17.7.12

Af: Lasse Løndahl Henriksen
Bogmærk eller del
 

Skagen: Flere cykelturister til Toppen af Danmark

Europas befolkning tager i stigende grad på aktiv ferie. Det gælder især ski, golf og cykling, og ikke mindst i Tyskland er interessen for at holde cykelferie meget stor. Det er baggrunden for, at Toppen af Danmark netop nu interesserer sig for, hvordan cykelturismen kan udvikles , fortæller Toppen af Danmarks ”cykelkoordinator”, turistchef Lene Kappelborg, Skagen.

Nordjylland er et godt sted at tage på cykelferie

Nordjylland er et godt sted at tage på cykelferie


Ny type cykelturister

Hvis der er noget, der vokser i Europa, er det befolkningens lyst til at tage på aktiv ferie, og allerstørst er interessen i Tyskland. Hvert år tager 5 mio. tyskere på en cykelferie med overnatning enten i hjemlandet eller i udlandet, og de skaber dermed en omsætning på  næsten 10 mia. euro. Det fremgår af en ny rapport, som Cyklistforbundet har lavet til Toppen af Danmark som et led i projektet Naturen.

- Det er imidlertid i høj grad en ny type cykelturister, som dukker op på vejene og cykelstierne rundt om i Europa. Det er kun sjældent unge med telt og rygsæk, men derimod som regel et lidt ældre publikum, der gerne vil bruge penge og bo på hotel, når de er på cykelferie. De har eksempelvis en klar forventning om, at der er sørget for bagagetransport fra sted til sted, fortæller Skagens turistchef Lene Kappelborg.

Flere og flere vælger at tage på cykelferie

Flere og flere vælger at tage på cykelferie


Samarbejder om forbedringer

Rapporten fra Cyklistforbundet fastslår, at nordjylland har gode muligheder for at udvikle cykelturismen, ikke mindst uden for selve højsæsonen. Det gælder især dagsture, weekendture og ugeture til den ny målgruppe af voksne cykelturister. Cyklistforbundet anbefaler i rapporten, at Toppen af Danmark udvikler og markedsfører et kvalitetsprodukt, der indeholder overnatning af god standard, og som inkluderer bagagetransport, et højt informationsniveau om rutens beskaffenhed og seværdigheder undervejs, samt en helpline, hvor kunderne kan henvende sig, hvis de undervejs på cykelferien kommer ud for problemer.

Et sådant tilbud vil ifølge rapporten kunne tiltrække flere cykelturister fra både Danmark, Tyskland, Norge og Sverige. Ikke mindst de udenlandske cykelturister vil finde det tiltalende at holde ferie på cykel i Lysets Land. Kystlandskabet længst mod nord i det kontinentale Europa har i sig selv en tiltrækningskraft, og dertil kommer lyset og havet og de kulturelle tilbud.

- Vi har på baggrund af rapporten afholdt en workshop om cykelturisme og pakkerejser, hvori deltog attraktioner, vandrerhjem, campingpladser og hoteller i Toppen af Danmark. Vi er enige om, at det giver god mening at intensivere arbejdet med at gøre Lysets Land til en af Nordeuropas bedste cykeldestinationer. Udover lyset, havet og naturen har vi også en særlig styrke i vores gæstfrihed og imødekommenhed, slutter Lene Kappelborg.