, men som med lynets hast kan snuppe et bytte, hvis det kommer inden for rækkevidde.

Da vi sidder i bådene kan vi se, at der længere oppe ad floden er en gruppe elefanter som er ude at bade - og det skal vi naturligvis se nærmere på.

Her kommer vi også forbi en gruppe flodheste og ser den hvidhovede afrikanske fiskeørn (flodørnen) sidde oppe i et af træerne.

Her er omkring 1000 elefanter i nationalparken, hvilket er ved at være for mange og en regulering er nødvendig, hvis bestanden fortsat skal trives og naturen bevares. Så mange elefanter går hårdt ud over trævæksten.

Her er også flere tusinde flodheste som fylder godt i floden sammen med de mange krokodiller.

Hovedbygningen ved Mvuu Camp i Liwonde National Park

Hovedbygningen ved Mvuu Camp i Liwonde National Park


Dejlig camp med vilde dyr omkring hytterne

Der står to store baobab-træer foran lodgens hovedbygning, hvor vi spiser frokost, mens vores hytter klargøres. Omkring os springer de frække marekatte (aber), der - hvis de får lejlighed til det - lynhurtigt snupper den mad som var tiltænkt dig. Og det sker. Personalet forsøger at holde dyrene væk med vandstråler, hvilket er en evig kamp så længe der er mad på bordet!

Hytterne ligger spredt langs flodbrinken - nogle tæt på, andre lidt tilbagetrukne - men fælles for dem alle er, at vilde dyr som aber, flodheste og vortesvin (warthog) m.fl. vandrer frit omkring hytterne. Flodhestene dog kun om natten! Det er derfor nødvendigt at personalet følger os fra hovedbygningen til hytterne, når mørket har sænket sig over Malawi.

Hytterne er luftige, hvilket vil sige, at der ingen ruder er i vinduerne, hvor der i stedet er isat myggenet så lyde og dufte frit kan ramme os, når vi ligger trygt i sengen.

I området bag hytterne ligger en mindre swimmingpool, hvor det er muligt at afkøle sig i middagsheden.

Om dagen kan vi frit vandre omkring på lodgen og iagttage det rige fugleliv og de mange aber - eller nyde udsigten til dyrelivet i og ved floden. Det er naturligvis forbudt at bevæge sig ud i bushen, hvor bl.a. elefanter og bøfler kommer forbi ...

Vi møder mange forskellige antilopearter - her en nyala-hun

Vi møder mange forskellige antilopearter - her en nyala-hun


Game drive i Liwonde National Park

Hen på eftermiddagen arrangeres en safari (game drive) i nationalparken og i firehjulstrukne safaribiler kører vi ud på de knastørre og støvede lerveje, der gennemskærer bushen.

Denne rejse foregår i september måned, hvilket er i slutningen af tørtiden, hvor mange træer og buske har smidt bladene og hvor græsset er tørt og har lagt sig. Det betyder at, vi langt bedre kan spotte de vilde dyr når de bevæger sig lidt inde i bushen. Regntiden begynder normalt i november og efter ca. 14 dages regn skyder nyt græs frem og træerne bliver atter grønne og ”spærrer” for udsigten til dyrene.

Vi er ikke kørt langt før vi får øje på en brun slangeørn, men det er antiloperne som vi møder flest af.

Da her ikke findes mange kødende rovdyr som løver og leoparder i Liwonde nationalparken, er antallet af antiloper fortsat stigende. I maj 2017 udsatte man fem geparder, som ser ud til at trives, og man overvejer at udsætte de andre store katte for at få bestanden reguleret på en naturlig måde.

Vi møder også elefanter, zebraer og vandbukke samt flere af skovens andre dyr.

Det sjove vortesvin (warthog) - her uden rejst

Det sjove vortesvin (warthog) - her uden rejst "antenne". Bemærk de kraftige kindtænder - ikke helt ufarligt at komme nær ...


På savannen

På den store slette, der kunne minde om en egentlig savanne, ses bøfler som altid følges af de kridhvide kohejre, der æder de insekter som bøflerne jager op af græsset.

Det er også her vi møder vortesvinene (warthog) som også har kælevanvet ”antennedyr”, da de rejser halen når de bliver skræmte og løber bort. Ikke noget ringe påfund, for så kan pattegrisene se hvor deres mor løber hen og kan følge hende …

Udover de mange fugle - hvoraf både isfuglene og ellekragerne hører til de mest farverige - er her også flere arter aber bl.a. gule bavianer og marekatte.

Dette game drive slutter nede ved Shire-floden bred, hvor vi nyder en ”sun-downer”, mens flodhestene brummer omkring os og den runde, knaldrøde sol sænker sig bag palmerne på den anden side af floden.

Den brogede isfugl med fisk i næbbet ses på bådbroen

Den brogede isfugl med fisk i næbbet ses på bådbroen


Bådsafari på Shire-floden

Natten har været fuld af lyde og både flodhest og vortesvin har græsset uden for vores hytter. Lyset er knapt nok kommet, da vi sluger en meget tidlig kop kaffe, hvorefter vi tilbydes en morgensafari i bushen.

Men faktisk står dagens program på bådsafari og efter det tidlige game drive får vi en dejlig brunch.

Herefter spadserer vi hen til bådbroen, hvor den brogede isfugl netop har fanget en fisk som den forsøger at sluge.

Vi fordeles i bådene og snart opdager vi hvor rigt dyrelivet er i og langs Shire-floden.

En rasende elefant laver skinangreb mod båden

En rasende elefant laver skinangreb mod båden


En forstyrret elefant

Lidt oppe ad floden er en elefant ved at svømme over til den anden side, men tre både placerer sig for tæt på det enorme dyr og spærrer vejen for den.

Elefanten bliver forskrækket og nærmest springer op af vandet. Den vender om og går ind på flodbrinken og følger os.

Da den er tæt nok på vores båd foretager den et skinangreb og trompeterer da den rasende og med udslåede ører løber ud i vandet, så det sprøjter omkring den. Bådføreren får hurtigt vendt båden og elefanten trækker sig tilbage.

Måske var det ikke helt smart, at bådførerne placerede båene foran et stort, vildt dyr!

Et monster af en krokodille set på sandbrinken

Et monster af en krokodille set på sandbrinken


Langs flodbrinken

I stedet ser vi nærmere på en gruppe flodheste, som man også skal have respekt for. De dykker, når vi nærmere os og hvem ved hvad der befinder sig under båden?

Der holdes en god afstand til disse store dyr, som på et splitsekund kan gå fra at være et fredeligt, dovent dyr til en rasende knusermaskine.

Også de mange krokodiller kommer vi helt tæt på. Disse fortidslevninger kan leve af deres fedtdepoter oplagret i deres haler i mere end et år uden at indtage føde. Men her sulter ingen af krokodillerne.

Kom tæt på flodørnen

Kom tæt på flodørnen


Rigt fugleliv

Den afrikanske fiskeørn (som vi kalder flodørnen) kan genkendes på både dens kald og dens smukke tegning med det hvide hoved. Men ørnen er bestemt ikke alene, for langs Shire-flodens bred ses et bredt udvalg af de mere end 400 forskellige fuglearter der er set i Liwonde National Park.

Her er flere forskellige arter isfugle og hejre/nathejre. Vi ser skarv, ibis, åben næbet stork, skovstorke og mange flere.

Fra båden kan vi også komme tæt på forskellige antiloper og vandbukkene som kommer ned for at drikke og æde af de sparsomme grønne vækster i vådområderne.

Bådsafarien slutter med at vi lægger os midt på floden og slår motoren fra. I fuldstændig ro driver vi langsomt med strømmen, mens vi nyder en sundowner og ser de sidste gyldne stråler genspejle sig i flodvandet, inden solen forsvinder bag skoven og tusmørket sænker sig over Malawi.

Tilbage på Muuv Camp serveres en aftenbuffet og mens nattens lyde forstærkes, kan vi tænke fremad mod morgendagen, hvor vi fortsætter vores rundrejse i Malawi til Kap Maclear ved Malawisøen ...

Marekatte med diende unger set i Mvuu Camp

Marekatte med diende unger set i Mvuu Camp


Campingferie 650,-
Subaru
Torre La Sal
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt