Subaru

29.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

På vinterferie i Høvringen, Norge

- Det er noget af det flotteste, jeg har været med på, siger Anne-Vibeke. Vi er på vej hen over vandskellet 1.467 moh. på vor heldagstur til Falketinden. - Lad os lige glide ned og se på det tilfrosne vandfald i Djupdalen, siger jeg og glider langsomt ned mod faldet. Her er skiftevis hård sne og blød sne, så  jeg må godt ned i knæene for at holde balancen.

Udsigt mod Djupdalen

Udsigt mod Djupdalen


Snefald!

Vi  har været her mange gange før, men sjældent med så megen sne. Rasmus glider fint ned fra vandskellet. Så kommer Allis efterfulgt af Mikkel. Vi står oppe på faldet og ser over mod Anne-Vibeke, som kommer nu. Det går fint, men hun har fart på og kommer ud i den bløde sne. Hun vælter og begraver sin ene arm dybt i sneen. - Op igen, råber Rasmus. Anne-Vibeke forsøger, men hver gang hun prøver at vende sig, synker hun dybere i.

- Skal vi hjælpe dig? Intet svar! ”Sneklumpen” på den anden side af den lille slugt kæmper som en besat for selv at komme op.

Så lykkedes det og her kommer Anne-Vibeke - mere hvid end rød. -Her er virkelig flot udsigt mod nord, ned gennem Djupdalen, siger hun.

-Så bare vent til vi kommer op på Falketinden, svarer jeg...

På toppen af Falketinden

På toppen af Falketinden


Op over Falketinden og Sletthøj

Vi går til bage i vandskellet for at finde lidt læ for vinden og spise vores frokost. Bag en snedrive har vi lidt læ, men får så solen i ryggen og bliver hurtigt kolde.

- Lad os spise i en fart og komme videre, så vi igen får varmen, foreslår jeg, og snart efter er vi på vej op ad det sidste stejle stykke før Falketinden, 1.592 moh.

- Hvor er jeg glad for, at I tager mig med herud, siger Anne-Vibeke, medens hun fra toppen ser mod nord.Der ude ligger Snøhetta i Dovrefjeldene. Ja, og i dag står de helt klart.

Vi har nogle få skyer, men sigtbarheden er fin. Til højre er der udsigt til Rondane.

Men vi skal nedad igen.

Det er lidt skarvet hen over Sletthøi og vi bliver på højdekurven så længe som muligt. Når vi kommer over på den anden bakketop på Sletthøi, går det ned i en bred vestvendt slugt mod Langtjern.

Altid et vidunderligt glid ned mod Langtjern

Altid et vidunderligt glid ned mod Langtjern


Ned fra Sletthøi

- Denne tur er en klassiker for os, for her er altid fint føre, fortæller jeg Anne-Vibeke. Nu går det ned ad. - Prøv at blive i sporet efter mig, råber jeg, og begynder at glide nedad i store bløde sving. - Vauuh! Hvor er det lækkert.

Skiene glider i ca. 3-4 cm. dyb styresne, med en fast bund under. Det er bare herligt - som altid. Det er ikke svært at styre her og før jeg ser mig om, er de fire andre på vej nedad i hvert sit spor! - Juhuuu! Herligt. Jette bra!!

Vi tager de bløde sving for ikke at få for meget fart på. Når det går for hurtigt, lader vi skiene glide lidt op på snedriverne på kanten af slugten.
Men de unger! Der skal mere fart på, så de suser nedad. Stopper og venter på Anne-Vibeke. Der kommer hun. I sit eget spor. Hov nu krydset hun mit spor. Mister hun balancen?

Nej, hun klarer den! Nu overhaler hun os i fuld fart. Hun stopper nok i den drive derhenne. Men hun når ikke helt så langt!

Der rejser sig en snesky, da Anne-Vibeke går på næsen. Hun bliver siddende, men hurtigt er vi nede hos hende.
- Jeg har slået næsen” siger Anne-Vibeke. - Der er da ingen grund til at bruge næsen som bremseklods, bliver der svaret og så grines der. Jeg kan godt se, at næsen er skrabet, det bløder lidt.

Ingen lader sig slå ud af ”uheldet” og snart efter glider vi samlet roligt videre nedad til søen.

Vi går hen til den lille fiskerhytte og er nu på blå rundløjpe.

Ned i bækken

Ned i bækken


Ned gennem bækken

Vi kan vælge at gå til højre eller følge sporet til venstre. Begge løjper ender samme sted nord for Vardhøj.

- Lad os gå ned gennem bækken, foreslår jeg, - det har jeg prøvet før. Det er uden for løjpen, men er en smuk tur. Og så går det nedad, næsten hele vejen. Men vi skal være forsigtige. Visse steder kan der være åbent vand.

Nede i bækken er der læ og vi har solen lige i ansigtet. Vi glider langsomt nedad og efter ca. to timer er vi tilbage på Haukliseter i Høvringen.

Mod Rondane med Tomasholet i Smiukampen

Mod Rondane med Tomasholet i Smiukampen


Høvringens paradis

Et par dage tidligere var vi igen kørt til dette storslåede fjeldområde i Rondane. Vi kom her første gang i 1982 og har stort set været her alle årene siden. Her er en egen fred, måske fordi her ikke er anlagt slalombakker. Og så er vi oppe på fjeldet. Bare få minutter på ski ud over bakkerne, så er ”man langt ude i fjeldet”.

Den første dag gik vi tur gennem ”Æblelunden”, der har navnet, fordi de krumme birketræer kan minde om æbletræer. Det er en god og let tur til at begynde med og få føling med ski og terræn.

Efter frokost gik turen ad grøn løjpe over sadlen mellem Anaripiggen og Heimfjellet og hen til de små søer. De er specielle, fordi de inden for ganske få meter har forskellig højdemeter over havet!

Videre mod Putten havde vi fin udsigt ind mod Rondane med Tomasholet i Smiukampen.

Det lange glid ned mod Putten var sjovt som altid. Denne tur bør altid gås mod uret, så man kan få dette glid.

I en af Høvringens mange slugter

I en af Høvringens mange slugter


Bag Gråknotten

Den næste dag tog vi på tur til Langtjern ad blå løjpe.  

Vi forlod løjpen - hvilket man kun skal gøre, hvis man er flere sammen og kender området godt - og gik ind i slugten ved Gråknotten og op over fjeldet.

Der var som - tidligere oplevet - en del udhæng, men dem var vi forberedte på.

På toppen af Gråknotten blev sigtbarheden ringe, da vi gled ind i en lavthængende sky. Drengene var kun lidt foran os, men vi kunne ikke se dem.

Roligt gled vi ned i Kvanslåbækken, samtidigt med at vi passede på eventuelle udhæng. Nede kom vi fri af skyen og fik igen sol og læ.

Vi gled videre nedad i bunden af bækken, indtil vi fandt et sikkert sted uden udhæng og ikke for stejlt/iset, hvor vi kunne gå op igen.

En sådan tur er kun for øvede og bør aldrig gås alene!

At sne inde

Det blev også storm og der faldt 15 cm sne. Den dag kom vi ikke ud. Det sker.
En dag eller to med dårligt vejr opvejes dog let af en dag med perfekt vejr. Hvis man vil bo på højfjeldet og midt i naturen, må man løbe den risiko, at der kan komme storm og sne, der udelukker ture på fjeldet.

Frokost i sneen

Frokost i sneen


Tur til Peer Gynt Hytta

I dag er det perfekt vejr. Det skifter hurtigt her! Vi tager alle på heldagstur om Skorutberget og ned til Peer Gynt Hytta. Derfra op gennem Kjondalen, drejer fra og glider ned gennem Kjondalsbækken (ikke mærket og risiko for udhæng) til Smuksjø og hjem.

Selv om termometeret viser -14 grader, er det ikke koldt. Solen skinner fra en skyfri himmel og her er ingen vind. Vi får det varmt udover Langmyr og da vi drejer fra løjpen og går mellem Formokampen og Skorutberget, må vi have mere tøj af.

Stille glider vi nedad i den brede slugt mod Andalshytta. På begge sider rejser de snedækkede fjeldvægge sig og eneste udsigt er fremad. Så virker udsigten mod Rondane storslået, når vi kommer ud af slugten og rammer gul løjpe. Pludselig er massivet kommet tæt på!

Vi skal lige rundt om Skorutberget, så går det nedad til Peer Gynt hytten. Dejligt at sporet allerede er trådt, så vi ikke selv skal træde den nye sne på vejen ned!

Forbi Peer Gynt glider vi ned i bækken og finder et sted med læ i solen og spiser madpakken.

Så går det opad gennem Kjondalen og her skal vi til venstre over denne lille saddel. Pas på udhæng. -Jeg kører først, siger jeg og glider ned til skiltet med ”Lavinefare”. Vi kender området, og ved hvor vi kan gå uden fare og glider så ned gennem bækken og kommer ud lidt nord for Smuksjøsæter.

Her skal vi have varm chokolade inden den sidste times strabadser hjem til Høvringen.

En sæterhytte i skoven

En sæterhytte i skoven


Troldløjpen i skoven

Nu blæser det igen! - Lad os tage skovløjpen til Dovrehytten, foreslår jeg, - der hvor skovløjpen starter, kan vi vælge at følge Troldløjpen i sporet til venstre eller gå lige ud. Vi skal ha det sjovt!

Da vi når løjpen går vi til venstre. Det går nedad med små bakker undervejs til vi ender nede ved en lille sæter . Så skal vi lige op ad en bakke for at komme ind på løjpen igen.

Senere kommer vi til Dovrehytten og her får vi chokolade og varme vafler med sylt.

- Lad os gå hjem over fjeldet, så vi får vinden i ryggen. Den er alle med på!

Det er noget iset at gå op over fjeldet nord for Vardhøj, men inden længe har vi vinden i ryggen og bliver ”blæst” hjem.

En uge er gået med oplevelser i naturen, frisk luft og masser af motion, men vi skal allerede hjem.

Ingen tvivl om, at vi kommer tilbage en anden gang...

Tamarit Parc Resort
Subaru
Outwell
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt