Dayz Resorts

15.1.16

Af: Mikkel S. Sørensen Fotograf: Mikkel S. Sørensen
Bogmærk eller del
 

Skiture omkring Skarslia (2/2), Norge

De sidste dages dårlige vejr er ikke blevet bedre. Det sneer og sigtbarheden er fortsat dårlig. Faktisk så dårlig, at det denne morgen end ikke er muligt at se åsen på den anden side af dalen.

På løjpen i dalen

På løjpen i dalen


Når vejret er surt

Som de fleste andre gæster beslutter jeg at tage den med ro og se vejrudviklingen lidt an, inden jeg bevæger mig ud. Så det meste af formiddagen går med at læse min bog (Peer Gynt) og kigge lidt på kortet over området.

Før frokost er vejret blevet lidt bedre og gæsterne begynder at komme ud i skistalden. Jeg vil gå over til Hol-områdets løjpenet for at se, om det er markeret og kørt op. Jeg går op til Varaldsetvatnet, hvorfra jeg følger el-masterne over til hytterne Undehovda, hvor Hol’s løjpenet løber forbi.

Den megen sne gør det tungt og flere steder synker jeg i - næsten helt op til knæet. Fra Undehovda følger jeg løjpen ned over Nedremyrstølen mod Øystlihaugen. Egentligt burde det være nogle lette 4,2 kilometer jævnt nedad. Men nattens og morgens snevejr har lagt en god dyne over fjeldet og da mine ski samtidigt er begyndt at klampe, bliver strækninger ned til Øystlihaugen rigtig sur og kedelig.

Nå ja, sådan er det bare engang imellem! Ved Øystlihaugen finder jeg en hytte, hvor jeg kan sidde i læ af snevejret. Det hjælper som regel på humøret at få lidt godt indenbords.

Jeg renser sneen af mine ski, så jeg kan få et godt glid ned i dalen. Fra Øystlihaugen følger jeg et dagsgammelt løjpespor ned til Mjåvatnet. Derfra kører jeg videre ned mod Vats. Tjuhej, hvor det går! Inde i skoven har der kun lagt sig et lille lag styresne i sporet og skiene glider pludseligt perfekt. En god lang nedkørsel for fulde gardiner fungerer også altid godt på mit humør. I bunden af dalen er det svært ikke at have det brede smil fremme.

Ved Vats møder jeg en anden Ruby-gæst, som har fundet en god plads i sneen. Jeg gør hende selskab og finder termosen og en nutella-bolle frem fra rygsækken. Her inde i skoven er der næsten helt stille og sneen har lagt sig flot på træernes grene. Det giver en anden naturoplevelse end oppe på fjeldet. Efter en lille halv time hyggesnak er jeg blevet lidt kold og vil have gang i kroppen igen. Jeg forlader hende, som vil sidde lidt længere og nyde skoven, og jeg glider de sidste 4,4 km. hen til Skarslia. Resten af eftermiddag tilbringer jeg i selskab med den eventyrlige Peer Gynt.

Udsigt mod Lauvdalsbrea, 1.597moh.

Udsigt mod Lauvdalsbrea, 1.597moh.


På toppen af Reineskarvet

Ifølge vejrmeldingen er der udsigt til en skyfri formiddag og en skyet eftermiddag. Da jeg vågner og kigger ud af vinduet er det fortsat mørkt, men stjernerne funkler på himlen og noget siger mig, at denne dag måske byder på de bedste forudsætninger for en tur til toppen af Reineskarvet. Jeg vil tidligt afsted - dels fordi den planlagte tur bliver lang og dels for at få et forspring på eventuelle skyer.

Jeg begynder opstigningen op ad alpinbakken, som vil ligge mennesketom hen i endnu en time. Snart er jeg oppe på fjeldet og har en flot udsigt til de lodrette klipper ved Reineskarvet og Lauvdalsbrea, der ligger badet i solen fra den skyfrie himmel. ”Det bliver en god dag i dag”, tænker jeg og fortsætter forbi Bergsjøstølen ad løjpen med Reine.

Trods den megen sne, der faldt i går, er forholdene oppe på fjeldet perfekte. Sneen er hårdtpresset, så jeg synker ikke i, men kan derimod let og hurtigt komme fremad. Desuden er det helt vindstille, og med morgensolen fremme står dagen i stærk kontrast til de foregående dage.

Men, men... da jeg når Reine og sætter mine skifæller på og gør mig klar til opstigningen ad Reineskarvet, er de første lette skyer begyndt at lægge et filter for solens stråler, og i det fjerne nærmere tunge skyer sig fra Hallingskarvet i syd-sydvest.

Udsigt mod Lauvdalen

Udsigt mod Lauvdalen


Fin udsigt fra Reineskarvet

Med skifællerne på går det hurtig opad. Op forbi søen for enden af Venestølgrove og videre op i passet ved Skoddenose (1.682 moh.).

Da jeg kommer op på Reineskarvet, sætter jeg kursen direkte mod den østlig del af skarvets højeste punkt. Det er noget stenet på skarvet, men farbart hele vejen til toppen. Hundrede meter fra den store snehvide varde, der spejder udover området, begynder det at blæse op og jeg må have anorakkens hætte på.

På toppen af Reineskarvet (1.732 moh.) har jeg en god udsigt ud over Bergsjø-området og videre mod Hallingskarvet, hvor de tunge skyer truende nærmere sig. I den anden retning, mod nord, ses sletten ned fra Reineskarvet mod Hestebotn, og lidt længere borte kan jeg se Hemsedal.

Selv om skyerne skygger for solen, er udsigten fin, men den bidende kulde gør opholdet på toppen kort. Efter at have nydt udsigten et lille kvarters tid vender jeg skispidserne nedad.

På nedstigning lægger jeg en hældning, så jeg kan slappe af i benene, mens jeg lader skiene suse i store zig-zag-sving nedover hele fjeldsiden.

Da jeg ender nede i Lauvdalen, kan jeg mærke en begyndende kulde i fødderne... nedkørsel har taget ikke mindre end 50 minuter, så det er ikke så underligt, at tæerne er blevet lidt kolde. Efter en hurtig frokost i Lauvdalen skøjter jeg rundt om Hausehovda til Reine.

Hermund - Kongen af Reine

Hermund - Kongen af Reine


Kongen af Reine

I den lille bygd ligger Reinehytta, hvor ”Kongen af Reine” holder til om vinteren. Kongen hedder egentlig Hermund og er en ældre herre, som tilbringer flere måneder af vinteren for foden af Reineskarvet med at servere nystegte vafler og varme drikke m.m. for langrendsfolket.

Selv om Hermunds sæson ikke begynder før næste uge, tænker jeg, at jeg alligevel vil ind og se den særpræget hytte og måske komme i audiens hos Kongen. Heldet er med mig. Snescooteren står foran hytten og indenfor ved brændeovnen sidder Hermund med kasser af sodavand stablet op omkring sig. Hylder og spær er dekoret med en blanding af udstoppede dyr fra fjeldverdenen - bl.a. en flot duehøg - og en imporende samling af dåseøl fra hele kloden.

Hermund bliver lidt overrasket, men også glad over at få uventet besøg - de sidste mange dages grå- og snevejr har holdt alt, der ligner skyggen af mennesker væk fra højfjeldet. Han fortæller gladeligt om det at bo på fjeldet, om dyrelivet og om fine ture han foreslår, jeg skal tage om sommeren.

Efter en halvtimes hyggesnak vinker jeg farvel til Hermund og løber samme vej henover fjeldet til Bergsjøstølen, hvorfra jeg var kommet i morges. Skyere er tætnet til og det blæser op og begynder at sne. Jeg er dog snart nede ved Bergsjøen og derfra glider jeg hurtig ned langs vejen til Skarslia.

Det har været en dejlig dag på fjeldet, også selvom den skyfrie himmel kun var på lånt tid. Vejrudsigt holdt stik, og jeg nåede mit mål.

Turen op på Reineskarvet er ikke sønderlig svær, men den kræver dog, at man har erfaring og er fortrolig med at gå uden for løjperne og kan ”læse” fjeldet. Med sine omkring 40 km og en del højdemeter forudsætter turen også, at man har det rette udstyr (specielt fjeldski med stålkanter og skifæller) samt en god fysisk form.

Gæster ved Rødungen

Gæster ved Rødungen


Over Krosshovda til Tvistvtnet

Løjpen over Krosshovda blev kørt op i går, så det er med håb om at nattens snefald er blæst væk fra højfjeldet, at jeg trasker op ad sporet langs vejen til Bergsjøen. Da jeg kommer op på fjeldet viser det sig, at sneen har udvisket sporene, så endnu dag må jeg selv træde det.

Skyerne hænger lavt igen i dag og der er ikke det nærmeste af en udsigt. Selv da jeg løber over Krosshovda (1.300 moh.) og videre til Nonshovda (1.272 moh.) kan jeg på ingen måde skimte Reineskarvet, hvis mørke klipper jeg blot er halvanden kilometer fra.

Ved middagstid glider jeg ned til Dyrebotn og jeg mærker et omslag i vejret. Jeg er kun gledet en hundrede højdemeter ned, men temperaturen er gået fra ÷2°C til +5°C på ingen tid. Det er fønvinden, som blæser varmere luft nedover fjeldet. Skiene glider udmærket, så længe det går nedad, men da jeg kommer ned på Tvistvatnet har jeg ingen fæste under skiene.

Jeg overvejer lidt om jeg skal smøre klister på skiene eller lad være. Med klister vil jeg få fæste, men derimod ikke meget glid, når det går nedad. Jeg beslutter mig for at lade klisteret ligge i rygsække og begynder istedet at bruge skøjte-teknik henover søen. Med skøjte-teknikken er der ikke tilbageglid og jeg kommer hurtigt fremad, men til gengæld bruger jeg også mange kræfter.

Fra Tvist følger jeg løjpen rundt om Rødungen, som nu også er blevet kvistet og kørt op. Jeg møder nogle af de andre gæster fra hotellet, som jeg følges med et stykke ad vejen op over Kjølen, Steintjørne og videre til den anden ende af Rødungen. Men det glatte føre gør turen sur og hård. Ved Rødungstøl sætter jeg kursen hjemad over Slakteplassen og nedad det gode spor langs vejen.

Udsigt mod Reineskarvet fra Varaldsetlie

Udsigt mod Reineskarvet fra Varaldsetlie


Hæe, Netsetfjellet, Steinstølen, Mjåvatnet, hjem over Vats

Det er den sidste dag på fjeldet i denne omgang. Og hvilken dag! Mens solen står op, farver den en lille sky på himlen rød over åsen på den anden side af dalen. Efter morgenmad er solen kommet op på himlen og har brændt de sidste få skyer væk.

Jeg løber op forbi Varaldsetvatnet via den løjpe, som forbinder Bergsjø-området med Hol-området. Ved sætrene, som har lagt navn til søen, går jeg op i slugten bag husene og videre op mod toppen af Hæe. Vejret og skiføret er perfekt i dag. Mest minder det om en god påskedag - og så er vi kun i den første uge af februar.

På toppen af Hæe sætter jeg mig på en sten og nyder den storslået udsigt til Hallingskarvet mod syd-sydvest, Reineskarvet mod nord, og fjeldene inde ved Jungsdalen i vest.

Det er kun en indre uro i kroppen efter at få brændt noget energi af, der får mig til at klikke skiene på igen og begive mig ned over fjeldet til Hamartjørnstølen. Jeg glider jævnt nedad på den hårdt pakkede sne, imens jeg hele tiden har Hallingskarvet fremme foran mig. Jeg løber over Hamartjørne og går derefter opad mod Kalveskallen (1.240 moh.).

En dag som i dag er der flotte udsigter over alt, og det ene storslået skue efter det andet giver et kick! Jeg mærker solens varme stråler, mens jeg spiser min frokost foran fiskehytten ved Kalveskallen.

Turen fortsætter op mod Brenthovda, hvor jeg fanger løjpen, der fører hen over Nysetfjellet. Dette er en del af Hol-områdets løjpenet. Løjpen er præpererat her til morgen, og det er en perfekt nedkørsel forbi Storemyr og videre ned til Øystlihovda og Støngemyrane.

I alt syv kilometer, hvor det går jævnt nedad næsten hele vejen. Helt suverænt. Det er en tur man ikke må snyde sig selv for. Hvis distancen synes for lang, når man kommer fra Skarslia, findes der masser af muligheder for at vælge andre løjper, som afkorter turen, men hvor man alligevel får nogle fine lang nedkørsler med Hallingskarvet og Reineskarvet som ikke helt fjerne kollisser.

Løjpe ved Varaldsetvatnet

Løjpe ved Varaldsetvatnet


Vil ikke hjem ...

På sådan en smuk dag har man ikke lyst til at tage ned fra fjeldet alt for tidligt, men bussen mod Danmark kører ved 17-tiden. Jeg løber et smut ud til Steinstølen, inden jeg vender om og begynder hjemturen.

Sporene, som ikke er blevet kørt op i den åbne skov, må være smeltet ud i hinanden i går og så frosset til i løbet af natten og formiddagen. Men det går nu meget godt, da det er et fladt stykke hen til Øystlihaugen. Herfra glider jeg tilbage til Bergsjø-området via Mjåvatnet.

Turen ned gennem skoven til Vats er dog ikke venlig i dag. Denne løjpe er heller ikke kørt op og jeg står på ren is og må plove hele vejen for at komme sikkert ned. Også turen hjem langs Votna er en ren skøjtebane, men hvad gør det, når man ellers har haft en helt utrolig skøn dag på fjeldet.

På balkonen på Skarslie Hotel har flere af gæsterne taget plads og nyder solen og udsigten udover dalen, da jeg spadseret forbi ad indkørslen neden for balkonen.

Jeg kan ikke dy mig. Jeg råber op til dem: ”JEG VIL IKKE HJEM!!!”. Deres smil afslører, at de vist har det på samme måde.

Din rejseskribent på skovløjpen

Din rejseskribent på skovløjpen


Campingferie 650,-
Outwell
Torre La Sal
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt